Kina vil være den dominerende stormagt

Kinas interne og globale udvikling kan ifølge Lin Chun deles op i tre faser : Første fase udfolder sig fra Folkerepublikken Kinas oprettelse i 1949, og indtil den nye leder Deng Xiaoping har konsolideret sin magt efter Maos død i 1976. Herefter annoncerer Deng i 1978 reformer og en ny økonomisk åbenhed, der har ført til, at Kina indtager en stadigt vigtigere rolle i den økonomiske globalisering Spørgsmålet er, om vi nu er trådt ind i en tredje fase, hvor Kina har som ambition at være fuldt på højde med de mest udviklede økonomier i verden. Præsident Xi Jinping, der overtog roret i 2012, har ligefrem proklameret, at Kina skal være et stærkt, demokratisk, civiliseret, harmonisk og moderne socialistisk land i 2049. I praksis hyldes fri konkurrence og frihandel, jævnfør Xi’s tale i de riges snakkeklub World Economic Forum i Davos i 2017, hvor han fremstillede og krævede Kina anerkendt som en fuldgyldig spiller i international kapitalisme. Ja, han optrådte nærmest som leder af dens heppekor. Lidt mere højstemt understregede han den fælles skæbne, der binder deltagerne i globaliseringen sammen.

“… han [præsident Xi] optrådte nærmest som leder af dens [kapitalismens] heppekor”

+

Også i sine første år som folkerepublik var Kina internationalt engageret. Det var med i de ikke-allieredes bevægelse, der normalt dateres til Bandung-konferencen i 1955, hvorfra begrebet Tredje Verden stammer. Det støttede international solidaritet og nationale befrielsesbevægelser og senere de nye regimer, der kaldte sig socialistiske eller ’folkerepublikker’ i Asien og Afrika. Derudover gav det bistand til store projekter, der cementerede selvbevidstheden blandt de tidligere undertrykte kolonier. Selv skulle det ifølge maoismen være selvberoende og selvforsynende. Solidariteten gik dog langsomt i opløsning, ikke mindst på grund af uoverensstemmelserne mellem Sovjetunionen og Kina om den rette vej til socialismen i tresserne, hvorefter Kina begyndte at nærme sig USA, symboliseret ved Nixons besøg i Kina i 1972.

Fra udenlandsk kapital til uafhængighed

Det mest omkalfatrende ved den anden fase er de udenlandske investeringer, der kom ind i landet med teknologi og know-how samt den finansiering, der skulle til. Det skete gennem specielle økonomiske zoner, først mod sydøst i Guangdong med tæt forbindelse til finanscentret Hong Kong. Men alt i alt var Kina den underordnede part, der fik lov til at producere til den rige verden. Det skal naturligvis også siges, at den statsejede del af økonomien fortsatte med at spille en stor rolle, ligesom den gør den dag i dag, ikke mindst i den tunge industri. Private kinesiske interesser kom til at sidde på produktionen af den lavteknologiske forbrugsgodeindustri.

Bestræbelsen på at blive en ligeværdig partner i globaliseringen blev belønnet, da Kina i 2001 blev medlem af Verdenshandelsorganisationen WTO. Dens regler om ’level playing field’ har så udsat Kina for anklager om, at det giver ulovlig statsstøtte til virksomheder, der dermed får uretmæssige fordele i international konkurrence.

Det drejer sig imidlertid ikke bare om kapitalimport og simpel handel, men også om kapitaleksport i form af udadgående investeringer, der har taget voldsomt til i de senere år. Stigende kinesiske interesser i mineralrigdomme i Det Globale Syd har været et vigtigt omdrejningspunkt. For at udvinde dem kræves infrastruktur, og med den ekspertise Kina har udviklet i vandkraftprojekter (ikke mindst gennem Three Gorges-projektet på Yangtze-floden), veje, broer og jernbaner er der tale om et perfekt match. Den tredje fase kan dateres til Xi Jinpings lancering i  2015 af ’Made in China 2025’. Kina skal i stigende grad udvikle egen teknologi, stige opad i værdikæden, have en større servicesektor, stræbe efter en højere konsumkvote (altså at folk sparer mindre op, og at forbrug udgør en større del af økonomien), promovere bæredygtighed osv. Samt have effektiv infrastruktur overalt. Man kunne tilføje: sikre råvaretilførslen ved direkte investeringer i oversøiske mineeventyr og beherskelse af de kommercielle kæder.

Det afhængige Kina

Sean Kenji Starrs fremhæver i sin artikel Can China Unmake the American Making of Global Capitalism?, at hele Kinas moderne udvikling er betinget af amerikansk eller udenlandsk kapital, i første omgang gennem multinationale korporationer på jagt efter billig arbejdskraft. Men forholdet har udviklet sig drastisk siden de første fabrikker blev smækket op i Guangdong.  Det er rigtigt, at Kina har valuta- og investeringskontroller af forskellig art, men det har ikke forhindret kapitalimporten, kun sat form på den. Det kan også nævnes, at udenlandske banker fik tilladelse til at lave partnerskaber med kinesiske i 2004. Det diskuteres stadig, hvorvidt Kina er en fuldt ud kapitalistisk økonomi, og hvornår man i så fald kan sige, det er blevet det. Debatten skal ikke afgøres her. Det står imidlertid fast, at Kina er underlagt den kapitalistiske grundlov, at der udpresses merværdi af arbejdsstyrken,  uanset om de knokler i private, stats- eller udenlandskejede virksomheder. Lønningerne er stigende men stadig lave i international sammenhæng. Det er denne merværdi, der har muliggjort den enorme kapitalakkumulation (’vækst’ i daglig tale), der har fundet sted. Og det på trods af at merværdien i form af profitter deles med udenlandske firmaer, der sidder på rettighederne og ejerskabet til de mest lukrative forretninger.

Starrs fremhæver, at Kina gennem kravet om kinesisk deltagelse i indflagede produktioner har været i stand til at udvikle hjemlige virksomheder inden for vindturbiner og solenergi – solpaneler er nu overalt i verden helt domineret af kinesiske mærker. Højhastighedstog i Kina bygger på japansk, fransk (Alstom) og tysk (Siemens) teknologi. De mest succesrige giganter er uden tvivl producenterne af smarttelefoner, ZTE og Huawei, hvor sidstnævnte i tilgift er førende indenfor internetinfrastruktur. De har også udgangspunkt i importeret teknologi, og har stadig behov for elementer udefra. Bilindustrien er et interessant eksempel på mangel på kinesisk succes. De biler der sælges er mestendels udenlandske bilmærker, som bliver produceret i Kina af joint ventures med de kendte spillere. Skabelsen af en bragende internetbaseret tjenesteøkonomi, der dækker næsten alle behov for kommunikation og forbrug, peger i modsat retning hen imod større autonomi. Men hverken Alibaba eller Tencent har nogen eksistens uden for Kina, selvom især Tencent køber op i udlandet.

De har også udgangspunkt i importeret teknologi, og har stadig behov for elementer udefra. Bilindustrien er et interessant eksempel på mangel på kinesisk succes. De biler der sælges er mestendels udenlandske bilmærker produceret i Kina af joint ventures med de kendte spillere. Skabelsen af en bragende internetbaseret tjenesteøkonomi, der dækker næsten alle behov for kommunikation og forbrug, peger i modsat retning hen imod større autonomi. Men hverken Alibaba eller Tencent har nogen eksistens uden for Kina, selvom især Tencent køber op i udlandet.

I 2017 stammede 44% af den samlede vareeksportværdi fra udenlandske koncerner, mens private kinesiske firmaer også stod for 44%. Resten var i hænderne på statsejede virksomheder, en stadig mindre andel. Ser man kun på eksporten af højteknologiske produkter, er den udenlandske dominans endnu mere udpræget, over 80%. De private kinesiske producenter står for 10-12%. Den mest prominente er igen Huawei. De udenlandske producenter er imidlertid ikke vestlige, men underleverandører til vestlige firmaer. Bedst kendt er taiwanesiske Foxconn, der producerer bl.a. Apple iPhones.

Made in China

Hvis man ser på markedsandele internt i Kina, har Apple (IOS) og Google (Android) de største andele af styresystemerne i smartphones, mens Microsoft ifølge Starrs sidder på 90% af styresystemerne i computere. Også på andre områder er General Electric dominerer i medicinsk udstyr, og forbrugerkæder som Coca Cola (63% af soft drinks),  McDonald’s (14% af fastfoodmarkedet) og Starbucks (55% af kaffebarer) sidder på store dele af konsum.

’Made in China 2025’-agendaen har til hensigt at fremme vidensøkonomien og at udvikle teknologi lokalt. Kunstig intelligens er langt fremme, og i det hele taget satses der voldsomt og effektivt på forskning. Den ambitiøse politik kan nemt komme i konflikt med udenlandske interesser, og Kina beskyldes vedvarende for at bruge unfair midler for at komme frem. De der nu søges ramt i handelskrigen er netop de mest konkurrencedygtige. Trump ville sætte en stopper for ZTE med den begrundelse, at det havde omgået sanktionerne mod Iran og Nordkorea, og sanktioner blev iværksat i form af stop for leverancer af chips og andre komponenter fra amerikanske Qualcomm og Intel, som ZTE er afhængig af. Men kort tid efter vendte Trump på en tallerken. Huawei, der er den mest avancerede og prisbillige spiller på markedet for 5G-teknologi, er blevet udnævnt til at være en regulær sikkerhedsrisiko, og flere vestlige lande har trukket sig fra at installere dets avancerede kommunikationsinfrastruktur, bl.a. på grund af amerikansk pres. Man kan spekulere over, om det her drejer sig mere om frygt for Kinas styrkepositioner end om dets evne til spionage. USA og Vesteuropa går i øvrigt i retning af at begrænse kinesiske investeringer og deltagelse i offentlige udbud ikke mindst på højteknologiske områder.

I modsætning til den vestlige klage over tyveri af patenter og immaterielle rettigheder, kan man med en vis ret hævde, at Kina indtil videre har fået for lidt ’teknologioverførsel’ ud af sine udenlandske investorer. Realiteten er i hvert fald, at superprofitter er blevet og stadig bliver hevet ud af Kina. Kapitalimporten er stadig betragtelig. I 2016 beløb den sig til 126 milliarder dollar.

Kapitaleksport

Kinas kapitaloverskud har som finansielt grundlag de store valutareserver, som det har akkumuleret fra kapitalimport i dollar, og som det så har investeret i amerikanske obligationer. Den gængse forklaring er, at de stammer fra handelsoverskuddet, men handelsbalancen er mere en regnskabsmæssig størrelse end en finansiel realitet. På et tidspunkt fandt Kinas ledere ud af, at det var bedre at få de penge til at yngle, og det har været en væsentlig drivkraft i de store investeringer i lavindkomstlande. Bag det hele ligger en kinesisk forestilling om, at kun virkelig udvikling kan sikre fremtidigt afkast.

Kapitaleksporten var efter den globale finanskrise også drevet af Kinas behov for at vedligeholde væksten i en situation, hvor efterspørgslen afmattedes på vestlige markeder. Som et af modsvarene pumpedes økonomien så meget op i Kina, at det var ved at føre til en boble. Så hvis der skulle være rum for fortsatte investeringer i storskala, måtte det være udenlands. Indtil 2013 foregik det projekt for projekt.Projekterne fik retning og ramme med Belt and Road Initiative (BRI) fra 2013, der vil spænde over 70 lande. Initiativet indeholder internationale transportkorridorer og anden væsentlig infrastruktur med to ruter fra Kina til Vesteuropa. Den ene går via Tyrkiet, den anden via Afrika. Der er også forbindelser til Moskva og Sydasien.

I 2014 blev Asian Infrastructure Investment Bank (AIIB) lanceret med åbning i 2016. AIIB har nu 84 medlemmer (bl.a. Danmark og de største europæiske lande, ikke USA og Japan) og en startkapital på 100 milliarder dollar. Man kan se det som et signal om, at Kina vil være ledende i et større samarbejde om infrastrukturinitiativer i den mindre velstående del af verden. New Development Bank (NDB) blev stiftet af BRICS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) og begyndte sine operationer i 2016. I praksis styrer Kina de udenlandske projekter til lavindkomstlande gennem en række halvoffentlige virksomheder og dets projekter finansieres typisk med lån fra China Exim Bank eller tilsvarende udviklings- og eksportgarantibanker. Det foregår i dollar. Formentlig skal AIIB og NDB nu mere på banen, men deres betydning er indtil videre beskeden.

