Krifa’s lemfældige omgang med tal

De overenskomstløse foreninger, der konkurrer med den klassiske fagbevægelse – hvis kerneopgave er at indgå aftaler med arbejdsgiverne om medlemmernes løn og ansættelsesforhold – har i årevis rendt lovgiverne på dørene for at få politisk hjælp til at blive båret ind i den danske arbejdsmarkedsmodel.

Og et af redskaberne i denne kampagne er en endeløs strøm af undersøgelser af, hvor mange lønmodtagere, der føler, at kolleger, arbejdsgivere og fagforeninger i strid med gældende lovgivning m.v. presser dem for at melde sig ind i den overenskomstbærende fagbevægelse.

Menneskerets-vinklen

I 2009 var det menneskerets-vinklen, der skulle bære kampagnen videre.

Kristelig Fagforening (Krifa) og Sammenslutningen af Frie Funktionærer (FF) støttede derfor økonomisk en undersøgelse udført af Institut for Menneskerettigheder (IMR) af, hvor udbredt diskrimination på grund af fagforeningsforhold var på det danske arbejdsmarked.

Her spændte definitionen på diskrimination på grund af manglende medlemskab meget vidt.

Fra kolleger, der ikke brød sig om ikke-organiserede, over manglende information om lokale lønforhandlinger og overenskomstforhandlinger til afskedigelser. I udredningen indgik blandt andet spørgeskemaundersøgelser, oplysninger fra ansatte i Krifa og FF – og blot ni kvalitative interview med lønmodtagere, hvoraf de syv var offentligt ansatte.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol havde forinden i 2006 underkendt eneretsaftaler på arbejdets udførelse i danske overenskomster – de såkaldte eksklusivaftaler. Og dermed kunne private arbejdsgivere ikke længere forpligte sig til kun at beskæftige medlemmer af den overenskomstbærende organisation. I forvejen kunne offentlige arbejdsgivere ikke indgå eksklusivaftaler.

Dermed var eksklusivaftaler fortid, da menneskerettighedsinstituttet lavede sin undersøgelse.

Til gengæld rettede instituttet projektørlyset på især den offentlige sektor, hvor diskrimination ifølge instituttet var mest markant. Og her var det især spørgsmålet om at få del i resultaterne af de lokale lønforhandlinger for offentligt ansatte, der kom i fokus.

Imidlertid havde undersøgelsens forfattere ikke styr på, hvordan de lokale lønforhandlinger var aftalt i blandt andre FOA’s overenskomster, og dermed var talmateriale og konklusioner om det emne ganske enkelt ukvalificeret.

Helt ude i skoven

Samtidig konkluderede undersøgelsen, at: ”Presset i forhold til at være medlem af en bestemt fagforening er særligt stort under arbejdskonflikter, som i foråret 2008, samt under almindelige overenskomstforhandlinger.” 

Denne konklusion var for mig helt i skoven.

Selvfølgelig bliver der i situationer, hvor den overenskomstbærende fagforening lægger arm med arbejdsgiverne gennem varslede strejker og lockout, kigget skævt fra de lønmodtagere, der skal gennemføre kampen, til de lønmodtagere, som arbejder videre under arbejdskonflikten og alligevel får del i resultatet. Det ville mildest talt være underligt andet.

Der er vel ingen, som seriøst forestillede sig, at de strejkende medlemmer af FOA, Sundhedskartellet og BUPL, skulle stå og danne heppekor for de uorganiserede, der modarbejdede strejken, men gerne ville modtage de ekstra lønkroner, som strejken resulterede i.

Hvis det skulle være diskrimination, at lønmodtagere betragter dem, der bryder en lovlig arbejdskamp ved fortsat at møde op på arbejdspladsen, så har menneskeretsinstituttet vandet diskriminationsbegrebet helt ud.

Og da undersøgelsen tilmed inddrog klager i stil med at blive betegnet som “nasserøv” eller opleve, at kolleger ikke ønskede at sidde ved samme frokostbord, hilse eller føre ikke-arbejdsrelaterede samtaler, så fik min ellers meget store respekt for Institut for Menneskerettigheder et solidt skud for boven.

Krifa’s talmagi

I 2021 meddelte KRIFA’s tidligere formand Søren Fibiger Olesen, at mere end 8.000 lønmodtagere havde oplevet at blive mobbet på grund af deres fagforeningsvalg det seneste år.

Samme år satte justitsministeren Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd til at undersøge, hvordan det på det tidspunkt stod til med krænkelser og konflikter på de danske arbejdspladser.

Fagforeningsmedlemskab blev medtaget blandt svarmulighederne, og der var naturligvis også klager over skænderier med ledelse og kolleger og underordnede om medlemskab.

Seks procent havde inden for de seneste 12 måneder haft sådanne skænderier.

Skænderier gavner naturligvis ikke arbejdsmiljøet, men det sætter alligevel arbejdspladsernes virkelighed i relief, da undersøgelsen samtidig viste, at over 70 procent havde været i skænderi om arbejdets udførelse, mens næsten 36 procent havde været involveret i konflikter om manglende økonomi, tid, materialer og personale.

Fra 8.000 til 350.000 til 500.000

Året efter i 2022 blev Søren Fibigers tal på 8.000 lønmodtagere, der havde mærket konsekvensen af deres fagforeningsvalg forhøjet af Krifa til ikke mindre end 350.000.

Og i 2025 er det nu ifølge Berlingskes omtale af en undersøgelse betalt af Krifa vokset til næsten 500.000 lønmodtagere.

Selvom Berlingske i sin omtale af undersøgelsen har haft lidt problemer med procentregning, så er væksten i antallet af lønmodtagere – der føler, at de på den ene eller anden måde er udsat fra pres fra kolleger, ledere eller overenskomstbærende fagforeninger – enorm.

På blot fire år er antallet ifølge Krifa og deres analysebureau således vokset fra 8.000 til næsten 500.000.

Det er en vækst på ikke mindre end godt og vel 6.000 procent.

Fortsætter væksten i samme tempo, som Krifa påstår, så vil den dag, hvor samtlige 3.187.912 beskæftigede og ledige i Danmark føler sig presset i valg af fagforening, ligge lige rundt om hjørnet.

Troværdigt? Nej, selvfølgelig ikke.

Men for Krifa handler det om den kontinuerlige kampagne over for Folketinget for at få lovgiverne til at placere denne overenskomstløse forening på lige fod med de fagforeninger og arbejdsgiverforeninger. De som for 127 år siden gennem en omfattende armlægning skabte den danske model med kollektive overenskomster aftalt mellem arbejdsmarkedets parter.

Selvom Krifa har anbragt det tidligere Venstre-folketingsmedlem Jane Heitmann på formandsstolen, så gennemskuer Folketingets flertal forhåbentligt både denne kampagne og Krifa’s egne og købte regnearksdrenges fantasifulde analyser.