Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
1. december. 2021

“Man kan godt være dreng den ene dag og pige den næste dag.” Juridisk kønsskifte fra et forælder-perspektiv

Hvordan håndterer man, hvis ens barn ønsker at leve med et andet køn end det medfødte? De juridiske muligheder er stadig overraskende dårlige for transkønnede børn i Danmark, skriver mor til en transkønnet dreng.

Illustration: Arusyak Pivazyan

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Indtil for nyligt anede jeg stort set ikke, at der fandtes noget, der hed et juridisk kønsskifte. Jeg har altid støttet alle LGBTQ+ rettigheder og været bevidst om at stemme og leve efter et så mangfoldigt menneskesyn som muligt. Alligevel kommer det bag på mig, hvor dårligt stillede transpersoner – og især transkønnede børn – er i vores moderne samfund. Den seneste tid har mit barn taget et stort og modigt skridt mod at leve som det køn, han identificerer sig som.

Det startede da han var lille og tog sutten ud af munden og sagde: ”Mig er en stor dreng!” Det fortsatte en efterårsferie mange år senere, hvor han 8 år gammel sagde: ”Hvis du kalder mig for dreng og for din søn i ferien, så får du et artigt barn på ferien. Men hvis du kalder mig for pige og din datter, så bliver jeg uartig hele ferien.”

“Som hans forælder har rejsen været en kæmpe øjenåbner, for hvor meget der egentligt er på spil for transpersoner – og hvor lidt vores samfund er indrettet til dem.”

Jeg fik et artigt barn på den ferie, og jeg kom aldrig tilbage til at sige ”pige” om mit barn igen. Han skiftede hele sin garderobe, klippede sit hår kort, skiftede sit navn, og fortalte sin klasse, at han nu er en dreng. Det har været en sindssygt vigtig rejse for ham at komme til et sted, hvor han udadtil lever som det køn, han føler sig som. Det er som om han er vokset ind i sin krop, og det hele passer nu. Som hans forælder har rejsen været en kæmpe øjenåbner, for hvor meget der egentligt er på spil for transpersoner – og hvor lidt vores samfund er indrettet til dem. Jeg opdagede hurtigt, at det var et trivsels-spørgsmål for mit barn at få lov at leve som sig selv. For at sikre hans fortsatte trivsel er det derfor min fornemste opgave at støtte hans transition.

Skrivebordsperspektiv

Det er kommet bag på mig at den måde mit barn har valgt at gøre sit køn er politisk. For nogle mennesker er det direkte provokerende at min 8 årige er en dreng. Sidste år foreslog regeringen at børn skulle kunne foretage et juridisk kønsskifte, således at deres cpr-nr matcher deres køn. Etisk Råd var i år ude med en anbefaling om, at man sænkede aldersgrænsen for juridisk kønsskifte til 10 år i stedet for den nuværende 18 år.

Alligevel bliver juridisk kønsskifte ikke vedtaget, hvilket er ulykkeligt for de børn det omhandler. Etisk råd mener, at det er at påføre børnene unødig smerte. Jeg er enig. Der findes masser af politikere og voksne mennesker som har en holdning om juridisk kønsskifte og transkønnede børns vilkår. Men når jeg hører dem diskutere emnet bliver det tydeligt for mig at de aldrig selv har stået med deres egne børn i samme situation. De diskuterer det fra et skrivebordsperspektiv.

Mit barn er utroligt tydelig omkring hvem han er. Han ville sagtens kunne forstå hvad det indebære at foretage et juridisk kønsskifte. Det ved jeg, for han lider nemlig under ikke at kunne få det og samtidigt kunne forstå at i systemet er han ikke en rigtig dreng. Når han skal til lægen og vise sit sygesikringsbevis forstår han det. Han må forklare sig. Da vi for nyligt skulle på ferie skulle han vise sit pas da vi ankom til Sverige i bus. I passet står at han er en pige og betjenten der tjekkede hans pas var tydeligt forvirret over at se mit barn, som er en dreng. ”Er det din søn eller din datter?” spurgte han mig. Jeg svarede at det var min søn, men at jeg godt var klar over, at han stod som pige i passet. Han sammenlignede vores pas, stirrede på min søn.

Min søn spurgte mig forsigtigt, hvad der var galt, og tog min hånd. Jeg hørte mig selv komme med den lange forklaring om mit transkønnede barn, mens min søn så sig bekymret om i bussen, som var fuld af mennesker der ikke havde behøvet at overhøre den forklaring. Til sidst gav betjenten os lov til at fortsætte. Bagefter måtte jeg trøste og berolige min søn og fortælle ham, at det ikke var os der havde gjort noget forkert. Vores pas var gyldige og det var betjenten der ikke havde kunne forstå det.

