Lokalafdelingen af 3F i Aalborg mener ikke, den varslede overenskomstaftale lever op til forventningerne. Foto: 3F Aalborg / Facebook
8 min. læsetid

»Der tjenes jo ualmindeligt mange penge i de her år, og virksomhederne er gode til at dele dem ud til sig selv og aktionærerne,« lyder det fra Benny Vinther Jensen, gruppeformand for 3F Aalborgs industrigruppe, som ikke mener, at overenskomstaftalen giver hans medlemmer del i de penge.


Af Kim Kristensen

En af landets største grupper af industriarbejdere anbefaler nu medlemmerne at stemme nej til den overenskomstaftale, som CO-Industri og Dansk Industri (DI) er blevet enige om.

Ifølge Benny Vinther Jensen, gruppeformand for 3F Aalborgs industrigruppe, lever aftalen nemlig hverken op til kravene om en højere mindsteløn, en styrkelse af tillidsrepræsentanterne eller en større andel af virksomhedernes overskud.

»Problemet er også selve rammen for overenskomstresultatet,« siger Benny Vinther Jensen. »Der tjenes jo ualmindelig mange penge i de her år og virksomhederne er gode til at dele dem ud til sig selv og aktionærerne. Men vi synes sådan set, at vi også skal være en del af dette, da vi er med til at skabe det fantastiske resultat. Hvilket vi ikke kan se. Den her overenskomst skiller sig ikke ud fra den seneste rent økonomisk på trods af, at det går bedre med den danske økonomi. Der er fornuftige ting i aftalen, det skal jeg ikke benægte. Jeg synes bare ikke, at det er nok i forhold til de penge, som arbejdsgiverne tjener i de her år«.

Arbejdslivet vendt på hovedet

Selv om mindstelønnen – eller den såkaldte mindstebetalingssats – for de 230.000 ansatte i industrien stiger med 7,5 kroner over de kommende tre år, mener Benny Vinther Jensen således ikke, at det er nok. 3F havde krævet en stigning på 30 kroner i timen.

Industriens overenskomst

CO-Industri og Dansk Industri er blevet enige om en treårig aftale, som blandt andet betyder følgende:

– Fritvalgs-kontoen øges fra fire pct. til syv pct., og udvides også med øget frihed til børnefamilier, der nu både kan bruge kontoen til fravær ved barn til lægen og til at holde barnets anden sygedag

– Forældreorloven tilføjes med tre ugers øremærket forældreorlov til den anden forælder, således at der i alt er 16 ugers forældreorlov

– Løn under sygdom forøges fra de nuværende ni uger til 14 uger

– Forbedringer af arbejdsmiljørepræsentanternes vilkår, bl.a. gennem forbedrede uddannelsesmuligheder

– Pension til lærlinge fra den dag de fylder 18 i stedet for den dag, de fylder 20 år

– Permanentlig-gørelse af aftalt uddannelse og øgede muligheder for uddannelse i opsigelsesperioden

– Grønt ansvar: Vedvarende, systematisk og stærkt samarbejde mellem ledelse og ansatte til fremme af den grønne omstilling

– Forøgelse af mindsteløn med 7,50 kr.

– Forøgelse af satser på lærlingeløn og overarbejdssatser mv.

Lønnen er – bortset fra en fastsat mindsteløn – ikke en del af de centrale overenskomstforhandlinger i industrien, men fastsættes via årlige lokale lønforhandlinger på de enkelte virksomheder.

+

»Et af målene var jo, at mindstelønnen skulle stige væsentligt,« siger lokalformanden. »Og det kan man ikke påstå – eller det kan man jo! – men det er i hvert fald ikke min opfattelse, at det er en væsentlig stigning af mindstelønnen«.

De endelige lønninger for skal ganske vist aftales ude på de enkelte arbejdspladser, men Benny Vinther Jensen frygter, at hans tillidsrepræsentanter her kommer til kort. Af samme årsag havde lokalformanden håbet, at deres forhandlingsposition var blevet styrket. Hvilket ikke kun handler om at forhandle løn men også arbejdsforhold.

»Vi har krævet, at tillidsrepræsentanterne får mere indflydelse på arbejdstiderne ude på de lokale arbejdspladser,« siger Benny Vinther Jensen. »Det kan for eksempel handle om varslerne, når en ansat flyttes fra et skiftehold og til et andet – eller at man får nogle rettigheder i en periode. Hvis du for eksempel bliver skilt, kan det jo være, at du de næste par måneder skal aflevere børnene og har brug for at kunne møde senere. Jeg tror, at det vil undre mange mennesker, at man kan gå 20 år på daghold på arbejdspladsen for så at få at vide om onsdagen, at på mandag møder du i femholdsdrift og altså skal kunne være klar til at arbejde alle 24 timer i døgnet, syv dage om ugen, 365 dage om året. Selvfølgelig vil man få sit skifteholdtstillæg – og genetillæg for mødetiderne – men man kan altså stort set uden varsel få vendt sit arbejdsliv på hovedet. Det handler ikke om, at man skulle kunne afvise dette. Det handler om at få en ret til at forhandle om, hvordan ændringerne udfærdiges, eller at få ret til nogle længere varsler. Og der har vi altså ikke fået nogen som helst øget indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet«.

