Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
19. december. 2021

Kronik: Venstrereformisme, sociale revolutioner – eller noget helt tredje?

Økonomiprofessor Gorm Winther går tre søndage i dybden med Pelle Dragsteds bog Nordisk Socialisme. I anden del undersøger han revolution, reformisme – og en mulig tredje vej.

Socialdemokratisk reformpolitik eller socialistisk revolution? Pelle Dragsteds ‘nordiske socialisme’ befinder sig et sted imellem de to, mener Gorm Winther. Illustration: Solidaritet.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

I et af de sidste afsnit i Pelle Dragsteds bog om Nordisk Socialisme, tegnes et optimistisk billede af den mobilisering af folkelige kræfter, der skal til, for at hans tanker kan føres ud i livet. Det skal i den forbindelse ikke glemmes, at udviklingen og debatterne om andelsvirksomheder, medarbejderejede og medarbejderstyrede virksomheder er foregået i bølger siden Socialdemokratiets barndom – uden at det afgørende har ændret samfundsøkonomien.

Er Nordisk Socialisme SF i 1980’erne?

Vi er nu inde i en fornyet bølge under overskriften ‘erhvervsdemokratiske virksomheder’. Regeringen har inspireret af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti nedsat et ekspertudvalg, og der er afsat penge på finansloven. Dragsteds værk er en ud af flere publikationer omkring den demokratiske økonomi (Bech Poulsen og Westermann, 2018, Pinstrup Jørgensen, 2020). Der synes i dag at være en bred politisk enighed om det ønskværdige i at fremme erhvervsdemokratiet – hvor samtlige partier bakker op om ideen fremmet af Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti (Beslutningsforslag B99, 2020). Der har været en del formidling omkring ideen i dagspressen og andre medier. Workshops og møder afholdes – Men ikke desto mindre har initiativerne og opbakningen fortsat ikke befolkningens store bevågenhed. 

“Problemet med venstrefløjens identitetspolitiske profil i dag er, at en så væsentlig ting, som den nordiske demokratiske socialisme, Dragsted plæderer for, nemt drukner blandt enkeltstående isolerede kampe for at fremme minoriteters privilegier.”

I 1980’erne og 90’erne var der fortsat en del publikations-virksomhed, uden at det slog igennem på det folkelige plan. Fremfor de store ideologiske spørgsmål omkring revolution eller reformisme synes hovedvægten her mest lagt på empiriske casestudier og komparative studier af større stikprøver af helt eller delvist medarbejderejede virksomheder.

Man kunne lidt drillende spørge, om Dragsted er slået ind på den samme venstrereformistiske vej som den, der kendetegnede SF i 1980’erne. Denne venstrereformisme er beklageligvis forsvundet i dagens SF.  Livstils-socialisters identitetspolitiske bragesnak stikker sit ansigt frem i Aksel Larsens, Sigurd Ømans, Gert Petersens og Holger K. Nielsens gamle parti. SF gjorde sig i 1988 med et erhvervspolitisk program og en række beslutningsforslag i Folketinget også til fortaler for en demokratisk økonomi gennem medarbejder-ejede og -styrede virksomheder, virksomhedsråd i statens virksomheder og institutioner samt et ØD/VD forslag med vetoret for lønmodtagere i forhold til alle beslutninger om traditionelle virksomheders drift, taktik og planlægning (Beslutningsforslag, 1988, SFs erhvervspolitiske program, 1988). SFs mange initiativer til trods var der over en bred kam blandt partierne en modstand mod beslutningsforslagene.

Problemet med venstrefløjens identitetspolitiske profil i dag er, at en så væsentlig ting, som den nordiske demokratiske socialisme Dragsted plæderer for, nemt drukner blandt enkeltstående isolerede kampe for at fremme minoriteters privilegier. Hvem husker ikke vaniljemanden fra Tørsleff, is med eskimoiske træk og andre lignende debatter.

Det er her ikke nok at sikre og befæste rettigheder, minoritetsgrupper allerede har. Man ender som i USA i højredrejet wokeness og politisk korrekthed. Dragsted afviser, at der skulle være en modsætning mellem ”værdikonservative socialister”, der står fast på ideologi, kapitalismekritik, klassemodsætninger og kampen for et andet samfund på den ene side, og så på den anden side de socialliberale livsstilssocialister, der sætter identitetspolitikken i højsædet. Den slags ligner ”strudsepolitik”, for det er næppe tilrådeligt at ignorere identitetspolitikkens skadelige virkninger, når det kommer til mobiliseringen for at udvide det politiske og sociale demokrati til det økonomiske liv. Mobiliseringen af befolkningen og fremfor alt venstrefløjen for en demokratisering af økonomien bliver beklageligvis uvæsentlig, når de identitetspolitiske, småborgerlige trendsættere skal markere det, Die Linke’s medlem af den tyske Forbundsdag, Sarah Wagenknecht kalder selvretfærdighed.

Die Linke-politikeren Sahra Wagenknecht er blevet kritiseret for at være en ‘værdikonservativ socialist’. Hun har til gengæld kun ringeagt til overs for dét, hun mener er en selvretfærdig del af venstrefløjen, som er optaget af identitetspolitik. Foto: Steffi Loos / AFP.

Nordisk socialisme mellem to stole

Konceptualiseringen af begrebet social revolution forsvinder med Dragsteds understregning af, at et revolutionært systemskifte næppe er realistisk (side 157). Det antydes implicit, at den tredje vej baseret på en gradualistisk omkalfatring frem mod en demokratisk økonomi ikke er revolutionær. Revolutioner kan imidlertid foregå på listesko og være fredelige som i forbindelse med stavnsbåndets ophævelse eller det parlamentariske systemskifte i 1901. Hvad man ofte glemmer er, at en social revolution ifølge både Marx, Engels og senere Lenin sagtens kunne forløbe fredeligt: -Om den forløber fredeligt, afhænger af hvilke demokratiske, politiske institutioner, der er, og om et flertal kan bruge dem til en fredelig overgang til socialismen. Selvom mindre bataljer har fundet sted de sidste århundreder, kan man ikke sige, at der siden Skipper Clement og grevens fejde har været tale om en altomfattende, voldelig, social revolution i Danmark.

“Centralt i den nordiske socialisme-model står de demokratiske ejerformer, hvor Dragsted flere steder sætter sig mellem de to stole – den private kapital og staten.”

Mahatma Gandhis ikke-voldelige strategi viste, at en nogenlunde fredelig revolution med henblik på at forsvare befolkningens rettigheder i Indien kunne gennemføres med succes. Det samme gjorde Berlinmurens fald i 1989 og de såkaldte ”fløjlsrevolutioner” i etatistiske – statsliggjorte – regimer i Central- og Østeuropa. Kun i Rumænien forløb det voldeligt.

Centralt i den nordiske socialisme-model står de demokratiske ejerformer, hvor Dragsted flere steder sætter sig mellem de to stole – den private kapital og Staten. Problemformuleringen går her på, hvem der skal eje og styre virksomhederne? Hvem der skal træffe beslutninger om de basale økonomiske spørgsmål: –  Hvem der skal producere, hvad der skal produceres og til hvem, der skal produceres? Hvordan skal profitterne anvendes – skal der akkumuleres, eller skal man øge indkomsten pr. ansat? Det er de processuelle ansatser til en indvoksen i et demokratisk socialistisk system, og det er hermed egentlig også en fredelig revolutionær reformisme.

I denne diskussion synes Dragsted at bevæge sig ind i en form for statsforskrækkelse, der sikkert bunder i, at etatisme afstedkommer en række problemer, som man i øvrigt også kan støde på i private, store foretagender. Det ved Dragsted godt, også det får han med, og derfor er det, der ligner statsforskrækkelse, kun tilsyneladende.

Næste søndag vil jeg i den tredje og afsluttende artikel behandle spørgsmålet om væsensforskelle mellem etatisme og socialisme. Det væsentlige er nemlig ikke nationaliseringer og statseje – men samfundsmæssiggørelse og socialisering.


Om skribenten

Gorm Winther

Gorm Winther

Ph.D.cand.oecon. Professor emeritus ved Aalborg Universitet. Har blandt andet forsket i medarbejderaktieplaner i USA, kooperative og medarbejderejede virksomheder. Læs mere