Kira Marie Peter-Hansen med Carl Valentin og partiformand Pia Olsen Dyhr. Foto: Carl Valentin / Facebook.
2 min. læsetid

Danske politikere overser en vigtig brik når det kommer til den enorme skævhed i, hvem der bliver ramt hårdest af nedskæringspolitikken, skriver EU-parlamentarikeren.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Har du selv et indlæg du gerne vil have publiceret? Så skriv til Solidaritet.


Af Kira Marie Peter-Hansen, MEP (SF)

Lige nu handler meget af vores fælles europæiske politik om økonomi, og EU-landenes ledere har over sommeren forhandlet om en aftale om EU’s næste budget og genopretning, der skal få de europæiske økonomier tilbage i omdrejninger.

Derfor er det også vigtigt, at vi nu husker, at økonomiske beslutninger er politiske, og at politik altid gavner nogle mere end andre.

Når vi i EU-Parlamentet trækker de store linjer mellem medlemslandene, efterlader vi også de nationale parlamenter med et kæmpe ansvar. For det er dem, der skal beslutte, hvordan de økonomiske forhold i verden kommer til at påvirke borgerne i deres lande.

Nedskæringspolitikken rammer kvinder hårdest

På venstrefløjen i Danmark er vi rigtig gode til klasseanalysen. Vi ved, at topskattelettelser umiddelbart tilgodeser dem, der har meget, og en velfinansieret offentlig sektor særligt gavner dem, der har mindre. Og vi har set, hvordan finanskrisens nedskæringspolitik betød, at den kommunale beskæftigelse blev reduceret med næsten 18.100 personer fra 2008 – 2014.

“At politik påvirker folk forskelligt er et faktum, og det kan vi ikke ændre. Men vi kan sørge for at rette vores opmærksomhed mod andre grupper end indkomstgrupper, når vi laver politik.”

+

Noget, vi er mindre gode til, er at medtænke andre grupper end indkomstgrupper i den analyse. For bag de 18.100 tabte stillinger gemmer sig for eksempel en kønnet virkelighed: Tallet dækker over 20.400 færre kvinder i kommunale job, mens antallet af mænd steg med knap 2.300.

Jeg forestiller mig ikke, at der sad nogle i 2008 og besluttede sig for, at kvinder skulle sluses ud af den offentlige sektor, men det skete, da man skar ned på f.eks. lærere, sosu-assistenter og pædagoger. Tallene er altså et klokkeklart eksempel på, hvordan politik også rammer skævt på andre parametre end indkomstgrupper.

Nytænkning af klasseanalysen

At politik påvirker folk forskelligt er et faktum, og det kan vi ikke ændre. Men vi kan sørge for at rette vores opmærksomhed mod andre grupper end indkomstgrupper, når vi laver politik. Rammes særligt ét køn? Én seksualitet? Én etnicitet?

Økonomisk politik handler ikke om at finde frem til det objektivt rigtige svar, men om at vælge løsninger, der er til gavn for alle. Jeg håber, at vi tager ved lære af erfaringer fra tidligere kriser, og udvider den klasseanalyse vi ellers er så gode til. Sådan sikrer vi bedst, at flest muligt kommer stærkest ud af krisen. 


Kira Marie Peter-Hansen

Medlem af EU-Parlamentet for SF siden 2019. Kæmper for et grønnere og mere solidarisk EU, og er medlem af Den Grønne Gruppe i Parlamentet og European Green Party.

Læs mere af Kira Marie Peter-Hansen