Magtens faldgruber

Det sendte rystelser gennem hele den danske fagbevægelse, da den daværende FH-formand i 2023 trak sig fra posten efter en række anklager fra yngre mænd i fagbevægelsen om grænseoverskridende adfærd og efter et noget uskønt forløb i FH’s forretningsudvalg.

Lizette Riisgaard sagde det ligeud på sin Facebook-side, da anklagerne mod hende nåede offentligheden, men før HK trak tæppet væk under hendes forsatte formandskab: “Jeg har handlet uprofessionelt som leder. Og jeg har slet ikke været bevidst om min egen position og den magt, som naturligt følger med.”

Netop det med magtpositionen er centralt, når det gælder anklager om uønskede seksuelle tilnærmelser eller anden grænseoverskridende adfærd. Og selvom Lizette siden hen fortrød, at hun havde vedgået sig anklagerne, så kostede det den i mine øjne rigtige FH-formand posten.

Grænseoverskridende adfærd fra ledere over for ansatte eller valgte på “lavere” niveau er i enhver form uacceptabel. Det handler om en skæv magtbalance og ikke om privatlivets fred, og i en medlemsorganisation er det tillige en sag for offentligheden.

I modsætning til en efterfølgende mediedækning af en 3F-formands dobbeltliv, som i mine øjne hørte til privatlivet – men som naturligt nok i det offentlige rum også handlede om troværdighed.

Tilliden gik fløjten

Året efter Lizette Riisgaards afgang skulle der vælges en afløser for den afgående formand for svensk LO.

Svensk LO anvender ligesom norsk LO en set med danske øjne ret centralistisk valgform, hvor ledelsen vælges på en kongres, men hvor en valgkomité – sammensat så den repræsenterer kongressens forventede flertal – før kongressen udarbejder en indstilling til hvert enkelt valg. Det betyder normalt, at valget reelt er afgjort på forhånd.

I 2024 nåede det svenske LO’s valgkomite frem til at anbefale næstformanden i Hotell- och Restaurangfacket (HRF) Pim van Dorpel.

Pim van Dorpel havde på forhånd fortalt valgkomiteen om et tidligere alkoholproblem og en dom for spirituskørsel, men havde de seneste femten år betragtet sig selv som ædru alkoholiker.

For valgkomiteen stillede disse oplysninger sig ikke i vejen for en indstilling til valg til formandsposten. Det gjorde derimod noget, som ikke blev fortalt.

Det var først efter indstillingen til at blive valgt til formand for svenske LO, at han – på baggrund af henvendelser til pressen om hans fortid – valgte i et interview at fortælle om en ungdom i det svenske skinhead-miljø med White Power og strakt højrearm:

”Dengang kaldte jeg mig for patriot eller Sverige-ven. Jeg var 14 år. Et barn. Jeg kunne ikke engang finde ud af at rydde op på mit værelse. Samtidig vil jeg hverken forskønne noget eller få det til at lyde værre, end det var. Jeg var til fester, hvor der blev spillet white power-musik. Jeg blev stopfodret med gift og had.”

For valgkomiteen betød interviewet, at tilliden til Pim van Dorpel gik fløjten, og han trak sig som kandidat dagen før kongressens åbning.

Den skæve magtbalance

I år blev det så det norske LO’s tur til at rende ind i et kandidat-frafald. Denne gang på grund af udbredt grænseoverskridende adfærd.

Den norske valgkomite var klar til at indstille formanden for Norges tredje største forbund Fællesforbundet Jørn Eggum til posten som LO-formand, da norsk TV 2 kom forbi med en slæde:

”Jørn Eggum forhandlede selv fratrædelsesaftalen direkte med sin tidligere elskerinde Merethe Solberg og opfordrede hende til at kræve mere. Solbergs eneste krav: At få lov til at beholde sit arbejde.”

Merete Solberg var formand for en lokal afdeling af Fællesforbundet, som forbundet ville nedlægge, og Jørn Eggum var tydeligvis inhabil i forhandlinger om en fratrædelsesaftale, som han var indstillet på at forgylde ganske meget.

Bid for bid oprulledes både før og efter, at Jørn Eggum trak sit kandidatur, en sag om netop den skæve magtbalance – hvor først hans ekskone fortalte om at have fundet kompromitterende mails på en iPad.

Det blev efterfulgt af kvinder med tillidsposter på arbejdspladser, som uden at have mødt forbundsformanden pludselig modtog sms’er om natten:

” ’Jeg følte mig set af den førende leder i forbundet. Det var stort for mig’. På det tidspunkt var hun tillidsvalgt på lavt niveau i Fællesforbundet. Da han kommenterede hendes udseende og ville mødes, siger kvinden – som er i tyverne – at det begyndte at skurre i ørerne: ’Det var ubehageligt. Jeg følte, at der var noget, som ikke stemte. Jeg lod mig ikke rive med. Og det er jeg meget glad for i dag. Jeg har tænkt over det: Hvad hvis jeg havde mødt ham?”

Jørn Eggum trak i første omgang sit kandidatur til LO-formandsposten, men måtte efterhånden som sagen blev stadig mere omfattende også trække sig fra formandsposten i Fællesforbundet og ledelsen af Arbeiderpartiet.

Senest er formanden for valgkomiteen Mette Nord – som tillige er formand for Norges største forbund og FOAs søsterforbund Fagforbundet – kommet i søgelyset med spørgsmål om, hvilke drøftelser, der fandt sted i valgkomiteen; og hvordan Mette – som jeg har stor respekt for fra min formandstid – i sin tid reagerede på en henvendelse fra Jørn Eggums ekskone, som er medlem af Fagforbundet.

Udstillingsvindue og baglokale

Tre sager på tre år om topposter i fagbevægelsen er voldsomt. For voldsomt.

Det rejser både spørgsmål om, hvor dybt fagbevægelsens grundlæggende værdier er forankret i organisationerne. Og spørgsmål om hvordan misbrug af den skæve magtbalance kan forhindres.

Og ikke mindst i de to sager om grænseoverskridende adfærd rejser det spørgsmålet om, hvorfor de, der har kendt til uacceptabel adfærd, ikke reagerer tidligere.

Der er næppe nemme svar, men det handler grundlæggende om, at magt i faglige organisationer ikke må udvikle sig til at blive ubegrænset.

Med min tidligere FOA-kollega Karen Stæhrs ofte gentagne påmindelse, så handler det om at have det samme i bagbutikken som i udstillingsvinduet.