Kriminalisering af den politiske kunst

8 min. læsetid

Kriminaliseringen af kunsten fortsætter i vores nabolande. Nu er den gal i Tyskland, hvor en kunstgruppe i over et år er blevet efterforsket som terrorister på grund af et AfD-kritisk kunstværk. Laura Luise Schultz skriver i dagens Signatur om endnu en sag, hvor mulighederne for at udøve politisk kunst er under pres.


Af Laura Luise Schultz

I sidste måned skrev jeg om den absurde sag, hvor en gruppe scenekunstnere i Oslo blev anklaget af norske toppolitikere – herunder statsministeren og justitsministeren – for at deres forestilling Ways of Seeing skulle være årsag til en række attentatforsøg på justitsministerens hjem. Kunstnerne blev sågar sigtet og efterforsket af politiet. Angrebene på justitsministerens hjem viste sig siden at være iscenesat af justitsministerens egen samlever med henblik på at miskreditere kunstnerne. Hun er nu sigtet for ikke mindre end syv forhold, mens justitsministeren er trådt tilbage. Sigtelserne mod kunstnerne er frafaldet.

Man kan næsten ikke tro det, men i mellemtiden udspiller der sig en endnu mere alvorlig sag i Tyskland. Statsadvokaten i delstaten Thüringen har gennem 16 måneder efterforsket kunstgruppen Centrum for Politisk Skønhed (ty. Zentrum für politische Schönheit). Gruppen, der forkortes ZPS, er blevet efterforsket efter en paragraf om kriminelle organisationer, der normalt anvendes mod organiseret bande- og narkokriminalitet samt international terrorisme.

Tilbage i januar 2017 udtalte Björn Höcke, der er leder af det højre-ekstreme parti Alternative für Deutschland (AfD) i delstaten Thüringen, at det berlinske mindesmærke for ofrene for Holocaust var en skændsel for Tyskland – et skammens monument. I november samme år opførte kunstgruppen ZPS derfor en såkaldt ”udvidelse” af det berlinske Holocaust-mindesmærke i mindre skala på grunden over for Höckes hjem i landsbyen Bornhagen i Thüringen. Höcke har gentagne gange refereret til Bornhagen som sit refugium og sin ”Bulderby,” og han tog det ganske ilde op, at han nu måtte kigge ud på en aflægger af det berlinske Holocaust-monument.

Kunstnergruppen ZPS overvåger Björn Höcke fra det højreekstreme Alternative Für Deutschland. Foto: ZPS

Nationalsocialistisk Undergrund

Mindesmærket i Bornhagen udgøres af 24 rektangulære blokke i ”teater-beton.” Samtidig med opstillingen annoncerede ZPS på en Youtube-video, at de havde nedsat en såkaldt ”civil efterretningstjeneste” som ville overvåge Höcke døgnet rundt. Det var ifølge kunstnerne nødvendigt, fordi den eksisterende efterretningstjeneste i Thüringen i årevis havde dækket over den nazistiske organisation NSU (Nationalsocialistisk Undergrund), der mellem 2000 og 2007 myrdede 9 indvandrere og en politibetjent. Meget tyder på, at NSU blev beskyttet af kræfter i politi og retsvæsen. Man kunne derfor ifølge kunstnerne ikke regne med, at den officielle efterretningstjeneste rent faktisk ville beskytte landet mod højre-ekstremister.

ZPS-kunstnerne optrådte på den tydeligt iscenesatte Youtube-video i trenchcoats og herrehatte som en parodi på en dårlig spionfilm fra den kolde krig. Dertil ser man en Chewbacca-agtig figur i krølhåret camouflagedragt med overdimensioneret kikkert. På trods af at videoen fremstår klart satirisk, har initiativtageren til projektet, Phillipp Ruch, været igennem adskillige sagsanlæg i den anledning. Anklagerne spænder fra krav om polititilhold mod Ruch fra Höckes hustru til anklager om forsøg på at anvende tvang over for Björn Höcke. Alle sager er hidtil frafaldet eller vundet af ZPS, og landsretten i Köln fastslog allerede i februar 2018, at aktionen var dækket af den kunstneriske frihed.

Trods dette afslørede en tilfældig forespørgsel fra partiet Die Linke i lokalparlamentet i Thüringen i slutningen af marts 2019 – over et år efter frifindelsen i Köln – at efterforskningen af Philipp Ruch fortsat var i gang. Ruchs navn dukkede op på en liste sammen med bl.a. IS-sympatisører og Holocaust-benægtere. Han blev efterforsket efter en paragraf, der overskrider alle borgerrettigheder og giver ret til udvidet overvågning af den mistænkte. Det er helt uhørt og uset, at en kunstner efterforskes efter denne paragraf.

Video fra ZPS-aktionen mod Bernd Höcke

Politisk stillingtagen

Hvis man følger gangen i begivenhederne, tegner der sig et mønster, hvor politikernes retorik har været med til at gøde jorden for den retslige forfølgelse. Efterforskningen igangsættes få dage efter, at Björn Höcke har hævdet i en offentlig tale, at ZPS ikke er kunstnere, men en terroristisk organisation – en formulering, der er taget direkte ud af den paragraf, Ruch efterforskes efter. Men også mindre radikale politikere har gødet grunden for den uretmæssige efterforskning. Fra CDU-præsidenten for Thüringens parlament, Christian Carius, til delstatens fungerende justitsminister, Dieter Lauinger fra De Grønne, har politikerne taget stilling mod kunstnerne og til fordel for Höcke og statsadvokat Martin Zschächner. Zschächner, som stod bag den formentlig ulovlige efterforskning, har tætte bånd til AfD og er berygtet for at se igennem fingre med højre-ekstremistiske overgreb og lovovertrædelser.

ZPS-kunstnernes Holocaust-aktion fandt sted i samarbejde med Maxim Gorki-teatret i Berlin. I et åbent brev, underskrevet af 145 fremtrædende kulturpersonligheder, tager direktøren for Gorki-teatret, Shermin Langhoff, afstand fra kriminaliseringen af den kritiske kunst. Brevskriverne forlanger en undskyldning fra de ansvarlige politikere og kræver, at justitsminister Lauinger fremover forhindrer lignende sager i Thüringen. Efter voldsomt pres er efterforskningen af Ruch nu ophævet, og Martin Zschächner har fået andre opgaver. En politiker fra Die Linke har politianmeldt Zschächner.

Holocaust-mindesmærke i landsbyen Bornhagen, med udsigt til AfD-leder Björn Höckes hus. Foto: ZPS

Black Box Parallellen

Set i et skandinavisk perspektiv er de mange paralleller mellem den tyske og den norske sag påfaldende. For det første kan det tyske værk ses som en inspiration til det norske. Vi har i begge værker at gøre med en kobling af overvågning og racisme, som blotlægges i en udnyttelse af sociale medier og digitale teknologier. Vi har i begge værker at gøre med et subtilt spil mellem virkelighed og fiktion. Men vi har også i begge tilfælde at gøre med politikere, som bevidst misfortolker værket og tager fiktionen for pålydende, samtidig med at de selv iscenesætter et politisk spin for at ramme kunstnerne og overdøve den reelle kritik, som værket udøver. Vi har i begge tilfælde set, hvordan kritikken af overvågning og racisme har resulteret i mere overvågning og decideret forfølgelse af kunstnerne.

Det er ikke mindst derfor, at sagerne er så vigtige. For mens kunstnerne beskæftiger sig med en principiel afdækning af mekanismerne i den kobling af overvågning og racisme, som den yderste højrefløj står for, så er andre grupper, der ytrer sig kritisk om konkrete politiske sager, i stadig højere grad udsat for pression fra politisk hold.

Også herhjemme har vi inden for de seneste uger set, hvordan Styrelsen for Undervisning og Kvalitet søgte at tvinge Ørestad Gymnasium til at udøve kollektiv afstraffelse af skolens elever, fordi de tillod sig at ytre deres mishag med en minister, hvis politik netop havde ført til fyring af flere af skolens lærere. Information kunne afdække, at ministeren formentlig har godkendt styrelsens fremgangsmåde – noget som hun skal svare på i et samråd d. 23. april. Senest kom det frem i Berlingske, at undervisningsministeriet har bedt PET om at registrere hændelsen. Hvilket virker helt ude af proportioner i lyset af, at der var tale om 16-19-årige gymnasieelever, der gjorde brug af deres grundlovssikrede forsamlingsfrihed på deres egen skole.

Ørestad Gymnasium var for nyligt genstand for en sag om ytringsfrihed vs. politisk kontrol, da undervisningsminister Merete Risager under et besøg blev mødt af protesterende elever. Laura Luise Schultz ser klare paralleler til sagen om Björn Höcke og ZPS. Foto: Wiki Commons

Det er meget svært at se andet, end at disse voldsomme overreaktioner mod helt legitim kritik af politikeres magtudøvelse, skal tjene til at skræmme kunstnere og unge fra at deltage kritisk i det demokratiske liv. Demokrati er vel ellers netop retten til at ytre sin uenighed og ikke kun sin enighed.

Det er klart, at vi har at gøre med kunstnere, der bevidst sår tvivl om, hvad der er fiktion, og hvad der er virkelighed. Men det gør de jo netop for at kunne pege på, hvordan politikerne iscenesætter sig selv og deres egen dagsorden. For at vise omfanget af den overvågning, vi frivilligt underkaster os gennem registre og overvågningsteknologier – mens vi himler op, når en gruppe kunstnere flytter ind på nabogrunden til en højreradikal politiker.

Der er tale om kunstnere, der går til grænsen for den gode opførsel – men det ændrer ikke ved, at netop kunsten må have en udstrakt grad af frihed, fordi den lader os se og erfare det, som ellers ikke er synligt i samfundet.

I Norge var det til alt held efterretningstjenesten PST, der gik ind og stoppede den forfølgelse af kunstnerne, som statsadvokaten havde pålagt politiet. Men det var teaterkunstnerne selv, der måtte påpege over for PST, at attentatforsøgene virkede iscenesatte. I Tyskland var det omvendt selve den kunstneriske satire over efterretningstjenesten, der blev påskuddet for at overvåge kunstnerne. Lad os håbe, at PET ligger tættere på den norske tjenestes tilgang til demokrati.


Laura Luise Schultz forsker og underviser i Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet. Hun arbejder både med aktuelle og aktivistiske former for kunst og teater. Hun ser kunst og kulturliv som vigtige steder at forsvare de demokratiske principper, og at levere modtræk til tidens forsøg på værdipolitisk styring af kulturområdet.