Børge Poulsen (med halstørklædet) sammen med sine elever ved kirken i Qullissat, hvor undervisningen fandt sted. Den lyshårede dreng nr. 5 fra venstre er Viggo, som fulgtes med læreren fra Danmark. (Privatfoto)
13 min. læsetid

I 1947 bortviste Grønlands Styrelse Børge Poulsen fra Grønland. Skolelæreren fra Qullissat blev sendt ud af landet med den begrundelse, at han ikke egnede sig til arbejdet. Mest af alt mindede det dog om en politisk fyring. Nu er der kommet nye oplysninger i sagen: om en dygtig skolelærer, om en speget affære og om en idealist, der kom til at betale en høj pris for at tale kolonimagten imod.


Af Søren Peder Sørensen

“Det var ham, der kom sammen med grønlænderne”.

Sådan husker Ingrid Burkal den danske skolelærer Børge Poulsen, da han i 1946 blev ansat ved skolen i kulminebyen Qullissat på Diskoøen, midt på Grønlands vestkyst.
Hun var dengang 7 år, stod foran at skulle starte i skolen, og var spændt på at se den nye lærer. En dag blev hun af sin mor bedt om at gå hen til Poulsen med kød fra en sæl, som hendes far havde fanget. ”Jeg tror, at mor gjorde det, fordi lærer Poulsen var vellidt i byen, og fordi hun tænkte, at han trængte til at få sælkød.”
Det korte erindringsglimt er typisk for det gode ry, som Børge Poulsen hurtigt opnåede i byen med en langt overvejende grønlandsk befolkning. Der blev lagt mærke til, at han i modsætning til de fleste andre danskere søgte kontakt med dem og forsøgte at lære grønlandsk.
Det blev også indledningen til et dramatisk forløb, der skulle få skelsættende betydning for både ham og for Qullissat. For Børge Poulsen var en mand, der med sine stærke holdninger og overbevisning som kommunist snart skulle bringe sig på kollisionskurs med kolonimagtens øverste administrative myndighed, Grønlands Styrelse.

Qullissat på Grønlands vestkyst, hvor Børge Poulsen blev ansat som lærer i 1946. Foto: Greenlandphotos.net

Kritik af undervisning og leveforhold

Lærer Poulsens virksomhed begyndte i starten af september 1946, da han som 26-årig ankom fra København og gik i land sammen med sin kone Rigmor og 8-årige Viggo, som af sine forældre i Hørsholm havde fået lov til at rejse med Poulsen, som de var venner med.
Børge Poulsen var utålmodig efter at komme i gang med jobbet. Han skulle undervise byens omkring 125 elever i dansk, regning og tegning. Han havde gode evner som underviser, han kunne engagere børnene, så det var sjovt at gå i skole. Børnene lærte ham grønlandsk, og han lærte dem dansk.
Undervisningen foregik i et menighedslokale, der om søndagen blev brugt til gudstjeneste, skønt Børge Poulsen var blevet stillet en ny skole i udsigt. Desuden forbavsede det ham, at de færreste af børnene kunne læse grønlandsk, og at mange ikke engang kunne skrive deres eget navn. Det var ikke børnenes skyld, men skyldtes at Grønlands Styrelse havde svigtet sin opgave, hævdede Poulsen.
Med sine nære kontakter med grønlænderne fik han yderligere indblik i leveforholdene i byen. Han var harm over at erfare kulminearbejdernes kummerlige forhold med dårlige boligforhold, samt mangelfuld ernæring og beklædning. Især bekymrede den høje dødelighed blandt børn ham. Danskerne kunne ikke være det her bekendt, skrev han i kommunisternes avis Land og Folk.

Hør om ”Kommunisten i kulminebyen Qullissat”
Lørdag 11. maj kl. 16-18 er der foredrag om Kommunisten i Kulminebyen Qullissat.

Søren Peder Sørensen og andre uddyber historien, og man kan også se billeder fra hans anden bog ”Byen der ikke vil dø” om den danske kolonimagts lukning af kulminen og byen Qullissat.

Arrangementet løber af stablen i Det Grønlandske Hus i Løvstræde 6, nær Rundetårn i København.

Et afgørende møde

Mødet med den unge kulminearbejder Hansepajuk Gabrielsen fik afgørende betydning. Det udviklede sig til et venskab. Børge Poulsen tog i sit hjem initiativ til at oprette en studiekreds med blandt andre Hansepajuk, telegrafisten Nikolai Kleist og den senere kommunerådsformand Levi Petersen. Den belæste skolelærer underviste dem blandt andet i arbejdernes internationale bevægelse og om 1. maj demonstrationer i andre lande. Han slog på, at ved sammenhold og faglig bevidsthed kunne de stille krav om bedre løn- og arbejdsforhold, så det blev hørt i København.

Hansepajuk blev så opmuntret, at han besluttede sig for at arrangere en 1. maj demonstration 1947. Det var den første i Grønlands historie, og kolonimagten kunne af gode grunde ikke forhindre den. Men Styrelsens mistanke – at skolelæreren stod bag – var vakt.
Demonstrationen mundede ud i et fællesmøde, hvor kulminearbejderne vedtog at skrive til Grønlands Styrelse med krav om en lønforhøjelse på 75 procent. Udsigten til en strejke lå i luften, og Styrelsen i København svarede tilbage, at en delegation ville blive sendt til kulminebyen i løbet af sommeren, hvor en forhandling så kunne finde sted.
Hen over sommeren oplevede Børge Poulsen, at det trak op til uvejr. Folk fra Styrelsen klagede over, at han udbredte ensidig information. Den anklage omfattede også koloniens læge Preben Morland, men han var i mellemtiden blevet flyttet til Thule.
I et brev til Viggos far, komponisten Jørgen Bentzon, skrev Børge Poulsen i slutningen af juli 1947, at skønt hans ansættelse som skolelærer var blevet forlænget med et år, følte han sig ikke længere sikker:
”Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er klar over, at Styrelsen vil gøre alt for at fjerne mig herfra.”


Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er klar over, at Styrelsen vil gøre alt for at fjerne mig herfra.Børge Poulsen
Kulminearbejderne i Qullissat arbejdede under jorden i smalle minegange og under farlige forhold, som vakte Børge Poulsens vrede. Foto: Mogens Munk Nielsen

En historisk lønforhandling

Delegationen fra København ankom 5. august 1947 med Styrelsens magtfulde vicedirektør Eske Brun og andre højtstående embedsmænd.  Minearbejdernes talsmand Hansepajuk blev sejlet ud til skibet sammen med en tolk for at forhandle.

Vicedirektør Brun var vant til, at lønsatser var noget, som han dikterede, og som blev taget til efterretning. Derfor var hans forundring stor, da ”den lille ballademager” nægtede at acceptere en lønforhøjelse på 10 procent og ovenikøbet truede med at stille en øjeblikkelig strejke på benene.
”Hansepajuks reaktion kommer fuldstændigt bag på vicedirektøren,” skriver journalist Jørgen Fleischer i bogen ”Forvandlingens år” og fortsætter:
”Han klør sig i nakken, men efter en kort tænkepause siger han, at forhandlingerne kan fortsætte. Og efter en drøj forhandling kunne Hansepajuk underskrive Grønlands første lønoverenskomst med staten. En lønstigning på 60 procent var hjemme.”
Ved sammenhold og fast optræden havde kulminearbejderne oplevet en stor sejr, skønt en lønforhøjelse på 60 procent skulle ses i forhold til, at timelønnen blot var 30 øre og betydeligt lavere end timelønnen på 2,70 kr. for en arbejder i Danmark.
Sejren og jublen varede dog kort. Efter forhandlingen på skibet gik Eske Brun i land med sit følge, og noget af det første, som han foretog sig, var at fyre Børge Poulsen. De nærmere omstændigheder kendes ikke, blot at Eske Brun begrundede det ukonkret med, at ”Lærer Poulsen var uegnet til arbejdet i Grønland.”

