Borgerløn – en rød rose med blå torne

I august 2017 kom Erik Christensens bog »På vej til borgerløn«, senere på året Guy Standings »Basic Income: And How We Can Make It Happen«. Begge er velskrevne og klart strukturerede. Alternativet synes at erobre den parlamentariske dagsorden bl.a. med sit: »Baggrundsdokument for borgerløn«. Det var i foråret 2017 til behandling på partiets landsmøde. Man besluttede at arbejde videre med ideen. Det sker.

Enhedslisten har tidligere diskuteret borgerløn og afvist den Universelle Ubetingede Samfundssikrede Basisindkomst (UBI) som model. Et meget læseværdigt bidrag til debatten dengang er Jens Peter Kaj Jensen, Ulf V. Olsen, red: »Fra nødvendighed til frihed«, hvor Bruno Jerup i sit bidrag argumenterer for, at en ubetinget borgerløn aftrappes med stigende indkomst. Det kan ske i form af negativ indkomstskat, altså udbetaling fra skattevæsnet – aftrappet op til et vist indkomstniveau.

Fortalerne for UBI argumenterer for, at den forener et socialt retfærdigt lighedsprojekt med et individualistisk frihedsprojekt – og med dette venstrefløjen med den liberale højrefløj. Standing lover at være djævlens advokat, men bliver det aldrig. Ingen af skrifterne diskuterer de problemer, der er forbundet med UBI.

Enhedslisten skal igen ind i den politiske diskussion, men skal vi også med på vognen? Mit svar er hverken et ja eller nej, for UBI er en rød rose med blå torne. Spørgsmålet er, om vi kan udvikle en bedre model?

Opgør med formynderisk stat

Indførelse af borgerløn vil afbureaukratisere modtagelsen af overførselsindkomster. Den er velfærd uden det formynderi, som knytter sig til forsorgsstatens hjælp til værdigt trængende.

Overførselsindkomstmodtagere slipper for meningsløse ansøgninger, kurser, arbejdsprøvninger og ydmygelser. Ved at gøre borgerløn til en universel rettighed i lighed med folkepension er modtagerne af overførselsindkomst ikke længere stemplede.

Man kan endvidere se indkomsten fra borgerløn som en samfundsdividende. Det er i høj grad dem, der går forud for os, altså den fælles arv, og samfundet som helhed, der udgør grundlaget for skabelsen af værdierne. Ingen er reelt selvforsørgende. Skat bl.a. til finansiering af borgerløn er i virkeligheden ikke at tage borgernes egne penge op af deres lommer. Det er at aflevere det, som er arvet og skabt i fællesskab, tilbage til samfundet.

Det er nogles opfattelse, at borgerløn vil styrke klassekampen for bedre løn- og arbejdsvilkår. Det er ikke længere sultens slavehær, arbejdsgiverne er oppe imod. Det er muligt at vælge lønarbejdet fra.

Samfundssikret basisindkomst

Borgerløn i form af UBI indebærer:
at den gives til alle (voksne)
at den er uafhængig af indkomst, formue og anden forsørgelse
at der ikke knytter sig nogen form for aktivitets- og rådighedskrav
at den er tilstrækkelig til, at man på et beskedent niveau kan leve af den.

Borgerløn vil afskaffe fattigdom, hvis den sættes lig med fattigdomsgrænsen. Den blev i 2013 defineret som halvdelen af medianindkomsten, 8.600 kr. mdl. (Medianindkomsten er den indkomst, hvor 50 pct. af landets befolkning har en højere indkomst og 50 pct. en lavere). Den officielle fattigdomsgrænse blev afskaffet i 2015.

Borgerløn vil mindske uligheden og øge trygheden. Den vil forbedre livskvalitet og folkesundhed. Den vil sandsynligvis mindske fremmedfrygt og højreorienteret populisme, for alle er sikrede. Borgerløn giver større individuel frihed i form af større økonomisk uafhængighed af andre.

UBI er et ualmindelig dyrt politisk projekt – selv, når man modregner eksisterende overførselsindkomster og gevinsten ved afbureaukratisering, og gætter sig frem til sparede sundheds- og socialudgifter ved elimineringen af en række konsekvenser af fattigdom og socialt stress. Men naturligvis kan man ændre indkomstbeskatningen.

Borgerløn kan indføres i takt med den økonomiske vækst. Et konkret forslag er at etablere en art ØD-borgerlønsfond. Og borgerløn er heller ikke nødvendigvis et spørgsmål om alt eller intet.

En light-udgave vil være retten til et sabbatår med borgerløn f.eks. hvert syvende år. Det vil give mulighed for i et år at prioritere ikke-økonomiske aktiviteter, videreuddannelse eller for iværksættere at afprøve et projekt.

Midt i 1990’erne var der for en kort tid nogle borgerlønlignende arbejdsfordelingsinitiativer. Formålet var at nedbringe ikke mindst den høje ungdomsarbejdsløshed.

Én form var muligheden for et års orlov på dagpenge, bl.a. til uddannelse eller på formindsket sats til fornøjelse, hvis en arbejdsløs vikarierede i ens job. En anden form var den århusianske skraldemandsordning, hvor det eksisterende arbejde blev delt ved, at skraldemænd fik fri hver fjerde uge på dagpenge.

Disse ordninger kan repræsentere light-light-udgaver af borgerlønstanken. Det samme gælder de eksisterende ordninger for barsels- eller forældreorlov på dagpenge, der naturligvis kan udvides. Folkepension nærmer sig ægte borgerløn for ældre.

UBI betyder, at man står friere i prioriteringerne af sin tid. Man kan vælge erhvervsarbejdet i samfundsøkonomien helt fra og leve på et skrabet materielt niveau. Man kan vælge at supplere borgerlønnen med evt. lejlighedsvis erhvervsindkomst og på den måde erhverve sig en højere levefod. UBI kan ses som en sikring af prekariatets levevilkår.

Det er et åbent spørgsmål, om borgerløn vil mindske eller øge arbejdsudbuddet i samfundsøkonomien. Nogle vil vælge at leve på borgerløn og gå ned i tid. Omvendt vil gevinsten ved at tage lidt eller meget arbejde øges, da der ikke sker nogen form for modregning i overførselsindkomsten i den rene UBI. Jerup og andres billigere udgave af borgerløn i form af en aftrapning med voksende indkomst vil ændre dette. Jerups ordning imødekommer endvidere kritikken af, at borgerløn er et tilskud til også de højere indkomster.

Prekariat og køn

At borgerløn styrker kampen for bedre løn- og arbejdsvilkår kan til dels være et holdbart argument, når det handler om dårligt lønnet, monotont, kedeligt og beskidt lavstatusarbejde, idet man bedre kan vælge arbejdet fra. Omvendt vil en manglende modregning i overførselsindkomsten betyde, at der vil være en betydelig gevinst ved et dårligt og meget ringe betalt arbejde. Man finder sig i mere, idet man undgår det såkaldte paradoksproblem: At gevinsten ved et job svinder ind ved bortfald af overførselsindkomst og evt. sociale ydelser.

Argumentet, at borgerløn styrker klassekampen, holder slet ikke, når det handler om attraktive, kreative og karriereorienterede jobs, der i stort omfang udbydes på prekariatvilkår. Selv for de veluddannede hænger attraktive arbejdspladser ikke på træerne. Tværtimod! 30 pct. af de beskæftigede med en lang videregående uddannelse er i såkaldt atypisk beskæftigelse. Ulønnede praktikpladser, hvor »lønnen« kun er frynsegoder, at man kan skrive det på sit cv og blive dygtigere florerer allerede i dag. Arbejdsgivere kræver ekstra »interessetid«, hvor man arbejder gratis. I universitetsverdenen handler det om fritidsforskning, hvis man vil hænge på.

Elendige prekariatvilkår er udbredt i reklame-, design-, arkitekt-, film-, forlags-, og journalistbranchen. De gør sig gældende i universitetsverdenen og internationale organisationer. Vi finder det inden for hotel- og restaurationsområdet, på skønhedsklinikker, i forretninger m.m. Mange af sektorerne har en overvægt af kvinder, og det er sandsynligt, at de har de ringeste vilkår.

Arbejdsgivere kan med borgerlønnen argumentere for, at forsørgelsen sørger samfundet for. Mange klapper til af interesse og for en lyserød fremtidsdrøms skyld. At der er tale om overudbytning finansieret af samfundsdividenden, er vel en ganske god karakteristik. Andre vil karakterisere det som friheden til at blive i et job, man ikke kan leve af.

Kaster vi et feministisk blik på borgerlønnen, så er den heller ikke her rosen uden torne. Borgerløn cementerer kvinders manglende ligestilling og ligeværd. Groft sagt: Den er kvindeundertrykkende. Og det er ikke kun et spørgsmål om prekariatvilkår i erhvervssektorer med mange kvinder.
Er tidsklemmen smertefuld, så ligger det lige for, at det er kvinden, som trækker sig helt eller delvis fra erhvervsarbejdet. Borgerløn forvandler sig for nogle kvinder til husmoderløn. Nogle ser dog husmoderlønnen som social sikring og et herligt frit valg. Borgerløn gør det vanskeligt at forandre den fleksible barselsorlov på dagpenge til en fast kvote for typisk kvinde og mand, der kan tilskynde mænd til at tage mere barsel end i dag.

Borgerløn er i modstrid med en feminisme, der understreger ligestilling, uanset køn, i udøvelsen af forskellige typer aktiviteter, herunder erhvervsarbejde.

Naturligt at yde efter evne, men…

UBI strider mod den socialistiske moral, som skal gøre sig gældende, når vi når til samfundet, »hvor enhver yder efter evne og enhver får efter behov«.
Bag Marx’ formulering ligger en form for liberalistisk bytteteori. At få dækket sine behov er betinget af, at man yder efter sine evner. Marx hænger således fast i den patriarkalske »economic man« og hans naturlige dovenskab.

Den i vores samfund feministisk prægede gaveteori gør det klart, at det er naturligt for mennesket at yde efter evne. Frigørelse i form af borgerløn giver det muligheden for at udfolde sine prioriteter efter, hvad der er nyttigt og dækker dets behov, som via anerkendelsesbehovet er forbundet med samfundets behov. Og dog…

Borgerløn kan ikke mindst i vores samfund være en bekvem parkeringsplads for mennesker, der ikke umiddelbart kan bruges eller passer til arbejdsmarkedet. At deltage i samfundsøkonomien gennem et erhvervsarbejde er i dag forbundet med normalitet og anerkendelse, når man er i den arbejdsdygtige alder. Erhvervsarbejde skaber mening i tilværelsen. Også selv om nogle af dem »på bænken« højlydt benægter det. Men inderst inde…

En eller anden form for pligt til at bidrage til skabelsen af værdierne og anden aktivitet bør være en meningsskabende fælles norm. Den skal vel at mærke håndhæves uden det nuværende forsørgelsessystems brutalitet. Men skal den udelukkende bygge på moral? Kan den som venstrefløjsteoretikeren André Gorz forestiller sig bygge på en forpligtende dialog mellem samfund og borger?

UBI er bedre end det nuværende forsørgelsessystem, men der må være andre udveje? ■