Kronik: Sådan ser du gennem Jeppe Kofods røgslør i debatten om EU-Mercosur-aftalen

Den 3. marts skrev Global Aktion og NOAH i Ræson, at udenrigsminister Jeppe Kofod vildleder i debatten om EU´s handelsaftale med Mercosur-blokken. Det er korrekt. Ministerens taktik er helt klart at undgå diskussionen om handelsaftalens konkrete indhold. I stedet benytter han nyliberale floskler om ‘handelspolitik’ sammen med en skarpt kritiseret rapport fra London School of Economics som skjold.

Man kan nemt blive forført af Kofods simple argumenter. Her er din guide til at se gennem udenrigsministerens røgslør af argumenter for EU-Mercosur-aftalen.

Hvad indeholder EU-Mercosur-aftalen?

Først skal vi lige vi have præmissen på plads. For hvad indeholder den her aftale egentlig? Og hvorfor er den et problem?

EU´s handelsaftale med Mercosur lå i et færdigt udkast i juni 2019 efter 20 år med forhandlinger mellem parterne. Aftalen er den største i EU´s historie målt på mængden af handelsliberaliseringer. 91-92 pct. af den nuværende told og afgifter på varehandel mellem de to parter fjernes med aftalen. Hovedpunkterne er, at landbrugsprodukter som oksekød og soja bliver lettere at eksportere fra Mercosur til EU, mens EU lettere kan sælge flere fossildrevne biler den anden vej.

“Alt i alt har man valgt at beskytte økonomiske interesser hårdere end klima, menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder.”

En lang række NGO´er har kritiseret aftalens fatale klimakonsekvenser. Eksempelvis påviser NGO’en GRAIN, at Mercosur-aftalen vil øge CO2-udslippet fra alene syv landbrugsprodukter med 8.7 tons årligt. Det vil øge CO2-udledningerne forbundet med disse produkter med 34 %. Der er tale om produkter, som i forvejen har stort klimaaftryk.

Samtidig følger der en stor mængde forøget afskovningen af Amazonas´ vitale økosystem. Den grønne tænketank, Veblen Institute, har beregnet, at aftalen vil lede til en 25 pct. forøgelse af afskovningen i Amazonas årligt over de næste seks år. Det er på et tidspunkt, hvor afskovningen i Amazonas sidste år var på sit højeste niveau i 12 år.

Og så er vi ikke engang kommet ind på den kritik, som menneskerettighedsorganisationer og fagbevægelsen har fremført. Kort sagt er kritikken, at oprindelige folks rettigheder ikke er beskyttet, og at internationale konventioner om arbejdstagerrettigheder ikke er implementeret tilstrækkeligt i aftalen.

Bedre end ingenting?

Kofods første argument er en gammel kending: Mercosur-aftalen er ikke perfekt, men det er et skridt i den rigtige retning og derfor bedre end ingenting. Det er ikke korrekt, at aftalen er et skridt i den rigtige retning. Aftalen liberaliserer handlen med produkter, der har afskovning og markant forøgelse af CO2-udledninger som konsekvens. Mercosur-aftalen er derfor et aktivt skridt i den forkerte retning for klimaet.

• Mercosur er en forkortelse for ‘Mercado Comum do Sul’ – Det sydlige fællesmarked
• Med i aftalen er Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay. Venezuela er medlem, men blev i december 2016 suspenderet fra samarbejdet
• EU’s nye handelsaftale med de fire latinamerikanske lande fjerner bl.a. størstedelen af tolden på EU’s eksport til landene. Hertil kommer en aftale om beskyttelse af en række europæiske varemærker som Comté-ost og Parmaskinke

+

Eksempelvis forøger aftalen kvoten af oksekød, som Mercosur kan eksportere til EU fra 200.000 tons årligt til 299.000 tons. Det er altså en forøgelse på næsten 50 pct. Sammenhængen mellem kvægdrift og afskovning er stor, hvorfor aftalen naturligt nok vil medføre forøget afskovning. Læg dertil, at handel med andre varer, der leder til afskovning, også liberaliseres. Det gælder for soja, sukker og ætanol.

Kofods andet argument går på, at alle EU´s bæredygtighedskapitler er ‘juridisk bindende og underlagt tvistbilæggelse’. Nu bliver det mere teknisk, men hold godt fast, for det er vigtigt. Udenrigsministeren forsvarer EU-Mercosur-aftalen med, at alle dele er underlagt tvistbilæggelse. Det vil sige, at lever en part ikke op til bestemmelser i aftalen, så kan den anden part indbringe det for en uafhængig voldgiftsdomstol, der skal vurdere klagen.

Det har ministeren ret i. Bæredygtighedskapitlet i aftalen, der indeholder klima, oprindelige folks rettigheder og arbejdstageragtigheder, er underlagt tvistbilæggelse. Problemet er bare, at man bevidst har gjort bæredygtighedskapitlets tvistbilæggelse svagere end for resten aftalen. Konsekvensen er nemlig nedsættelse af en ekspertkommission, som skal skrive rapporter om tvisten. Parterne bindes dog reelt ikke til at gøre noget som helst.

Dermed har man gjort håndtaget svagere end for de økonomiske dele af aftalen. For hvis en part bryder med de øvrige bestemmelser i aftalen, så kan det i sidste ende lede til økonomiske sanktioner. Alt i alt har man valgt at beskytte økonomiske interesser hårdere end klima, menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder. Kofods tredje argument går på, at ‘hvis alt skal være perfekt, før vi kan handle med andre lande, så kommer vi slet ikke til at handle med nogen, og så kommer vi heller ikke til at forbedre noget som helst.’

Ministeren rejser faktisk en relevant diskussion: Hvornår overtræder man den røde linje, der gør, at vi ikke skal handle med modparten? Svaret må komme an på en konkret diskussion af indholdet af diverse handelsaftaler. En rettesnor bør være, om der er taget højde for tre nøgleområder: Klima, arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder.

EU har en enorm muskel i handelspolitikken. Det europæiske marked er fyldt med en masse rige forbrugere. Den muskel skal bruges til at sikre hård lovgivning ift. nøgleelementer i handelsaftaler. Sker det ikke, som i tilfældet med Mercosur-aftalen, så udnytter vi bare vores handelspartnere til billig adgang til produkter, i stedet for at udbrede grøn omstilling og høje levestandarder. Så nej, alt skal ikke nødvendigvis være perfekt. Men det skal være skridt i den rigtige retning på nøgleområderne.

Kofods fjerde argument handler om klimaet; ‘Vi kommer snart til at revidere EU´s handelsstrategi og evaluere 18-punkts-planen fra 2018 for bæredygtig handel ift. hvilke redskaber og mekanismer, vi skal have i handelsaftaler.’ Det er jo helt fint, at EU begynder at mærke presset. især fra de grønne aktivister. Men det er grundlæggende et hult argument i diskussionen om en aktuel handelsaftale, at de i kommende handelsaftaler måske bliver bedre i fremtiden. Vores svar er, at vi skal genforhandle aftalen med Mercosur efter en revision af EU´s handelspolitik (såfremt revisionen er en markant forbedring).

Kofods femte argument er, at aftalen sikrer bedre adgang til grøn teknologi for Mercosur-landene. Det er helt korrekt, og det er et også et godt element i aftalen. Det skal dog siges, at Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, ikke ligner en mand, der snart står klar med en stor infrastrukturplan for vedvarende energi.

Når man på samme tid liberaliserer eksport af hhv. grøn teknologi og fossildrevne biler, så vil det umiddelbart være det sorte, der først finder anvendelse. Grøn teknologi skal implementeres og infrastruktur skal opbygges. Det kræver politisk vilje. Det output findes først i fremtiden. Fossile benzin- og dieselbiler kan sættes på vejene med det samme.

Flere tynde argumenter og nyliberale myter

Kofods sjette argument bygger på en klassiker fra den økonomisk udprægede tænkning: ”Aftalen vil gavne små og mellemstore virksomheder i Sydamerika og løfte millioner af mennesker ud af fattigdom.” Her kommer den store nyliberale myte om handelspolitikkens universelle godhed frem i lyset. Men der er ikke beviser for, at det passer.

I føromtalte artikel i Ræson skriver NOAH og Global Aktion helt rigtigt: ”Der foreligger ingen empirisk evidens for, at frihandelsaftaler skulle være særligt gavnlige for mindre virksomheder. Tværtimod fandt et studie fra 2017 i tidsskriftet International Organization en markedskoncentrerende effekt af USA’s frihandelsaftaler, mens UNCTAD, FN’s konference for handel og udvikling, i deres årlige rapport fra 2018 primært identificerede negative konsekvenser for små og mellemstore virksomheder. De konkluderede, at bølgen af handelsliberalisering, som startede i 90’erne, først og fremmest har gavnet store multinationale virksomheder.

På trods af omfattende handelsliberalisering de sidste 40 år er det kun Kina og en række Sydøstasiatiske lande, som har reduceret deres fattigdom. Hvis man ser bort fra Kina, har niveauet af global ekstrem fattigdom ligget konstant siden opgørelser begyndte i 1981. At handelsliberalisering løfter mennesker ud af fattigdom er i strid med de sidste 40 års erfaringer.”

Kofods syvende og sidste argument er også bygget på et tyndt grundlag. Her bemærker udenrigsministeren, at en rapport fra London School of Economics viser, at der ikke forventes en øget afskovning som følge af Mercosur-aftalen. Kofod bruger ofte rapporten som sit skjold i forsvaret for EU-Mercosur-aftalen. Han glemmer dog at nævne, at konklusionerne omkring afskovning bygger på den forudsætning, at Brasilien genindfører den skovbeskyttelse, som var i stand i perioden 2004-2012. Og det er som sagt langt fra tilfældet.

Derudover kom EU´s ombudsmand den 19. marts med en hård kritik af brugen af rapporten i aftalens indgåelse. EU og Mercosur var nemlig enige om indholdet af handelsaftalen, inden rapporten forelå. Det er imod EU´s egne regler, fordi rapporten var den konsekvensanalyse, som skulle indgå som vidensgrundlag for forhandlingerne. Ifølge EU´s egne regler for handelspolitik, så skal konsekvensanalyser indgå som led i forhandlingerne, så man har et grundlag for at vurdere konsekvenserne. Det er en logisk måde at gøre det på, men EU har altså ikke overholdt sine egne regler på det her punkt.

Jeppe Kofod har masser af argumenter for sin tilslutning til EU-Mercosur-aftalen. Problemet er bare, at ingen af dem er gode. I hvert fald ikke hvis man sætter klima, menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder i centrum.