Kurdistan: Et opgør med krigen – og begyndelsen på en fredsproces, der forpligter

Som kurder med baggrund i Tyrkiet – og med mange års politisk engagement i menneskerettigheder – har jeg fulgt konflikten tæt. Nyheden om, at den kurdiske oprørsbevægelse PKK ved sin 12. kongres har besluttet at nedlægge våbnene og opløse sig selv efter mere end fire årtier med væbnet kamp, kom som et historisk vendepunkt.

En konflikt, der siden 1984 har kostet over 40.000 menneskeliv, ser nu ud til at kunne få en politisk løsning. Beslutningen er intet mindre end historisk – men dens betydning afhænger af, hvad der følger nu.

En historisk beslutning efter fire årtiers konflikt

PKK’s beslutning om at indstille den væbnede kamp markerer enden på en af de længstvarende væbnede konflikter i Mellemøsten og Europa. Siden 1984 har PKK (Kurdistans Arbejderparti) gjort oprør mod den tyrkiske stat med krav om kurdisk autonomi og rettigheder.

Konfrontationen har været brutal: I 1990’erne eskalerede krigen voldsomt, tusindvis af landsbyer blev nedbrændt, millioner af kurdere fordrevet, titusinder fængslet eller tortureret, og utallige dræbt under mistænkelige omstændigheder. Konflikten har formet min og millioner af andre kurderes tilværelse – fra historierne om familiemedlemmer på flugt til den daglige diskrimination af kurdisk identitet i Tyrkiet.

At PKK nu erklærer, at deres kamp har “opfyldt sin historiske mission” og derfor opløser sin organisatoriske struktur og afslutter den væbnede kamp, er et skridt, jeg for få år siden knap turde drømme om. Beslutningen blev truffet på PKK’s 12. kongres (som blev afholdt 5.–7. maj 2025 i det nordlige Irak under vanskelige forhold), og den fulgte en fredsopfordring fra den fængslede PKK-leder Abdullah Öcalan tilbage i februar.

Öcalan – som har siddet isoleret i et tyrkisk fængsel siden 1999 – opfordrede 27. februar til, at PKK nedlagde våbnene og søgte en fredelig løsning på konflikten. At netop Öcalan, PKK’s grundlægger, stod bag denne linje, gav beslutningen legitimitet internt i bevægelsen. På kongressen blev Öcalans budskab læst op, og de delegerede traf de “historiske beslutninger” om at indstille oprøret.

Muligheden for en ny fredsproces

PKK’s nedlæggelse af våbnene er en vigtig milepæl i den igangværende fredsproces mellem den kurderne og den tyrkiske stat. Hvor tidligere forsøg strandede, fordi krigen aldrig helt ophørte, kan en egentlig afslutning på den væbnede konflikt skabe et helt nyt forhandlingsrum.

Jeg mærker selv en forsigtig optimisme, jeg ikke har følt siden foråret 2013, da kurdere og tyrkere sidst sad ved forhandlingsbordet. Men optimisme alene skaber ikke fred – der skal handling og gensidig tillid til.

Fra PKK’s side er signalet klart: De er parate til at overgå til civil, politisk kamp. Allerede i marts annoncerede PKK en ensidig våbenhvile for at bane vejen for forhandlinger. De har dog gjort det tydeligt, at den endelige overgivelse af våben og den fulde opløsning af organisationen afhænger af, hvordan den tyrkiske stat reagerer.

Ifølge en PKK-talsmand vil alle militære operationer ophøre “øjeblikkeligt”, men overdragelse af våbnene kræver en ansvarlig tilgang fra Ankara i forhold til kurdiske rettigheder og til de fremtidige vilkår for PKK’s krigere og ledere.

Med andre ord: Freden kan ikke være ensidig kapitulation; den må være gensidig. Dette krav giver god mening – jeg ved fra utallige menneskerettighedsrapporter, at kurdiske oprørere frygter fængsel eller forfølgelse, hvis de blot lægger våbnene uden en aftale.

Den tyrkiske regering har da også indikeret, at man er åben for et fredsinitiativ. Overraskende nok kom den første åbning fra præsident Erdogans ultranationalistiske koalitionspartner Devlet Bahceli, som i oktober 2024 foreslog, at Öcalan kunne få en form for prøveløsladelse, hvis PKK nedlagde våbnene.

Da selv en hardliner som Bahceli rakte hånden frem, blev isen brudt. Efterfølgende har Erdogan selv kaldt PKK’s potentielle opløsning for en “historisk mulighed” for at “styrke politikken og det demokratiske rum” i landet.

Regeringen har hilst PKK’s udmelding velkommen – Erdogan talte om “fred og broderskab” i Tyrkiet, og hans udenrigsminister Hakan Fidan kaldte det “af historisk betydning” med potentiale til varig fred for alle folk i regionen. Ordene er positive; udfordringen bliver at omsætte dem til konkret handling.

