Månedens pris for grønvask går til… Energinets polske gas-partner!
Det polske statslige gasselskab bruger børn i et kynisk PR-fremstød for fossilgas.

Energinets polskejede søsterselskab, Gaz-System har udskrevet en konkurrence for børn og unge, som skal skønmale et billede af Baltic Pipe som et miljøvenligt initiativ. ”Dette er ikke andet end kynisk grønvask. Fossilgas ødelægger klimaet og vores børns fremtid”, svarer borgere i både Polen og Danmark, herunder den polske ungdoms Klimastrejke og Forældre for fremtiden.
På Børnenes Dag, der fejres i Polen 1. juni, offentliggør Gaz-System resultaterne af en konkurrence. Her skal børnene fremstille ”en skov i en krukke” for at ”fremhæve Baltic Pipe som et bæredygtigt projekt, der drager omsorg for miljøet”.
Klimakrise i gave
”Konkurrencen er et uhyrligt eksempel på virksomheders grønvask. På Børnenes Dag giver Gaz-System os alle en gave i form af klimakrisen!” siger Marzena Wichniarz fra Klimaforældrene i Polen. Hun fortsætter:
”Vi foreslår, at der i stedet udskrives en anden konkurrence med titlen ”Klimakrisen i en krukke”, som vil illustrere den virkning, fossilgas reelt har på miljøet. Vi opfordrer alle til at lave deres egne “krukker” og poste dem på de sociale medier, hvor de tagger #GazSystem, #BalticPipe samt et andet polsk olie og gaskompagni, PKN Orlen #ORLEN2030.”
“At skifte fra kul til gas vil kun forsinke klimakatastrofen, ikke afværge den”
”Gaz-System vil gerne fremstille fossilgas som et miljøvenligt brændstof. Men FNs klimapanel (IPCC) anslår, at klimaeffekten fra fossilgas kun er 40 % lavere end kul, så det er utvivlsomt ikke det overgangs-brændstof, man gerne vil fremstille det som, hvis man skal følge anbefalingerne fra IPCC. At skifte fra kul til gas vil kun forsinke klimakatastrofen, ikke afværge den”, siger Mikołaj Gumulski fra Fridays for Future i Polen”.
”Fossil-gas påvirker klimaet næsten lige så meget som kul, men Gaz-System er tavs om dette. Virksomheden bruger kynisk børn og unge til at promovere et fossilgas, der bidrager til klimakrisen. Med andre ord frarøver man de nye generationer muligheden for en sikker fremtid fri for klimaforandringernes katastrofale følger – blot for selv at få en kortsigtet gevinst”, forklarer organisationen Pracownia na rzeczWszystkich Istot (Workshop for alle Væsener, red.).
Det store EU-finansierede Baltic Pipe-projekt forventes at koste 2 milliarder Euro, og skal angiveligt øge gasforsyningen til Europa ved at forbinde norske gasfelter i Nordsøen med Polen – og fragte disse gennem Danmark. Her skal 10 milliarder kubikmeter gas årligt transporteres fra Norge til Polen, mens 3 milliarder kubikmeter bliver transporteret den anden vej. Sidstnævnte er hidtil blevet fortiet for den danske befolkning