I 2016 bremsede Beijing op for kapitaleksporten. BRI-investeringerne faldt med 18% i 2017. Det kan diskuteres, om det er en bevidst politik eller et resultat af, at allerede igangsatte projekter har taget længere tid at udføre end forudset, og der derfor ikke var brug for at iværksætte nye projekter.

Den kapitalistiske verdens modsvar

Knap var Trump svoret ind som præsident, før han kastede sig over det uretfærdige i, at USA har så stort underskud på sin handelsbalance. Landet importerer mere end det eksporterer i dollars og cents, og det faktum, at USA’s produktion er afhængig af bl.a. billigt halvfabrikata fra producenter hjemmehørende i Kina med eller uden amerikansk deltagelse, lod ikke til at gøre noget indtryk, men har forsinket nogle af de mest drastiske tiltag.

Som første aktion nægtede Trump at færdiggøre de igangværende forhandlinger om handels- og investeringspartnerskabsaftaler med Asien og Europa (TPP og TTIP) og krævede genforhandling af handelsaftalen med Canada og Mexico (NAFTA). Den asiatiske aftale havde ellers haft som delmål at indhegne Kina. I stedet blev resultatet, at Kina nu overvejer at blive medlem af den organisation på 11 medlemmer, CPTPP (Comprehensive and Progressive Agreement for Trans-Pacific Partnership), som TPP uden USA hedder. Sker det, kan Mexico og Canada, der også er medlemmer af CPTPP, komme i problemer med USA. Det er uden ende.

Første større direkte handelstiltag var at pålægge told på stål og aluminium. Det ramte bredt, men Kina var det egentlige mål, og efter at have deklareret told på udvalgte varetyper definerede USA  5.745 toldkategorier af varer fra Kina, der blev pålagt 10% told. Den sats vil Trump nu hæve til 25%, medmindre forhandlingerne om en ny aftale bærer frugt.

EU er gået en lidt anden vej, selvom det også begræder Kinas patenttyveri og gerne vil udelukke det fra strategiske sektorer, vil EU nu definere sit forhold til Kina gennem en ny gensidig handelsaftale.

Selvfremstilling og realiteter

Er Kina ved at ’vinde over’ USA i den kapitalistiske konkurrence? Har det en anden model, der er overlegen? Hvad med tidligere tiders tale om socialisme? Hvad forestiller lederskabet sig?  Officielt hedder det, at det vil hjælpe med til at skabe velstand og lighed i verden, ikke udbytning ifølge den klassiske kapitalistiske model. Det vil hjælpe de fattige landes udvikling på gled. Samtidig anklages det af civilsamfundsorganisationer og medier for urimelige arbejdsforhold for de arbejdere, der hyres i Afrika og Sydasien (nej, de er ikke alle kinesiske), for at landet ikke agerer mere miljøbevidst end højst nødvendigt, og at det fører sig hemmelighedsfuldt og manipulerende frem.  En anden anke er, at det kun taler med toppen af regeringen i de lande, det investerer i, og at der til gengæld altid er regeringskontakt, når nye projekter skal vedtages, uanset hvilket regi de foregår i; statsligt kinesisk, halvoffentligt, regionalt, ja, selv mere eller mindre privat.

Samtidig er det selv langt fra at være et mønsterland. Der er stigende problemer på hjemmefronten, kommunistpartiet mister legitimitet, og dets appel til en særlig form for socialisme virker ikke overbevisende i et samfund, der er gennemmaterialistisk. Partitoppen prøver at promovere slagord som ‘tianxia’, der kan oversættes til ‘alt under en himmel’”, et universalistisk koncept, hvor snævre nationalstater ikke har plads. Det underforstås dog, at riget i midten har førertrøjen. Alt det kan forekomme tvivlsomt, når man ser på Kina i lyset af dets handlinger, men er dets hensigter fredelige eller ufredelige? På den ene side ser man dets fuldstændige ubøjelighed over for ethvert forsøg på at anerkende Taiwan som selvstændig stat, dets fortsatte forsøg på dominans af Det Sydkinesiske Hav, dets hårde fremgangsmåde over for demokratiske bevægelser i Hong Kong, for slet ikke at tale om, hvordan det behandler modstræbende etnisk-religiøse minoriteter på hjemmebane (tibetanere, uighurer). På den anden side fører det sig ganske fredeligt frem andre steder, men har dog fået sig en flådebase i Djibouti strategisk placeret i Det Røde Hav ved Afrikas Horn, hvor Frankrig, USA og Japan også har baser.

