Lille soldat – krig og apartheid

Lige nu spiller forestillingen ”Slagmark” på den lille sære fugleunge af et teater, Teater Får302 i Toldbodgade i det indre København. Det er en monolog fremført af Jacque Lauritsen, som bygger på den israelske forfatter Yizhar Smilansky’s tekst ”Slagmark” om en ung jødisk soldats oplevelser omkring oprettelsen af staten Israel i 1948.

Soldaten deltager i angreb på palæstinensiske landsbyer, og herved møder han både sit mod og sin frygt, men også sin tvivl og et voksende ubehag. Smilansky bliver senere en kendt og kontroversiel forfatter, og da ”Slagmark” i 1978 bliver lavet som TV-film, bortcensureres den fra sendefladen af den israelske regering.

Forestillingen hos Får302 og Smilanskys tekst handler ikke kun om forholdet mellem Israel og Palæstina og den tilstand af apartheid, som Israel har udsat palæstinenserne for gennem mere end 75 år. Det er en beskrivelse af en organisationsform mellem mennesker, som desværre stadigvæk er virksom.

Israel og Sydafrika – en lang historie

Gennem de seneste næsten 10 år har jeg rejst frem og tilbage til Sydafrika, som har sin egen apartheidhistorie. Allerede inden oprettelsen af staten Israel var der meget tætte relationer mellem det sydafrikanske apartheidregime og de israelske ledere. De holdt løbende møder, hvor de hjalp hinanden med at udvikle systemer for undertrykkelse, stram logistik til indespærring og degraderende klassifikation for menneskelig eksistens.

De tætte relationer mellem Israel og apartheidstyret i Sydafrika forklarer den tilsvarende solidaritet mellem ANC og Palæstina, hvilket også danner baggrund for Sydafrikas folkemordssag mod Israel ved Den Internationale Straffedomstol.

Israels undertrykkelse af palæstinenserne er en svimlende absurditet af selvmodsigelse og konflikt. Det kan ikke passe, at et undertrykt og forfulgt folk som Israels genopfører den selvsamme ondskab mod nogle andre, som om de var forhekset af deres gennem generationer nedarvede traumatisering. Desværre er det et meget velkendt reaktionsmønster – den permanente krig med krigsførelse som normalitet.

Krigens Europa

I en ikke særlig fjern fremtid rejser mit kvindelige alterego, Maria Izuel, gennem et Europa, der ikke rigtig eksisterer længere, men hvor al menneskelighed synes at være forsvundet. Det ligner afbrændte landskaber med hærgende bander, vilde dyr og naturkatastrofer. Indimellem dukker mennesker op og forsøger at skabe liv igen, men de bliver meget hurtigt brændt levende eller mast mod golde stenformationer. Enkelte mennesker og dyr går under radaren. De lever ofte alene. De heldige vil måske en dag ankomme til et åbent hav længere væk, hvor de vil forenes med fiskene i vandet og muligvis finde nye livsbetingelser.

I dette Dantes helvede tænker Maria over krigen, døden og sin egen krop.

De siger, at det værste er at dø, men det er ikke rigtigt. Det er rædslerne inde i et menneske gennem hele resten af livet, der kan tilintetgøre dig, ikke døden. Døden er stille. Den er konstans i en verden, hvor alt ellers forandrer sig. Maria kan ikke forstå det. Hun står nu over for flere blodsudgydelser, selvom hun ikke helt ved, hvad det betyder. Hun har endnu ikke fået færten af, hvor hun befinder sig, og hvad der vil komme til at ske. Der er ikke noget, hun kan gøre ved det. Det er ved bestemte temperaturer, at det værste kan ske, men her er meget koldt.

Når bomberne falder ved højlys dag, bliver solens stråler til en blitzregn. De skarpe dråber flår menneskets kød til blods. Der farer projektiler gennem luften. Hun kigger ned ad sin venstre overarm og mærker et snit. I det næste øjeblik svulmer armen op til dobbelt størrelse og føles som en ballon. På samme måde som en ballon fyldt med luft udover bristepunktet, sprænges hendes arm i små flager. De flyver i alle retninger.

Krigen har en bestemt lugt. Vi tror, det er lugten af størknet blod, eller stanken af råddent kød, men det er det ikke, det er heller ikke knuste knogler. Det er fraværet. En uendelig tomhed. Det er slut. Alting brænder. Der er intet tilbage. Asken flyver. Sten pulveriserer. Jorden smuldrer. Hendes hjerne holder op med at fungere. Der er ikke noget tilbage inde i hende. Hun er forbi, men regnen fortsætter i bjergene.

Krigen har ingen retning

I årtusinder har vi dræbt hinandens børn. Meget ofte uden grund. De pinsler, det påfører os, tjener intet formål. Vores handlinger har nok haft et formål, vi har haft motiver. Mange gange har det hele været begrundet af store tankesystemer. Maria har ikke længere sympati for systemer. Hun tænker tilbage på det politiske arbejde, og hvordan det begyndte. Nu forstår hun det ikke. Det havde blodige konsekvenser, men det er nemt at sige bagefter. Der er ingen vej tilbage.

Bomben og sprængstoffet er nemt at fordømme. Hver eneste dag er der nogen, der bliver kneppet i røven af et andet menneske. Og det gør altid ondt. Det er hver eneste gang et overgreb. Det kommer ikke an på voldsomhed eller størrelse. Første gang du forbryder dig, er din egentlige forbrydelse. Resten er bare gentagelse af tidligere vaner og kan undskyldes og forklares.

Hvad er der sket med verden? Hun ved det ikke. Det er hendes eget kød og blod, som driver hende frem, men hun bryder sig ikke om de tanker, der opstår i hendes hoved. Der er slag mod nøgne kroppe. Menneskers smerte. Bomber sprænger. Huse efterlades i støv. Hun kan høre det tydeligt. I sit hjerte vil hun helst ikke være en del af det, som kommer til at ske, men hun er allerede gået alt for langt.

Krig har kun en retning – ingen, og kun et mål – intet.

Forestillingen ”Slagmark” spiller på Teater Får302 til og med lørdag 20. april 2024.