Make America Go Away – fingrene væk fra Grønland!

Det er den danske regering, der har ansvaret for rigsfællesskabets udenrigs- og sikkerhedspolitik, men den grønlandske regering mener ikke, at hverken Danmark eller EU tager tilstrækkeligt til genmæle overfor USA’s konstante trusler mod Grønland. Det er på tide, at befolkningen med en demonstration sætter mod i regeringen, afviser USA’s trusler og viser sin solidaritet med det grønlandske folk.

Tre dage efter det grønlandske parlamentsvalg, var Trump torsdag d. 13. marts igen ude efter Grønland, da han på en pressekonference i anledning af Mark Ruttes, NATOs generalsekretærs besøg i Washington på et spørgsmål fra en journalist gentog sit ønske om at knytte Grønland til USA. Han gjorde også opmærksom på, at USA jo allerede havde ’et par baser’ og soldater der, og at han i øvrigt tvivlede på Danmarks suverænitet over landet.

Uld i mund, orwellsk dobbeltsprog og småstatens statsræson

Mark Ruttes optræden på pressekonferencen har vakt stor forargelse i Grønland og Danmark: I stedet for at tage til genmæle, da Trump forsøgte at inddrage NATO i sine annektionsplaner mod et andet NATO-land, slog Rutte nærmest sagen hen, og sagde at han ikke ville blande hverken sig selv eller NATO ind i den sag. Som Karsten Hønge, SFs Grønlands-ordfører i et interview sagde til DR:

”Det er helt uholdbart, at Natos generalsekretær vælger at sidde på hænderne, slå blikket ned og nærmest ligne en undskyldning for sig selv. Det var pinligt…. Selvfølgelig skulle Nato’s generalsekretær på en bestemt, men høflig, måde fortælle Trump noget om Folkeretten, og hvorfor vi har Nato-alliancen”.

Hønges udtalelser stod i stærk kontrast til regeringens meget forsigtige fremfærd, der bedst kan karakteriseres som en blanding af ’uld i mund’, orwellsk dobbeltsprog og småstatens statsræson i et forsøg på ikke at tirre den orange kæmpe (man kommer til at tænke på Disneys tegnefilm ”Mickey og bønnestagen”).

Først det pres, USA lagde på Grønland og Danmark ved – uden invitation – at planlægge at sende vicepræsidentens kone og Trumps sikkerhedsrådgiver på propagandabesøg i Nuuk og Sisimiut udløste skarpere udtalelser fra statsministeren end tidligere hørt, da hun kaldte besøget for ”uacceptabelt pres”.

Siger man ikke fra, vokser den amerikanske aggression

Måske også fordi den fungerende selvstyreformand, Mute B. Egede i en skarp udtalelse 23. marts i det grønlandske netmedie Sermitsiaq krævede, at det internationale samfund greb ind:

”Men at vores øvrige allierede i det internationale samfund føles at gemme sig i et lille hjørne og nærmest hvisker, at de støtter os, har ingen effekt, og hvis de ikke højlydt siger fra overfor, hvordan USA behandler Grønland, vil situationen eskalere dag for dag, og den amerikanske aggression vil tiltage. Så vi har behov for, at vores øvrige allierede klart og tydeligt kommer med deres støtte og opbakning til os”.

Det er ingen hemmelighed, at den grønlandske regering – og en hel del af den hjemlige opposition – igennem længere tid har været utilfreds, med det, den opfatter som en for forsigtig kurs fra den danske regerings side i en sag, der handler om landets suverænitet. Til tider har det næsten kunnet opfattes som om, den danske regering under dække af respekt for selvstyret overlod det til dette at forsvare rigsfællesskabets suverænitet. Det er heller ikke mange knubbede ord, man har hørt fra andre EU-landes regeringer. Måske fordi de andre lande, der også er afhængige af USA, kunne gemme sig bag den danske regerings forsigtige kurs.

Da det gik op for fortroppen for de amerikanske besøg af vicepræsidentens kone, Usha Vance, og den nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz, at modstanden i Grønland mod besøget var meget stor, vendte man på en tallerken og aflyste besøgene i Nuuk og Sisimiut. Besøget havde været planlagt som endnu et propagandafremstød i lighed med Trumps søns besøg, og skulle være endnu en brik i USA’s forsøg på overtagelse af Grønland. Men efter at fortroppen var blevet afvist overalt i Nuuk, da man gik rundt og stemte dørklokker, for at arrangere et hjemmebesøg for vicepræsidentens kone, og der var anmeldt demonstrationer i Sisimiut, og det dermed ville blive vanskeligt at vise omverden, hvordan glade grønlændere bare venter på at blive amerikanere, blev besøget altså annulleret. Samtidig er det kommet frem, at det hovedsagelig var amerikanske penge, der finansierede det hundeslædeløb i Sisimiut, som det oprindeligt var meningen, at Usha Vance og Mike Waltz skulle have besøgt.

Ikke deeskalering, men det modsatte

Eller rettere sagt ændret, således at vicepræsidenten J.D. Vance nu sluttede sig til sin kone, og turen i stedet kom til at gå til Pittufik Space Base, den tidligere Thule-base. Der er derfor ikke, tale om, at USA har stukket piben ind på grund af stærke danske og grønlandske officielle udtalelser, men tværtimod som en magtdemonstration har forstærket presset ved at sende sin nummer to, vicepræsident Vance afsted. Aflysningen skete alene af frygt for fiasko med videooptagelser af sneboldkastende grønlændere og døre der smækkes i, ikke fordi USA besindede sig.

At der ikke er tale om deeskalering, men om det modsatte understreges af, at senere samme dag (26. marts), som rejseplanerne ændres, gentager Trump i et interview i sin hidtil stærkeste form – ”vi skal have det land” – sine trusler om en overtagelse af Grønland. Statsministerens kalder situationen ”svær”, og at den ”vil bølge frem og tilbage – måske over lang tid”.

Statsministerens opskrift på en håndtering af situationen er, at ”vi skal være høflige, men bestemte. Vi skal vise i ord og handling, at vi ikke står alene. Og så skal vi blive ved med at række hånden frem til et samarbejde. ” lyder det.Det er måske et udtryk for denne høflighed og fremstrakte hånd til samarbejde, der gjorde, at forsvarsministeren samme dag, som statsministeren understregede situationens alvor, meddelte, at Danmark vil købe endnu flere amerikanske F-35-fly, også selvom han dagen efter gentog Mette Frederiksens holdninger. Det samme gælder i lidt anden form spørgsmålet om amerikanske baser i Danmark – regeringen prøver at balancere på den knivsæg, som småstatens erkendelse af sin afhængighed af stormagten udgør, skønt det formentligt i en situation med tiltagende amerikansk pres og tilsvarende voksende vrede i befolkningen, ville styrke regeringens position i befolkningen anseeligt, hvis man f.eks. blot udskød Folketingets behandling af basesagen.

Befolkningerne har krav på værdighed

Naturligvis står den danske regering i en vanskelig situation, ja vel nok i den værste krise siden 9. april 1940, hvor hele grundlaget for efterkrigstidens alliancepolitik – for ikke at tale om handelspolitikken (USA er Danmarks største handelspartner) – synes at vakle, og Udenrigsministeriet har oprettet en USA-task force, der arbejder 24×7. Men regeringen skal passe på ikke at skræve længere end bukserne kan holde. For nok har befolkningerne både i Grønland og Danmark forståelse for, hvad en småstats regering kan tillade sig, når man spiser kirsebær med de store, men den danske befolkning har ligesom den grønlandske og dennes regering også et behov for værdighed og for, at den folkevalgte ledelse af landet forsvarer denne værdighed. For det er jo regeringen, der ifølge grundloven ’handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender’ og derfor forventer befolkningen også, at regeringen, som Lars Trier Mogensen skriver i Information, ’står vagt om rigsfællesskabets territoriale integritet’.

Lige netop i denne situation er det på sin plads at regeringen træder i karakter som forvalter af sit monopol på rigsfællesskabets forsvars- og udenrigspolitik – især hvis man vil gøre sig håb om at redde rigsfællesskabet ved at ombygge det til et forbund af ligestillede lande.

Det er jo også nærliggende at Danmark søger sammen de andre lande – Canada og Panama – som Trump-regeringen på lignende vis har truet politisk, økonomisk og til tider endda militært, hvoraf Canada er en af NATOs grundlæggerstater, der samtidigt har en større inuit-befolkning i selvstyreområdet Nunavut.

Lad os hjælpe regeringen med en demonstration

Heldigvis er befolkningen ikke underlagt de samme hensyn som regeringen, så befolkningen kan jo udvide den hjælp, man allerede yder regeringen med den voksende boykot af amerikanske varer, tjenesteydelser og biler. Det kan med fordel ske ved hjælp af en stor demonstration – meget gerne synkroniseret med tilsvarende demonstrationer i Grønland – der jo netop omkring dette emne ville kunne samle deltagere fra stort set hele det politiske spektrum og herboende grønlændere, afvise den amerikanske aggression, understrege solidariteten med det grønlandske folk og samtidig sætte mod i en regering, der som Egede siger, gemmer sig lidt for meget i et lille hjørne og nærmest hvisker sin støtte til Grønland.

Mød op til Demonstrationen “Grønland er grønlændernes” lørdag 29. marts 12 – 14 foran den amerikanske ambassade.

Make America Go Away – fingrene væk fra Grønland!