Krystalkugle: Regeringsforhandlingerne og venstrefløjen

Når Lars Løkke trækker støtten til Mette Frederiksen som kongelig undersøger, handler det om, at han vil tage brodden af kritikken fra den øvrige højrefløj for at indgå i en ’rød’ regering. Når Troels Lund om lidt finder ud af, at det er umuligt at danne en blå regering, der forener Dansk Folkeparti og Moderaterne, vender Moderaterne tilbage til forhandlingerne med Socialdemokratiet.

Troels Lund kan sige, at han gjorde, hvad han kunne og skyde skylden på DF. Og med god ret, for DF er ude i et helt andet ærinde end normal, borgerlig politik – Messerschmidt er ude på at smadre den klassiske højrefløj på linje med de fremstormende europæiske højrepopulistiske partier.

Efter kollapset går Venstre i den opposition, der er en minimumsforudsætning for at genrejse partiet. Socialdemokraternes reaktioner har været så beherskede, at onde tunger taler om aftalt spil, fordi især Mette F hele tiden har villet en midterregering.

Men selvom Mette Frederiksen måske kan lokkes med endnu engang at blive statsminister, så vil deltagelse i en monster-midterregering uden SF være meget farligt spil for S ihukommende den engelske Labour-premierminister Aneurin Bevan, der om den politiske midte sagde: ”Vi ved godt, hvad der sker med dem, der holder sig midt på vejen. De bliver kørt over.”

Løkke og Mette Frederiksen kan så koncentrere sig om at arbejde videre på et regeringsgrundlag, som man kan præsentere for SF og De Radikale og de to forventede støttepartier, Enhedslisten og Alternativet, samt de nordatlantiske mandater.

En kommende SMSFRV-regering vil føre borgerlig økonomisk politik: S fordi man af princip er ’ansvarlig’ og vil magten for stort set enhver pris, Moderaterne og De Radikale af natur. Og når der ikke er et rødt-grønt flertal i Folketinget, har man den perfekte undskyldning for at føre denne politik.

På vigtige områder vil først og fremmest De Konservative og Venstre derfor udgøre en sådan regerings grundlag. Og Moderaterne kan med stor ret hævde, at man ikke er afhængig af Enhedslistens hovedbestyrelse.

S vil anstrenge sig for at holde SF i folden. Dels fordi man har brug for SF som modvægt til Moderaterne og De Radikale, dels fordi SF så som medskyldig er anbragt under det Per Hækkerupske ’ansvarets åg’, der kan slide på SF, så partiet ikke i samme grad udgør en trussel mod Socialdemokratiet. Som del af en regering kan SF jo dårligt stemme imod finansloven.

Socialdemokratiets socialdemokratiske arvtager

Kan venstrefløjen leve med dette scenarie? Langt hen ad vejen har alle tre partier – SF, Enhedslisten og Alternativet – med stor omhu undgået at fremsætte ultimative krav.

Socialdemokratiet vil derfor bruge de faktiske forhold i jernindustrien til at sminke ellers uspiselige kompromiser og direkte borgerlig politik med lidt kindrødt, så SF kan gå tilbage til baglandet og fremstille dem som indrømmelser. Måske kan det hele glide lidt nemmere ned for SF’s vælgere, hvis man fx imødekommer partiets krav om at genindføre store bededag. Ikke ved at genindføre den – men fx ved at gøre Grundlovsdag til en officiel fridag.

SF vil sandsynligvis så påtage sig rollen som Socialdemokatiets socialdemokratiske arvtager – og dermed også ”ansvarligheden” under devisen: Uden os ville det være blevet værre.

Alternativet vil formentlig fortsat være parlamentarisk grundlag for en sådan regering, fordi der hersker bred enighed mellem de forhandlende partier om, at der skal gøres noget ved drikkevandet og svineproduktionen.

De nordatlantiske mandater vil forvente, at der både i en kommende SMSFRV-regering og dens støttepartier er udbredt opbakning til en ombygning af rigsfællesskabet i retning af en ligestilling af de lande, der indgår i det.

Listens røde linjer

Hvorvidt Enhedslisten kan slippe så let afsted med det samme, er derimod et spørgsmål. Listen har hængt sin valgkamp op på kravet om dannelsen af en rød regering, men det kræver næsten umenneskelige kræfter at fremstille blå økonomisk politik som rød. Og hverken partiets top eller dets medlemmer ønsker som i Thorning regeringens tid, at en S-ledet regering endnu engang tager dets mandater for givne og så i øvrigt laver borgerlig politik.

Enhedslistens meget omtalte ’røde linjer’ er baseret på netop disse erfaringer, som Pelle Dragsted og partiets ledelse har lært af, og man går derfor efter noget, der i form ligner forståelsespapiret fra den første Mette Frederiksen-regering i 2019, som man mener gjorde, at man tog brodden af det værste af den socialdemokratiske regeringsførelse.

Enhedslisten har kun forhandlet med Socialdemokratiet, men mener, at der tegnede sig konturerne af en aftale, da Løkke undsagde Mette Frederiksen. Og selvom man indrømmer, at der er endog meget langt mellem partiet og Moderaterne, hvad angår den økonomiske politik, så fremhæver Pelle Dragsted, at Enhedslisten ingen religiøse holdninger har til knasterne i forhandlingerne og lader sig lede af brugbare og pragmatiske løsninger.

Ifølge Pelle Dragsted optræder hans parti ’frit og uafhængigt’ i forhandlingerne – en holdning, der nok kræver en konkret uddybelse, når det nu er så vigtigt at fremsætte den.

Efter Løkke havde meddelt, at han ikke længere pegede på Mette Frederiksen som undersøger, udtalte Pelle Dragsted i et interview i Danmarks Radio, at Løkke skulle komme tilbage til forhandlingsbordet for ’befolkningens skyld’.

På kort sig må det vel betyde, at Enhedslisten vil strække sig meget vidt for at undgå en monster-midterregering, også selvom Mette F bliver statsminister i en sådan. Men også at EL ser deltagelsen i regeringsforhandlingerne i et længere perspektiv, nemlig at forsøge at erstatte S som centrum-venstre folkeparti, hvor det ikke er ’klasse’, men ’folk’, der er det politiske subjekt.

Kan Enhedslisten ikke få sine røde linjer overholdt, går partiet i opposition – men uden at stemme imod en SMSFRV-regering. På den måde undgår man at påkalde sig især fagbevægelsens vrede og kan dække sig ind under det gamle VS-slogan om at gå ind for det mindste onde. Og det er måske ikke så dårligt endda.