Kommunalvalg ’25 – Hvor blev Socialdemokratiets vælgere af?

Historien om Kommunalvalget 2025 er først og fremmest historien om Socialdemokratiets nedtur. Fra 44 borgmesterposter til (i skrivende stund) blot 26 stykker. Fra 28,4 procent af stemmerne til 23,2 procent af stemmerne. En dramatisk tilbagegang på næsten 20 procent ift. kommunalvalget i 2021 – og som det endegyldige symbol på nederlaget mistede partiet overborgmesterposten i København til Socialistisk Folkeparti.

Socialdemokratiets tilbagegang og venstrefløjens fremgang bliver bredt fortolket som, at kampen for et progressivt/socialistisk Danmark er blevet styrket. Desværre peger flere tal i modsatte retning.

Venstrefløjen til venstre for Socialdemokratiet består landspolitisk af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, og Alternativet. I denne sammenhæng er det disse tre partier, som skal samle de mistede socialdemokratiske stemmer op.

Sammen med Socialdemokratiet fik de tre venstrefløjspartier tilsammen 47 procent af stemmerne i 2017. Ved kommunalvalget i 2021 fik de 44,2 procent af stemmerne, og senest i 2025 fik de tilsammen 42,5 procent af stemmerne. Med andre ord en tydelig tilbagegang fra 2017 til 2021 og igen fra 2021 til 2025.

Den kritiske læser vil måske indvende, at der er progressive lokallister, som bør regnes med til venstrefløjen, og vi kan godt gøre eksperimentet. Hvis vi antager, at alle ”øvrige” stemmer er venstrefløjsstemmer, så får vi præcis samme billede. I en matrix ser tallene således ud:

Folketingsvalg siden 1953

Man kan med god ret argumentere for, at de kommunale valgresultater ikke er retvisende for samfundstendenser. Vi ved, at befolkningen stemmer forskelligt fra kommunalvalg til folketingsvalg, og de mange kommunale lokallister skjuler virkeligheden, hvis man ikke har ressourcerne til at gå dybere ned i tallene. Det giver derfor mening at kigge på, hvordan venstrefløjen samler Socialdemokratiets mandater op ved folketingsvalgene.

Siden vedtagelsen af den seneste grundlov i 1953 har der været tre definerende episoder, hvor Socialdemokraterne ikke har kunnet genvinde fortidens højere mandattal.

I 1968 gav folketingsvalget 89 mandater til Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti tilsammen, og Socialdemokratiet lavede en mindretalsregering med SF som støtteparti, som blev døbt ”Det Røde Kabinet”. Socialistisk Folkeparti kunne ikke håndtere situationen og knækkede i to, da en udbrydergruppe med folketingsmedlemmer i spidsen dannede Venstresocialisterne.

Ved det efterfølgende folketingsvalg i 1968 kom Venstresocialisterne i Folketinget med 4 mandater, SF gik 9 mandater tilbage, og Socialdemokratiet gik 7 mandater tilbage. I alt mistede de røde partier 12 mandater.

I 1973 ramte det såkaldte jordskredsvalg dansk politik. Fremskridtspartiet bragede ind i Folketinget. Venstresocialisterne røg ud af Folketinget, mens Danmarks Kommunistiske Parti fik 6 mandater, hvilket svarer til præcis det antal mandater, SF mistede. Socialdemokraterne mistede 24 mandater.

Den sidste episode er daværende statsminister og formand for Socialdemokratiet, Poul Nyrup Rasmussens løftebrud efter Folketingsvalget i 1998, hvor den socialdemokratiske regering besluttede at afskaffe efterlønnen. Ved det efterfølgende valg i 2001 mistede Socialdemokratiet 11 mandater, mens både SF og Enhedslisten mistede et mandat.

Vi ender dermed med i alt fire perioder, hvor Socialdemokratiet løbende mister opbakning, og hvor det bliver tydeligt at venstrefløjen ikke kan samle de mistede mandater op.