En dårlig nabo

Spørgsmålet om de reelle magtforhold mellem Kina og USA kan igen tilnærmes ved hjælp af Sean Kenji Starrs’ artikel. For det første påpeger Starrs, at Kina ikke just har fået flere venner i Asien, som tiden er gået. Ikke mindst er det på kant med de to økonomiske mastodonter, Japan og Sydkorea. Fjendskabet med Japan har historiske rødder i Japans besættelse af Manchuriet i 1931 og den følgende krig 1937-1945, men i nutiden er der strid om ubeboede øer, Senkaku (på japansk) eller Diaoyu (på kinesisk). Med hensyn til Sydkorea er en af anstødsstenene dets opstilling af et amerikansk anti-ballistisk missilsystem i 2016-2017. Men selvom Kina ikke er særlig gode venner med de fleste lande i regionen med undtagelse af Cambodja og Laos, er det alligevel centralt i stort set alle vigtige økonomiske udviklinger, og investeringer og samarbejder foregår på kryds og tværs. Et nyligt tilbageslag fandt sted i Malaysia, hvor forne tiders magtfulde præsident, den ældgamle Mahathir Mohamad, blev genvalgt til jobbet, og fluks annullerede BRI-projektet Østkystjernbanen, der ville koste USD 20 milliarder. Han begrundede det med kinesernes neokoloniale tendenser og den for store gældsbyrde projektet ville pålægge Malaysia. Pakistan forsøger tilsvarende at genforhandle nogle lånebetingelser for jernbanebyggeri.

Jagten på førertrøjen

Man kan naturligvis spørge, om der er en hemmelig logik bag Trumps fremgangsmåde. At USA er svækket og dets kapital og teknologi ikke mere er så nødvendig i Kina f.eks. Men som vist er Kina stadig i en afhængig position på en række områder. Selvom det er umuligt at drage nogen entydig konklusion, tyder alt på, at USA indtil videre bevarer overherredømmet. Man kan i hvert fald se, at kineserne prøver at imødekomme det i forhandlingerne om en ny toldaftale.

“Uanset hvad man ellers kan mene om Kina, har landet storstilede planer – og er i stand til at gennemføre dem”

På hjemmebane viser etpartisystemets stramning af grebet tegn på tab af kontrol til oppositionelle kræfter samtidig med, at en begyndende økonomisk afmatning truer samfundsdynamikken.

Udadtil fører det sig stadig stærkere frem. Flere og flere lande er med på BRI, inden for EU omfatter det Grækenland og Italien. For uanset hvad man ellers kan mene om Kina, har landet storstilede planer – og er i stand til at gennemføre dem. Presset for udvikling i fattigere lande er så massivt, at de har svært at modstå Kinas fristende tilbud om nye projekter, men der er dog røster, der frygter overinvesteringer i nogle sektorer i forhold til andre, og at de pålægges en gældsbyrde, de får svært ved at klare. Derfor stilles spørgsmålet, om Kina ligefrem selv er blevet en subimperial magt baseret på, at selvom det stadig til en vis grad er ’afhængigt’, er det alligevel i stand til via store samfundsomspændende projekter at få magten over svagere lande i Afrika og Sydasien.

Hvis Kina får overtaget i det lange løb, skyldes det dog snarere dets sammenhængende planer og dets villighed til at gå i gang med nye projekter og gennemføre dem på kort tid. Risikoen er dog, at projekterne ikke leverer det de er sat til at gøre, nemlig få gang i en udvikling, der kan retfærdiggøre dem økonomisk. Derfor er Kina også villigt til at hjælpe med lokal industri og økonomisk udvikling. Dets forståelse for udviklingsprocesser og institutionelle rammer i de nye afhængige lande er dog ikke særlig udviklet.