Kommunalt oprør for velfærd – mod skattelettelser

Mette Frederiksen blev mødt af hundredvis af demonstranter, da hun sammen med Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann Jensen i midten af september ankom til Aalborg som et led i et stort anlagt road-show for regeringstoppen.

Det er måske ikke i sig selv så bemærkelsesværdigt. 

Men demonstrationen var arrangeret af Fagbevægelsens Hovedorganisation i Nordjylland og blev anført af det tidligere socialdemokratiske byrådsmedlem Anna Kirsten Olesen. 

Det understreger, hvor stor vreden over regeringens politik er langt ind i Socialdemokratiet.

Bred modstand mod kommunale forringelser i Aalborg

I Aalborg har der været masser af aktiviteter op til de kommunale budgetforhandlinger, hvor der er lagt op til besparelser på mindst 250 millioner kroner om året i løbet af de næste tre år. 

22 fagforeninger, organisationer og borgergrupper et gået sammen om at sætte fokus på konsekvenserne af nedskæringerne. 

På et møde mellem dem og byrådets økonomiudvalg blev vi enige om at rette en henvendelse til regeringen og kræve flere penge til den kommunale velfærd. 

National bevægelse mod regeringens politik

Begivenhederne i Aalborg er ikke enestående. Masser af borgmestre har offentligt krævet, at statens store pengetank bruges til velfærd – ikke til skattelettelser. 

Medarbejderrepræsentanterne fra de kommunale hovedsamarbejdsudvalg har i en fælles henvendelse krævet det samme, og utallige fagforeninger og borgergrupper over hele landet har protesteret. 

Der er ikke sket noget lignende siden oprøret mod finansminister Claus Hjorth Frederiksens såkaldte “omprioriteringsbidrag” i 2016. 

Katastrofal økonomiaftale

Baggrunden er da også en særdeles alvorlig situation i kommunerne. Ved økonomiforhandlingerne mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) i juni 2023 fik kommunerne i alt 1,4 milliard kroner til at dække udgifter til flere ældre (og børn) på 1,25 milliard, stigende udgifter til det specialiserede socialområde på 1,7 milliard og et efterslæb på grund af inflationen i 2022 på 1,9 milliard. 

Det vil sige, at kommunerne bare på baggrund af den aftale mangler over tre milliarder kroner. 

Hertil kommer den systematiske udhuling af kommunernes økonomi, som skiftende regeringer har gennemført de seneste 15 år. Den kan beregnes på mange måder, men at der er tale om et stort tocifret milliardbeløb, er der ingen tvivl om.

Da Enhedslisten som det eneste parti i KL stemte imod økonomiaftalen for 2024, skete det da også med henvisning til, at aftalen ville føre til massive forringelser af velfærden i kommunerne. 

De andre partiers argument for at stemme for var, at kommunerne ville blive endnu dårligere stillet, hvis man ikke indgik en aftale – og at man nu var blevet enige med regeringen om at fortælle borgerne, at kommunerne stod over for “svære prioriteringer.”

Allerede på det tidspunkt stod det klart, at det økonomiske råderum var væsentligt større, end man havde forventet. Og det er kun blevet bedre/værre siden. 

Mette Frederiksens udtalelser om, at der var penge nok, har sat en ny dagsorden. Og regeringens udsagn om, at der både er råd til skattelettelser og investeringer i velfærd, har gjort det helt umuligt at forklare, hvorfor kommuner og regioner skal skære ned på velfærden. 

Nødvendigheden af de “svære prioriteringer” er blevet meget svært at forklare.

Tid til et opgør med regeringen og elendige økonomiaftaler

Det har senere vist sig, at KL-toppens påstande om, at den havde opnået det bedst mulige resultat, ikke var rigtigt. Regeringen har i sit eget finanslovsforslag for 2024 givet kommuner og regioner et “løft” på en milliard. 

Det er helt utilstrækkeligt. Men det sætter samtidig et stort spørgsmålstegn ved, om kommuner og regioner altid får mest ud af indgå en aftale med regeringen – og dermed ved KL’s strategi og rolle. 

Regeringens milliardløft og finansministerens udsagn om, at regeringen godt vil være med til at afsætte flere penge til kommuner og regioner i finanslovsforhandlingerne, hvis andre partier kræver det, gør det muligt at rette den kommunale og regionale vrede direkte mod regeringen. 

Der kan ved finanslovsforhandlingerne stilles krav om, at der skal gives flere penge til den kommunale og regionale velfærd. 

Heldigvis har Enhedslistens folketingsgruppe forstået dette – og sat fokus på modsætningen mellem udhulingen af velfærden, statens bugnende pengekasse og ønsket om at give yderligere skattelettelser.

På den lidt længere bane må situationen bruges til at lægge pres på KL og Danske Regioner ved de kommende økonomiforhandlinger. 

Det klare krav må være, at KL og Danske Regioner aldrig igen indgår en så dårlig økonomiaftale – og presset på regeringen skal naturligvis også fastholdes. 

Alt i alt står vi med en mulighed for at gennemtvinge et brud med regeringens politiske målsætninger om, at skattelettelser og oprustning er de to vigtigste politiske prioriteringer. 

Det kræver, at vi fastholder fokus på regeringens ansvar for kommunernes og regionernes situation – også selvom der naturligvis også er eksempler på, at flertallet i byråd og regionsbestyrelser gør tingene endnu værre, end de behøver at være. 

Budgetforlig eller ej – opgør med regeringen

Lokalt er der eksempler på, at Enhedslisten indgår i budgetforlig (ofte med et temmelig skidt indhold) eller står uden for. 

Nogen mener, at man svigter et kommunalt oprør, hvis man indgår i et budgetforlig og på den måde tager et medansvar for gennemførelsen af regeringens politik. 

Sådan mener jeg ikke, det behøver at være. 

Hvis vi er fuldstændig ærlige om indholdet af de forlig, vi indgår i, og fastholder regeringens ansvar og lader det være en del af aftalen om den kommunale økonomi, mener jeg ikke, at det nødvendigvis behøver at svække kampen mod regeringen. 

Det er mit indtryk, at de aktive i bevægelser, fagforeninger og borgergrupper godt kan forstå dette.

Kommunale skattestigninger et tveægget sværd

En del af den kommunale løsning vil ofte være skattestigninger. Det er der mange problemer i. 

Kommuneskatten betales med samme procentsats – uanset indkomst. Og i mange kommuner rammes det skæve skatteloft, som betyder, at de, som betaler topskat, slet ikke skal betale mere. 

Så man risikerer at ramme mennesker med lave indkomster med skattestigninger – samtidig med at regeringen sætter skatten ned for mennesker med høje indkomster. 

Hertil kommer de statslige sanktioner. De reducerer i de første fire år den gevinst, den enkelte kommune får ud af at sætte skatten op. Samlet set sætter staten bloktilskuddet ned med det samme beløb, som kommunerne sætter skatten op. 

Alligevel vil det mange steder være en nødvendig og fornuftig ting at foreslå skatteforhøjelser. 

I den situation er det helt oplagt at kombinere kravet om flere penge til kommunerne med et krav om, at skattestoppet og det skrå skatteloft droppes – og at kommunerne sættes fri på dette område. 

Det bør være svaret på KL-formandens krav om, at kommunerne må tage sig sammen og droppe skattestigningerne. 

Kommunerne sætter skatten op, fordi de er nødt til det for at undgå de værste forringelser af velfærden. 

Kommunalt (og regionalt) oprør muligt

Alt i alt giver den nuværende situation gode muligheder for et kommunalt (og regionalt) velfærdsoprør, hvor en samlet venstrefløj går sammen med socialdemokrater, fagforeninger og borgergrupper på tværs af politiske holdninger under parolen: “Velfærd, ikke skattelettelser.”

Enhedslisten må både nationalt og lokalt kaste kræfter ind i at understøtte sådan et oprør – gerne i samarbejde med SF, Alternativet og andre politiske kræfter, som vil være med.