“Jeg tror, at det vil undre mange mennesker, at man kan gå 20 år på daghold på arbejdspladsen for så at få at vide om onsdagen, at på mandag møder du i femholdsdrift og altså skal kunne være klar til at arbejde alle 24 timer i døgnet, syv dage om ugen, 365 dage om året.”

I stedet mener lokalformanden, at arbejdsgiverne ved de seneste overenskomstforhandlinger netop igen og igen har fået øget deres indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet. Senest fik arbejdsgiverne i forbindelse med overenskomstaftalen i 2017 ret til at kræve »systematisk overarbejde« eller i perioder en 42 timers arbejdsuge af medarbejderne. Den omstridte passus i forligsteksten, som blev samlingspunktet for nej-kampagnen (»Nej til 42 timer«), var – og er – dog ikke det, som holder Benny Vinther Jensen vågen om natten. Lokalformanden har aldrig troet på, at arbejdsgiverne kommer til i nogen særlig grad af benytte sig af retten på grund af problemerne med overtidsbetaling og afspadsering.

»Harme«

Ifølge Benny Vinther Jensen er hans – og medlemmernes – største anstødssten dog den almindelige »harme« over ikke netop at få del i den økonomiske fremgang de senere år.

»Direktionsgangene uddeler ualmindelig store lønstigninger til sig selv og udbetaler ualmindelig store aktieudbytter til aktionærerne, samtidig med at vi får besked på at holde igen, fordi vi skal være konkurrencedygtige,« siger lokalformanden. »Det er vel for hel… Det er som om, at deres lønninger ikke indgår i ligningen om konkurrencedygtighed. Men det vel lige meget, om det er os eller direktøren som stiger i løn. I stedet står vi her og får én procent om året i fritvalgskontoen. Det er det! Så kan man sgu ikke fornægte vores medlemmer i at sige, at det er eddermame ikke rimeligt, det her«.

En henvisning til, at hvor arbejdsgiverne i dag betaler fire procent af de ansattes løn ind på kontoen, så bliver det beløb med den nye aftale forhøjet til syv procent i løbet af de tre år, som aftalen løber. Fra fordoblingen i 2017 fra to til fire procent – til altså syv procent i 2022, har den gennemsnitlige industriarbejder nu sikret sig en værdi på omtrent 28.000 kroner årligt, som efter eget behov kan anvendes på ekstra lønkroner, pension, ferie, omsorgsdage eller seniorfridage.

Flere lokale 3F-grupper – herunder Industrigruppen i Aalborg og Randers – vender tommelfingeren nedad for det foreløbige resultat i overenskomstforhandlingerne.

»Spydspidsforliget«

3F Industrigruppen Randers vender også tommelfingeren nedad overfor den indgåede overenskomstaftale.

»For lidt på mindstelønnen, ingen styrkelse af de tillidsvalgte, ingen styrkelse for medlemmerne og TR i arbejdstids spørgsmål,« skriver lokalafdelingens bestyrelse på Facebook om et møde, hvor alle var enige om at anbefale et nej. »Og ikke at forglemme, ingen 3F-medlemsfordele overhovedet. Det var alt sammen krav, som vores tillidsvalgte havde vægtet højt i forarbejdet til forhandlingerne – og derfor blev det et klart NEJ. Vi har svært ved at se at det samlede resultat er en styrkelse af vores overenskomst, så derfor anbefaler vi et STORT NEJ. Vi har ikke engang fået en lille sukkerknald, nej kun et sukkerkorn, det forlig der er indgået er et kriseforlig«.

3F’s chefforhandler var ellers anderledes positiv, da han fornylig kom ud fra forhandlingerne i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København.

»Vi har simpelthen landet en aftale med mere til alle uanset, hvor man er i sit arbejdsliv,« lød det ved den lejlighed fra Mads Andersen, formand for 3F Industri og næstformand i Co-industri. »Det er jeg stolt af«.

Overenskomstaftalen mellem CO-Industri og DI – eller det såkaldte spydspidsforlig – lægger niveauet for de øvrige brancher, som i de kommende uger eller måneder skal forsøge at lande OK20-aftaler for den resterende del af de i alt 600.000 privatansatte. Først når der er indgået aftaler for alle de privatansatte, skal aftalerne til én samlet afstemning. Ved de seneste overenskomstforhandlinger i 2017 stemte 60 procent af 3F’s medlemmer nej til overenskomstresultatet, som kun blev stemt igennem af ja-sigerne i forbund som HK og Dansk Metal.

Ender den samlede afstemning med et nej, kan det betyde en storkonflikt på det private arbejdsmarked.


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.