Klimakampen og den palæstinensiske solidaritetsbevægelse er i samme båd – derfor føler vestlige regeringer sig truet

Da Greta Thunberg og resten af besætningen ombord på sejlbåden ‘Madleen’ blev bordet natten til mandag, mens de befandt sig i internationalt farvand, udgjorde de blot en symbolsk trussel mod de israelske kidnappere. Hensigten om at bryde den israelske blokade med den begrænsede last af nødhjælp ville have sat et alt for stærkt eksempel.

Missionen lykkedes – trods det negative udfald – med at øge verdens bevågenhed på den humanitære katastrofe for palæstinenserne i Gaza. Det er mere, end man kan sige om ‘Conscience’, et andet af solidaritetsbevægelsen Freedom Flotilla’s skibe, der for en måned siden blev angrebet af israelske droner blot et par timer, inden besætningen skulle gå ombord.

Men hvad lavede den verdensberømte klimaaktivist dog ombord på den risikable solidaritetsmission, tænker mange danskere nok. Er vor tids Pippi i virkeligheden blot en principløs opportunist, der engagerer sig i de dagsordener, som giver opmærksomhed? Eller er der faktisk en sammenhæng mellem klima og Palæstina?  

Svaret er selvfølgelig ja! Klimakrisen og Palæstina-krisen udspringer af de samme magtstrukturer, som Thunberg udtrykte det i et live-interview efter afrejsen: “Vi kan ikke have klimaretfærdighed uden social retfærdighed. Grunden til, at jeg er klimaaktivist, er ikke, fordi jeg ønsker at beskytte træer. Jeg er klimaaktivist, fordi jeg bekymrer mig om menneskers og planetens velbefindende, og disse er ekstremt tæt forbundet.”

Kolonialismens logik

Det kræver ikke mange opslag i historiebøgerne at erkende europæiske (‘vestlige’) kræfters historiske kolonisering og udnyttelse af stort set resten af kloden. Det har i langt de fleste tilfælde indbefattet udbytning og/eller fordrivelse af folkeslag samt udpining af naturressourcer. Begge dele i jagten på rigdom og magt uden hensyntagen til mennesker eller natur. Begge forudsætter de, at man anser de udnyttede og fordrevne som mindre værd.

Det var tilfældet med oprindelige folk i eksempelvis USA, Australien og New Zealand. Det er tilfældet med den oprindelige befolkning i Palæstina. Fælles gælder, at man ikke anser hverken menneskene eller naturen som noget, man skal leve i pagt med, men som en ressource, der kan og skal udnyttes for profit. Kan de ikke det, må de ryddes af vejen.

Mens kolonialismens racistiske ideologier fremstiller koloniserede folk som mindre værdifulde, bygger rovdriften på naturen på en forestilling om, at naturen kun har værdi som ressource uden økologisk egenværdi. Resultatet er den globale ulighed, som blandt andet palæstinenserne nu er ofre for, og en planet, der plyndres for naturressourcer i en fart, som ikke tillader regenerering og et klima der ligeledes ændres på katastrofal og irreversibel vis.

Israel er således det tydeligste nutidige eksempel på vestlige kræfters kolonisering, og ligesom klimakrisen er situationen i Gaza en nutidig manifestation af koloniale dynamikker, hvor fordrivelse og etnisk udrensning foregår sideløbende med den systematiske ødelæggelse af naturressourcer, der tvinger palæstinenserne til at overleve under ekstreme forhold.

Situationen i Gaza illustrerer, hvordan dehumaniserende narrativer som disse muliggør en ekstrem voldsudøvelse og tilsidesættelse af basale menneskerettigheder. Den afspejler samme kynisme, med hvilken verdens økosystemer ødelægges. Den fortsatte ekspansion af bosættelser og kontrol i de palæstinensiske områder er et mikrokosmos af den grænseløse ekspansionslogik, der ikke respekterer andres ret til land og ressourcer. 

Et farligt ønske

Greta Thunberg sagde også, at “Hvis vi foregiver at bekymre os om klimaet og vores børns fremtid, uden at se, anerkende og kæmpe imod lidelsen hos alle marginaliserede mennesker i dag, så er det en ekstremt racistisk tilgang til retfærdighed, der udelukker størstedelen af ​​verdens befolkning.”

Ønsket om en anden verden med respekt og ligeværd for alle mennesker udgør – ligesom ønsket om et fundamentalt anderledes natursyn – en trussel for de etablerede magtstrukturer. Måske er det derfor, de europæiske regeringer forsøger at undertrykke både klima- og Palæstina-aktivister? 

I Storbritannien kriminaliseres klimaprotester som Just Stop Oil med argumenter som forstyrrelse af den “offentlige orden”, mens Palæstina-demonstrationer forbydes med henvisning til “ekstremisme”. I Tyskland straffes klimabevægelsen Letzte Generation som kriminelle, og i Frankrig udsættes begge bevægelser for tåregas og anholdelser.

I Danmark bruges anklagemyndigheden som våben til at skræmme de borgere, som taler for palæstinensiske menneskerettigheder. Det så vi eksempelvis, da Nadine fra Fyn blev anklaget for terrorbilligelse og mistede sit danske statsborgerskab, blot fordi hun på Facebook skrev kommentaren: “Der har været krig i 73 år, men først NU slår Hamas for alvor tilbage. Med god grund! Det ville ethvert folk gøre”.

Disse og mange andre eksempler på øget autoritær magtanvendelse afslører en sørgelig fællesnævner: magtstrukturer, der for at beskytte sig selv er nødsaget til at beskytte fossil industri og kolonial uretfærdighed.

En fremtid bygget på nye værdier

Det smukke budskab er imidlertid, at løsningen på klimakrisen og den neokoloniale udbytning som den i Gaza er den samme.

Ønsker vi en holdbar fremtid, er vi som verdenssamfund nødt til at udvikle os væk fra en logik baseret på udbytning, dominans og kortsigtet profit. I stedet er der inderligt behov for at fremme en dyb værdsættelse af alt liv og anerkende den iboende værdi i både mennesker og natur. Dette indebærer kamp for lige vilkår, rettigheder og ressourcefordeling for alle mennesker globalt – samt respekt for planetens økologiske grænser.

Det handler om at skabe systemer, der bygger på samarbejde, bæredygtighed, omsorg og anerkendelse af, at alle klodens væsener er forbundne.

Solidaritet med Palæstina og kampen for klimaet er med andre ord to sider af samme sag: kampen for en retfærdig og levedygtig verden for alle.

Derfor tog Greta Thunberg turen over Middelhavet på en båd fuld af nødhjælp på vej mod Gaza.