Klimakatastrofernes køn: Hvorfor naturkatastrofer er et feministisk problem

FN’s udviklingsprogram har anslået, at mindst 60 procent af dem, der mister livet i klimarelaterede naturkatastrofer, er kvinder. Samtidig estimerer OECD, at kvinder og børn er helt op til 14 gange mere tilbøjelige til at omkomme under en katastrofe end mænd. Disse tal understreger en alarmerende global ulighed. Når katastrofen rammer, er den alt andet end kønsneutral.

Globale eksempler på skæv fordeling

Uligheden afspejles i virkelige hændelser på tværs af kloden. Da den voldsomme cyklon Gorky ramte Bangladesh i 1991, udgjorde kvinder omkring 90 procent af de omkomne. I rene tal betyder det, at for hver mand der omkom, mistede cirka 14 kvinder livet. Mange kvinder fik aldrig advarslen i tide eller kunne ikke flygte, fordi de skulle passe børn og ældre, eller fordi de ifølge normerne ikke måtte forlade hjemmet uden en mand.

Bangladesh lærte af tragedien, da en lignende cyklon (Sidr) ramte i 2007, var der bygget adskillige shelters og kvinder blev inddraget i beredskabet. Konsekvensen var, at forholdet faldt til 5:1 mellem kvinde- og mandlige dødstal. Det viser, at forebyggelse og ligestilling nytter.

Et andet eksempel er tsunamien i 2004 i Det Indiske Ocean. I mange kystområder blev tre gange så mange kvinder som mænd dræbt af flodbølgen. Årsagerne var bl.a., at flere mænd kunne svømme eller klatre i træer, mens kvinder ofte befandt sig i hjemmet med børn, da bølgen kom.

Uligheden begrænser sig ikke til Asien. I Afrika ser vi tilsvarende mønstre. F.eks. viste et studie af en oversvømmelse i Nigerias storby Lagos, at kvinder i fattige kvarterer led langt større tab end mænd og kvinder i rigere områder. De fattigste kvinder oplevede flere dødsfald, flere kvæstelser og langsommere genopretning, netop fordi de boede i usikre boliger og manglede ressourcer før og efter katastrofen.

Orkaner i Caribien rammer særligt kvinder hårdt – for eksempel fordobledes antallet af kvinder dræbt ved partnervold i Puerto Rico året efter orkanen Maria i 2017 i et tragisk udslag af den sociale opløsning, som følger i kølvandet på sådanne katastrofer. Også Stillehavs-øerne mærker kønnet ulighed, hvor små øsamfund, der jævnligt rammes af cykloner og stigende havniveau, beretter, hvordan kvinder står med de tungeste byrder, når hjem skal genopbygges, og familier sikres adgang til vand og mad.

Fra oversvømmelserne i Pakistan til orkaner i Stillehavet gælder det, at kvinder og piger er blandt de mest sårbare, når klimaet går amok.

Kvinders særlige udfordringer under katastrofer

Hvorfor rammes kvinder hårdere? Svaret ligger i en kombination af biologi, sociale normer og strukturelle uligheder. For det første har kvinder specifikke sundheds- og hygiejnebehov, som ofte negligeres under nødsituationer. Menstruation og graviditet stopper ikke, fordi der er krise. Alligevel oplever kvinder i katastrofeområder tit mangel på basale fornødenheder som bind, rent vand og sikre toiletforhold.

Under oversvømmelserne i Pakistan i 2022 stod 650.000 gravide kvinder pludselig uden adgang til fødeklinikker og basale sundhedsydelser. Titusinder af dem skulle føde inden for få uger, mange under ekstremt usikre forhold midt i vandmasserne. Uden adgang til rent vand og medicinsk hjælp risikerer selv overlevede kvinder og nyfødte at dø af infektioner. 

FN’s Befolkningsfond advarer om, at mangel på hygiejnebind og private faciliteter i nødsituationer kan føre til alvorlige helbredsproblemer som urinvejsinfektioner og underlivsbetændelser. I Asien og Stillehavsområdet, verdens mest klimaramte region, kæmper kvinderne i både oversvømmede Pakistans landsbyer og cyklonhærgede Vanuatu med at håndtere deres menstruation sikkert og værdigt midt i kaos.

Kvindernes omsorgsroller forstærker også deres udsathed. I mange samfund forventes det, at kvinder under kriser passer børn, syge og ældre, og ofte prioriterer de andres overlevelse over deres egen. Mens mændene måske kan tage af sted for at skaffe hjælp eller forsyninger, bliver kvinder tilbage i hjemmet eller i nødlejre med familien. Det betyder, at kvinder ofte opholder sig på farlige steder i længere tid.

Da tsunamien ramte i 2004, var mange kvinder f.eks. blevet tilbage på stranden eller i husene for at lede efter børn og familiemedlemmer, og det kostede dem livet. Omsorgsansvaret kan også gøre det sværere for kvinder at gribe nødhjælpen. Hvis nødrationer uddeles på markedspladsen eller i et kaotisk center, har en enlig mor med tre små børn ikke samme mulighed for at stå i kø som en mand, der kan handle for sig selv.

Endelig spiller sikkerhed og vold en afgørende rolle. Katastrofer skaber kaos og opløser de normale beskyttelsesmekanismer i samfundet, hvilket desværre ofte fører til øget vold mod kvinder.

