Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
19. september. 2021

Kronik: Sygeplejerskernes overenskomststridige strejker er ikke uden historisk fortilfælde

De arbejdsnedlæggende sygeplejersker indskriver sig i en lang tradition for faglig konflikt. Det er ikke gået lige godt hver gang, men har været en historisk kamp med både op- og nedture, skriver historiker Jesper Jørgensen og samfundsforsker Flemming Mikkelsen.

Yngre læger demonstrerer foran Akademikernes Centralorganisation (AC) i København for at vise deres utilfredshed med hovedorganisationens godkendelse af forligsmandens mæglingsskitse i april 1981 (Foto: Finn Svensson/Arbejdermuseet).
Artiklen tager cirka 5 minutter at læse.

I dækningen af sygeplejerskernes overenskomststridige strejker kan man få indtryk af, at de er helt uhørte og uden fortilfælde i de offentlige ansattes nyere historie. I Politiken kunne man læse: Sygeplejersker på Riget nedlægger arbejdet: »Det er usædvanligt. Jeg har ingen erindring om, at det er sket i nyere historie«. Men det er langt fra tilfældet. Det har vel nærmest mere være reglen end undtagelsen, at regeringsindgreb har kastet frustration og trods af sig.

“Hvis man ser tilbage til den seneste store strejkebølge fra slutningen af 1960’erne til midten af 1980’erne, var overenskomststridige strejker faktisk ganske hyppige.”

Hvis man ser tilbage til den seneste store strejkebølge fra slutningen af 1960’erne til midten af 1980’erne, var overenskomststridige strejker faktisk ganske hyppige. Her kan man bare kigge på ‘hospitalsarbejderne’, som de fagligt aktive på sygehusområdet kaldte sig den gang.

Fra midten af 1970’erne skete det typisk en håndfuld gange om året, at der på hospitaler rundt om i landet var arbejdsnedlæggelser i form af punktstrejker, demonstrationer, faglige møder, happenings, besættelser, kollektivt sygefravær og kollektive opsigelser. Og ligesom i dag med Foreningen af Danske Sygeplejersker organiserede aktivister sig i alternative netværk i opposition til deres egne forbund, som de mente var alt for systemtro.

Gennemgående var der mere eller mindre en konstant ulmende utilfredshed med nedskæringer, overbelægning og lønnen. Efter regeringens indgreb i overenskomstkonflikten i foråret 1985, de såkaldte Påskestrejker, var der flere overenskomststridige strejker over flere dage på landets sygehuse.

De offentlige ansattes faglige organisationer havde i løbet af 1970’erne udviklet sig fra standsforeninger til rigtige fagforeninger, der ikke veg tilbage for at gå ind i en konflikt, men også med radikaliserede medlemmer, der ikke nødvendigvis stillede sig tilfreds.

Fra balkon til barrikader

En måske lidt overset konflikt, der har lighedspunkter med sygeplejerskernes aktuelle strejker, er de ’yngre lægers’ strejke i 1981. Indtil da havde de kun deltaget i enkelte spredte konflikter af mere henholdende og demonstrativ art såsom arbejd-efter-reglen og faglige møder. De var endnu nye spillere på banen for arbejdskonflikter.

Som optakt til overenskomstforhandlingerne i 1981, lagde Foreningen af Yngre Læger (FaYL) ud med at konstatere, at de yngre læger stod overfor en perlerække af store problemer. De overenskomstmæssige krav kom således til at lyde på bl.a. lønforhøjelse, en 40-timers arbejdsuge (en normalisering) og oprettelse af flere stillinger.

Situationen var som ofte svær. De offentlige arbejdsgivere var modsat indstillet på besparelser, og på det private arbejdsmarked var der senest kun opnået beskedne lønmæssige forbedringer.

FaYL var både lokalt og centralt vel forberedt på en konfliktsituation. Koordineret med hovedorganisationen Akademikernes Centralorganisation (AC) m.fl. blev der udsendt konfliktvarsel for 600 læger fordelt på 2-3 sygehuse i hvert amt. Endvidere var der udarbejdet ”optrapningsvarsel” for yderligere ca. 200 yngre læger.

Arbejdsløse yngre læger demonstrerer og laver happenings i Aarhus i marts 1981. De to læger ”undersøger” amtsrådsforeningens formand, Per Kaalunds hjerne og finder ingen aktivitet (Foto: Lasse Nielsen/Arbejdermuseet).

Konflikt og stor skuffelse

Allerede fra starten af januar 1981 blev der afholdt en del ”varmestue”-møder for arbejdsløse læger om overenskomstforhandlingerne. I Aarhus samledes arbejdsløse læger sig endda til et større optog og happenings, og optil den forestående konflikt, der kunne træde i kraft den 1. april, blev der organiseret en lang række af faglige møder på landets sygehuse.

Den store mødeaktivitet udtrykte støtte til FaYL’s overenskomstkrav og demonstrerede en villighed til om nødvendigt at indlede en konflikt. Før det blev aktuelt, udsatte forligsmanden arbejdsstandsningen til den 17. april, og samtidig havde de offentlige arbejdsgivere varslet lockout for ca. 18.000 AC-medlemmer heraf 630 reservelæger fra den 1. maj.

Reaktionen udeblev ikke. Over hele landet gik reservelægerne til faglige møder den 1. april, og der indløb støtteerklæringer til FaYL fra forskellige sider. Den 14. april offentliggjorde forligsmanden sit mæglingsforslag. Det afvistes af FaYL’s bestyrelse og blev fulgt op af flere faglige møder den 14. og 15. april. Forslaget blev sendt til urafstemning i AC’s medlemsorganisationer, der med et knebent flertal på 55 % stemte ”ja”. Derimod havde FaYL’s medlemmer med 98,3 % ”nej”-stemmer og en stemmeprocent på 90,1 % klart tilkendegivet en afstandtagen til mæglingsforslaget.

Fra mandag 8. maj fraskrev ”næsten alle yngre læger” sig deres autorisation som læge og gik i strejke.

Bod og bedring

Arbejdet blev genoptaget lørdag 23. maj. Omkostningerne for de yngre læger var i først omgang store. Den 20. maj trådte FaYL’s bestyrelse tilbage. Dels forbi de ikke havde kunnet afværge den omfattende konflikt, og dels fordi man trods kraftige henstillinger ikke kunne få medlemmerne til at stoppe den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse og genoptage arbejdet. Bestyrelsen udtalte, at de ”måtte tænke på foreningens fremtidige troværdighed og ansvarlighed”. Dertil idømte Arbejdsretten de yngre læger en bod på 10 millioner kroner.

“Resultatet viste, at det kan være dyrt at strejke overenskomststridigt. En noget smadret fagforening og en stor bøde var resultatet for de yngre læger i 1981”

Resultatet viste, at det kan være dyrt at strejke overenskomststridigt. En noget smadret fagforening og en stor bøde var resultatet for de yngre læger i 1981. Men også dyrt for arbejdsgiverne, der fik en masse utilfredse læger.

På den anden side kan det tabte bygges op igen og resultaterne kan vise sig på lidt længere sigt. Allerede i de efterfølgende forhandlinger om fortolkningen af aftalen i de følgende måneder, fik de yngre læger faktisk hentet gode resultater hjem. I dag, 40 år efter de yngre læger var på barrikaderne for første gang, går det tilsyneladende meget godt. Det er i hvert fald ikke meget støtte, sygeplejerskerne har fået fra den kant.

Selvom det måske er en ringe trøst for de strejkende sygeplejersker, der kan se frem til lang tids bidrag til strejkekassen, og som kan risikere at få en regning fra Arbejdsretten, er det relevant at huske på, at de overenskomststridige strejker inden for hospitalssektoren ikke er uden fortilfælde.


Om skribenten

Flemming Mikkelsen

Flemming Mikkelsen

Flemming Mikkelsen er samfundsforsker, dr.scient.pol. Læs mere

Om skribenten

Jesper Jørgensen

Jesper Jørgensen

Jesper Jørgensen er historiker og ansat som arkivar på Arbejdermuseet.   Læs mere