Luigi Mangiones vrede var ikke ideologisk

Profilen og baggrunden for Luigi Mangione – manden der er anklaget for at have dræbt UnitedHealthcares CEO Brian Thompson – bliver stadig mere klar. Efter flere dages spekulation kan vi nu med større sikkerhed sige, at motivet var relateret til sundhedsvæsenet. Ordene “nægte”, “forsvare” og “afsætte” stod skrevet på patronhylstrene, der blev fundet på gerningsstedet.

Med sig havde Mangione en erklæring på to sider, da han blev arresteret. Her klagede han over, at “USA har verdens dyreste sundhedssystem, men vi rangerer kun som nummer 42 i forventet levealder,” og at virksomheder som UnitedHealthcare “simpelthen er blevet for magtfulde og fortsætter med at udnytte vores land for enorme profitter.”

Flere uansvarlige stemmer har på baggrund af disse detaljer erklæret, at han er en “venstreorienteret” og endda “tydeligt fan af” Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez. Mangione var kritisk over for det amerikanske sundhedssystem og private forsikringsselskaber, hvilket også kritiseres af venstrefløjen; ergo må han tilhøre venstrefløjen – dette synes at være hele analysen.

Men en gennemgang af Mangiones digitale fodaftryk viser, at virkeligheden er meget anderledes og langt mere interessant. Langt mere end en stereotyp forestilling om en ung radikaliseret venstreorienteret – der er besat af politiske YouTube-kanaler og Sanders – ligner Mangione mere en typisk amerikaner: en person med blandede holdninger og politiske overbevisninger, der ikke passer pænt ind i nogen kategori på det politiske spektrum.

Alt for mange amerikanere har gennem de seneste årtier grebet til våben og begået chokerende voldshandlinger – ofte uden andet mål end at skade og dræbe for deres egen skyld. Mangione kan være tegn på noget nyt: en politisk moderat uden nogen bevægelse bag sig, uden nogen baggrund som aktivist og uden en stærk ideologi. Han var tilsyneladende radikaliseret af et svigtende system – og ledt til at tro, at mord er måden at fikse det på.

Svingvælgeren som drabsmand

Hvis man ville, kunne man plukke udvalgte detaljer fra Mangiones digitale fodspor for at få hans politiske ståsted til at se ud, som man vil.

Vil du have ham til at være venstreorienteret? Du kunne pege på hans nu utilgængelige Goodreads-profil, hvor han “likede” et Kurt Vonnegut-citat om, hvordan “fattige amerikanere opfordres til at hade sig selv,” og hvor han viste interesse for bøger som Michelle Alexanders The New Jim Crow og The Autobiography of Malcolm X. Du kunne også fremhæve hans modvilje mod Jordan Peterson, som han sagde “overkomplicerer alt, hvad han siger højt, og spilder alles mentale båndbredde på at afkode det.”

Vil du have ham til at være en radikal miljøaktivist? Så kan du fremhæve hans femstjernede anmeldelse af Dr. Seuss’ miljøfabel The Lorax, hans interesse i bøger om klimakrisen som Merchants of Doubt og How to Avoid Climate Disaster, eller hans retweets om kulindustriens bidrag til klimaforandringerne, eller der hvor han jubler over frifindelsen af dyreaktivister, der stjal smågrise fra en farm.

Foretrækker du ham som en tech-entusiastisk libertarianer? Så er der hans mange tweets og retweets om kunstig intelligens (AI), som afspejler både fascination og bekymring. Der er hans begejstring for Elon Musk-biografier, hans retweeting af Peter Thiels foredrag, eller hans interesse i bøger om Steve Jobs, start-ups samt Ayn Rands Atlas Shrugged. Han har også retweetet en lang tråd om, at det gamle Rom faldt, fordi det var blevet en ”uholdbar velfærdsstat”

Vil du hellere tilskrive hans handlinger en bevægelse for mænds rettigheder? Så kan du udvælge hans interesse i bogen Of Boys and Men: Why the Modern Male Is Struggling, og retweets, der kunne tolkes i den retning: tweets om, at “toksisk maskulinitet er en skadelig myte” og beklagelser over, at “det er trist, at spørgsmålet ‘er mænd vigtige?’ ikke kan besvares med et simpelt ‘ja.’”

Du kan også gøre Mangione til højreradikal konspirationstype. Han fulgte også de højreorienterede podcasts, der er populære blandt unge mænd. Mangione gik op i træning og wellness, virkede passioneret omkring psilocobin og andre sindspåvirkende stoffer, og han var fan af den kontroversielle forsker og podcaster Andrew Huberman – ofte beskyldt af liberale for blandt andet at sprede pseudovidenskab og antivaccine-holdninger – og han virkede generelt til at være modstander af COVID-nedlukningerne. For eksempel retweetede han en historie om kinesere, der gjorde oprør mod landets “‘nul-Covid’ terrorstat” og “genvandt deres menneskelige værdighed i mødet med verdens mest umenneskelige kontrolmaskine.”

For dem, der gerne vil fremstille ham som en mere traditionel højreorienteret reaktionær, er der også materiale at tage fat i. Mangione tweetede og retweetede ofte ting, der var kritiske over for “wokeness”, og han var fan af professor Jonathan Haidt fra New York University, forfatter til The Coddling of the American Mind, en kritik af cancel culture, som var på Mangiones “vil læse”-liste på Goodreads. Der dukker Mein Kampf, hvis man ønsker at være særligt nådesløs i sin vurdering.

Men han kan også let placeres som noget langt mere midt imellem. Han retweetede om farerne ved politisk polarisering og ønskede at læse Ezra Kleins Why We’re Polarized.

En normal amerikaner

Mangione havde en række forskellige politiske holdninger, der gør det svært at placere ham på den typiske politiske akse. Han var interesseret i sundhed, fitness og hallucinogener, og han var bekymret over afhængighed af teknologi. Hans had til den grådige sundhedsforsikringsindustri var måske det mest konsistente tema i hans tankegang.

Det viser sig altså, at Luigi Mangione på mange måder er en typisk frustreret amerikaner – én der havde kæmpet med sine egne sundhedsproblemer, herunder alvorlige rygsmerter, som han søgte råd om online. Hans coverbillede på X (tidligere Twitter) var et røntgenbillede af hans egen rygsøjle.

Kunne dette have ledt til synspunktet, som han beskrev i sin erklæring, om at forsikringsselskaber er “parasitter,” og at mordet han begik “måtte ske” for at afsløre deres “korruption og grådighed”?

Internetbrugere har delt Mangiones anmeldelse 2024 af Unabomberen Ted Kaczynskis manifest, hvor Mangione kaldte Kaczynski for “en voldelig person,” der “med rette blev fængslet,” men som ikke desto mindre stadig var “en ekstrem politisk revolutionær.”

Han delte også et citat, han fandt “interessant,” om hvordan fredelige protester havde været ineffektive, og at kun “kujoner og rovdyr” hævder, at vold ikke løser noget. Han retweetede også en parafrase af en samtale mellem Batman og Jokeren, som antyder, at superhelten tager fejl ved at holde fast i sit berømte princip om ikke at dræbe sin nemesis, fordi det betyder, at han dermed dømmer “en masse uskyldige familier” til døden.

Det er ikke svært at se forbindelsen mellem denne form for tankegang og Mangiones handlinger. I modsætning til Jokeren i Batman-universet har Mangiones mord på Thompson hverken reddet nogen liv, og det vil det heller ikke komme til. Det vil hverken gøre UnitedHealthcare mindre grådigt eller føre til indførelsen af en national sundhedsforsikring (Medicare for All) i USA. Den eneste effekt har været Thompsons død.

Noget nyt?

Vi har en tendens til at tænke på politisk vold som noget, der udføres af fanatikere: radikale personer på den yderste fløj af det politiske spektrum, hvis ideologi får dem til at udføre handlinger, som de fleste mennesker aldrig ville overveje, såsom skyderier eller bombeangreb for at fremme målene for en bevægelse eller gruppe. Men i det 21. århundredes USA ser vi i stigende grad vold, som ikke udføres af ideologiske ekstremister, men af personer med en profil, der minder om den typiske svingvælger.

Den 20-årige, der næsten dræbte Donald Trump, var ligeledes alene og havde politiske holdninger, der strakte sig over hele spektret. Han donerede til en pro-demokratisk kampagne den dag, Joe Biden blev indsat som præsident, før han otte måneder senere registrerede sig som republikaner. Hans klassekammerater huskede ham enten som én uden stærke politiske holdninger eller som en overbevist konservativ. Den kongresnedsatte kommission, der undersøger hans attentatforsøg, har stadig ingen idé om, hvorfor han gjorde, som han gjorde.

Det er endnu uvist, om dette udvikler sig til en bredere tendens, hvor ikke-ideologiske amerikanere radikaliseres og griber til våben for at fremme en eller anden form for politisk mål – løsrevet fra enhver større bevægelse.

Hvis det er tilfældet, kan man ikke lade være med at mistænke, at det er et udtryk for den frustration og håbløshed, som hvert eneste nylige valgresultat i USA synes at fremhæve – et uretfærdigt og korrupt system, som amerikanerne ved og føler svigter dem, men som stædigt synes immun over for forandring, uanset hvordan de stemmer eller organiserer sig.

Teksten er først bragt på Jacobin. Den er oversat og bearbejdet af Jonas Neivelt.