Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
4. april. 2025

Le Pen brokker sig, fordi hun blev taget med fingrene i kagedåsen

Marine Le Pen er ikke den første franske politiker, der bliver dømt for underslæb, og hun bliver næppe den sidste, selv om den ekstreme højrefløj forsøger at få det til at lyde sådan. Dommen mod Le Pen viser, at det franske retsvæsen stadig virker. Spørgsmålet er nu, om dommen kommer til at betyde noget. Clément Blain skriver om Frankrig efter dommen mod Marine Le Pen

Marine Le Pen er kendt skyldig i underslæb og forment at stille op ved det næste præsidentvalg i Frankrig. Foto: Wikimedia Commons

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Lad os starte med en konstatering: Det franske retsvæsen kan forbedres, men er stort set uafhængigt. Det er en stærk søjle i landets demokratiske og statslige retssystem. 

Det franske retsvæsen er et værn mod underslæb – ikke mod den ekstreme højrefløj

Marine Le Pen er ikke et mål for domstolene, og hendes dom for underslæb er ikke en undtagelse. To tidligere præsidenter og to tidligere premierministre er også blevet dømt af det franske retsvæsen. Et dusin tidligere eller daværende ministre og parlamentsmedlemmer er blevet dømt – for det meste for korruption og misbrug af offentlige midler. 

Den nuværende premierminister, François Bayrou, er også i rettens søgelys for det samme misbrug af europæiske midler, som Le Pen er blevet dømt for. Tidligere er han blevet angrebet for forsømmelighed og manglende handling i sagen om en religiøs privatskoles grove mishandling af og brug af vold mod eleverne.

Selv om det er rystende, når man tænker på, at de alle hævder, at en god leder skal opføre sig eksemplarisk – er det også betryggende at se et retsvæsen, der handler uafhængigt.

Så i bedste fald er dommen mod Marine Le Pen endnu et bevis på, at det franske retssystem stadig fungerer. I værste fald er det et bevis på, at hun er endnu en fransk politiker, som ikke kan skelne mellem offentlige midler og parti- eller personlige midler.

Konsekvenser for Frankrigs yderste højrefløj?

Marine Le Pens far, Front Nationals partistifter Jean Marie Le Pen døde i januar i år. I februar fik den højreekstreme politiker Jordan Bardella at vide af Steve Bannon, at han ikke var egnet til at lede, hvis han ikke kunne stå ved siden af ham efter en nazihilsen.

1. marts mistede C8 – milliardæren Vincent Bollorés fascistiske tv-kanal – sine rettigheder til at sende. Og mandag 31. marts 2025 blev Marine Le Pen og 12 assistenter fundet skyldige i underslæb af EU-midler. Det kunne lyde som et dårligt år for den franske ekstreme højrefløj.

Det kunne ligne den sorte ridder i Monthy Python’s The Holy Grail. Den bliver ved med at knurre, mens den bliver svagere og svagere og mister et lem ad gangen.

Vi ser det i hele den vestlige verden – den ekstreme højrefløj opfører sig som sagnslangen Hydra: Du kan skære hovedet af den, men der kommer to igen. Så længe der findes had, skinhellighed og frygt, findes den yderste højrefløj.

Hvis dommen mod Le Pen bliver bekræftet, og højrefløjens klynkestrategi mod ”systemet” bliver ved med at virke med argumenter om, at vi skal ”dræne sumpen”, kan den yderste højrefløj nemt forestille sig et Medvedev-Putin-scenarie fra 2008-2012, hvor et tandløst nul som Jordan Bardella kan stille op til præsidentposten, mens Marine Le Pen bliver en magtfuld premierminister. 

Marine Le Pen er dog ikke den eneste repræsentant for det yderste højre i Frankrig, og hun er ikke engang den mest ekstreme.

Dommen mod Le Pen kan endda fremskynde ekstremiseringen af den højreradikale bevægelse. De vil spille ofre, forklare, at systemet er imod dem, at vi er nødt til at dræne sumpen … og Marine Le Pens egen niece, Marion Maréchal-Le Pen, vil helt sikkert kunne bære faklen videre. Hun er mere ekstrem, tættere på de voldelige bevægelser, tættere på incels og de såkaldte ”intellektuelle” fra den ekstreme højrefløj.

En international martyr – ikke en fransk martyr

I Frankrig tyder de første meningsmålinger på, at dommen stort set ikke har nogen effekt. Mens 29 procent er utilfredse med beslutningen, 29 procent er ligeglade, og 42 procent er tilfredse. Det kan sidestilles med Rassemblement Nationals valgresultat med 33,4 procent af stemmerne ved parlamentsvalget i 2024.

Men eftersom Frankrigs yderste højrefløj i årevis har været gode til at bygge broer med ligesindede ledere, kommer den virkelige reaktion fra den globale alliance af den yderste højrefløj.

Alle lederne på den yderste højrefløj har udpeget Le Pen til martyr – fra Moskva til Washington, fra Breitbart til Tass, gennem Roma og Budapest. Selv Morten Messerschmidt forsøgte at fremme sin internationale tilstedeværelse ved at kommentere på emnet.

Mens de såkaldte ”patrioter” (den europæiske alliance på den yderste højrefløj) i en pressemeddelelse efter deres topmøde i Madrid i februar fordømte ”Bruxelles-eliten” og dens skandaler, korruption og hvidvaskning af penge, var de kede af det på Le Pens eller ”demokratiets” vegne. 

Men nej, det er ligegyldigt, hvor højt de råber, hvor meget de klynker. Hvis Marine Le Pen er offer for et system – så er det for det korrupte franske politikersystem, som hun er arving til og profiterer på, ikke for det uafhængige franske retsvæsen.

For første gang siden 1981 er der måske ikke en Le Pen med i præsidentvalget. Det ændrer ikke på den nationale og globale politiske situation, og hun, Marine Le Pen, har kun sig selv at takke for det.

Om skribenten

Clément Blain

Clément Blain

Kontaktperson for Enhedslisten i Favrskov. Arbejdsløs.
Tidligere medlem af MoDem, et fransk midterparti, indtil jeg indså, at man ikke bekæmper de borgerlige og reaktionære ved at bede om lov.
Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER