Lad os tage en reel diskussion om Kina

USA og NATO-alliancen betragter Kina som en systemisk rival og dets styre som autokratisk. Den dagsorden sætter i dén grad rammerne for, hvilke tilgange mainstreammedierne og de fleste politikere herhjemme har til landet med verdens næststørste økonomi og dets omkring 1,4 milliarder indbyggere.

Tilgangen blev senest bekræftet, da NATO for nylig i forbindelse med alliancens 75-års fødselsdag vedtog en Washington-erklæring med en mystisk passus om, at Kina “er blevet en afgørende katalysator for Ruslands krig mod Ukraine”. Udtrykket tiltrak sig betydelig opmærksomhed i Kina, hvor regeringen straks fordømte NATO’s karakteristik af krigen i Ukraine.

Bemærk, at kort efter Ruslands invasion i Ukraine i februar 2022 sagde Wang Wenbin fra det kinesiske udenrigsministerium, at “alle landes suverænitet og territoriale integritet skal respekteres og opretholdes”. 

Det er præcis det modsatte af at heppe på krigen, og siden da har Kina fremsat fredsforslag for at afslutte krigen. I den forgangne uge tog Ukraines udenrigsminister Kuleba tilmed på et tredages besøg i Kina og udtalte sig positivt om den kinesiske regerings våbenhvile-bestræbelser. 

Kinesiske våbenhvile-bestræbelser i Ukraine og Gaza

Det er ikke noget, som Kina får speciel kredit for herhjemme.

Tilsvarende er det ikke megen kredit, det kinesiske styre har fået for det diplomatiske gennembrud, det sikrede, da 14 palæstinensiske organisationer med kinesisk mellemkomst underskrev en fælleserklæring i Beijing den 23. juli. Det er et historisk dokument. 

Mustafa Barghouti, den kendte leder af en af de 14 organisationer, der har underskrevet aftalen, sagde til Al Jazeera, at aftalen går “meget længere” end nogen anden, der er indgået i de senere år.

Aftalens fire hovedelementer er oprettelsen af en midlertidig national samlingsregering, dannelsen af et samlet palæstinensisk lederskab forud for fremtidige valg, frie valg af et nyt palæstinensisk nationalråd og en generel erklæring om at agere i enighed over for det igangværende israelske folkemord med henblik på en våbenhvileaftale.

Det er første gang, at et internt palæstinensisk forsoningsdokument er blevet forhandlet på plads af et land uden for den arabiske verden. På spørgsmålet om hvorfor de forskellige palæstinensiske organisationer kunne bringes til forsoning i Beijing og ikke andre steder i verden, svarede Mustafa Barghouti, at det er fordi, Kina er “meget anstændigt og ærligt”. 

Uanset hvordan det kommer til at gå med at implementere forsoningsdokumentet, har alene den kendsgerning, at det er indgået, trukket initiativet ud af Israels og USA’s hænder.

Med fare for at have overset et og andet har jeg kun stødt på pligtartikler og mindre nyheder herhjemme om denne vigtige begivenhed. Ej heller på de sociale medier er det noget, der har vakt speciel interesse. Heller ikke blandt venstrefløjens markante personligheder.

Og det er faktisk et af mine budskaber med denne noget lange beskrivelse af kinesiske forsøg på fredsskabelse: Det er, som om der på dele af venstrefløjen har sneget sig en frygt ind for at nærme sig nogen form for positiv attitude over for Kina. En fordomsfuld forudindtagethed der står i vejen for saglighed og en faktabaseret og mere objektiv tilgang.

Det er som om narrativet om det autokratiske styre i Beijing parret med automatgentagelser om menneskerettighedskrænkelser lægger et slør hen over øjne, der ellers burde kunne se klart. Til tider er der absolut stilhed. Til andre tider hører man ekkoet af den mainstream-dagsorden, der henter sin inspiration i den vestlige imperialismes hovedcentre.

Frygt og fjendebilleder

Rigtig mange har sat rigtig mange betegnelser på det udviklingsprojekt, som i voldsomt tempo udfolder sig i Kina: rendyrket kommunisme, rendyrket kapitalisme, socialdemokratisk markedsøkonomi, kapital-kommunisme.

De kinesiske kommunister siger selv, at de er ved at opbygge socialismen i dens første fase. De er så at sige lige begyndt efter et udgangspunkt nær nulpunktet efter Anden Verdenskrig, hvor vi herhjemme udbyggede velfærdssamfundet. De udfordrer i den grad de socialisme-opfattelser, der har trivedes på den danske venstrefløj siden 1970’erne (det er så langt tilbage, jeg selv kan huske).

Kina er et enormt land. Det er komplekst ud fra enhver betragtning. Jeg har selv lige været der for første gang i mit liv og kan bekræfte det. Min pointe er, at det må bedømmes ud fra dets egne forudsætninger og dets egen historie. Vi kommer ikke nærmere til at forstå, hvad der foregår, hvis vi kun ser med Vestens briller. 

Socialisme er ikke en tilstand, noget én gang givet, der drejer om sig selv. Det er en proces, der har rod i klassekampen. Også i Kina er forskellige klassekræfter aktive. Og ja – der findes kapitalister. Det er bare ikke dem, der sætter dagsordenen eller bestemmer politikken og udviklingsretningen. Hvis det havde været tilfældet, hvordan kunne det så lykkes over en kort periode at afskaffe ekstrem fattigdom for 700-800 millioner mennesker?

Helt galt i byen går vi, hvis vi betragter Kina som en imperialistisk supermagt på linje med USA. 

Så min påstand er, at når det kommer til Kina, handler det om fordomsfrit at undersøge og forstå frem for at drage forhastede og endegyldige konklusioner. Hvad med en reel diskussion i stedet for at lukke øjnene eller lade os nøje med overfladebetragtninger?