Foto: Britta My Thomsen
7 min. læsetid

Fredag den 19.april arrangerede Luk Ellebæk aktion mod udrejsefængslet. Se billeder og video her, og læs Agnes Sif Ingemanns beretning fra aktionen.


Af Agnes Ingemann

Rage against the regime

“Say it loud, say it clear, refugees are welcome here!” Det klare budskab bliver entusiastisk sunget ud med slagkraftig røst, der harmonerer med det bragende solrige forårsvejr denne eftermiddag i april. Omkring 150 mennesker har samlet sig foran Sandholmlejren i Nordsjælland, og går nu i samlet flok mod indgangen til Udlændingecenter Ellebæk, der ligger ca. 10 minutters gang øst for Sandholm. Forrest vejer banneret bravt med påskriften, Åbn hjerterne, Luk Ellebæk.

Energiske aktivister i høj solskin. Foto: Britta My Thomsen

Kampgejsten er ikke til at tage fejl af. Da flokken nærmer sig den pigtrådsbeklædte port, der udgør hovedindgangen til Udlændingecenter Ellebæk, skiftes den rolige hymne ud med kampråb med et tempo fra en anden verden.

”Styrk – den – internationale – solidaritet”. Knyttede næver ryger i vejret som tegn på samhørighed. Når jeg kigger mig omkring blandt folkemængden, oplever jeg en brændende stålsathed, der næsten kan hamle op med de skånselsløse varme solstråler. Viljen vinder over vejret og demonstrationen når Ellebæks indgang.

Jeg bemærker en dame med en medbragt lampe af metal og en solid træske. Hun slår højlydt genstandene mod hinanden. Folk er tydeligt beredte på at gøre sig bemærket og få budskabet om menneskeliggørelse af de indsatte afviste asylansøgere frem i lyset. Ved forårets ankomst skal også lyset og håbet for de indsatte stige med solen.

Den larmende og lydte skare har været ventet. Politiet står, som perler på en snor, i en række og barrikaderer området foran den fjendtlig-udseende port, da vi ankommer. Straks, da vi har rundet hjørnet fra ellealleen, henter politiet et par af deres schæferhunde frem, gøende og med vide savlende gab.

Et rød-hvid strimlet plastik bånd markerer grænsen for politiets territorium og demonstrationens bevægelighed. Men så let, som man bryder plastikmaterialet omkring en 6-pack med kølige dåsebajere, så let, fandt en aktivist ud af, at det rød-strimlede bånd kunne brydes.

Politiet afspærrer området med plastikbånd. Det kan dog brydes “så nemt, som man bryder plastikmaterialet omkring en 6-pack med kølige dåsebajere” beretter Agnes Ingemann. Foto: Britta My Thomsen

Overhånd

En ung mand brød den grænse, der var langt mere symbolsk, end hvad synligt var.

Spillet om den halvt-asfalterede, halvt græsbelagte plads, begynder herefter at udspille sig, – politi og aktivister imellem. Det synlige bånd var brudt og politiet måtte nu med magt markere deres arena.

Der er blandt de demonstrerende overlagt enighed om aktionens fredelige rygrad. Det er en ikkevoldelig demonstration. Men da aktivister roligt taper plakater op på et træplankeværk foran det højere stålhegn, med budskaber som, ”Stop kriminalisering af flygtninge ”, vækker det bjørnen i politistyrken.

Video: KaosTV

Politiet blender med demonstranterne og en ung fyr bliver, efter en kort jagt, nedlagt og bragt til en af politiets blå vogne. I et forsøg på at forhindre anholdelsen af denne medaktivist, blokerer demonstranter vejen for den nat-blå politivogn. Jeg selv står i modsatte hjørne af udspillet, men da en midaldrende kvinde panisk og forskrækket råber op og vinker om backup fra forsamlingen, løber en stor andel af skaren hen mod den eskalerende situation.

Det er svært at komme til. En strisser med en aggressiv og absolut bidsk køter truer sig vej gennem mængden: ”Fjern jer eller I bliver bidt!

