Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
15. januar. 2021

Libyen krigen og dansk dræbermission med F 16.

D. 17 Marts 2011 kunne ingen forestille sig, at denne dag blev starten på endnu en imperialistisk kolonikrig rettet mod Afrika.
Danmark deltog med bombepiloter som fra deres F 16 jagerfly snart skulle udløse tonsvis af dødbringende bomber ned over Libyen.

1 min. læsetid

 

 

Libyen krigen og dansk dræbermission med F 16.

Af John Graversgaard, medlem af Kritisk Revys redaktion

 

D. 17 Marts 2011 kunne ingen forestille sig, at denne dag blev starten på endnu en imperialistisk kolonikrig rettet mod Afrika.

Danmark deltog med bombepiloter som fra deres F 16 jagerfly snart skulle udløse tonsvis af dødbringende bomber ned over Libyen.

Flere piloter har skrevet deres erindringer og det giver et godt billede af moderne imperialistisk krig, af soldaters opgaver, men også om deres forståelse af krigen.

Libyen er i dag et land i kaos med bevæbnede militser, slavelejre og borgerkrig, så en befrielse er det svært at kalde det.

 

What the fuck! 17 marts 2011. En skæbnesvanger resolution.

Piloten Thomas `Met` Kristensen har i 2017 skrevet bogen: Kysser himlen. En jagerpilots historier 1. Han skriver:

”Den 17 marts vedtog FNs. Sikkerhedsråd Resolution 1973, som krævede øjeblikkelig våbenhvile samt gav mandat til at oprette et flyveforbud, der indebar beskyttelse af civile med alle nødvendige tiltag. Det betød med andre ord, at flyveforbuddets håndhævere havde ret til at forsvare den libyske befolkning mod Gadaffis styrker.

Jeg nåede ikke at tænke mange tanker, før udenrigsminister Lene Jespersen dagen efter fremsatte forslag til folketingsbeslutning om et dansk militært bidrag til en international indsats i Libyen. Et enigt Folketing meddelte, som det hed ”sit samtykke til, at et dansk militært bidrag stilles til rådighed for en international militær indsats i Libyen med henblik på at beskytte civilbefolkningen i landet”. What the f….! Så skete det alligevel”.

 Operationen hed ”Operation Odyssey Dawn” og de første bomber blev kastet af amerikanske, engelske og franske enheder. Der blev oprettet et ”situationsrum” på Flyvestation Skrydstrup hvor man opretholdt forbindelsen til ”Naval Air Station Sigonella” på Sicilien, hvor der var kort flyveafstand til Libyen. Flyvevåbnets første krig var bombningen af Jugoslavien, og nu 12 år senere var man igen i krig.

I marts blev den omdøbt til: ”Operation Unified Protector”, og svævende over Middelhavet befandt sig et AWACS fly som et flyvende kommandocenter samt tankfly til ekstra brændstof. Der blev udleveret koordinater hvor bomberne skulle smides, og i det hele taget var invasionen af Libyen en elektronisk styret krig hvor ingen soldater kom i nærheden af fjenden, som hurtigt viste sig at være hele Libyens militær. Med NATO engageret ensidigt til støtte for et oprør i byen Benghazi i det østlige Libyen.

 

Et splitsekund.

Missionerne ind over Libyen var ofte ”Strike Missions” hvor målet var udpeget på forhånd. Målområdet beskrives i et tilfælde som noget der så ubebygget ud. ”Det ubebyggede område gemte nogle underjordiske bunkers, som nu var smadret. Et splitsekund tænkte jeg på, om der mon var mennesker i bunkerne, men jeg havde ikke lyst til at kende svaret”.  

Man opdeler mål efter en CDE-værdi, som står for Collateral Damage Estimate.” Jo højere CDE-værdi jo større er risikoen for at noget ikke-militært vil tage skade”. Set fra luften og de droner som er indsat så er det svært at vurdere om hvem som er ven eller fjende. Der gælder nogle Rules of Engagement, og hvem skyder man på? Kristensen beskriver hvordan alle informationer bliver

sendt til et NATO hovedkvarter i Norditalien, som skal afgøre om de skal angribe eller ej. ​​ 

Kognitiv dissonans kaldes det når modstridende tanker gør os usikre og famlende. Højeffektive jagerpiloter tænker selvfølgelig over hvad de er en del af, men ”problemet” løses ofte ved at de ser det som en kamp for nogle højere værdier i fremmede lande som ikke har forstået ”vores værdier”.

Kristensen som også havde været udsendt i Afghanistan i 2002 tænker på ”hvor ulige kampen var. Vi forsøgte med alle tænkelige midler at undgå, at civile kom til skade, men stod overfor modstandere uden respekt for menneskeliv. Vi så det på Balkan, i Afghanistan og nu igen i Libyen. Hvornår fanden lærer mennesker at opføre sig ordentligt over for hinanden? Hvornår holder mennesker op med at slå hinanden ihjel på grund af grænser, ideologier, magtbegær og religioner”.

Denne refleksion over verdens ondskab har jo en tydelig adresse, hvor fjenden gøres umenneskelig og derfor primitiv. Medens vesten kommer med ædle intentioner. Der vendes det blinde øje til vestens bombardementer af civile og omfattende ødelæggelser på Balkan og i Irak-krigen. Moderne krigsførelse føres i dag fra luften og ikke soldat mod soldat på jorden. Fred- og konfliktløsning er udtryk for svaghed, og generalerne vinder med deres påstande om at en hurtig lynkrig er mere effektiv. At samfundet ødelægges og millioner sendes på flugt er uheldige bivirkninger som ikke er indregnet i generalernes kortsigtede militære tænkning.

Det bliver den gamle historie om igen fra kolonitiden: Civilisation mod barbari. Men brug af barbarisk krigsførelse ender med at gøre vesten til de egentlige barbarer.

 

En dag på arbejdet.

At krig handler om at slå mennesker ihjel er i moderne krig ofte sløret af afstanden mellem soldater som trykker på udløsere langt fra målet og de som rammes. Krigen er blevet computeriseret.

Men glimtvis dukker eftertanken op, hvad er meningen? Kristensen skriver om en operation i et fabriksområde: ”Jeg håbede ikke, der havde været for mange på arbejdet den dag. Et øjeblik strejfede tanken mig, at jeg måske havde frarøvet et barn dets far. Tanken gav mig kvalme, og jeg var taknemmelig for, at vores Targeting Pod hverken havde større zoom, farver eller mikrofon. Det gjorde det, alt andet lige, nemmere at udføre mit job uden at få for store ar på sjælen. Jeg kunne ikke se afrevne lemmer, forvredne og forbrændte kroppe. Jeg kunne ikke høre folk skrige af smerte, eller kalde på deres mor i de sidste minutter af deres liv.

Krig er noget forbandet skidt, som der i bund og grund ikke er noget godt at sige om. Dagen efter var magen til”.

”-jeg havde set mere ødelæggelse, end jeg næsten kunne rumme. Dagen inden havde vi bombet fabrikskomplekset, og nu havde vi gjort det igen. Hvad var det vi havde gang i? ”.

Krig medfører afhumanisering og når der er tale om aggressionskrige som i krigen mod Libyen, så bryder man FN pagtens forbud mod aggressionskrig. Soldaten er et redskab for generaler og regeringer, men har også tanker og følelser. De bliver ligegyldige, men også smertefulde når de dukker op i soldatens hoved midt i krigens vanvid. Gad vide om danske soldater nogen sinde er undervist i Nürnberg domstolens afgørelser om krigsforbrydelser? 

Tingsliggørelse og fremmedgørelse er resultatet når soldaten bliver redskab. At se krigsmodstandere som en trussel ser man historisk i den hårdhændede behandling af f.eks. militærnægtere og fredsfolk i opløbet til 1. Verdenskrig. Mange blev dømt hårde domme for landsforræderi, men at tænke tanker om krigens meningsløshed kan ikke straffes.

Krigen bliver hverdag. Kristensen skriver ærligt: ”Der er sket noget med mig i løbet af den sidste halvanden måned. Den første bombe var altid lidt af en lettelse. `Godt, at det gik`, som det skulle`.

Her seks uger senere var det at kaste bomber i den grad hverdag, og jeg gik nærmest dagen i møde med `Hvad skal jeg smadre i dag? Bare kom med det!`.

Jeg var blevet vant til et fix hver anden dag, og det kan man som bekendt blive afhængig af. Jeg tør ikke tænke på, hvor følelseskolde vi kunne ende med at blive, hvis vi var udsendt i seks måneder og ikke seks uger”.

 

Fjernstyret krig: Kill TV.

Med Kristensen får vi indsigt i hvem som trækker i trådene i krigsførelsen. NATOs hovedkvarter i Norditalien spiller en hovedrolle. Her på Poggio Renatico Air Force Base. Det er herfra bomberne skal styres mod mål som bliver udpeget og hvor de deltagende NATO lande har stillet personel.  

Chefen har kaldenavnet Cowboy, så det er jo mændenes verden. Der kommunikeres med AWACS fly nær Libyen som er en slags forlænget arm. Samtidig er der overblik over dronernes aktivitet, som styres af droneførere i Nevada, USA, på Creech Air Force Base. 

”Det var ikke kun på chatten. Dronerne gjorde sig bemærket. Skråt foran mig stod to store LG fladskærms-tv, som kontinuerligt viste live feed fra de to MQ-1 Predator-droner, som lige nu var på arbejde. Det var ikke for sjov, at de to fladskærme blev kaldt ”Kill TV”, hvor hver gang jeg var på arbejde, blev jeg på dem vidne til død og ødelæggelse”. 

På den første dag i centret synes Kristensen at ”det var sygt at se de små smil, der bredte sig i rummet, når bomber og missiler ramte deres mål. Jeg var åbenlyst ikke omstillet endnu, men skulle selv komme til at føle en tilfredsstillelse ved dette syn, da jeg var blevet en del af processen”.

Kristensen var blevet del af imperialismens krigsmaskine!

Der blev indgået væddemål om hvor længe Gadaffis styre kunne holde. Oprørerne havde bevæget sig mod vest og havde stort set omringet hovedstaden Tripoli.  Med det totale luftherredømme og massive støtte til oprørerne var krigen blevet en krig med det formål at udslette Gadaffis styre.

”Gadaffis styrker mærkede, hvad det vil sige at kæmpe mod en modstander med totalt luftherredømme”.

 

Gadaffi havde mange fjender.

Gadaffi var både hadet og elsket, og efter at have overlevet Ronald Reagans forsøg på at myrde ham, var han begyndt at tilnærme sig især Europa og lavede aftaler med både Frankrig og Italien.

Men det arabiske forår som udløste oprør og håb om forandring endte i Libyen blodigt og tragisk.

Gadaffis brutale styre havde selvfølgelig mange modstandere, og vesten havde i årevis forsøgt at underminere styret. Hvor Europa før kunne lave aftaler med Libyen om at bremse for migranter, så medførte Libyens kaos at migranter og flygtninge med hjælp fra menneskesmuglere kunne løse en billet til Europa. En rejse som for mange endte med druknedøden. I dag er det EU som laver nye studehandler i et forsøg på at bremse for migranterne. ​​ 

Støtten til intervention i FN var ikke entydig, Rusland og Kina afstod fra at stemme for. Og i Den Arabiske Liga var støtten ikke entydig. Kun 11 ud af de 23 medlemmer stemte for en No Fly Zone. Med Wahabit kongedømmet i Saudi Arabien som førende nation. Der var voksende kritik af at NATO havde brugt FN mandatet til at fremtvinge en regimeændring og for at få kontrol over Libyens olieressourcer. Den Afrikanske Union(AU) og Sydafrika mente at situationen kunne løses politisk, og en komite skulle til Tripoli for at skabe dialog. Men bombningerne var startet og det var afrikanernes opfattelse at deres forhandlingsinitiativ blev saboteret. At man ignorerede afrikanerne forstod mange i Afrika som endnu et eksempel på nykolonialisme fra europæisk side.

At FN resolutionen talte om våbenhvile i Artikel 1 blev ignoreret af de angribende magter selv om Gadaffi dagen efter udmeldte en våbenhvile. Endvidere var der ikke begået folkedrab som i Rwanda og Srebrenica, og dermed blev Gadaffi styret dømt på forhånd for et folkedrab som der ikke var bevis for.

Hermed var vejen åben for at reaktionære kræfter, her også islamiske fundamentalister fik fri bane. Paradoksalt når Gadaffi havde holdt Libyen rent for islamisk fundamentalisme.

 

Mediestøtte og mordet på Gadaffi.

Krige udkæmpes ikke mindst i de globale medier hvor vi får at vide hvem der er de gode og de onde. At Danmark og NATO udførte en invasion i et afrikansk land som nu igen blev koloniseret, kom aldrig på tale at nævne.  At Afrikas højest udviklede land blev skudt i grus blev ikke nævnt. Det var en ædel mission hvor vi blev fyldt med de sædvanlige løgne om krigens nødvendighed. At Gadaffi var hadet af mange var kendt, men at han også var anerkendt som en politiker de havde skaffet befolkningen velstand og velfærd, var en sandhed som blev undertrykt. I en angrebskrig er der ikke plads til nuancer, her bruges dæmonisering for at fremme krigens mål.

På plads var også TV2 ved Rasmus Tantholdt som jublede:

”Hej MET. Jeg skal hilse fra alle de libyere, som jeg har mødt, og sige af hjertet tak til dig og drengene. I skulle se deres forløsning og glæde. Det var en ubeskrivelig oplevelse. I har gjort en kæmpeforskel. Alle takker jer gennem os. I skal være stolte. Kh. Rasmus.”

 Bombningen fortsatte og ”Gadaffis styrke kunne ikke vide sig sikre nogen steder, og det var ubegribeligt, at de fortsatte med at slås”.

Til sidst blev Gadaffi myrdet d. 20 okt. 2011 efter en tilfangetagelse som ”endte med at ligne en henrettelse” skriver Kristensen. Hvem var det lige som var mest civiliseret? Hvad med krigens regler om krigsfanger?

 Missionen var afsluttet og ”flyvevåbnets bidrag var syv måneders intensiv krigsførelse fordelt på 593 missioner med det resultat, at vores beholdning af præcisionsbomber blev reduceret med 923 styks. Vi havde bevist, at vi kunne stå distancen og var blandt eliten, når det kom til operationer med kampfly”.

Danmark havde med denne indsats vist at man var parat til nye missioner for det Globale NATO, til forsvar for imperialismen.

Noter:

1. Thomas `Met` Kristensen: Kysser himlen. En jagerpilots historie, Kbh. 2017.

Se også Martin Walldén Jespersen: I forreste række. Jagerpilot i Libyenkrigen, Kbh. 2012.

 

Om skribenten

John Graversgaard

John Graversgaard

Aktiv i Enhedslisten, og beskæftiger sig med arbejdsmiljø, antiracisme, international solidaritet og boligpolitik. Er cand.psyk, forfatter og skribent, og tidligere tilsynsførende i Arbejdstilsynet gennem 29 år. Læs mere