Leila al Shami: En anden fremtid blev bygget i de syriske kommuner – ligesom det skete i Paris for 150 år siden

Oversat af Poul Bjørn Berg fra Leila’s Blog

Den 18. marts 2021 mindedes folk over hele verden 150-års dagen for Pariserkommunen. Den dag tog almindelige mænd og kvinder magten i egen hånd, overtog kontrollen med byen og styrede deres egne forhold – uafhængigt af staten – i mere end to måneder, før de blev kunst af den franske Versailles-regering under ‘Den Blodige Uge’. Kommunardernes eksperiment med autonom, demokratisk selvorganisering som et middel mod statens tyranni, og som en måde at skabe et radikalt alternativ til det, indtager en vigtig plads i den kollektive hukommelse, og det har inspireret generationer af revolutionære.

Fra én revolution til en anden

Den 18. marts er også årsdagen for en anden begivenhed, der sikkert ikke får så meget omtale rundt omkring i verden. På den dato for ti år siden var der nemlig massedemonstrationer i byen Dera’a i det sydlige Syrien, som reaktion på anholdelsen og torturen af en gruppe skolebørn, der havde malet graffiti mod regeringen på en mur.

Sikkerhedsstyrkerne åbnede ild mod demonstranterne, dræbte mindst fire og fremprovokerede en udbredt, offentlig vrede. I løbet af de næste få dage spredte demonstrationerne sig over hele landet og forvandlede sig til en revolutionær bevægelse, der krævede frihed fra Assad-regimets mere end fire årtier lange diktatur. I årene efter greb folk til våben og tvang staten til at trække sig tilbage fra deres lokalsamfund, og samtidig involverede syrerne sig i bemærkelsesværdige eksperimenter med autonom selvorganisering, på trods af den brutalitet, kontrarevolutionen slap løs mod dem. Allerede i 2012 sammenlignede den kendte syriske økonom, intellektuelle og anarkistiske systemkritiker, Omar Aziz, de første af disse eksperimenter med Pariserkommunen.

Omar Aziz var ikke blot en iagttager af de begivenheder, der udspandt sig i Syrien. Han boede og arbejdede i eksil, men vendte tilbage til sin fødeby Damaskus i 2011 i en alder af 63 år for at tage del i opstanden mod regimet. Han blev engageret i den revolutionære organisering og understøttelsen af de familier, der blev drevet på flugt fra Damaskus’ forstæder under regimets angreb.

“Allerede i 2012 sammenlignede den kendte syriske økonom, intellektuelle og anarkistiske systemkritiker, Omar Aziz, de første af disse eksperimenter med Pariserkommunen.”

Aziz blev inspireret af bevægelsens høje grad af selvorganisering og dens modstand mod regimet. I byer og lokalområder over hele landet havde de revolutionære dannet lokale koordinationsråd. Det var horisontalt organiserede fora, der blev brugt til planlægning af demonstrationer og deling af information om revolutionens resultater og den brutale undertrykkelse bevægelsen mødte. De arbejdede for ikke-voldelig civil ulydighed, og inkluderede kvinder og mænd fra alle sociale, religiøse og etniske grupper. De revolutionære organiserede også forsyningen af fødevarehjælp til alle dem, der var havde brug for det, og oprettede sundhedscentre for at pleje sårede demonstranter, der var bange for at komme på hospitalet på grund af risikoen for arrestation.

Aziz mente, at selv om den slags aktiviteter var vigtige redskaber i modstanden mod regimet og også havde udfordret dets autoritet, gik de ikke langt nok. Gennem deres organisering udviklede de revolutionære nye relationer uafhængigt af staten og på baggrund af solidaritet, samarbejde og gensidig støtte, men de var stadig afhængige af staten hvad angik de fleste af deres behov, inklusive beskæftigelse, mad, uddannelse og sundhed. Det faktum gjorde regimet i stand til at opretholde sin legitimitet og bevare sin magt på trods af folkets omfattende modstand mod det. I to artikler udgivet i oktober 2011 og februar 2012, mens revolutionen stadig stort set var fredelig, og det meste af Syriens territorium stadig var under regimets kontrol, begyndte Aziz at argumentere for dannelsen af lokalråd. Han så dem som græsrodsfora folket kunne bruge til at samarbejde om kollektivt at opfylde deres behov, opnå fuld autonomi fra staten og individuel og kollektiv frihed fra de herskende strukturer. Han mente at opbygningen af autonome, selvstyrende kommuner, der var forbundet regionalt og nationalt gennem et netværk af samarbejde og gensidig støtte, var vejen frem mod en social revolution. Aziz mente, at ”jo mere selvorganiseringen bliver udbredt (…) jo mere vil revolutionen have lagt grunden til en sejr.”

Aziz beskæftigede sig ikke med erobringen af statsmagten og anbefalede ikke et avantgardeparti, der skulle lede revolutionen. Som kommunarderne troede han på folkets iboende evne til at regere sig selv uden behov for en magtautoritet. Efter hans mening ville de nye selvorganiserende sociale nyskabelser ”gøre det muligt for folk at få autonom kontrol over deres eget liv for at vise, at denne autonomi er det, der udgør friheden.” Aziz forestillede sig, at lokalrådenes rolle ville være at støtte og uddybe udviklingen i retning af frigørelse fra statens institutioner. Deres vægt ville ligge på at samarbejde med andre folkelige initiativer for at sikre opfyldelsen af deres basale behov så som boliger, uddannelse og sundhed; at samle information om de anholdtes skæbne og støtte deres familier; at koordinere med de humanitære organisationer; at forsvare jorden mod ekspropriation fra statens side; at støtte og udvikle økonomiske og sociale aktiviteter; og at koordinere med den nyskabte Frie Syriske Hær for at garantere sikkerheden og forsvaret af fællesskaberne. For Aziz var den mest magtfulde form for modstand mod staten at nægte at samarbejde med den ved at opbygge alternativer her og nu som en forsmag på en frigjort fremtid.

Lokalråd og kvindekamp – i Zabadani som i Pariserkommunen

I november 2012 blev Aziz lige som så mange andre af Syriens revolutionære arresteret, og han døde i fængslet kort tid efter. Før han blev arresteret, hjalp han dog med at danne fire lokalråd i arbejderforstæderne til Damaskus. Det første var i Zabadani, en landbrugs- og turistby omgivet af bjerge omkring 50 kilometer fra hovedstaden. Byen var hurtigt med i opstanden i marts 2011, og der var regelmæssigt demonstrationer for frihed og frigivelse af de arresterede. I juni havde unge mænd og kvinder dannet en lokal koordinationskomite for at organisere demonstrationer og arbejde med medierne for at fortælle den omgivende verden, hvad der foregik i byen.

Ligesom de kvindelige kommunarder i Paris, havde kvinderne i Zabadani også skabt deres egne fora. Midt på året 2011 blev Zabadanis Kollektiv for Revolutionære Kvinder grundlagt. De deltog i stort tal i demonstrationer og opfordrede til fredelig civil ulydighed. De spillede en ledende rolle i Værdighedsstrejken i december 2011, en landsomfattende generalstrejke, der forsøgte at lægge økonomisk pres på regimet. I januar 2012 grundlagde de Oxygen Magazine, et trykt magasin, der udkom hver anden måned med analyser af revolutionen og tilskyndelse til fredelig modstand. Gruppen udviklede sig senere til Dammas Kvindenetværk, der stadig arbejder for at støtte kvinder i at opbygge modstandsdygtighed og afbøde virkningen af volden i de konfliktramte områder og give uddannelse og psykologisk støtte til børn.

“Ligesom regeringen i Versailles, der havde nægtet at kæmpe mod preusserne og i stedet rettede deres våben mod kommunarderne, rettede det syriske regime al sin styrke mod folket i Zabadani.”

Zabadani blev befriet af den lokale Frie Hærs soldater i 2012. Der blev rejst barrikader, og byen kom under indbyggernes kontrol. Det blev dannet et lokalråd for at udfylde det tomrum, Assad-regimet havde efterladt. Byens sunnimuslimske og kristne indbyggere samarbejdede om at vælge rådets 28 medlemmer, som blev fundet blandt respekterede borgere i lokalsamfundet. De valgte herefter en rådspræsident. Det var Syriens første eksperiment med demokrati i flere årtier.

Rådet nedsatte et antal underafdelinger til at administrere dagligdagen, bl.a. for sundhed og humanitær bistand, og også en politisk komite til at forhandle med regimet og en domstol til at løse lokale konflikter. En militær komite førte kontrol med den Frie Hærs bataljoner for at garantere sikkerheden. Selv om alle repræsentanterne i rådet var mænd, spillede Zabadanis Kollektiv for Revolutionære Kvinder en vigtig rolle i støtten til rådets aktiviteter. Lige som kommunarderne i Paris lykkedes det folket i Zabadani, der drømte om et frit og retfærdigt samfund, at organisere deres lokalsamfund frit og kreativt, uafhængigt af den centraliserede statslige kontrol.

Lokal autonomi og græsrodsdemokrati var dét, regimet så som den største trussel. Ligesom regeringen i Versailles, der havde nægtet at kæmpe mod preusserne og i stedet rettede deres våben mod kommunarderne, rettede det syriske regime al sin styrke mod folket i Zabadani. De daglige bombardementer førte til en dramatisk forværring af den humanitære situation. I selve byen stod de revolutionære også over for udfordringer med ekstremistiske islamiske bataljoner, der med tiden fik overtaget og endelig fravristede lokalrådet magten i 2014. Efter nogle mislykkede aftaler om våbenhvile, genvandt regimet kontrollen med Zabadani i april 2017, hvorefter mange af indbyggerne blev tvangsevakueret.

Et blomstrende ønske om selvbestemmelse

Forløbet i Zabadani var bemærkelsesværdigt, men ikke enestående. I løbet af den syriske revolution blev så store landområder befriet, at regimet i 2013 havde mistet kontrollen med omkring fire femtedele af det syriske territorium. I statens fravær var det folkets selvorganisering, der havde holdt lokalsamfundene i gang og gjort det muligt for dem at stå op mod regimet, i nogle tilfælde gennem flere år. Hundreder af lokalråd blev etableret i de nyskabte autonome zoner, hvor de stod for de vigtige offentlige tjenester som vand, elforsyning, affaldshåndtering og støtte til de skoler og hospitaler, der stadig fungerede. I nogle områder dyrkede og distribuerede de fødevarer.

Folk samarbejdede også om at danne humanitære organisationer, centre til at overvåge menneskerettighederne og uafhængige medieselskaber. Der blev grundlagt kvindecentre for et tilskynde kvinder til at blive politisk og økonomisk aktive og udfordre de patriarkalske traditioner. Et eksempel er Mazaya-centret i Kafranbel, Idlib, der underviste kvinder i erhvervsvirksomhed, afholdt diskussioner om kvinders rettigheder og satte sig op mod de ekstremistiske islamiske gruppers trusler. Der blev oprettet fagforeninger for studenter, journalister og sundhedsarbejdere. I byen Manbij mod nord dannede de revolutionære Syriens første frie fagforening, der aktionerede for bedre løn. De kulturelle aktiviteter blomstrede med bl.a. uafhængige filmkollektiver, kunstgallerier og teatergrupper. I den befriede by Daraya, tæt på Damaskus, skabte de revolutionære et undergrundsbibliotek med bøger, der blev reddet ud af folks ødelagte huse.

“Syrerne beviste, at de sagtens kunne organisere deres lokalsamfund uden en centraliseret, styrende autoritet ved at opbygge egalitære, sociale strukturer”

Efter 2011 – og før kontrarevolutionen nedkæmpede dem – levede lokalsamfund over hele Syrien i frihed fra regimets tyranni. Magten blev bragt ned på det lokale niveau, og folk samarbejdede, ofte under ekstremt udfordrende betingelser, om det fælles bedste, for at opbygge et pluralistisk, mangfoldigt, inkluderende og demokratisk samfund, som var den diametrale modsætning til statens totalitarisme. De var ikke motiveret af store ideologier eller ledet af en fraktion eller et parti. De var drevet af nødvendigheden. Selve deres eksistens udfordrede den myte staten udbredte om, at statens overlevelse var nødvendig for at sikre stabilitet og opfyldelse af de basale behov.

Syrerne beviste, at de sagtens kunne organisere deres lokalsamfund uden en centraliseret, styrende autoritet ved at opbygge egalitære, sociale strukturer og genskabe de sociale solidaritetsbånd, samarbejdet og den gensidige respekt. Der var ikke nogen model eller plan. Hvert enkelt lokalsamfund organiserede sig ud fra sine egne behov, de unikke lokale omstændigheder og værdier – det er selvstyrets inderste væsen – noget der er afgørende i et land, der er så socialt og kulturelt sammensat som Syrien. Det de havde til fælles var et ønske om autonomi fra regimet og et engagement i decentraliserede, selvstyrende organisationsformer.

Fremtidig frihed i statens skygge

Mens Pariserkommunens erfaringer er velkendte og berømte i vesten, må vi spørge os selv om, hvorfor tilsvarende eksperimenter i vores egen tidsalder i Syrien ikke er det – hvorfor det som regel ikke er lykkedes for dem at tiltrække selv de mest basale former for solidaritet. Selv om megen radikal teoridannelse giver sig ud for at være universalistisk, ofrer de ofte meget lidt opmærksomhed til andre, ikke-vestlige sammenhænge og kulturer.

Når venstreorienterede i vesten tænker på Syrien, tænker de ofte på udenlandske staters intervention, ekstremistiske islamiske grupper og et utal af væbnede brigader, der kæmper og konkurrerer om magt og territorier. Der bliver ikke efterladt meget opmærksomhed til almindelige mænd og kvinder, og deres modige bedrifter i modstanden mod et tyrannisk og morderisk regime. Det var disse mennesker, der udgjorde rygraden i den civile modstand i Syrien. De holdt ikke bare stand mod regimet, men opbyggede et levedygtigt og smukt alternativ til det. Deres kamp fik mange facetter. De forsvarede deres hårdt tilkæmpede autonomi fra regimet, og senere mod de mange udenlandske styrker og ekstremistiske grupper, der så deres eksistens som den største trussel. De blev udelukket fra – og ofte bagtalt af – det internationale samfund, selv af folk som anser sig selv for at være en del af den ‘antiimperialistiske venstrefløj’. Deres eksistens var ubelejlig for de store fortællinger, folk ønskede at dykke ned i, når de betragtede Syriens revolution og kontrarevolutionære krig. Den epistemologiske imperialisme havde meget lidt plads til det levede liv i den syriske virkelighed.

Som med Pariserkommunen er der meget at lære fra Syriens revolutionære erfaringer. I tider med oprør og krise opstår der ofte nye organisationsformer, der bliver et alternativ til de hierarkiske, tvangsmæssige og udbyttende systemer, som både kapitalismen og staten benytter sig af. Gennem decentraliseret selvorganisering uden behov for ledere eller chefer, men gennem frivillige sammenslutninger, samarbejde og deling af ressourcerne, kan folket forvandle de sociale relationer, og bevirke en radikal social forandring. De viser os, at en frigjort fremtid kan opbygges her og nu, selv i statens skygge.

Af samme forfatter: Black Lives Matter: Erfaringer fra Syrien