Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
24. august. 2025

København skal være en by, hvor man kan blive gammel – uden at blive fattig

Efter et langt liv med arbejde og ansvar fortjener Københavns ældre, at de uhyrlige boligpriser ikke presser dem ud af byen. Det har byen råd til at sikre, skriver Daniel Tomicic, kandidat til kommunalvalget for Frie Grønne

Dronningegården i Indre København. Foto: Kay Fisker / https://www.flickr.com/photos/seier/2362001366 / CC BY 2.0

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

København kalder sig en by for alle. Men ældre københavnere mærker desværre alt for ofte, at det løfte ikke gælder dem.

Alt for mange kæmper i dag med stigende huslejer, høje leveomkostninger og en ældrepleje, der i årevis har været under pres. Mange ældre har brug for trygge og boliger til en pris, man kan betale, men presses ud af byen, fordi der ganske enkelt ikke er nogen steder at bo, som de har råd til.

En anstændig alderdom

Det er uanstændigt. Efter et langt liv med arbejde, ansvar og bidrag til samfundet, skal man ikke frygte fattigdom, ensomhed eller at blive glemt. Uanset om man har været skolelærer, butiksassistent, håndværker, hjemmegående eller selvstændig, så har man ret til en værdig alderdom.

Særligt hårdt rammes de, der har haft fysisk krævende jobs, som slider kroppen ned tidligere end gennemsnittet. Men vi ser også flere og flere midaldrende og ældre, der rammes af boligstress, social isolation og manglende støtte. Uanset baggrund.

Når der samtidig bliver færre omsorgspersoner, og ældreplejen mangler både hænder og tid, så står det klart. Vi har et problem. Og vi har et ansvar.

København er en rig kommune med store udviklingsplaner og høje ambitioner. Men hvorfor halter vi så bagefter, når det gælder dem, der har bygget byen op?

Et voksende antal ældre og pårørende vælger i dag private plejehjem. Ikke nødvendigvis fordi de ønsker det, men fordi de oplever, at de kommunale tilbud ikke lever op til deres behov. Det rejser bekymrende spørgsmål: Er vi på vej mod et todelt velfærdssystem, hvor dem med ressourcer kan købe sig til tryghed, mens andre må nøjes?

Private plejehjem kan tilbyde gode rammer, men de er ikke en løsning. Det bør aldrig blive en erstatning for en stærk offentlig ældrepleje med lige adgang for alle. Pleje og omsorg skal ikke være et spørgsmål om pengepung. Det er et spørgsmål om værdighed og fællesskab.

Vi har råd – det er et spørgsmål om vilje

En del af løsningen er at sikre flere tilgængelige og værdige boliger til ældre – til en pris de har råd til. Almene boliger med elevator, fællesrum og adgang til støtte og fællesskab. Boliger, hvor man kan blive gammel i trygge omgivelser. Uden at blive presset økonomisk eller socialt.

Samtidig bør vi investere mere i omsorg, nærvær og forebyggelse. Flere varme hænder. Mere tid hos hjemmeplejen. Bedre støtte til dem, der er alene. Uanset om de bor på plejehjem eller i egen lejlighed.

København skal ikke kun være en by for unge med høje lønninger, hurtig metro og café-liv. Den skal også være en by, hvor man kan blive gammel. Uden at blive fattig, uden at blive glemt og uden at skulle flytte væk fra det liv, man har bygget op.

Det kræver politisk vilje. Og det kræver, at vi tør sige det højt: En by for alle, er også en by for de ældre.

Om skribenten

Daniel Tomicic

Daniel Tomicic

Kandidat til kommunalvalget i København for Frie Grønne. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER