Kunst, farver og skandaler – Anmeldelse af Ludvig Karsten-udstillingen “Rastløs” på Munch Museet i Oslo

Den norske maler Ludvig Karsten (1876-1926) blev uddannet hos bl.a. Christian Krogh i Oslo, på Kunstakademiet i München og hos Eugène Carriere og Henri Matisse i Paris.

I sit kunstneriske udgangspunkt tog Ludvig Karsten afsæt i forskellige strømninger; bl.a. neoimpressionisme og Edvard Munchs ekspressionisme. Men udover modernismen havde han samtidig forankring i en klassisk og realistisk tradition.

Hans stil udviklede sig også på baggrund af den norske koloristiske tradition, og han bidrog til udbredelsen af modernismen i Skandinavien, bl.a. i Danmark, hvor han boede i København over flere omgange samt i Skagen fra 1920.

Fra 1913-1917 var han gift med maleren Otto Haslunds datter, billedhuggeren Michaela (Misse) Haslund (1886-1943). Som kolorist ragede han op over samtidens modernister, og han bidrog til at ’løsrive farven fra motivet på en måde’, så hans kunst også nærmede sig et abstrakt ekspressivt udtryk.

Ludvig Karsten og skandalerne

Han var svær at sætte i bås og skiftede ofte stil og udtryk. Han var samtidig en rastløs og urolig type, der rejste Europa tyndt. Han var kendt for sit iltre og opfarende temperament, og han havde en sjælden evne til med sine skarpe og ondskabsfulde bemærkninger at spidde kunstnerkollegaer.

Den norske kunsthistoriker Henning Gran, som beskæftigede sig med de norske kunstnere i Italien, bemærkede: ’’Kun synet af Ludvig Karsten fik de andre Rom-farere til at tage benene på nakken.’’

Ludvig Karsten var altid mand for en god skandale. Han var gode venner med Edvard Munch, og i sommeren 1905 i Åsgård Strand i Munchs hus kom de op at diskutere i temmelig beruset tilstand; det endte i et voldsomt slagsmål, hvor de tumlede udenfor og væltede.

Munch rejste sig for at hente et gevær, men skuespilleren Worm-Müller – som heldigvis også var til stede – fik Karsten på benene og ført ham hurtigt ud gennem haveporten.

Selv om de to kunstnere ikke kom til at pleje den store omgang efter 1905, synes de alligevel at have haft et fortsat godt venskab. Munchs billeder ’Slagsmålet’, ’Ubuden Gæst’ og ’Fjendskab’ refererer til denne hændelse.

Der var også andre skandaler.

I 1902 røg han i slagsmål med den norske digter Nils Collett på kunstnercaféen Closerie des Lilas i Paris. Det gjorde, at Karsten i en periode blev lagt på is af de andre norske kunstnere.

I 1912 i København indtog Karsten, maleren Gudmund Hentze og kunsthandler Martin Grosell en bedre middag på Hotel Palads. Hovedbanegården havde indrettet en ventesal til varmestue for de hjemløse, så hvorfor skulle disse fattige stakler ikke også have en hyggelig aften? Så de tre muntre herrer overbragte dem 20 flasker snaps af mærket Ålborg.

Men akvavitten havde en voldsommere virkning end tiltænkt, og snart var varmestuen forvandlet til en slagmark med store materielle skader til følge. De måtte efterfølgende forfatte en erklæring og en uforbeholden undskyldning til pressen og betale for skaderne.

Fra min mormor Alise Karsten (Ludvig Karsten er min oldefar) har jeg fået overleveret en anden historie om Ludvig Karsten, der kan sætte hans hang til at levere skarpe og provokerende ondskabsfuldheder i relief.

Karsten var inviteret til fin middag hos det bedre borgerskab i Oslo og havde en finere borgerfrue til borddame. Hun rejste sig på et tidspunkt, og da hun kom tilbage, havde Ludvig Karsten lagt en løgring på hendes stolesæde; ’’Undskyld, de har tabt deres røvhul’’ var hans ’høflige’ bemærkning.

Maleren Ludvig Karsten

Der kan nævnes flere skandaler, men nu nok om det. Hvad er det specielle ved Ludvig Karstens kunst? Hvad skal man særligt lægge mærke til?

Ud over at han var en formidabel kolorist, havde han sine egne helt særegne kendetegn.

Først og fremmest brugte han opløsning og koncentration af former og flader; et kompositorisk kontrastprincip, som giver stor bevægelse og variation i billedfladen – og hos Karsten drevet til det yderste.

Et andet kendt kompositionsprincip – ’variation i helheden, helhed i variationen’ – kan også ses anvendt hos Karsten. Han kunne være lang tid om sine billeder, bruge tid på at analysere de enkelte strøg, som han påførte i hurtige, hidsige udbrud.

Det illustreres ved et citat fra Karstens ven Pola Gauguin (dansk–norsk maler, kritiker og søn af Paul Gauguin) i anledning af Ludvig Karstens udstilling i 1915 hos Blomquist i Oslo:

’’Jeg har det indtryk, at Karsten, når han maler, lider de mest helvedes kvaler, ja simpelthen har angst for hvert strøg han gør; det betyder jo så uendelig meget, dette ene strøg, fordi det er et led i hele billedets farveakkord… Karsten bygger sine billeder sammen af en række rene farvestrøg, som i deres indbyrdes forskydninger og forsøg på at æde hinanden danner form og bevægelse.’’

Præcis! Bevægelsen i billedet fordrer sin kompositoriske modsætning, balancen!

Også her driver Karsten disse modsætninger til det yderste; i det færdige billede ofte udtrykt som dynamisk og aggressiv elegance.

Farverne

Læg også mærke til, hvor mange nuancer og variationer han får ind i farvefladerne med brug af små strøg, punkter, ridser, strøg der tangerer at blive mindre flader i fladen, strøg der tangerer at blive linjer, opløsning og koncentration af fladen m.m.

Ludvig Karsten indrømmede velvilligt Munchs store betydning for sin egen udvikling som kunstner. Munch sagde om Karsten ved en udstilling, at ’’han er nok en større kolorist end jeg er, men jeg har mere bag vesten.’’

Munch var også en stor ekspressiv og eminent kolorist, men hans brug af farven knyttede sig altid mere til selve symbolikken i hans billeder. Ludvig Karsten derimod løsriver farverne fra motivet, så de får deres eget ’abstrakte visuelle’ indhold.

Karsten bruger farverne på sin egen destruktive, aggressive, kontrastfyldte, subjektive og ekspressive måde, der gør, at billederne godt kan virke ’dystre og uhyggelige’, blot og bart ved farvernes egen brug. Derved peger hans kunst videre mod senere tids abstrakt ekspressionisme. Man taler ligefrem om den nordiske ekspressionisme i et forløb fra Edvard Munch, over Ludvig Karsten til Asger Jorn.

Jeg kan anbefale, at man giver sig tid til at tage en tur til det nye Munch Museum i Oslo for at se Ludvig Karstens udstilling ’Rastløs’.

Og når man nu er på museet, skal man også gøre sig den ulejlighed at se alle de andre udstillinger på de forskellige etager, der er af Edvard Munch. På en af de øverste etager (der er 12 af slagsen) er Munchs billeder sat sammen med andre billeder af andre nordiske kunstnere, fra Danmark bl.a. Edvard Weie m.fl.

Udstillingen på Munch Museet i Oslo varer til 15. marts 2026.