Kommentar: Gaza – et Hiroshima-øjeblik

I dag har konventionelle bomber en styrke som mindre atombomber. USA/Biden/Trump har forsynet og forsyner Israel med enorme 2.000 punds bomber, som kan ødelægge og dræbe alt inden for et stort område.

Hiroshima var et sandhedens øjeblik, et “instant of truth”, for at bruge et udtryk fra Hannah Arendt. Moderne industriel krigsførelse har udslettet skellet mellem soldater og civile. Det, som ikke er til at tænke på, er blevet normaliseret. At dræbe civile i den militære nødvendighed navn er en arv, som rækker fra Hiroshima til nedslagtningen af civile i nutidens pulveriserede Gaza.

Byer bombet til murbrokker og støv

Billederne af ødelæggelserne i Gaza bringer billeder frem, som ligner Hiroshima/Nagasaki. Gaza er i dag blevet et øjeblik af sandhed i en verden af løgn og fortielse. Flygtningelejre i Gaza bombes hensynsløst, og store områder er reduceret til murbrokker.

En kort våbenhvile gav anledning til, at beboerne kunne grave i ruinerne, hvor mange tusinder har ligget døde i over et år. Bryder man sig ikke om sammenligningen med Hiroshima, så er fotos af tæppebombningerne af Dresden og Hamburg under 2. Verdenskrig nærliggende.

Atombomben, som USA kastede ned over Hiroshima 6. august 1945, udslettede på et øjeblik 70.000 mennesker og 70.000 døde efterfølgende. Bomben blev fejret som midlet til at afslutte krigen. Et masseødelæggelsesvåben som blev lovprist af politikere og militærfolk, men som også på grusom vis udslettede skellet mellem civile og soldater.

Bomben blev derfor også et symbol på menneskelig ondskab, men forsvaret med en fanatisme, som man stadigvæk ser hos nutidens dommedagsplanlæggere, som kan udrydde alt liv på planeten.

Masseødelæggelses-mester

Den avancerede teknologiske masseødelæggelse ser vi i dag raffineret gennem udvikling af konventionelle våben af enorm slagkraft. Kombineret med avanceret digital satellitstyring kan de ødelægge store beboelsesområder med skræmmende effektivitet.

I dag har Israel fortsat denne form for total krigsførelse i Gaza, hvor en bevæbnet modstandsbevægelse forsøger at forsvare palæstinensisk jord mod besættelse. Mistanke om en modstandsmand i en bygning er nok til at sende hele bygningen i grus med alle beboerne som ofre. Det er også oplyst, at man vælger at bombe, når familier samles til aftensmåltidet … velbekomme!

Det er Hiroshima-mentalitet, hvor skellet mellem militære og civile er udvisket. Hele familier og slægter slagtes kynisk. ”Fordi vi kan, så gør vi det,” synes at være den militære og politiske option. Ligesom man kunne kaste atombomben.

Det er teknologisk fanatisme, hvor nye våben afprøves på levende mennesker, og stanken af brændt kød ikke forstyrrer udøverne eller de politikere, som slipper helvedet løs.

Et nyt teknologisk våbenkapløb er gået i gang. Israels krig i Gaza er et levende laboratorium for brug af organiseret vold mod en ubeskyttet, værgeløs civilbefolkning. Med brug af kunstig intelligens (AI) har man automatiseret udslettelsen, så den menneskelige faktor ikke forsinker et angreb. Automatiserede våben betyder øget risiko for, at civile rammes, men betyder også at krig “kan føres uden at bringe et stort antal militært personel i fare”, som William Hartung har skrevet i en artikel på TomDispath.com.

Brug af AI-styrede våben øger både muligheden for lynhurtigt at udslette fjendtlige mål, og lade softwaren/algoritmerne tage beslutningen.

Præsident Bidens øverstkommanderende for USA’s luftvåben, Frank Kendell, har ifølge Hartung sagt det på denne måde: “Hvis man tager mennesker med på råd, taber man”.

Det handler om at udvikle nye masseudryddelsesvåben. Alan Karp, der er administrerende direktør i det amerikanske softwareselskab Palantir, er ikke bleg for at nævne Manhattan-projektet, hvor atombomben blev udviklet og siden sluppet løs over Japan i et ildhelvede, som inspiration. Selv om man havde afsky for Hitlers masseudryddelse, var der mindre empati med den japanske civilbefolkning. Krig var blevet et spørgsmål om avanceret teknologi – men hvem skulle være ofrene? Typisk er det befolkninger, som den hvide herrefolksmentalitet ser som mindreværdige, og som man kan bombe til ukendelighed.

Drivende i udviklingen er de store private techfimaer, der ejes af superrige oligarker med tæt forbindelse til Pentagon. En uhellig alliance om at kontrollere verden og om nødvendigt med vold gennemtvinge såkaldt amerikanske værdier.

Palantir, der ejes af oligarken Peter Thiel og har Alan Karp som direktør, lægger ikke skjul på deres støtte til masseudryddelse og folkemord i Gaza. Det gælder om at fastholde amerikansk dominans inden for militær teknologi. I et tæt samarbejde med regeringen i Israel afprøves dræbermaskiner på den palæstinensiske civilbefolkning med enorme ofre.

Det såkaldt liberale Vesten vender ryggen til og griber ikke ind mod det slagteri, som sker for åbent tæppe.

Alan Karp har ifølge William Hartung udtalt: “USA og dets allierede i udlandet bør uden forsinkelse forpligte sig til at lancere et nyt Manhattan-projekt for at bevare den eksklusive kontrol over de mest sofistikerede former for kunstig intelligens til slagmarken – målretningssystemerne og sværmene af droner og robotter, der vil blive århundredets mest kraftfulde våben.”

Lad mig også citere forfatteren Henry Giroux, som i det amerikanske magasin Monthly Review ganske præcist har ramt tidsånden: “At være informeret, kritisk og villig til at kæmpe for en bedre verden kræver enormt mod. Det kræver en afvisning af at blive gjort tavs af institutionelle bekvemmeligheder eller pres. At ytre sig i dag er sandelig farligt. I tider som disse, som Hannah Arendt bemærkede, er tænkning i sig selv blevet en risiko.”