Fjern jer eller I bliver bidt” lød beskeden til de forsamlede. Foto: Britta My Thomsen

Jeg ser skræmt på en hund med blod, der drypper fra gabet ned på den støvede vej. Den har formået at bide sig selv i ren ophidselse. Det hele virker pludseligt så bestialsk og brutalt. Kontrasten mellem budskabet om solidaritet og truslen om vold skærer igennem. Kontrasten mellem politiets interesse om kontrol og demonstrationens hensigt om international frihed og fredelig aktivisme er nu særdeles intens og truende. Som bar hud tæt ved brændenælder, er jeg vagtsom. Jeg holder mit åndedræt overfladisk, så jeg bedre kan have føling med situationen.


Video: Jon Boiesen

Solidaritetserklæring

Mellem hvislende fløjter, knaldende grydelåg og protestråb er demonstranter, i forsøget på at forhindre den anholdte i at blive kørt væk, i kontakt med politiet foran en af deres nat-blå vogne. I en senere offentlig video, ser man, hvordan tre aktivister ligger på jorden, hænderne i forsvar dækkende for ansigtet, modtager slag fra politiet. Slag med knipler rettet mod hans ansigt. Stemningen er hidsig. Som et oprørt hav, står folk omkring scenariet. Bølgerne går højt.

Aktionens budskab er fredeligt. Budskabet om åbne hjerter, dialog, solidaritet og retfærdighed skal markeres. Efter den hektiske scene, de glubske hunde og den nådesløse vold, er der enighed fra demonstranternes side om at stå endog stærkere sammen om hensigten med aktionen. Folk sætter sig i blokade i det varme græs for ikke at provokere ordensmagten til yderligere skånselsløs vold. Det er ikke en aktion med hensigt om at sætte fokus på politiets metoder, men en aktion til ære for de indsatte på Ellebæk. Der er krav om systemforandring. Forsamlingen er en solidaritetserklæring.

Video: Jon Boiesen

I græsset blandt mælkebøtter sidder folk tæt. Trods den voldsomme episode, er der nu intensiveret fokus på samhørighed og det styrkende fællesskab blandt demonstranterne. En karakterstærk ung kvinde rejser sig, og før aktivisterne går hjemad, mod hverdag og trygge rammer, taler folkeskaren direkte til de indsatte. Til dem, hvis stemme bliver undermineret i demokratiet, hvis stemme bliver overhørt. Kvinden med det korte hår, gnistrende øjne og kraftfuld stemme råber med liv fra det spæde forår: ”We have a message! You are not alone! You are not alone!” Vi andre stemmer i med vor lungers fulde kraft. I er ikke alene, og vi er her for at være den stemme, som er blevet gjort tavs i systemet.

Video: Jon Boiesen

Efterfølgende høres den inderlige melodi med det skarpe budskab atter gennem forårsluften: ”Say it loud, say it clear, refugees are welcome here!”

Sangen fortsætter. Åndedraget når helt roligt ned i maven nu. Vi ved alle, hvorfor vi er her. Meningsfuldheden bliver åndet med ned i lungerne ved hvert et drag, der tages. Vi er som mælkebøtter. Intet stopper den fine blomsts vej frem mod lyset. Den kan skyde gennem asfalt. Selvom det muligvis en dag vil ligne, at vi står som sårbare afblomstrede stilke, vil vi sprede vores frø, og det vil være umuligt at stoppe viljen til forandring. Vi vil lande over alt. Vi vil altid søge lyset, og vi vil blomstre på ny.

Aktionen ved Ellebæk var en solidaritetserklæring med krav om menneskelighed, værdighed og retfærdighed for de indsatte på udrejsecentrene.

Den var også et nødblus. Der bliver kaldt fra det oprørske hav. Skummet på overfladen bevidner, at der findes en stærk understrøm af protest, mod det sejl staten har sat.

Folket har udtrykt sig og peget en retning ud på kortet. Kursen er lagt: mod de systemforandrende vande.

Tell me how democracy looks like – this is how democracy looks like!


“En solidaritetserklæring med krav om menneskelighed, værdighed og retfærdighed for de indsatte på udrejsecentrene.” Sådan beskriver Agnes Ingemann aktionen mod Ellebæk fængsel. Foto: Britta My Thomsen


Læs mere om Luk Ellebæk Samarbejdet her