Har minkindustrien en fremtid i Danmark efter coronakrisen? Foto: Helene Nyegaard Hvid / Solidaritet
5 min. læsetid

Sagen om de aflivede coronamink dækker over et problem, der hverken er unikt eller overraskende. Det er ikke bare de små mårdyr, men hele landbrugsindustrien, der er syg.

Solidaritets leder er udtryk for redaktionens holdning.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Fødevareminister Mogens Jensen er landet i et politisk stormvejr, efter ordren om aflivning af alle mink i Danmark er havnet hos Mette Frederiksen. Sagen om de mange millioner pelsdyr – som i øvrigt var blevet dræbt og pelset i løbet af november og december måned under alle omstændigheder – er blevet en politisk boomerang, som meget vel kan ende med, at Mogens Jensen bliver ofret, lige meget hvad Mette Frederiksen vidste om sagen.

Borgerlige politikere og meningsdannere har straks lugtet blod, og Frederiksen er blevet kaldt både diktatorisk og løgnagtig, mens Jakob Ellemann-Jensen (V) vil have undersøgt, om der er blevet givet en ulovlig instruks. Hvis man ikke skulle mistænke den udmelding fra Venstre-formanden for at være ren og skær opportunisme – rettet mod en ellers usårlig socialdemokratisk regering, hvis popularitet har været urokkelig under coronakrisen – kunne en lignende afstandtagen til hans egen næstformand og dennes anstrengte forhold til sandheden være på sin plads.

Hykleri fra Venstre ændrer ikke på, at kritik af Jensen og Frederiksen er berettiget, om end fra en lidt anden vinkel end Venstres. For hvorfor i alverden er der ikke blevet reageret på et problem, som allerede for måneder siden var kendt? Men hele det kaotiske drama om de 17 millioner mårdyrs skæbne handler også om et andet, mindst lige så alvorligt problem, som ikke fylder særligt meget i den ellers livlige debat: Selve indretningen af moderne, kapitalistisk landbrug, der er en tikkende bombe under vores samfund.

Mink lever ligesom grise, kyllinger og andre massefremstillede landbrugsdyr under nogle kummerlige forhold, der i årtier har givet dyrevelfærds-forkæmpere grå hår i hovedet. Men som coronapandemien har sat en streg under, er det ikke bare dyrenes ve og vel, det handler om. De tætpakkede forhold i staldene er ideelle betingelser for at sprede sygdomme, både mellem dyrene og videre til mennesker. Problemstillingen er velkendt fra eks. svineproduktionen, hvor de sammenstuvede grise bliver pumpet fulde af antibiotika for at holde sygdomme fra døren. Forskere har i årevis advaret om, at overforbruget af antibiotika risikerer at gøre penicillin virkningsløs. Hvis det sker, kan vi for alvor tale om en sundhedskrise!

“I det større billede er det ikke Mogens Jensens ministerpost, som er det afgørende. Det er tværtimod hele landbrugsbranchen, der skal fyres – og erstattes af en bæredygtig, økologisk tilgang til fødevareproduktion.”

Det skurrer derfor i ørerne, når de danske medier fokuserer på mink og minkavl som et særskilt, eller ligefrem uventet problem. Minkavl er i det store billede ikke et essentielt produkt, og de små pelse vil næppe blive savnet af særligt mange. Men hvis den næste mutation bliver fundet i grise, har vi for alvor en krise mellem hænderne. Derfor skal der skiftes landbrugskurs, inden det er for sent.

Selv om der ikke er noget perspektiv i at opretholde den nuværende minkindustri, skal de mennesker, som er afhængige af erhvervet, selvfølgelig hjælpes med omstillingen. Det gælder både dem, som selv har drevet minkfarmene, og de cirka 2.800 arbejdere i Danmark, som har haft arbejde i og rundt om branchen, og som risikerer snart at stå uden job. Der skal tages hånd om arbejderne, men der skal også være perspektiver i debatten om minkindustriens minimale betydning for dansk erhverv og den almindelige borgers liv. Branchen leverer ikke ligefrem et livsvigtigt produkt, og var i forvejen ikke særligt lukrativ, selv om man har løndumpet arbejdsmarkedet ved i stor stil at forlade sig på østeuropæisk arbejdskraft.

Også andre nedlukningsmodne brancher – som flyindustrien og krydstogtskibsfart – risikerer i ly af coronakrisen at blive ruineret. I stedet for at holde hånden under kapitalens sminkede lig inden for såvel landbruget som transportsektoren, må den aktuelle krise bruges som en anledning til at omlægge samfundets produktion. Alene i oktober måned mistede 19.000 arbejdere hos verdens største flyselskab sit job, ligesom også SAS har fyret tusinder. Der skal sættes ind med hjælp til akut understøttelse, videreuddannelse og omskoling, så hverken sømænd, stewardesser – eller mink-pelsere – bliver overladt til at sejle deres egen sø. Eventuelle aktionærer, der lider tab i omstillingsprocessen, skal selvfølgelig også have mulighed for at få dagpenge.

Om Mogens Jensen så også mister sit arbejde, er sikkert vigtigt for den borgerlige opposition, som har set sit snit til at daske til regeringens popularitet, ved at spille forargede på landbrugets vegne. Men i det større billede er det ikke Mogens Jensens ministerpost, det burde dreje sig om. Det er tværtimod hele landbruget, der skal fyres – og erstattes af en bæredygtig, økologisk produktion af fødevarer. Minkfarmene og minkindustrien kan være første skridt.


Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og europastudier. Ansvarshavende redaktør på Solidaritet.

Læs mere af Morten Hammeken