Krigen tvinger den ukrainske venstrefløj til at træffe svære valg

Lyden af sirener og eksplosioner har rystet Yurij Sheliazhenko’s 5-etagers bygning i Kyiv hver dag siden Rusland invaderede Ukraine 24. februar. Sheliazhenko er administrerende direktør i Ukraines Pacifistiske Bevægelse, og er en isoleret, men dog beslutsom stemme for fred i et land, der i den grad er i krig. Hun har oplevet “meget had” fordi hun nægter at bære våben, og gå sammen med sine naboer om at fremstille molotov-cocktails for at modsætte sig de fremrykkende russiske styrker. De styrker møder hård modstand fra civile, der i et beslutsomt forsvar for Ukraine er blevet til krigere.

To tilgange til modstandskamp

“Først må man sige sandheden: Der er ingen voldelig vej til freden,” siger Sheliazenko over email, da hun bliver spurgt, hvad folk i USA kan gøre for at støtte aktivister i Ukraine.

Et andet sted nær Kyiv har “Ilya” og hans kammerater grebet til våben mod det russiske militær og træner til kamp. Ilya, som på grund af den stigende vold må skjule sin identitet, er anarkist, og flygtede fra politisk forfølgelse i et naboland. Han har besluttet sig for at modsætte sig den russiske invasion. Sammen med andre anarkister, demokratiske socialister, anti-fascister og andre venstreorienterede fra Ukraine – samt internationale støtter – har Ilya tilsluttet sig en af de ’Territoriale Forsvarsenheder’, der fungerer som frivillige militser under det ukrainske militær, men med en vis grad af autonomi.

“Når fjenden angriber dig, er det meget svært at indtage et pacifistisk antikrigs-synspunkt, man bliver nødt til at forsvare sig selv”

Ilya, ukrainsk anarkist

Via støtte fra en alliance af støttegrupper og frivillige med civile opgaver, har de antiautoritære deres egne ‘internationale delinger’ inden for den territoriale forsvarsstruktur, og ifølge en gruppe, der kalder sig Modstandskomitteen – fundraiser de forsyninger.

“Når fjenden angriber dig, er det meget svært at indtage et pacifistisk antikrigs-synspunkt, man bliver nødt til at forsvare sig selv,” siger Ilya i et interview med Truthout.

Sheliazhenko og Ilya’s modsatrettede holdninger illustrerer de besværlige og ofte ekstremt begrænsede valgmuligheder for aktivister og progressive bevægelser i Ukraine. Det er værd at bemærke, at deres forskellige synspunkter på spørgsmål om selvforsvar og voldens rolle i politik har ført dem til at engagere sig i aktive kampe, der snarere understøtter end konflikter med hinanden.

Frygt for russiske tilstande

Ilya og hans kammerater nærer ingen illusioner angående den ukrainske stat, som han kalder “fuld af åbenlyse mangler og en masse rådne systemer.” Ikke desto mindre har Ukraine, Rusland og pro-russiske separatister i det østlige Ukraine været involveret i en lavintens krig siden 2014. Som mange andre på venstrefløjen ser Ilya “russisk imperialistisk aggression” – som kunne føre til et brutalt og autoritært styre på linje med Putins – som den største trussel i øjeblikket.

Ukraine er godt nok ikke et velfungerende demokrati, men antiautoritære aktivister siger, at landets problemer ikke vil blive løst af russisk indblanding og de utroligt undertrykkende politiske forhold, der følger deraf. I Rusland trodser demonstranter i øjeblikket en brutal politi-undertrykkelse, og risikerer langvarige fængselsstraffe for at demonstrere mod krigen.

“Der er en bred antikrigsbevægelse under opsejling i Rusland, og den hilser jeg selvfølgelig velkommen. Her vælger de fleste progressive, socialister, venstreorienterede og libertære bevægelser side imod den russiske aggression, uden at det nødvendigvis betyder, at man stiller sig solidarisk med den ukrainske stat,” siger Ilya.

Sheliazhenko bebrejder højreorienterede nationalister på begge sider for den drabelige krig, der allerede har ført til hundreder og sandsynligvis tusinder af civile tab. Sheliazhenko og andre fredsaktivister blev dox’et eller “blacklistede” som forrædere på en ukrainsk højrefløjshjemmeside for deres modstand mod krig med Rusland, herefter blev de overfaldet af nynazister på gaden. Til trods for det fastslår hun, at væksten af fascistiske grupper og ultranationalister på det yderste højre efter Maidan opstanden, der afsatte en pro-russisk præsident i Ukraine i 2014, ikke er nogen undskyldning for den blodige russiske invasion, som Putin har sat i værk.

“Den nuværende krise har en lang forhistorie, med dårlig opførsel fra alles side. Det har medført en attitude om, at ‘vi, englene, kan gøre som vi vil’, og at ‘de, dæmonerne, må lide for deres hæslighed’. Det kommer kun til at føre til yderligere eskalering, der ikke kan udelukke et atomragnarok. Sandheden vil hjælpe alle sider med at falde til ro og forhandle fred,” siger Sheliazhenko.

Overlevelse under krigen

Selv om mange civile har meldt sig frivilligt til at kæmpe med det ukrainske militær, er der mens krigen går ind i sin anden uge, meget for aktivister at gøre udover at kæmpe mod russerne. Ilya fortæller at “civie frivillige” hjælper familier med at flygte fra volden, taler med medier i resten af verden, støtter familierne til modstandskæmperne, samler donationer og forsyninger og yder støtte til dem, der kommer tilbage fra frontlinjen. Fagforeninger organiserer i øjeblikket ressourcer såsom fødevarer, og hjælper flygtninge fra det østlige Ukraine til det vestlige eller til nabolande, som Polen.

De frivillige kommer fra en bred vifte af politiske baggrunde, men for anarkister som Ilya tilbyder deltagelsen i modstanden en mulighed for at øge venstreorienteredes evne til at påvirke politik og social udvikling nu – og efter krigen. Græsrods-selvorganiseringer, der yder gensidig hjælp og statsuafhængig modstand dukker også op overalt, som et overlevelsesredskab.

“Uden investeringer i udviklingen af en fredskultur og fredsuddannelse af befolkningen, så vil vi ikke opnå virkelig fred.”

Yurij, ukrainsk fredsaktivist

I mellemtiden fortsætter Sheliazhenko og de spredte fredsaktivister modstanden mod den tvungne militærtjeneste med taktikker, som inkluderer ikke-voldelig civil ulydighed. Sheliazhenko fortæller, at mænd mellem 18 og 60 bliver “nægtet bevægelsesfrihed” og ikke engang kan leje et hotelværelse uden godkendelse fra militæret.

Sheliazhenko oplyser, at bureaukratiske spidsfindigheder og diskriminerende alternativer til militærtjeneste forhindrer selv de religiøse fra at samvittighedsnægte deres værnepligt. Aktivister i USA bør kræve en evakuering af alle civile fra konfliktzoner uafhængigt af race, køn eller alder og bidrag til hjælpeorganisationer, der ikke bringer flere våben ind i Ukraine, som kan eskalere konflikten, tilføjer hun. Det USA-støttede NATO har allerede forsynet militæret så rigeligt med våben, og Ukraines mulige NATO-medlemsskab var i forvejen et afgørende påskud for krigen.

“Uden investeringer i udviklingen af en fredskultur og fredsuddannelse af befolkningen, så vil vi ikke opnå virkelig fred,” slutter Sheliazhenko.

Udgivet i samarbejde med Truthout: War Is Forcing Ukrainian Leftists to Make Difficult Decisions About Violence. Oversat af Peter Saxtrup Nielsen for Solidaritet.