København efter kommunalvalget: Et rødt morgengry eller business as usual

Kommunalvalget blev over det meste af landet en begmand til først og fremmest Socialdemokratiet. Men begmanden blev ikke helt så stor, som en del have forudset eller håbet, og tabene er ujævnt fordelt over hele landet.

Det største og mest spektakulære nederlag er i Frederikshavn, hvor S mistede over 30 procent af stemmerne – samt naturligvis København, hvor man mistede den hævdvundne overborgmesterpost i landets hovedstad, som man havde siddet på i over 100 år.

Partiets provinsstrategi fik om ikke et dødsstød, så noget af et banesår, da man mistede borgmesterposterne i mellemstore byer som f.eks. Køge og Holstebro. Her ser man måske de første tegn på, at det danske socialdemokrati er på vej ud i samme strukturelle nedgang, som længe har plaget andre europæiske søsterpartier.

Denne artikel vil forsøge at vurdere kommunalvalgets resultater for Københavns vedkommende, selvom en tilbundsgående analyse nødvendigvis må omfatte tre overordnede, men indbyrdes forbundne plan: Det landspolitiske – kommunalvalget er jo de facto startskuddet til det kommende folketingsvalg – det kommunale uden for København og København, fordi København som landets hovedstad spiller en særlig og central rolle. 

Det lykkedes Enhedslisten og SF at samle en meget bred koalition, der gjorde SF’s Welling til overborgmester. Enhedslisten havde klogeligt på forhånd lagt sig på den linje, at det røde parti med størst antal stemmer og bredeste opbakning i Borgerrepræsentationen skulle have posten. S deltog ikke i konstitueringsforhandlingerne, eftersom partiet (eller var det Rosenkrantz-Theil?) på forhånd havde udelukket, at man ville pege på andre end en socialdemokrat som overborgmester.

Enhedslisten holdt godt nok skansen som største parti, men gik trods alt 2,6 procent tilbage, mens SF gik næsten 7 procent frem. Enhedslistens tilbagegang opvejes af Alternativets fremgang på 2 procent. En hel del EL-vælgere har formentlig stemt Alternativet for at sikre at partiet fortsat havde pladser i borgerrepræsentationen. SF’s fremgang kan formentlig tilskrives frafaldne og utilfredse S-vælgere.

Der er naturligvis al mulig grund til at lykønske de to partier. Men nu har sejrsstøvet lagt sig, og kun de sidste forvitrende valgplakater hænger hjemmeløse og lasede i lygtepælene. Hverdagen og vintertristessen melder sig, og det er på tide at kaste et blik på de faktiske forhold i jernindustrien.

For tidligt at lægge Socialdemokratiet i graven

Socialdemokratiet som naturlig ‘ejer’ af København er slut for denne gang, men det er nok lige lovligt tidligt at lægge partiet i graven. For godt nok har man billedligt talt hugget hovedet af dragen, men kan man være sikker på, at der ikke bare med tiden vokser nye hoveder frem?

For det første gennemsyrer socialdemokratismen byens forvaltning. For det andet er det vel forventeligt, at partiet tager ved lære af sin katastrofale kampagne for at holde byen på socialdemokratiske hænder.

Op til næste kommunalvalg i 2029 kan der sagtens nå at vokse en ny garde frem, der bedre er i stand til at komme i synk med byens vælgere – mennesker af samme type som fx Michael Vindfeldt på Frederiksberg og Anders Winnerskjold i Aarhus, hvis holdninger appellerer til yngre storbyvælgere.

Dette skrives med det forbehold, at Socialdemokratiets valgkamp ikke gav udtryk for, at partiet ville tage ved lære af noget som helst. Men det er i hvert fald teoretisk muligt, at fornuften vinder frem i Socialdemokratiet. Fremtrædende socialdemokrater bedyrer, at tiden er inde til selvrefleksion og forandringer, men det har de også gjort efter tidligere valgnederlag – uden at det har ændret noget.

For Københavns vedkommende kunne en del af løsningen være at give mere frihed til lokalpolitikerne, som må formodes at kende København bedst. Det var åbenlyst ikke nogen løsning at lade Pernille Rosenkrantz-Theil få frit spil til at forme København-socialdemokraternes politiske holdninger i sit eget og Christiansborgs billede.

Måske skulle partiet prøve at lade sin københavnske afdeling stå for den side af sagen. Det kunne også afhjælpe på den personlige bitterhed, der må formodes at være i dele af partiet, efter Rosenkrantz-Theil selv stod for politikken.

For det tredje hedder statsministeren stadig Mette Frederiksen, og regeringen kan sagtens nå at stikke adskillige kæppe i Københavns hjul inden folketingsvalget.

Akilleshælen Lynetteholmen

En anden knast er forholdet mellem de to bærende kræfter i den nye konstellation på rådhuset: SF og Enhedslisten. Her er der to forhold, som kan skabe gnidninger. Det ene er holdningen til den kontroversielle Lynetteholm – på nær Metroen det største projekt, Københavns Kommune hidtil har kastet sig ud i.

Her står de to partier stejlt overfor hinanden. Der skal derfor findes en modus vivendi, der gør det muligt at samarbejde og samtidig opretholde de vidt forskellige holdninger.

Der er formentlig ingen tvivl om, at både socialdemokraterne og de borgerlige koalitionspartnere – som jo gik sammen med de to røde partier for at slippe af med S – i løbet af den kommende fireårsperiode vil gøre hvad det kan for at drive en kile ind mellem SF og Enhedslisten ved hjælp af denne uenighed.

Bliver SF og Socialdemokratiet venner igen?

Det andet forhold er forholdet til Socialdemokratiet. Spørgsmålet er, hvor standhaftig SF vil vise sig at være, hvis Socialdemokratiet under indtryk af det katastrofale valgresultat svinger til venstre, opgiver SVM og igen stryger SF med hårene. Vil SF være i stand til at modstå lokketonerne?

SF’s holdning synes til tider at kunne sammenskrives til en opfordring til S: “Kom nu hjem!”. Alligevel kan det formentlig ikke udelukkes, at SF har fået nok: Først Mettes frontalangreb fra talerstolen i Aalborg ved Socialdemokratiets årsmøde; dernæst udelukkelsen fra finansloven og endelig Pernille Rosenkrantz-Theils og flere ministres angreb på SF for at være ’et uansvarligt yderfløjsparti’ – noget der må have gjort ondt langt ind i det pæne parti.

I hvert fald har man i flere kommuner landet over med hjælp fra borgerlige partier frataget S borgmesterposter som i Randers og i Gladsaxe. Alligevel kan et socialdemokratisk venstresving ikke undgå at få indflydelse i landets hovedstadskommune, hvis det viser sig, at regeringsdeltagelse vinker forude, hvilket SF længe har arbejdet på.

På den anden side: Måske er opbruddets time inde, og SF gider ikke længere være bedste venner med Socialdemokraterne?

Med Enhedslisten er det anderledes. På et møde i Dansk industri i sommers sagde Mette Frederiksen, at afstanden til Enhedslisten er kun blevet større: ”For Socialdemokratiets vedkommende er der godt nok langt ud til Enhedslisten, for på nogle afgørende og vitale områder er uenighederne meget, meget store,” sagde hun. Det var Pelle Dragsted i samme artikel i Information enig i: ”Også han har svært ved at se, hvor man »kan bygge bro« mellem de to partier.”

“Planen for et rødt København”

Dagen efter valget sluttede Rune Lykkeberg sin kommentar ’Rød magt’ i Information således:

Sejren er lykkelig, men skrøbelig for SF og Enhedslisten. Nu skal de nemlig vise, at de ikke kun har en strategi til at erobre magten, men også er i stand til at udøve den på en måde, som bygger fællesskab og løser problemer for folk i byen. Hvis det lykkes, skaber de en model for venstreorienteret magtudøvelse i Danmark. Men hvis det mislykkes, vil de i årtier blive brugt som skræmmebilledet på, hvor galt det kan gå, hvis rundkredspædagogerne kommer til magten.

Lykkeberg peger her på en slags ’højt at flyve, dybt at falde’-problematik. For hvis SF og Enhedslisten skal gøre sig håb om at undgå at tabe dette enestående moment i Københavns historie på gulvet, må de to partier, deres medlemmer og støtter straks gå i gang med at udarbejde en plan for udøvelsen af den magt, de københavnske vælgere har udstyret dem med.

Ikke en plan, der bare er et sammenkog af de eksisterende kommunale partiprogrammer – men en plan, der kommer fra neden: fra partiafdelinger, beboergrupper, interesseorganisationer, fagforeninger osv. Folk der har en anden opfattelse af byens udvikling end den markedsstyring – som Socialdemokratiet har stået i spidsen for gennem sin vampyrblæksprutte, By & Havn – og som er på vej til endegyldigt at forandre byen til de riges legeplads.

Måske kunne det ovenikøbet lykkes at lokke progressive arkitekter og byplanlæggere ud af busken, så man fik skabt et kreativt og fantasifuldt miljø. Udarbejdelsen af en sådan plan bærer jo i sig potentialet til at dynamisere og begejstre store dele af byens befolkning – og dermed også til at undgå, at de nye tider på rådhuset bare bliver en enlig svale. Men det kræver, at de to partier og deres allierede fra bund til top straks går i gang med det forberedende arbejde til den store plandebat.

Udarbejdelsen af en ”Plan for et rødt København” skal sættes i gang, inden frustrationerne over det valgflæsk og den overbudspolitik, som både SF og EL optrådte med på boligpolitikkens område, sætter sig som frustration over uopfyldte løfter.

Intet af partierne havde jo særlig travlt med at fortælle vælgerne, at deres løfter kun kunne indfries af Folketinget og regeringen. Derfor må en plan også omhyggeligt vise præmisserne for sin gennemførelse og opregne det, der kan lade sig gøre, og det der ikke umiddelbart kan.

Det samme gælder den tilbundsgående oprydning i byens forvaltning, der efter så mange års socialdemokratisk styre skal gøre forvaltningen til borgernes og ikke forvaltningens. Og der skal nytænkning til, for en borgmester kan ikke hyre, kan ikke fyre og kan ikke sagsbehandle.

Fantasi, vovemod og vilje

Tæt knyttet til problemet med forvaltningen er problemet med de to partiers manglende eller ringe synlighed. Hvorfor har man ikke en kommunikationsstrategi, der fx hedder: Mindst en gang om dagen i mindst et medie?

Et oplagt angrebsmål for den nye konstellation på rådhuset er By&Havn. Uden at ændre på denne konstruktion bliver det meget vanskeligt at ændre byens udviklingsretning. Her kunne en lavthængende frugt være at udfordre det vildt overdrevne hemmelighedskræmmeri, der omgærder selskabets møder.

Endelig må man kunne forvente, at de to partier vil opgive Socialdemokratiets ’København først’-strategi. Den har medført, at København opfattes som en ø og ikke en integreret del af Sjælland. Derfor bør man hurtigst muligt oprette et samarbejdsorgan med Sjællands øvrige kommuner. Det er den eneste måde, man for alvor kan løse byens trafikale og boligmæssige problemer.

Skal man have københavnerne med på en rød-grøn plan, så må der meget mere åbenhed, udadvendthed og reel inddragelse og medbestemmelse til. Og man må ikke være bange for at bruge de politiske virkemidler, man har til rådighed for at forsøge at få sin vilje sat igennem. Fx evnen til at mobilisere københavnerne eller uden frygt offentligt lægge sig ud med sin ’egen’ forvaltning, der ligesom alle andre bureaukratier arbejder efter devisen ’politikere forgår, forvaltningen består’ – og de facto fører sin egen politik.

Det kræver måske, at man vender tilbage til en af ’villoismens’ – den periode hvor Villo Sigurdsson var VS-borgmester – bedste træk, nemlig opbygningen af parallelle strukturer, hvor ’røde eksperter’ uden om forvaltningen kan give holdbare og underbyggede alternative svar på løsningen af byens problemer.

Og så skal man lade være med at begå samme fejl som under valgkampen – nemlig ikke at have undersøgt byens demografi ordentligt. Byens befolkningssammensætning er trods alt det operationelle grundlag for politikken.

Der er mange skævheder og uligheder i København, men hertil hører ikke børnefamilierne i København og Frederiksberg. De er i al almindelighed ikke fattige stakler, men i høj grad veluddannet og rimeligt lønnet middelklasse. Det samme gælder argumentet om, at pædagoger ikke har råd til at bo i byen, der blev gennemhullet af en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som viste, at langt de fleste kommunalt ansatte pædagoger faktisk bor i byen i lejligheder til en relativt lav husleje. Med andre ord andelslejligheder.

Men først og fremmest kræver radikal nytænkning i København politisk fantasi, vovemod og vilje.

Man vil uden tvivl løbe ind i store vanskeligheder undervejs. Først og fremmest regeringen og dernæst budgetloven, der jo hænger om kommunernes ankler som en betonklods. Men er man i stand til at sætte sig ud over partitænkningen og samle befolkningen om en handlingsplan, så kan det være, at udsigterne til ’rød magt’ ikke er så ringe endda. Måske kan man endda skimte et rødt morgengry i horisonten som en ny inkarnation af Det Røde Wien.