Keir Starmers udrensninger af venstrefløjen fortsætter: Ken Loach smidt ud af Labour
Den verdensberømte filminstruktør Ken Loach er blevet ekskluderet af britiske Labour. Beslutningen ses som en del af nuværende formand Keir Starmers opgør med Jeremy Corbyn-støtter i partiet. Også andre dele af partiets venstrefløj er blevet smidt ud for nyligt, mens Starmers centrister konsoliderer magten.

Når filminstruktør Ken Loach tager overskrifter i de britiske medier, hænger det normalt sammen med, at han har udgivet en ny film om den britiske arbejderklasses liv. Denne gang er det dog ikke hans metier som instruktør, men derimod hans politiske engagement, som har fået ham på avisernes forsider. Den aldrende filminstruktør er nemlig blevet smidt ud af Labour-partiet, som han med mellemrum har været medlem af i næsten 40 år.
“Keir Starmer og hans lille klike kommer aldrig til at stå i spidsen for et parti der repræsenterer befolkningen”
Ken Loach
Beslutningen kommer efter det i sidste måned blev rapporteret, at den nuværende Labour-leder, Keir Starmer planlagde en politisk udrensning af kritiske røster i partiet. Starmer overtog magten i partiet i april 2020, efter Labour havde lidt et forsmædeligt nederlag ved valget i december 2019. Han afløste dengang Jeremy Corbyn på posten, efter denne var blevet beskyldt for at have tilladt ‘anti-semitisme’ at florere i partiet. Beskyldningerne mod Corbyn kom efter udgivelsen af en rapport, som handlede om Labours håndtering af antisemitisme under hans lederskab.
Den tidligere Labour-leder afviste dog rapporten som en ‘politisk motiveret’ smædekampagne: “Én antisemit er én for meget, men problemets omfang er blevet overdrevet af politiske grunde af vores modstandere, både i og uden for partiet, såvel som af medierne,”, sagde Corbyn dengang i et slet skjult angreb på Keir Starmer. Corbyn blev senere suspenderet som medlem af partiet, og fik også frataget sin rolle som ‘whip’, der bl.a. sørger for at koordinere partiets stemmeafgivelser.
Ken Loach: “En heksejagt”
Udelukkelsen af Ken Loach fra Labour skal ses i lyset af den magtkamp, og at Keir Starmer nu forsøger yderligere at stramme grebet om magten om partiet. I hvert fald hvis man spørger hovedpersonen selv, der ikke var i tvivl om baggrunden for hans eksklusion. “Labours partitop har langt om længe besluttet sig for, at jeg ikke er værdig til at være medlem af deres parti, eftersom jeg ikke har tænkt mig at slå hånden af folk, der allerede er blevet udelukket. Ikke desto mindre er jeg stolt af at bakke op om de gode venner og kammerater, som nu lider under den her udrensningsproces. Der er i sandhed en heksejagt i gang. Men Keir Starmer og hans lille klike kommer aldrig til at stå i spidsen for et parti, der repræsenterer befolkningen. Vi er de mange, og de er de få”, skrev Loach på Twitter.
Den socialistiske filmskaber har gennem mange år været en torn i øjet på den mere liberale, centristiske del af partiet, som med Starmer igen har overtaget magten. Ken Loach har tidligere kaldt beskyldningerne om antisemitisme ‘skamløs udnyttelse af de historiske forbrydelser mod jøder’ – og har også været blandt de mest prominente støtter af boykot-bevægelsen mod den israelske besættelsesmagt, BDS.
En række fremtrædende medlemmer af Labour har kritiseret beslutningen om at smide Loach ud af partiet. “At smide en så hæderkronet socialist – som har gjort så meget for at fremme den socialistiske sag – ud af partiet, er intet mindre end en skændsel. Jeg sender al min solidaritet og støtte til min ven og kammerat”, skrev Jeremy Corbyns tidligere ‘skyggekansler’, John McDonnell på Twitter, mens parlamentsmedlem fra Leeds, Richard Burgon har kaldt beslutningen for ‘uhyrlig’.
Også Jewish Voice for Labour, der er en gruppering for jødiske medlemmer af partiet, har kritiseret beslutningen i skarpe vendinger. I en pressemeddelelse hævder JVL, at Labour “lige nu virker mere optaget af at straffe medlemmer, der har udtrykt sig kritisk over for Israel – eller udtrykt støtte til palæstinenseres rettigheder – end antisemitisme”.

Starmer konsoliderer magten
Udelukkelsen af kritiske røster som Ken Loach, og suspenderingen af tidligere partileder Jeremy Corbyn kan ses som symptomer på en generel tendens. Keir Starmer forsøger – efter et katastrofalt valg i Hartlepool og en række lunkne meningsmålinger – at styrke sit greb om partiet, og har igangsat en større udrensningsproces af interne politiske modstandere i Labour. For en måned siden kunne The Guardian berette om, at en række venstrefløjs-fraktioner i partiet stod til at blive smidt ud. Det omfattede både gruppen ‘Resist‘, den troskistiske fraktion Socialist Appeal, Labour in Exile og ironisk nok Labour Against the Witchhunt, der kan siges dermed at have givet sit navn en vis profetisk karakter.
Den politiske magtkamp under Starmers ledelse står i kontrast til hans udmeldinger efter hans valg til posten som ny leder i april 2020. Dengang lovede Starmer et ‘mere inkluderende, forenet parti’. Kritikere peger imidlertid på, at hans projekt snarere lader til at handle om intern magt til hans egen højrefløj i partiet, end om at udstikke en ny politisk kurs for England, og at han endnu ikke har formået at udstikke en egentlig politisk vision.
Som Novara Media-journalist Aaron Bastani konstaterede – efter endnu et katastrofalt resultat ved lokalvalgene i Tower Hamlets og Leicester: “Starmer’s slæng har ikke nogen ambitioner om at vinde [parlamentsvalget] i 2024. De har det fint med at tabe et årti mere om nødvendigt. For dem handler det om at bide sig fast som establishmentets reservehold”.
Keir Starmer har endnu ikke udtalt sig om eksklusionen af Ken Loach, ligesom resten af Labours ledelse også foreløbigt har afvist at kommentere sagen.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER