Kommer der en storkrig i Europa?

Der er mange, som er bekymrede over, om en europæisk storkrig er på vej – måske endda en atomkrig? Med Ruslands angreb på Ukraine har krigen allerede snart varet i fire år – med stor risiko for at den eskalerer.

For det er krigens natur, at den eskalerer, at begge parter bruger stadig mere brutale metoder for at vinde, at flere landområder bliver inddraget i krigen, og at det fortsætter, indtil en af parterne eller begge to bliver så svækkede og udmattede, at de løber tør for ressourcer. Det er egentlig mod krigens natur at begrænse sig.

FE’s trusselsbillede

Det er også det, som Forsvarets Efterretningstjeneste skriver i sin trusselsvurdering fra begyndelsen af oktober:

”Krigen i Ukraine har ført til, at spændingsniveauet i Danmarks nærområde er øget betragteligt. Rusland udfører nu hybride angreb mod Vesten, som har en karakter og et omfang, som ligger langt ud over det, Rusland udførte før krigen i Ukraine.

Rusland bruger hybride aktiviteter i et forsøg på at svække NATO-landenes politiske sammenhold og beslutningskraft. Målet for Rusland er ikke at opnå hurtige gevinster, men at skabe en vedvarende tilstand af usikkerhed, hvor NATO’s sammenhold langsomt undermineres. Det er sandsynligt, at Rusland vil blive mere villig til at skærpe de hybride angreb, hvis alliancen ikke reagerer på dem.”

Derfor vurderer FE, ”at truslen fra militære provokationer mod NATO-lande generelt er HØJ.”

FE siger i en anden trusselsvurdering fra februar det samme og vurderer, at hvis krigen i Ukraine slutter, kan Rusland være forberedt på en større krig med NATO i løbet af fem år.

Det er ud fra dette verdensbillede en del af Danmarks og NATO’s politik at forberede sig på, at Rusland vil kunne angribe et eller flere NATO-lande og det er det centrale argument i den oprustning, der er i gang.

Men hvor stor er sandsynligheden egentlig?

Selv begik jeg op til Ukrainekrigens start i 2022 den fejl at forudsige, at Rusland ikke ville starte en invasion i fuld skala. Jeg var ganske vist ikke alene om den fejlagtige forudsigelse. Ukraines præsident forudså det samme, og mange militære analytikere og politiske kommentatorer sagde det også. Men en fejl var det ikke desto mindre. Hvis man skal lære af sine fejl, så vil jeg være meget forsigtig med at sige, at der er lille eller ingen sandsynlighed for, at krigen eskalerer.

Argumentet var dengang sådan set rationelt og fornuftigt nok. Hvis Rusland startede en storkrig, ville det skade Rusland selv og føre til, at Rusland blev trukket ind i en lang række problemer, som det ville være meget svært at komme ud af. Sådan er det jo også gået.

Problemet er bare, at da Putin besluttede alligevel at starte krigen – og det var en beslutning, han traf enerådigt – så kalkulerede han anderledes. Han troede på en krig, som ville ende med en hurtig russisk sejr. Han troede, at modstanden ville blive begrænset, at Ruslands soldater ville blive modtaget med brød og salt i hvert fald af en stor del af Ukraines befolkning og hurtigt få brug for deres paradeuniformer, når de skulle gå sejrsparade på Krestjatik, hovedgaden i Kyiv. Men han tog fejl. Det er forholdsvis let at starte en krig, men ingen ved, hvor den ender.

Europas daværende ledere tog også fejl, da de startede første verdenskrig, hvis de troede, de kunne vinde krigen. Det blev ødelæggende for alle de krigsførende europæiske lande, der kom svækkede ud af krigen – og gav plads til USA som opstigende, dominerende magt. Det tyske rige led et forsmædeligt nederlag, det russiske zarstyre kollapsede, og det samme gjaldt habsburgernes østrig-ungarske kejserdømme.

Hitler tog sådan set også fejl, da han startede anden verdenskrig. Han fik ganske vist et par års sejre, men derefter blev det nazistiske tredje rige ødelagt, og han måtte begå selvmord i sin førerbunker under Berlins ruiner.

Så politikere begår fejl – og måske bliver de nødt til at begå fejl, fordi de bliver fanget i en logik, de ikke kan styre.

Hovedargumenterne mod at krigen kommer

Hovedargumenterne mod at Rusland skulle starte en krig er to: 1) Det har Rusland ikke ressourcer til og 2) Det har Rusland ingen interesse i.

Det første argument gælder på lang sigt og så længe Ukrainekrigen fortsætter. Ruslands økonomi er langt svagere end de vesteuropæiske landes økonomi, dets produktionsapparat mindre og ældre, og de europæiske lande vil kunne producere flere og mere moderne våben end Rusland.

NATO’s europæiske luftvåben er også mere moderne end Ruslands og vil med stor sandsynlighed kunne forårsage store ødelæggelser i Rusland, hvis Rusland starter en krig.

På kort sigt har Rusland yderligere det problem, at landets samlede militære styrke allerede er i brug i Ukraine. Det er så alvorligt, at Rusland har måttet trække sig ud af Sydkaukasus og reelt har overgivet dette område til Tyrkiets interessesfære. Og da rebellerne i Syrien startede deres march fra Aleppo til Damaskus, havde Rusland ingen ressourcer at sætte ind i forsvaret af sin vasal. Den syriske diktator Asad blev væltet, og Rusland tabte indflydelse som global magt.

Rusland har også svært nok ved at skaffe mandskab og våben til sit overfald på Ukraine. Rusland har faktisk ingen ekstra ressourcer til endnu en krig. Det er også det, som Forsvarets Efterretningstjeneste skriver i sin trusselsvurdering fra februar 2025.

Det bringer os til det andet argument. En gang for ikke så længe siden – før 2022 – var det sådan, at den russiske overklasse – oligarkerne – tjente deres penge i Rusland på salg af russiske råvarer – og brugte en stor del af deres penge og liv i Europa (og USA og Dubai). De gemte også en stor del af pengene i vestlige skattely.

Dele af London blev kaldt ”Londongrad”, fordi der var så mange rige russere. En russisk oligark havde sine private jetfly stående i Kastrup Lufthavn, måske fordi servicen dér var god. Oligarkerne havde deres lystyachter i Middelhavet, villaer ved kysterne, deres børn på privatskoler i Schweiz og på universiteterne i Oxford og Cambridge og i USA.

Mange af Ruslands oligarker vil gerne tilbage til den tid. De har ikke brug for en krig mere. Rusland ville ikke kunne indtage et land i Baltikum eller forsøge sig med Polen eller Finland – uden at udløse yderligere halvtreds eller hundrede års fjendtlighed og modstand.

Den russiske overklasse havde det godt med at sælge Ruslands råvarer og rejse og bo frit i Vesten. Den har mere brug for et godt naboskab end for krig.

Men sådan var det jo også i 2022, da Putin startede invasionen, og han vurderede, at Rusland, eller i hvert fald han selv, havde interesse i den krig.

Alligevel: Risikoen for krig er der

Den største risiko for krig er måske, at Putin ikke har nogen vej tilbage. Han har startet krigen mod Ukraine, han kan ikke lade det være ugjort, og krigen har skadet Rusland enormt. En million soldater er dræbt eller forsvundet på slagmarken eller invaliderede. Yderligere en halv million eller mere af Ruslands bedst uddannede og yngste generation har forladt landet.

Krigen har tømt Ruslands enorme lagre af militært isenkram fra sovjettiden og demonstreret, at Rusland ikke i dag kan producere flere af de flytyper, man arvede fra Sovjetunionen. Landet har brugt enorme ressourcer og er kastet ud i en økonomisk krise. Putin har ødelagt den lukrative handel med energi med Europa samt Ruslands omdømme.

Hvis Putin trappede situationen ned, måske lavede et kompromis med Ukraine, ville han uvægerligt blive stillet over for spørgsmålet: ”Hvorfor startede du så den krig?”

Han ville også skulle gå i gang med en pinefuld genopretning af den civile økonomi – og han skulle løse problemet med, hvad han skulle stille op med den million soldater, som har lært at dræbe og er blevet vant til at tjene gode penge ved fronten – men som vil få svært ved at vende tilbage til et civilt liv i Rusland til en meget lavere løn. Han risikerer at blive væltet af en bølge af utilfredshed, og det overlever han bogstaveligt talt næppe

Så længe han fortsætter krigen, kan han også fortsætte diktaturet og kan håbe på at blive ved magten. I det stykke ligner han Netanyahu i Israel. Derfor har Putin så hårdnakket afvist alle forsøg på kompromis og fred – også de favorable tilbud han har fået af den orange klovn fra USA. Derfor optrapper han krigen i Ukraine.

Danmark

Den konkrete risiko for, at Danmark skulle blive centrum i en konflikt, er måske lille. Danmark er en lille spiller, som ligger i læ bag nogle andre og bedre bevæbnede NATO-lande.

Bortset fra den mulighed der opstår, hvis EU eller NATO beslutter sig for at bruge de danske stræder – Øresund og Storebælt – til at blokere for olieskibe fra oliehavnene ved Skt. Petersborg. I så fald kommer Danmark i centrum.

Det kan reelt være en form for krigserklæring mod Rusland, da det strider mod internationale aftaler om fri transport på verdenshavene.

Hybridkrigen er i gang

Det var et wake-up call, da Rusland for nylig sendte droner ind over Polen, som de avancerede vestlige jagerfly kun kunne skyde få ned af, også selv om dronerne viste sig ikke at have sprængstoffer om bord. Russiske fly har også flere gange krænket de baltiske landes luftrum med jagerfly. Russiske droner har måske også været på flyvetur over Kastrup Lufthavn – selv om det bliver ved med at undre mig, at jeg ikke har set et ordentligt billede af dem.

Netop de russiske droner over Polen viste, at NATO er dårligt forberedt på en kommende krig. I løbet af de mere end tre år Ukrainekrigen har varet, har krigsførelsen udviklet sig enormt – først og fremmest netop med droner.

Både Ukraine og Rusland har i dag et niveau af dronekrigsførelse, som ingen lande i vesten kan matche. De vestlige hære har andre store svagheder – og dertil kommer de politiske svagheder i de vestlige lande, som er mange og omfattende.

Atomkrig?

I slutningen af oktober var der øvelser med atomvåben både i Rusland og i NATO-landene. Det er ikke nyt – sådanne øvelser foregår en gang om året. Hvad der i år – i NATO – var nyt, var at pressen for første gang var inviteret til at dække øvelsen, og at der deltog flere lande og fly, end der plejer.

Ruslands ledere truer jævnligt med atomkrig. Det er måske det militære område, hvor landet står stærkest – ikke i forhold til USA, men i forhold til de europæiske lande.

USA har et moderne atomvåben, der mere end matcher Ruslands. Men vil Trump bruge det for at komme de europæiske lande til hjælp? Måske ikke, og vi ved ikke, om Putin vil tage chancen.

Kun to europæiske lande – Frankrig og Storbritannien – har egne atomvåben. Storbritanniens atomvåben er helt afhængigt af USA og vil nok ikke blive brugt uden Washingtons godkendelse. Frankrigs er selvstændigt – men vil Frankrig bruge det for andre lande end sig selv? Det er tvivlsomt.

Ruslands atomvåben har også sine svagheder. Det er baseret på sovjetiske systemer, som er gamle, dårligt vedligeholdt, og Rusland har mere end svært ved at bygge nye. Vi ved faktisk ikke – og forhåbentlig får vi det aldrig at vide – om de russiske atomvåben i praksis vil kunne fungere i større omfang.

Men kun en tåbe frygter ikke en atomkrig.

Kan krigen starte ved en fejltagelse?

Den russiske oppositionsblogger Maikl Naki havde for nylig en video på YouTube, hvor han diskuterede muligheden for, at Rusland vil starte en mindre krig mod et baltisk land.

Det kunne være et angreb med det erklærede formål at beskytte den russisksprogede befolkning i Narva i Estland og være ledsaget af skinoperationer af forskellig art. Estland selv har ikke militære ressourcer til at stoppe et sådant angreb, og der er kun nogle få tusinde soldater fra de øvrige NATO-lande der. Rusland kunne trænge relativt langt ind i Estland, inden alliancen kunne mobilisere. Så ville Rusland have ”befriet” et område, som man ganske vist ikke har brug for. 

Formålet med et sådant russisk angreb skulle ikke være at starte en storkrig – men at afprøve NATO-alliancens sammenhængskraft, måske fremprovokere en splittelse i alliancen – eller i hvert fald svække støtten til Ukraine ved at en del lande tænker, at de hellere skal tænke på deres eget forsvar end bruge ressourcer på Ukraine.

En sådan russisk plan har mange svagheder – og ville nok være en fejl. Men man kan, som vi har set, ikke udelukke, at Ruslands leder begår den slags fejl. Den ville også ligge i forlængelse af den stribe provokationer, Rusland for nylig har lavet med droner over Polen, krænkelser af baltiske landes luftrum med jagerfly m.m.

Hvad betyder det for den danske venstrefløj?

Truslen fra Rusland er det stærkeste argument for oprustningen, som nu er i gang. Hvis venstrefløjen siger, at truslen ikke eksisterer, så har den et argument – men også et, der vil koste den al troværdighed.

Enhedslisten har for nylig vedtaget, at partiet går ind for et effektivt territorialforsvar. Partiet siger også andre ting, såsom at Danmark ikke skal købe våbnene i USA, og at Danmark ikke skal deltage i F-35-samarbejdet og derved levere våben til Israel til brug for landets folkemord i Gaza. Men det drukner lidt.

Der er rigtig mange spørgsmål, partiet ikke svarer på, fx hvordan man rent praktisk vil forsvare Grønland, hvor mange penge man vil bruge på forsvaret, og om man vil opbygge en dansk våbenindustri. Men det har ikke den store praktiske betydning, for Enhedslisten bliver ikke inviteret inden for i forsvarsforligskredsen. SF er med indenfor, men det er svært at få øje på partiets indflydelse i forliget.

Venstrefløjen burde kunne samles om en række konkrete krav, såsom at man ikke skal købe våben i USA eller tillade baser for USA i Danmark. Enhedslistens dilemma – som også burde være et dilemma for SF – er, at venstrefløjen ikke får reel indflydelse på, hvordan et ”effektivt territorialforsvar” ser ud.

Det som venstrefløjen ikke må glemme – hvis den vil blive ved med at være venstrefløj – er at de vestlige, europæiske lande selv er imperialistiske – og har været aggressive deltagere i mange krige – og viser deres imperialistiske natur i forhold til Gaza, hvor de reelt bakker op om Israels folkemord.

Så en erkendelse af at der er brug for at støtte Ukraine i dets forsvarskamp og behov for et ”territorialforsvar” for at bruge Enhedslistens ord, kan ikke veksles til en generel støtte til NATO og oprustningen. Vi må også indtænke rivaliseringen mellem USA og det stadigt stærkere Kina, og hvordan vi undgår, at det udvikler sig til en militær konfrontation.

En del af venstrefløjen mener, at nu må vi se at få afsluttet Ukraine-krigen, og det skal ske ved, at de vestlige lande holder op med at støtte Ukraines forsvarskrig. Men resultatet vil blive, at Rusland vinder en sejr, får kontrol over Ukraine – og derved frigør sin hær til andre opgaver.

Den russiske ledelse vil have fået demonstreret, at aggression betaler sig. Måske kan Rusland også få kontrol over den ukrainske våbenproduktion og måske ligefrem rekruttere soldater i Ukraine, som vil være demoraliserede over et nederlag, hvor vestlige lande har svigtet. Et sådant scenarium er det værst tænkelige for risikoen for et nyt russisk angreb på et andet europæisk land.

Ukraine har Europas næststørste hær og en helt enestående erfaring og opdateret viden om ultramoderne krigsførelse. Den kan de vesteuropæiske lande ikke undvære.

Derfor er det bedste, venstrefløjen kan gøre, at støtte Ukraine i dets forsvarskamp mod Rusland, indtil Rusland bliver tvunget til at trække sig tilbage – hvilket forhåbentlig vil medføre, at Putin falder. Det er den bedste vej frem for at stoppe oprustningen i Europa.

---

En tak til Niels Frølich for at have læst artiklen igennem og givet mange kritiske og nyttige kommentarer.