Kulminebyen Qullissat omkring 1960, da Børge Poulsen for længst havde forladt byen. Hans bungalow, hvor han holdt studiekreds-møder, lå der fortsat. Foto: Mogens Munk Nielsen.

En politisk fyring?

Fyringen blev modtaget med bestyrtelse i Qullissat. Der blev holdt et stort protestmøde i forsamlingshuset, hvor indbyggerne krævede at beholde læreren Børge Poulsen. ”Vi er i høj grad tilfreds med hans arbejde”. En grønlandsk håndværker tilføjede: ”Det er første gang, vi har set en dansker, der lever og blander sig med grønlænderne her.”
I danske aviser blev fyringen kædet sammen med kulminearbejdernes lønaktion, samt det at lærer Poulsen var kommunist. Information skrev under overskriften ”Dygtig lærer afsat på gråt papir”, at sagen så mærkelig ud. Avisen vægrede sig ved at tro, at der var tale om en politisk fyring, men på den anden side havde Styrelsen udtrykt sig rosende om skolelærerens faglige kvalifikationer. Hvordan skulle det forstås?
Styrelsen uddybede ikke sin begrundelse og hverken af- eller bekræftede dengang eller senere formodningen om en politisk fyring.
Ifølge Børge Poulsen var grunden til, at han blev smidt ud af Grønland, at han blandede sig for meget med de lokale og prøvede at lære sproget. Det har han fortalt til sønnen Klaus Poulsen.
”Min far var godt klar over, at de ikke ville have en kommunist, som prøvede at forbedre forholdene for grønlænderne,” fortæller sønnen.

Hjem til arbejdsløshed

Det var en skuffet Børge Poulsen, der i slutningen af oktober 1947 vendte tilbage til Danmark. Men han lod sig ikke slå ud. Han fortsatte sin kritik af Grønlands Styrelse, og udstillede dens arrogance over for grønlænderne.

Qullissats beliggenhed på det vestlige Grønland.

Han skrev skarpe og velresearchede artikler. I en kronik i Land og Folk i januar 1948 spurgte han polemisk: Er Grønland et raceproblem?
Men kritikken havde sin pris. Han kunne ikke få arbejde som lærer. Selv skrev han mange år senere, at kolonimagten ”sendte mig ud i lang tids arbejdsløshed”. Det bekræftes af sønnen Klaus Poulsen: ”Far havde problemer med at få job. For det første var han kommunist. Det var nogle steder no go, og så havde nogen hørt, at han var smidt ud af Grønland, det gavnede ikke hans sag. For det tredje var han ikke medlem af folkekirken. Det måtte han så se at blive, hvis han ville fortsætte som lærer,” tilføjer sønnen med et smil.

I de følgende år arbejdede han som gartner, han beskæftigede sig med serigrafi og foto, og drev et reklametrykkeri. Efter nogle år lykkedes det ham at blive lærer på en folkeskole på Østerbro i København, og fra midten af 1960’erne var han en afholdt lærer i Rødby, indtil han i en alder af blot 57 år valgte at gå på pension på grund af svigtende helbred.

Far havde problemer med at få job. For det første var han kommunist. Det var nogle steder no go, og så havde nogen hørt, at han var smidt ud af Grønland, det gavnede ikke hans sagKlaus Poulsen

Lukket land

Ligeværdighed og respekt var nøgleord for Børge Poulsen. Og derved kom han til at sætte sig varige spor i sin støtte til grønlændernes kamp for større selvstændighed. Men Grønland var lukket land for ham. Han kunne ikke vende tilbage som skolelærer. Han kunne ikke gense sine kammerater fra Qullissat. Ikke engang sin nye kones familie i Grønland kunne han besøge de første mange år, efter at han var blevet skilt fra sin første kone.
I begyndelsen af 1980’erne planlagde han at skrive en bog om sine erfaringer fra Grønland. Han søgte finansiel støtte til en sådan udgivelse hos partiet Siumut og hos den grønlandske fagsammenslutning SIF, til hvem han skrev, at han ikke havde råd til selv at betale trykkeudgifterne.
”Som for tidligt pensioneret med den fattigdom, dette medfører, kan jeg ikke som tidligere ofre alt, hvad jeg ejer, på sagen,” skrev han og tilføjede mismodigt: ”Før blev jeg udvist og afvist fra Grønland af politiske grunde, fordi jeg kæmpede jeres kamp. I dag er jeg forvist fra Grønland af økonomiske grunde.” Finansieringen af udgivelsen faldt ikke på plads, og Børge Poulsen nåede desværre aldrig at få udgivet sin bog om Grønland. Til gengæld lykkedes det ham at vende tilbage på besøg i Grønland efter sin hustrus død.

Ligeværdighed og respekt var nøgleord for Børge Poulsen. Og derved kom han til at sætte sig varige spor i sin støtte til grønlændernes kamp for større selvstændighed

Ingrid Burkal, der forlod Qullissat før byens nedlæggelse for at flytte til Danmark, tænker efter 73 år taknemmeligt tilbage på Børge Poulsen som manden, der blandede sig med grønlænderne. Og det har hun en særlig grund til: ”Efter at Børge Poulsen i efteråret 1947 rejste tilbage til Danmark, sendte han en gave til mig og min søster. I pakken var der flere hårnåle og en broche. De var flotte, og de andre børn var misundelige på os, for så fine nogle havde de ikke.”

Det var Børge Poulsens generøse måde at påskønne, at Ingrids familie Amasa Olsen dengang havde vist ham og hans familie den velvilje at forære dem nyfanget sælkød.


Børge Poulsen på sine ældre dage. Privatfoto.

Børge Poulsen (1920-1995) var opvokset i en borgerlig familie i Vassingerød i Nordsjælland, hvor hans forældre drev en købmandshandel. Han brød sig ikke om skolen og forlod den som 14-årig for at stå til søs. Efter nogle år vendte han tilbage og tog en uddannelse som lærer fra Jonstrup Seminarium. Det var midt under krigen, og frem til 1945 engagerede han sig stærkt i modstandsbevægelsen, blandt andet som redaktør af et illegalt blad.
Fra sine helt unge år var han oprørt over social ulighed og undertrykkelse, og ikke mindst tiden på seminariet og i modstandsbevægelsen formede hans holdninger som kommunist.


Børge Poulsens bungalow i Qullissat.

Qullissat havde siden 1924 været hjemsted for Danmarks eneste statsdrevne kulmine, der forsynede Grønlands vestkyst med kul. I 1946, da Børge Poulsen ankom, boede der omkring 1000 mennesker i byen, som var én af Grønlands største byer og den hurtigst voksende by i Grønland.
Hovedparten af byens arbejdskraft var beskæftiget ved kulminen og de tilhørende værksteder. En ung 2. generation af kulminearbejdere var på vej, præget af faglig stolthed og sammenhold.
På grund af dens isolerede beliggenhed på nordøstsiden af Diskoøen var byen afskåret fra omverdenen i vinterhalvåret.  I 1972 blev kulminen lukket og byen affolket. Siden har den ligget hen som spøgelsesby, der dog liver op først i juli hver sommer, når Qullissat-familier og venner fejrer kulminebyen med en sommerfestival.


Byen der ikke vil dø er udgivet på forlaget Frydenlund, og kan købes via forfatterens hjemmeside.


Søren Peder Sørensen er journalist, og har skrevet “Byen der ikke vil dø”, om den vestgrøndlandske by Qullissat med den nedlagte kulmine.