Forfatningsreformer og konkrete rettigheder som grundlag for varig fred

Ingen fred kan blive varig, hvis ikke selve konfliktens rod bliver adresseret. PKK var oprindeligt et produkt af den strukturelle undertrykkelse af kurdere i Tyrkiet – etnisk benægtelse, forbud mod kurdisk sprog og kultur, politisk marginalisering.

Jeg er overbevist om, at uden dybtgående forfatningsmæssige reformer og garantier for kurdernes rettigheder risikerer man blot at udskyde konflikten i stedet for at løse den.

Tyrkiets nuværende forfatning anerkender ikke officielt kurdere som en særskilt identitet og slår fast, at alle landets borgere er “tyrkere”. Denne ensartede nationale ramme har i årtier legitimeret assimilation frem for anerkendelse.

Skal freden rodfæstes, må Tyrkiet påtage sig at omskrive dette kapitel. En ny demokratisk forfatning bør sikre pluralisme og fleretnisk anerkendelse, så kurdere (og andre mindretal) kan føle sig som ligeværdige borgere uden at skulle opgive deres sprog eller kultur.

International støtte: Europas ansvar og interesse

Det internationale samfund har ikke råd til at være passive tilskuere til denne proces. Især Europa har et stort ansvar – og en egeninteresse – i at støtte freds- og demokratiserings-bestræbelserne i Tyrkiet.

Først og fremmest bør EU og europæiske lande politisk bakke helhjertet op om en ny fredsproces. EU har allerede hilst PKK’s beslutning velkommen og opfordret “alle parter til at gribe øjeblikket” for at arbejde for fred.

Dette skal følges op diplomatiske initiativer. Europas regeringer bør lægge pres på Ankara for at igangsætte reelle forhandlinger og implementere reformer. Samtidig kan EU tilbyde at facilitere dialogen – måske i form af en særlig udsending eller ved at dele erfaringer fra andre konflikter.

Det ville klæde Europa at tilbyde Tyrkiet assistance med afvæbning og reintegration, sådan som man har gjort i konflikter i Afrika og Latinamerika – fx i Sierra Leone, Demokratiske Republik Congo og Elfenbenskysten.

Vejen frem: et fælles ansvar

Som dansk-kurdisk menneskerettighedsforkæmper, der i årevis har arbejdet for forsoning, føler jeg både håb og en smule frygt i denne tid.

Håb – fordi PKK’s beslutning om at nedlægge våbnene giver os en enestående chance for fred. Frygt – fordi jeg ved, hvor skrøbelige fredsprocesser kan være, og hvor mange kræfter der kan ønske dem ødelagt. Vejen frem kræver derfor mod og visdom af alle involverede parter.

For det første hviler der et stort ansvar på den tyrkiske stat og regering. Nu er ikke tidspunktet for sejrsrus eller hævn, men for statsmandskunst. Hvis Ankara virkelig ønsker fred, skal den række hånden ud til sine kurdiske medborgere i respekt.

Præsident Erdogan har en historisk mulighed for at sikre sit eftermæle som manden, der bragte fred og demokrati – ikke ved militær sejr, men ved politisk klarsyn. Det kræver indrømmelser og reformer, der kan gøre ondt på nationalistisk stolthed, men som vil hele nationen på sigt.

Hold fast i den demokratiske kurs

For det andet har de kurdiske politiske ledere et ansvar for at holde fast i den demokratiske kurs. Der vil måske være hårde kompromisser undervejs, og ikke alle kurdere vil være tilfredse med en løsning inden for Tyrkiets grænser. Men alternativerne – fortsat krig eller kaos – er værre.

Kurderne har nu chancen for at vise verden, at deres kamp altid handlede om rettigheder og frihed – ikke om vold for voldens skyld – ved helhjertet at omfavne fredsprocessen.

Her tænker jeg også på diasporaen i Europa: Vi skal støtte fredsinitiativet, selvom mange af os har lidt under Tyrkiets politik. Vi må hjælpe med at bygge broer og ikke nære gamle fjendskaber. For første gang i årtier er der åbnet en realistisk mulighed for, at konflikten kan finde en politisk løsning – og det kræver, at vi alle – kurdere, tyrkere, europæere – tager ansvar.

PKK har lagt våbnene. Nu skal ord, rettigheder og forsoning tage over.

Hvis vi lader denne chance gå tabt, risikerer vi at gentage historien. Hvis vi griber den, kan vi skrive et nyt kapitel. Ét med fred. Ét med håb. Ét hvor konflikten mellem kurdere og den tyrkiske stat ikke længere skrives med blod – men med lovgivning, respekt og demokrati.