Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
6. maj. 2022

Kostskoler er de riges rådne parallelsamfund

Skandalen på Herlufsholm viser igen, hvordan elitens børn bliver uddannet i et parallelsamfund. Hvis man vil problemet til livs, må man kigge på hele kostskolen som institution: Et levn fra aristokratiet, der bør afskaffes, skriver redaktør Morten Hammeken.

Herlufsholm er en pilrådden institution – ligesom de fleste andre kostskoler, skriver redaktør Morten Hammeken. Foto: Wiki Commons / Solidaritet.

En voldskultur fuld af krænkelser. Forfærdelige fortællinger om tæsk og rituelle ydmygelser. En strengt hierarkisk kultur, hvor unge piger og drenge bliver udsat for seksuelle overgreb. Og ikke mindst en tavshedskultur, hvor de voksne, der skulle have taget ansvar, i stedet har dækket over sagerne, og skærmet hinanden for kritik.

Endnu en skandale har ramt Herlufsholm, efter TV2-dokumentaren Herlufsholms Hemmeligheder har afsløret råddenskab i selve fundamentet på det gamle sydsjællandske slot, hvor kendte og kongelige sender deres børn på opdragelse til at blive næste generations ledere, magthavere og mobbere. Det er dybt forargeligt, hvad børnene er blevet udsat for i årevis. Men selvom mange allerede har udtryk vrede, er der næppe meget overraskende i afsløringerne. For det er langt fra første gang, kostskolen bliver stillet i et negativt søgelys.

Havde Herlufsholm været en muslimsk friskole, havde der næppe været grænser for, hvor hurtigt statens bulldozere kunne være trængt ind på matriklen og igangsat nedrivningen. Og mon ikke stedet havde været under lidt strengere opsyn, efter de første stille pip var begyndt at trænge ud gennem muren af tavshed for år tilbage?

Seksuelle krænkelser er af flere omgange blevet udstillet på skolen. En tidligere elev på Herlufsholm beskrev for snart 20 år siden, hvordan skolen mindede ham om “en koncentrationslejr for de velhavendes dysfunktionelle børn”. For ham var det at se Jan Guillou’s Ondskab, der semibiografisk beskriver livet på en svensk kostskole i 1950’erne, snarere som at se en dokumentar om sit eget liv på den danske kostskole i 1990’erne. Tredive år senere lader der ikke til at være meget, som har ændret sig på Herlufsholm.

“Havde Herlufsholm været en muslimsk friskole, havde der næppe været grænser for, hvor hurtigt statens bulldozere kunne være trængt ind på matriklen og igangsat nedrivningen.”

Børnemishandlingen på Herlufsholm er på den måde ikke noget unikt for hverken sin samtid eller elitens kostskoler i almindelighed. For hvad enten man kigger tilbage i tiden, eller på andre eliteskoler rundt om i verden, er billedet det samme. På den engelske eliteinstitution ‘Highgate School’ i London, blev der sidste år udsendt et chokerende vidnesbyrd fra 328 tidligere elever, som nærmest får Herlufsholm til at lyde som et pædagogisk paradis. Her fortalte de om en ‘udbredt voldtægtskultur’, og et totalt svigt fra de ansvarlige voksne på skolen.

Ligesom i den aktuelle skandale på Herlufsholm, var det mest forkastelige ved sagen på Highgate, hvordan de modige børn, som gennem tiden var stået frem med deres historier, blev mødt med en mur af tavshed fra de voksne, der skulle have passet på dem. Én af de voldtagne piger forklarede, at skolen lagde låg på alle sager, der kunne skade skolens image, og at profit og PR var det eneste, der betød noget for skoleledelsen. Andre kunne berette om, hvordan deres mod til at stå frem blev straffet med ekstra arbejde på skolens bibliotek, og social udstødelse for at have talt over sig.

Historierne fra Highgate og Herlufsholm er langt fra unikke, men beskriver konsekvenserne af at have skoler, som skriver sine egne spilleregler. På Eton College, verdens mest prestigefyldte kostskole, har voldtægter, mobbekultur og snyd på vægten for de kongelige blakket skolens ry i årtier. Da den britiske premierminister Boris Johnson var færdig på Eton, fortsatte han på Oxford University, hvor han blev medlem af den berygtede Bullingdon Club. Her fortsatte uddannelsen af Englands elite-drenge i samme spor, og på pensum stod blandt ydmygelse af prostituerede, ødelæggelse af andres ejendom og en arrogant holdning til omverdenen. Kostskolerne opdrager børn til at blive små psykopater, der kan bære deres perverse traditioner med videre ud i erhvervslivets top, de politiske partier og resten af samfundets ledende lag. Opdragelsen på Herlufsholm og Eton har på den måde store konsekvenser for os andre.

På den amerikanske eliteskole Horace Mann har sexuelt misbrug af børn fået lov at fortsætte i årtier. Og på Lundsberg – ‘Sveriges Eton’, hvor blandt andet prins Carl Philip har fået sin opdragelse – har tidligere elever fortalt, hvordan de er blevet tvunget til oralsex og at spise gødning som del af skolens optagelsesritualer. Billedet er det samme overalt: Kostskolerne har deres egne sociale normer, deres egne regler for afstraffelse – og en klar tendens til at forsøge at skjule sit beskidte vasketøj for resten af samfundet.

Indignationen er stor, når de fattigste træder uden for samfundets spilleregler. Men når der er tale om elitens skoler, får den slags børnemishandling lov at foregå i årtier. Kostskolen er som institution et parallelsamfund og de riges uddannelsesghetto i fuldt flor, og så længe vi tillader dem at eksistere som en lukket enklave med egne spilleregler, kommer sager som dem fra Highgate og Herlufsholm til at dukke op med jævne mellemrum. Hvis vi vil problemet til livs, må vi droppe de gamle levn fra aristokratiet helt.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og Europastudier. Redaktør på Verdenspressen og tidligere ansvarshavende redaktør på Solidaritet (2019 - 2023). Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER