Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
4. november. 2021

Kronik: Hvordan sætter vi pris på klimaet?

Der er brug for at regne den konkrete pris på CO2-udledningen ind i fremtidens projekter. Kun sådan får vi et realistisk billede af klimaprisen på alt fra kommunale børnehaver til Lynetteholmen, skriver BR-kandidat for Enhedslisten, Mikael Hertoft.

Illustration: Shutterstock

Alle kandidater til kommunalvalget har fået fire spørgsmål fra ”Klimakoalitionen”. Jeg er kandidat for Enhedslisten i København og har sagt ja til at besvare dem. Tre af spørgsmålene – som i virkeligheden er forslag – er i direkte forlængelse af Enhedslistens politik, nemlig 1) Kommunen skal give plads til mere vild natur – ved at beskytte de biologisk mest værdifulde arealer. 2) Forslaget om et borgerting, der virker som et godt redskab til at aktivere befolkningen, og 3) Forslaget om grønne arbejdspladser, også ja tak til dét.

Kommunale CO2-regninger

Det sidste spørgsmål/forslag var imidlertid interessant, men også problematisk, og fik mig til at tænke. Det lyder som følger: “Kommunen vælger grønne løsninger ved at indregne en pris på minimum 850 kroner pr. ton udledt CO2 i kommunens indkøb, forsyning og byggeri.”

Hvordan skal man gøre det i en kommune? Hvad betyder det, at der er en pris? Hvem skal betale, og hvem skal have pengene? Jeg skrev og spurgte Klimakoalitionen, nærmere bestemt Lærke Taidal, og fik at vide, at ”den interne CO2-pris, som vi kalder den, især er et instrument til at vælge mellem forskellige tilbud, når man har sendt et projekt eller et indkøb i udbud. Man skal således ikke betale CO2-prisen – det skal man først, når den landsdækkende CO2-afgift forhåbentlig snart bliver indført – den er blot en øvelse til at vise, hvilke løsninger, der kan betale sig i både en økonomisk og klimamæssig sammenhæng.”

“Skal staten have penge fra kommunerne? Det er nok en meget dårlig ide, som vil fremme centraliseringen i samfundet. Kommunerne skal tværtimod have meget mere rådighed over deres egen økonomi.”

Frederik Roland Sandby fra Klimakoalitionen har i en artikel i Altinget beskrevet ideen således: Kommunalforvaltningen står for den daglige drift og har til opgave at købe ansvarligt ind ved særligt at tage hensyn til forskellige forbehold, herunder særligt prisen. Det er dog byrådet, som er den politiske ledelse, og som bør vedtage, at der altid skal anvendes en intern CO2-pris på indkøb og projekter.

Når forvaltningen skal vurdere, om man skal købe et produkt med en høj CO2-forurening, så vil alternativer med en lav CO2-forurening være markant billigere, og denne forskel vil resultere i grønne indkøb eller projekter. Ligeledes vil samtlige projekter og indkøb, som forelægges byrådet, også skulle præsenteres med den indregnede CO2-pris. På denne måde vil også omkostningen for større projekter afspejle CO2-forureningen – og byrådspolitikerne vil kunne træffe et mere ansvarligt valg.

Som pædagogisk øvelse, kan en sådan prissætning være udmærket – og derfor kunne jeg også med god  samvittighed svare ja. Hvis kommunen skal bygge noget – fx en ny sportshal – så er CO2-prisen et argument for at vælge en løsning, der kræver mindre CO2 – så får man nogle penge oveni, som man så kan bruge til en mere klimavenlig løsning. Når man indregner en pris på CO2, så bliver det fx økonomisk fornuftigt at bygge den med solceller på taget.

Men i Klimakoalitionens forslag skal kommunen  også ”betale CO2-prisen når den landsdækkende afgift forhåbentlig snart bliver gennemført”. Men vent lige lidt: Kommunen skal betale, men til hvem og hvordan? CO2-prisen er en slags afgift. Skal staten have penge fra kommunerne? Det er nok en meget dårlig ide, som vil fremme centraliseringen i samfundet. Kommunerne skal tværtimod have meget mere rådighed over deres egen økonomi.

Sandby fra Klimakoalitionen foreslår også, at der er en bagatelgrænse på 50.000 kroner.

Køkkenet i en børnehave

Ideen om en pris satte gang i mine overvejelser om, hvordan vi rent praktisk får nedbragt CO2-forbruget. Lad os derfor bruge et konkret eksempel, som kan illustrere problemet: En kommunal børnehave med et køkken, der producerer mad til børnene.

Et normalt dansk køkken har er meget højere klimaaftryk end et vegansk køkken. Formentlig ligger de nuværende køkkener i daginstitutionerne i mange kommuner i den økologiske ende, da det er noget, der har været fokus på i mange år.

Men der er altså en CO2-besparelse ved at gå over til et vegansk eller bare vegetarisk køkken, der kan prissættes ved at sige, at man så sparer X ton CO2 af 850 kroner.

Men hvad så med det beløb man sparer? Her ville det være oplagt at lade det komme daginstitutionen selv til gode, som en slags grøn bonus, der kunne gå til øvrig drift, eller måske gives i ekstra løn til personale i køkkenet? Pengene kunne også bruges til andre klimatiltag, som fx solceller på taget til eget brug. I øvrigt er vegansk eller vegetarisk køkken billigere end et kød-køkken, så der er både en økonomisk og en klima-mæssig besparelse. En klimapris kan altså blive et redskab til at skabe opbakning fra ansatte, forældre og børn.

En sådan omlægning af børnehavens køkken kan ikke gennemføres uden opbakning fra forældrene og børnene.  Hvis familierne kan se, at energibesparelser leder til flere penge til andre ting i institutionen kan det føre til et større fællesskab omkring daginstitutionerne og  lokalt demokrati.

Her kommer vi ud i utopiske overvejelser om kommunalt demokrati  – måske ligefrem kommunesocialisme? Men der er jo kommunalvalg. Vi har brug for at vende de tunge, bureaukratiske kommunale apparater, så de bliver langt mere demokratiske og baseret på aktiv deltagelse af kommunens borgere.

Børnehaven Små-Land i Gødvad. Når der skal tænkes i klimaløsninger på kommunalplan, må både små løsninger til kommunens børnehaver – og store projekter som Lynetteholmen i København – afvejes i forhold til deres CO2-aftryk, skriver Mikael Hertfot. Foto: InVentilate

Det positive alternativ

Hvis man vil holde sig indenfor en kapitalistisk logik er afgifter på udledning af drivhusgasser omtrent det eneste effektive middel. Hvis det er dyrt at bruge fossile brændstoffer, eller at udlede metan fra et svinelandbrug, kan det (måske) presse udlederen til at skifte adfærd. Derfor er det også et redskab, venstrefløjen må gå ind for. Men det må gå hånd i hånd med sociale tiltag for at kompensere de fattige. Det nytter fx ikke at presse fattige folk i udkantsområder, så de ikke kan have en bil – med mindre de får et alternativ.

“Det nytter fx ikke at presse fattige folk i udkantsområder, så de ikke kan have en bil – med mindre de får et alternativ.”

Men der er også brug for tiltag af den socialistiske og fælles slags, hvor man laver planer for udviklingen, og gradvist indskrænker og forbyder skadelig klimaadfærd. Det element er helt fraværende i den klima-lovgivning, vi hidtil har set. En konkret pris på CO2 egner sig på den baggrund til at regulere private – men ikke det offentlige.

Det centrale redskab for den klimabevægelse, jeg selv er en del af, er at man kræver et nøjagtigt regnskab over drivhusgasser – en teknisk bogføring, så kommunen, men også private og statslige aktører ved med nøjagtighed, hvor meget CO2 dens forskellige aktiviteter udleder. 

Et sådant klimaregnskab skal ikke først og fremmest være økonomisk og omregnes i kroner og øre, men derimod måles direkte i tons udledt CO2 og metan – eller i hvor meget man kan mindske CO2-optaget. Hvis man fx rydder et grønt område til byggeri, skal politikerne og hele samfundet have at vide, hvordan det mindsker optaget af CO2, hvilket kræver tekniske løsninger. Et CO2-regnskab gør det også muligt at vurdere, om man skal rive noget ned for at bygge nyt – hvilket har et højt CO2-aftryk – eller om man skal renovere og bruge det gamle, og dermed skabe mindre aftryk. Med det regnskab i bagagen, kan vi systematisk begynde at omlægge vores samfund – inklusive kommunerne – til at være CO2-neutrale.

Klimabevægelsen må også her gå forrest ved at foretage beregninger af, hvor meget de forskellige aktiviteter faktisk udleder. Det gælder særligt projekter som Lynetteholmen, det vi hos Enhedslisten kæmper imod i København. Her skriger byggevanviddet på en ærlig opgørelse over, hvor mange tons CO2 den kunstige ø faktisk vil kræve, inklusive betonbyggeriet og opførelsen af en kæmpe havnetunnel.


Om skribenten

Mikael Hertoft

Mikael Hertoft

Mikael Hertoft er cand.mag i russisk og Øststatskunskab, medlem af hovedbestyrelsen i Enhedslisten, og arbejder som underviser i dansk som andetsprog. Læs mere