Kenyansk aktivist: “Oprøret er ikke slut, før regeringen er væk”

Med øjnene dækket af et par tonede solbriller vader Lichuma ind ad døren til et lille interimistisk mødelokale. Der er tremmer for vinduerne, og den røde vægmaling er skallet af flere steder.

På den ene væg hænger en række billeder af de store protester, der lagde Nairobi ned i sommeren 2024, og som er grunden til, at jeg har siddet og ventet en halv times tid på Lichuma. For han var en central drivkraft i de protester, som endte med at koste over 60 personer livet, hundrede af forsvundne personer og et politisk system, som rigtig mange kenyanere ikke har nogen tillid til.

“Trafikken,” siger Lichuma indforstået som forklaring på den sene ankomst.

Det er ellers ham, som har foreslået mødestedet. I slumkvarteret Mathare, hvor mange af de mennesker, der de senere år har drevet protestbølgen, kommer fra. Et sted hvor de fleste lever for under 2 dollars om dagen og “hustler sig gennem livet,” som Lichuma udtrykker det. Ikke pralende, men som en der taler af erfaring.

For han er stadig en del af den verden, hvor mad ikke magisk dukker frem bag en køleskabslåge, og hvor alle sedler og mønter tælles. Og det er i den erfaring, man skal finde den vrede, som mange kenyanere løber rundt med, og som var den tændstik, der 25. juni 2024 satte ild til det centrale Nairobi. Datoen er indprentet i hukommelsen hos Lichuma, fordi politivolden synliggjorde “systemet for alle”.

“Kenya bliver aldrig det samme efter den dag. De skød vilkårligt på demonstranter og indespærrede hundredvis af mennesker, som blot gjorde det, enhver borger burde gøre: sige fra over for et korrupt regime,” siger han på spørgsmålet om, hvilke konsekvenser den dag kommer til at få for Kenya frem mod valget om halvandet år.

“Vreden er overalt nu, og det bliver svært at styre for selv den mest repressive regering.”

Historien skal med

I den vestlige mediedækning blev protesterne gjort til et spørgsmål om universitetsuddannede, der ikke kunne få job. Det blev reduceret til et GenZ-oprør ligesom lignende oprør i Nepal, Bangladesh og Madagaskar. Men for Lichuma er det en alt for enkel udlægning. Derfor insisterer han på at gå længere tilbage. Til uafhængigheden i 1960’erne, som ikke gjorde op med fordelingen af landbrugsjord, men efterlod landets største arealer til en ny klasse af rige.

“Det kan lyde hårdt. Men hvor vi før var koloniseret af hvide briter, er vi nu koloniseret af vores eget folk, hvor alt handler om at rage mere og mere til sig.”

Historien bakker ham op. Den største jordbesidder i Kenya er Uhuru Kenyatta, søn af Jomo Kenyatta, der som Kenyas første præsident forhandlede uafhængigheden med briterne og fik store jordarealer i bytte. En tendens, der ifølge Lichuma er blevet fulgt af de næste fire præsidenter.

Og som aktivister lige siden har protesteret imod.

“Vores protestbevægelse er en lang fortsættelse af Mau Mau-oprøret (Mau Mau-bevægelsens oprør mod det britiske kolonistyre, red.), så det handler ikke kun om GenZ og jobskabelse. Det handler om meget mere,” siger han med henvisning til modstandsgruppen, der før uafhængigheden førte væbnet kamp mod kolonimagten, hvilket førte til, at briterne – 15 år efter Holocaust – oprettede koncentrationslejre rundt om i Kenya.

“Vi kigger tilbage på, hvad de gjorde, og hvorfor de gjorde, som de gjorde. Historien er vores læremester, og vi bliver nødt til at forstå den for at forstå, hvorfor halvdelen af alle kenyanere lever i stor fattigdom.”

Med grundloven i hånden

Lichuma viser mig billeder af den skelsættende dag i 2024, hvor demonstranter indtog parlamentet og blev mødt af skarpladte geværer fra politiet. På mange billeder går demonstranterne med landets forfatning strakt i vejret, som var de missionærer med en bibel i hånden. For Lichuma handler det om at vise politikernes hykleri, når man i mødet med politiet kan pege på paragrafferne og vise sin ret til at forsamles og ytre sig, mens man jages væk og vilkårligt indespærres.

“Vi ved godt, at præsidenten er ligeglad med forfatningen. Han stemte selv imod den. Men for os symboliserer den, at det er folket, der bestemmer.”

Netop ordet forfatning hører man ofte i Kenya. For det er kun 15 år siden, at landet fornyede sin gamle forfatning, der før var stærkt præget af den britiske kolonimagt. Efter de voldsomme sammenstød mellem flere etniske grupper efter valget i 2007, hvor over 1000 mennesker blev dræbt og næsten en million drevet på flugt, blev den politiske elite presset til at skabe en forfatning, der begrænsede præsidentens næsten uindskrænkede magt. Derfor er den nye forfatning en kilde til stolthed blandt både Lichuma og andre aktivister, jeg har talt med.

“Den nye forfatning giver magten tilbage til folket, men problemet er, at den politiske top stemte imod den dengang og har gjort alt for at undgå at følge den,” siger Lichuma og tilføjer:

“Hvilket blev meget tydeligt, da præsidenten godkendte, at politiet måtte skyde mod fredelige demonstranter.”

Autokratiseringen af Østafrika

Kigger man på Kenyas nabolande, er tendensen, at de politiske ledere samler magten om sig.

I Uganda har Museveni siddet på præsidentposten siden slutningen af 1980’erne, og der er ingen tvivl om, at han også sidder på magten efter præsidentvalget i januar. I Sydsudan er magten skrøbelig efter borgerkrigen i midten af 2010’erne. Og senest er Tanzania gået ned ad en stærkt autoritær vej efter valget i september, hvor størstedelen af oppositionen blev fængslet, allerede inden valget gik i gang. Det kostede flere hundrede mennesker livet i de efterfølgende protester.

Derfor ser mange lande til Kenya, der har vist demokratiske fremskridt med forfatningen og en række fredelige regeringsskifter. Men den fred er ikke garanteret, ifølge Lichuma.

“Vi kan ikke blive ved med at støtte det nuværende system, for så kommer vi til at leve det samme liv som nu, hvor de fleste mennesker springer måltider over,” siger han.

“Derfor bliver vi nødt til at komme af med dem alle og få nye mennesker ind, som kan lede Kenya på en anden måde end den, vi ser nu.”

Men er du ikke bange for, at græsset ikke er grønnere på den anden side?

“Det er det ikke. Vi har intet at miste lige nu, og William Ruto er bange. Han ved godt, at vi bliver ved med at gå på gaden, indtil han trækker sig, og vi kan få nye mennesker ind, som ikke er korrupte.”

Kenya i oprør

I juni 2024 udløste regeringens omstridte skattepakke, der pålagde flere skatter til de fattigste, en landsdækkende protestbølge. Demonstranterne beskyldte regeringen for at gøre livet uoverkommeligt dyrt i en tid med stigende arbejdsløshed og udbredt fattigdom.

Det kulminerede 25. juni, hvor parlamentet blev stormet, og politiet reagerede med skarpe våben, tåregas og masseanholdelser. Over 60 mennesker blev dræbt. Herfra har bevægelsen udviklet sig til en større modstand mod korruption, ulighed og politisk arrogance fra præsident William Ruto.