Klimaforandringer i en ferietid – vi handler modsat vores viden og værdier i sommerlandet 

Det tyder på, at medierne ikke kæder ferieflyveturen sammen med klimaforandringerne. En venlig fortolkning kan være, at mediet ikke ønsker at bebrejde det enkelte individ for åben skærm. Men det betyder også, at den kollektive reaktion udebliver. Det er på sin vis mere foruroligende.  

Når man køber tøj online, kan man ofte vælge at vinge en lille firkant af, hvor man betaler et mindre CO₂-aflad i kassen. Markér her for bedre samvittighed, det koster kun fem kroner. Den gestus er ikke bare himmelråbende utilsvarende dét, den prøver at råde bod på. Den er også udtryk for en tankegang, man ofte forfalder til, når det kommer til klimasynd – nemlig at købe klimaaflad.

Jeg spiser ikke så meget rødt kød, så det går nok, at jeg flyver

Jeg kører el-bil, så mon ikke det er ok igen at købe ny jakke. Det er meget menneskeligt at validere sine handlinger og tilpasse fakta til selvbillede, men det er ikke til megen gavn for klimaet i det store hele. Ligesom den lille boks i kassen på hjemmesiden er det så langt fra nok.

Vi ved det, men vi vil stadig ikke rigtig vide det, for a) så er der ingen ny jakke, og man må bruge 21 timer i bussen for at komme til Paris; og b) måske må vi revidere selvbilledet fra at være en del af løsningen til måske ligefrem at være en stor del af problemet.

Det er altså dobbelt op på ubehageligt, og det forklarer måske meget godt, hvorfor vi vælger at svælge i billeder af afbrændte strandstole og fortællinger om heroiske lokale, der hjælper turister, fremfor artikler om hvorfor din næste ferie er med tog eller 10 gode tips til staycation, hjemmeferie i privaten.

Eller endnu bedre, indslag om ambitiøse politiske forslag på dansk og europæisk plan, der kunne knække kurven for flytrafikken.   

Kognitiv dissonans – at handle imod sin viden og værdier – medfører i sin natur et vist ubehag, for ud over at man kan se konsekvenserne af sine handlinger, mens man aktivt lyver for sig selv om størrelsen på egen andel i det, er der også noget inden i os, der ikke stemmer overens og føles forkert.

Ansvarsfraskrivelsen giver en manglende handling og dermed kontrol, som en overtrukket konto man bevidst undlader at tjekke, mens man til stadighed svinger dankortet. Den diffuse mavepine fører til stadig mere kreative måder at undgå at tjekke kontoen på. Undvigelsesadfærden er en ond spiral, for jo værre det i virkeligheden ser ud, desto mindre lyst har vi til at forholde os til det.   

Mig, mig, jeg er problemet

“It’s me, hi, I’m the problem it’s me,” synger Taylor Swift, og måske er det et omkvæd vi skal tage til os i højere grad, når vi vender tilbage fra sommerferien.

Vi skal både spise mindre kød OG droppe flyveturen; huske at genanvende, reparere, genbruge og købe lokalt og bæredygtigt.

Men frem for alt skal vi begynde at forholde os mere ydmygt til vores egen rolle i klimaforandringerne. Vi skal gribe til handling på et helt andet niveau end vi hidtil har været vant til – både kollektivt og individuelt.

Hvis vi ikke selv gør op med den kollektive kognitive diskrepans – de bevidsthedsbrud vi praktiserer omkring klimahandling – skal de ekstreme udsving nok bryde illusionen for os. Og næste gang er det ikke sikkert, vi behøver flyve sydpå for et reality check.  

*********************************************************************************************************

kognitiv dissonans

dissonans mellem individets ideer/værdier og vedkommendes handlinger; at man i givne situationer ikke handler, som ens værdier foreskriver.

personlig tilstand, der foreligger ved uoverensstemmelse mellem viden og handlinger hos en person, fx viden om sund kost og kostvaner hos en person, der gerne vil leve sundt, men ikke gør det.

at handle modsat sin viden og værdier