Kønnet vold i katastrofernes kølvand

En af de mest dystre konsekvenser af klimakatastrofer er stigende kønsbaseret vold. Undersøgelser viser, at vold mod kvinder eskalerer under og efter katastrofer. Når hjem, lokalsamfund og retshåndhævelse bryder sammen, øges kvinders risiko for overgreb dramatisk. Mange kvinder frygter faktisk nødhjælpslejrene næsten lige så meget som selve katastrofen. De undgår at søge tilflugt i overfyldte shelters af angst for seksuelle overgreb og chikane. Mørket og kaosset i en flygtningelejr eller et evakueringscenter uden ordentligt lys og sikkerhed kan skabe en farlig arena for voldtægt og misbrug.

Statistikker fra hele verden bekræfter tendensen. Efter orkanen Maria ramte Puerto Rico, fordobledes antallet af kvinder, der blev dræbt som følge af partnervold. Kvindekrisecentre på øen rapporterede en 62 procent stigning i henvendelser fra voldsramte kvinder i månederne efter katastrofen. Det samme mønster går igen andre steder, hvor sundheds- og politiinstanser melder om stigninger i hustruvold, seksuelle overgreb og endda menneskehandel i kølvandet på katastrofer.

I Bangladesh fandt en undersøgelse, at 65 procent af de adspurgte oplevede mere kønsbaseret vold i deres lokalsamfund efter den voldsomme Cyclone Amphan i 2020. Og efter Jordskælvet i Haiti 2010 blev der rapporteret om udbredte voldtægter i de interimistiske teltlejre, hvor tusindvis af familier søgte ly.

Hvorfor sker dette? Dels skaber katastrofer enorme stressfaktorer, tab af job, hjem og livsgrundlag, som kan udløse eller forværre voldelige tendenser hos nogle mænd. Dels forsvinder mange af de normale støttefunktioner, hvor politistationer kan være ødelagt, telefonnet lammet og krisecentre overfyldte eller lukkede. Kvinder, der før kunne søge hjælp eller holde afstand til en voldelig partner, ender isolerede og uden mulighed for at slippe væk. Samtidig kan trange forhold i lejre og mangel på privatliv gøre især piger og unge kvinder mere udsatte for overgreb fra fremmede. 

Katastrofer forstærker eksisterende vold og skaber nye farlige situationer. Dette overses ofte, men det er en kritisk del af, hvorfor klimakrisen også er en feministisk kamp.

Intersektionelle og økofeministiske forklaringer

For at forstå sammenhængen mellem klima og køn må vi anlægge et intersektionelt og økofeministisk perspektiv. Intersektionel feminisme peger på, at forskellige undertrykkelsesformer – såsom køn, fattigdom, etnicitet, handicap – overlapper hinanden. Når en katastrofe rammer, bliver dem med flere sårbarheder ramt hårdest. En fattig, landboende kvinde har færre muligheder for at overleve og genopbygge end en rig mand i byen.

Tilsvarende viser forskning, at katastrofers kønnede slagside er størst i samfund, hvor kvinders status i forvejen er lav. I lande med stor kønsulighed er kvinders dødelighed under naturkatastrofer markant højere relativt til mænd end i mere ligestillede samfund. Det handler ikke om biologisk svaghed, men om strukturel ulighed: begrænset adgang til uddannelse, information, penge, jord og politisk indflydelse gør det sværere for kvinder at modstå og tilpasse sig klimaforandringernes konsekvenser.

Det intersektionelle perspektiv minder os også om at inkludere marginaliserede grupper i bredere forstand. Udover køn kan alder, kaste, race eller seksualitet have betydning for, hvordan man klarer sig i en krise. Ældre kvinder eller kvinder med handicap kan f.eks. have sværere ved at evakuere. LGBTQ-personer risikerer diskrimination i nødhjælp og lejre. Alle disse overlap af sårbarhed skal tænkes ind, hvis beredskabet skal være retfærdigt.

Økofeminisme går et skridt videre og forbinder patriarkalske strukturer med miljøødelæggelse. Økofeminister argumenterer for, at den samme udbyttende logik, der undertrykker kvinder, også driver rovdriften på naturen. Med andre ord hænger klimakrisen og kønsubalancen sammen via de magtstrukturer og økonomiske systemer, der prioriterer profit og kontrol over omsorg og bæredygtighed.

Kønsfølsomt beredskab og klimaretfærdighed

Den kønnede dimension af klimakatastrofer kræver politisk handling. Katastrofeberedskaber skal være kønssensitive, hvor kvinder inddrages i planlægning fra lokalt niveau til internationale forhandlinger. Varsler skal nå alle, og evakueringscentre indrettes sikkert med trygge soveområder, låsbare toiletter og belysning. Nødhjælp skal inkludere basale fornødenheder og fordeles direkte til kvinder for at sikre lige adgang.

Klimatilpasning og genopbygning må samtidig adressere kønsforskelle. Investeringer i klimasikring bør målrettes de mest udsatte, og kvinder skal have lige adgang til uddannelse og træning i beredskab. Erfaringer viser, at når kvinder styrkes økonomisk og organisatorisk, bliver hele samfund mere robuste.

Endelig har de mest forurenende lande et ansvar for at finansiere klimatilpasning i udviklingslande, særligt med fokus på kvinder og børn. Kvinder skal have en stemme ved beslutningsbordet, ellers overses vigtig viden om ressourcer og behov.

Klimakrisen handler ikke kun om temperaturer, men om social retfærdighed. Fordi kvinder rammes systematisk hårdere, må løsninger integrere ligestilling og empowerment som centrale elementer. Kun sådan kan vi opnå reel klimaretfærdighed og sikre, at ingen lades i stikken.