Sammenhængen er tydelig over tid. Socialdemokratiet mister vælgere, og venstrefløjen formår kun i begrænset omfang at samle de frafaldne vælgere op. Den gængse analyse af hvorfor venstrefløjen ikke kan samle vælgerne op, er, at vælgerne foretrækker de rigtige højreorienterede, når Socialdemokratiet rykker mod højre. Senest blev denne analyse præsenteret af Pelle Dragsted i forlængelse af kommunalvalget 2025. Her konkluderede Dragsted på Facebook:

”Nogen går til venstre, for at få den ægte vare. Andre går til højre, fordi Socialdemokratiets top er blevet så blå, at der alligevel ikke er forskel, når det kommer til velfærdspolitikken og økonomisk retfærdighed.”

Det virker underligt, at vælgere som ønsker et socialdemokratisk velfærdssamfund, skulle foretrække partier, der aktivt ønsker at nedbryde velfærden, fordi Socialdemokratiet er blevet for højreorienterede.

Desværre bliver ovenstående ’forklaring’ godtaget bredt på venstrefløjen. Formentlig fordi den tillader os at holde fast i den eksisterende politik og måden, vi kommunikerer på – vi undgår at åbne op for de uenigheder, der lurer under overfladen.

Vi vinder slagene og taber krigen

Ovenstående grafik dækker en periode på 70 år og giver os et helt andet billede, end når vi kigger på tallene i kortere perioder.

I kollapset efter Det Røde Kabinet gik fællesskabet af ”Socialdemokratiet og venstrefløjen” fra samlet 89 mandater i 1966 til 77 mandater i 1968. Allerede i 1971 havde fællesskabet tilsammen 87 mandater. På kort sigt havde vi genetableret fortidens styrke.

I kollapset efter jordskredsvalget gik fællesskabet fra 87 mandater i 1971 til blot 63 mandater i 1973, men tabet ramte udelukkende Socialdemokratiet. Partierne til venstre for Socialdemokratiet fastholdt deres 17 mandater, og i 1975 øgede venstrefløjen dens mandattal til 20. Set med venstrefløjsøjne var der tale om et socialdemokratisk kollaps, som bekræftede venstrefløjens kritik og politik og styrkede venstrefløjen mandatmæssigt.

I kollapset efter løftebruddet om efterlønnen i 1998 skete præcis det samme. Socialdemokratiet gik markant tilbage, mens venstrefløjens tilbagegang var begrænset. Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti fik i 1998 tilsammen 18 mandater. De to partier mistede hver et mandat ved valget i 2001, og ved det næste valg igen (i 2005) får partierne 17 mandater, hvilket jo stort set er det samme som 18 mandater i 1998.

Ved alle Socialdemokratiets tre mandatmæssige kollaps har venstrefløjen kunnet vinkle resultatet som en bekræftelse af dens allerede eksisterende politik. Hvis vi zoomer ind på den seneste periode 2001-2022, kan vi også få bekræftet, at der ikke er grund til alarm.

Hvis vi begrænser vores blik til ovenstående, er udviklingen ubetinget positiv. Venstrefløjen ser ud til at stå stabilt på godt 20 mandater, og sammen med Socialdemokratiet er vi gået frem over de seneste 20 år.

Den analyse er korrekt, hvis de tilsammen 80 mandater er det nye bundniveau for fællesskabet.

Desværre er der flere forhold, som peger i retning af, at de 80 mandater er det nye højdepunkt for fællesskabet mellem Socialdemokratiet og venstrefløjen.

De 27 og 28 mandater som SF, Ø og Alternativet tilsammen opnåede i hhv. 2007 og 2011, er fortsat et lavere antal end de 31 mandater, Socialistisk Folkeparti og Fælles Kurs samlede i 1987. De 24 mandater, venstrefløjen fik i 2022, blev overgået ved samtlige folketingsvalg i 1980’erne.

Samtidig er der tegn i sol og måne på, at Socialdemokratiet står over for det fjerde kollaps siden 1953, og historien fortæller os, at venstrefløjen ikke formår at samle de Socialdemokratiske vælgere op.

Måske er tiden inde, til at venstrefløjen stopper med at se Socialdemokratiet som hovedfjenden – og i stedet begynder at tegne konturerne til, hvordan et rødt flertal i Folketinget skal samarbejde og skabe en rød regering.