Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
29. december. 2021

Klima: Bryder Enhedslistens folketingsgruppe partiets eget grønne program?

Græsrodsnetværket – et organiseret forum for de dele af Enhedslisten, der er utilfredse med eller uenige i den ’normalisering’ eller ’modernisering’ af Enhedslisten, som partiets ’Christiansborg’-fløj har stået i spidsen for – har netop udsendt en skarpt formuleret protest, man kan læse lidt længere nede, mod det netværket kalder ’folketingsgruppens brud med partiets grønne delprogram’. Bruddet opfattes formentlig som et led i den ’modernisering’, der i de senere år efter nogens opfattelse bl.a. har betydet en afpolitisering af partiets arbejde forstået som en voksende selvstændiggørelse af folketingsgruppen i forhold til hovedbestyrelse, afdelinger og aktivister.

 

 

Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion

 

I Enhedslistens principprogram slås det fast, at ”klimakampen nødvendiggør et angreb på selve kernen i kapitalismen”. Men i sin udtalelse opregner Græsrodsnetværket en række aftaler, EL har været med i, og hvoraf det fremgår, at det er markedet og industrien, der skal drive udviklingen, som f.eks. energiaftalen fra juni 2018, den lidet gennemtænkte deltagelse i affaldsaftalen fra juni 2020, klimaftalen for landbruget fra juni 2021 og senest de to aftaler om CO2-fangst og -lagring. Med sin tilslutning til aftalerne lægger ELs folketingsgruppe sig ud med mange af partiets klimaaktivister og med klimabevægelserne og reviderer faktisk dermed efter Græsrodsnetværkets opfattelse partiets vedtagne politik.

 

I sin iver efter ’at sidde med ved bordet’, der er en del af partiets ’modernisering’ ser det ud til, at ELs folketingsgruppe glemmer partiets eksistensberettigelse, nemlig radikale samfundsforandringer ikke mindst i lyset af klimakrisen. Det er som om, de små skridt og deltagelse i ’den store politik’ efterhånden træder i stedet for den radikale samfundskritik og de principielle holdninger i stedet for at forene de to i pagt med det princip, EL har arvet fra Venstresocialisterne: ”Vi stemmer for den mindste forbedring og mod den mindste forringelse”.

 

Selvom EL i mange henseender er det mest radikale miljøparti Danmark og er ganske klar over koblingen mellem kapitalisme, ulighed og klimaforandringer - noget som f.eks. kampen mod det megalomane Lynetteholm-projekt og By & Havn vidner om - risikerer man med en ukritisk deltagelse i de mange klimaaftaler og overbudsholdninger som 700.000 elbiler i stedet for Socialdemokratiets 500.000 eller en mere eller mindre ureflekteret tilslutning til en CO2-afgift at glemme, at hvis menneskeheden skal overleve, kræver det en helt anden type samfund. En effekt af partiets ’normalisering’ er nemlig også en voksende forsigtighed med at træde potentielle vælgergrupper over tæerne, noget der i partiets københavnske valgkamp ved det netop overståede kommunalvalg gav sig udslag i tandløse paroler som ”En ny retning for København”, der jo ikke angiver nogen retning.

 

Men forholdsregler som f.eks. en CO2-afgift er i bund og grund et overfladisk tiltag. Der kræves en tilbundsgående ombygning af hele samfundet baseret på en ny opfattelse af ejendomsretten, arbejdets natur og kapitalen. I den britiske avis The Guardian skrev Phil McDuff i et snart to år gammelt debatindlæg:

 

”… En dramatisk ombygning af industriøkonomien kræver samtidig store forandringer i velfærdsstaten. Basisindkomst, offentlige arbejder i stor skala, alt må på bordet for at sikre, at de chok, der i den kommende tid vil ryste systemet, ikke udsætter store dele af verdens befolkning for sult og fattigdom. Og måske endnu mere grundlæggende kan vi ikke blive ved med at behandle velfærdssystemet som et redskab til at disciplinere de påstået dovne underklasser… Det er virkeligheden mod de mægtiges selviske interesser. En politik, der skal give mening må nødvendigvis gøre den etablerede magt og den politiske støtter urolige. Politik, der ikke gør de mennesker urolige, kan ikke bruges til noget. At lade som om ​​ vi kan kompromisse os gennem det, mens vi venter på et teknologisk tryllemiddel, der kan holde temperaturen nede, uden det koster os noget, ligger på dette tidspunkt langt udover forsætlig uvidenhed. Det er et spørgsmål om moral.”

 

McDuff peger altså på det selvindlysende, at uden en radikal forandring af hele samfundet og vores livsstil, der er forankret i en ophævelse af ulighederne, kommer vi ingen vegne. ​​ Socialister er derfor forpligtet af deres verdensopfattelse til at gå i spidsen for disse radikale forandringer, også selvom de i første omgang måtte lægge sig ud med dele af befolkningen. Det er op til den politisk tæft at sandsynliggøre, at de radikale forandringer må og skal gå hånd i hanke med en ophævelse af uligheden og privatejendommen, både her og i verden som helhed. Man kan ikke, som vistnok Albert Einstein sagde, løse problemerne med samme tankegang, som skabte dem.

 

Der er naturligvis ingen der beskylder Enhedslisten for med vilje at lukke øjnene for sagens alvor, men man mister let perspektivet, når man er opsat på at ’sidde med ved bordet’ og selve det parlamentariske livs indretning indbyder til korte tidshorisonter, forsigtighed i forhold til ikke at skræmme vælgergrupper og symbolpolitik. Bliver dette hele et socialistisk partis berettigelse, så er det også slut med fantasi, visioner og principfasthed, og fremfor alt risikerer man at miste sin eksistensberettigelse som systemforandrende. Og hvad skal vi med endnu et socialdemokrati og en flok partiløse socialister? For er det ikke hele reformismens ide, at man kun kan forestille sig fremtiden som en fortsættelse af nutiden? Græsrodsnetværkets udtalelse er derfor en chance for hele Enhedslisten til at sadle om og tage fat i det enorme arbejde det er, at forandre dette samfund inden det er for sent.

 

 

 

Om skribenten

Niels Frølich

Niels Frølich

Læs mere