”Når jeg bliver statsminister, så bliver det første jeg bestemmer, at transbørn må få det CPR-nummer, der passer til deres køn!” sagde han, og trykkede sig ind til mig. På vej hjem fra ferien blev han nervøs med det samme vi satte os ind i bussen. ”Er du sikker på, at vi ikke skal vise pas på vej hjem? Jeg er virkelig bange for at vise pas igen mama! De tror jo ikke engang på, hvem jeg er!”

De præcise tal for antallet af transkønnede børn kan være svære at identificere. Ifølge psykolog og sexologisk rådgiver, Rikke Pristed, blev 168 børn i 2019 henvist til udredning for transkønnethed på Sexologisk Klinik. Efter den nuværende lovgivning skal transkønnede børn i Danmark være fyldt 18 år for at få juridisk kønsskifte. Illustration: Creative Commons / The Conversation

Elsk børn som de er

Et juridisk kønsskifte ville så åbenlyst kunne hjælpe mit barn. Samfundet viser ham jo at noget ved ham er anderledes og forkert. Med et korrekt cpr-nr ville han kunne færdes i samfundet uden at støde ind i situationer hvor han bliver nervøs eller aftvunget en forklaring. Han ville kunne gå til tandlægen uden først at få mig til at love, at jeg vil rette tandlægen hvis der ikke bliver brugt det rigtige pronomen. Han er lige startet på et nyt dansehold, hvor jeg ved tilmeldingen skulle angive hans cpr-nr.

“Min søn spurgte mig forsigtigt, hvad der var galt, og tog min hånd. Jeg hørte mig selv komme med den lange forklaring om mit transkønnede barn, mens min søn så sig bekymret om i bussen, som var fuld af mennesker der ikke havde behøvet at overhøre den forklaring.”

I stedet for at glæde sig til at starte til dans, havde han aftenen før ondt i maven og spurgte om de godt vidste at han var en dreng på danseholdet. Jeg ville så gerne have svaret ham at jeg ikke havde været nødt til at tilmelde ham som pige. Jeg ved at han tænkte over det da han gik ind i det rum første gang. Tænkte på om de mon kønnede ham rigtigt, om han skulle svare på spørgsmål.

Jeg er bekymret for, hvad mit barns sammenstød med systemet kommer til at betyde for hans selvbillede. Jeg er ikke det mindste bange for om han vil være i stand til at forstå konsekvensen af et juridisk kønsskifte. Jeg er langt mere bekymret for at hans manglende juridiske kønsskifte skal vise ham at samfundet ikke er indrettet til et barn som ham. At samfundet skal forstærke en følelse af ikke at være en rigtig dreng og ikke at kunne passe ind i samfundet. Kan vi med sikkerhed forudsige hvilke konsekvenser det vil have for et transkønnet barns dannelse som menneske? Jeg kan ikke overskue hvad det vil gøre ved min 8-årige at have den slags bekymringer i så tidlig en alder.

Fire cifre i et CPR-nummer

I det daglige har min dreng en tryg hverdag. Som forældre gør vi alt hvad vi kan for at støtte ham. Det er alle forældres job at sørge for at deres børn er trygge og bliver elsket som dem de er. Han har fuld plade på opbakning og mulighed for at gøre sit køn efter hele paletten som han vil. Jeg har altid opdraget ham som et barn og ikke som et køn.

Vi har stor opbakning og tæt samarbejde med hans skole. Det er en lille skole hvor alle kender ham og hvor han sjældent oplever at det er svært at være den han er. Jeg kunne ikke have forestillet mig en tryggere skolegang for ham.

“Al forskning om transkønnede børn viser, at de børn, som oplever at blive rummet og elsket som dem, de virkelig er, har mindre tendens til at blive selvmordstruet “

Vi har halvårlige møder med en psykolog på sexologisk klinik, som klæder os godt på til de udfordringer vi møder. Jeg hæftede mig især ved at psykologen sagde, at al forskning om transkønnede børn viser, at de børn, som oplever at blive rummet og elsket som dem, de virkelig er, har mindre tendens til at blive selvmordstruet, og til at ville ændre kroppen fysisk gennem operationer. Det synes jeg er en meget vigtig pointe i debatten om juridisk kønsskifte. For så er vi tilbage ved trivselsspørgsmålet og hvis det er et spørgsmål om at sikre børns trivsel, udvikling og dannelse så burde svaret altid være at rungende JA.

Men det kan være en krævende proces som forælder, at gå igennem for der er ingen drejebog for noget af det vi går igennem. Jeg har læst alle bøgerne, hørt alle podcastene, kontaktet alle de rigtige instanser. At have et transkønnet barn handler meget om at krydse broerne når vi kommer til dem. Den seneste tid har der været mange broer at krydse. Jeg lader mit barn vise vejen, for han gør det så sikkert og modigt.

Ifølge FN’s konvention om barnets rettigheder, så har alle børn bl.a. ret til medbestemmelse over det der angår en selv og ret til at blive beskyttet mod diskrimination. Det gælder altså alle børn og jeg kan kun håbe på og kæmpe for at transkønnede børn i Danmark snart kan få sikret deres rettigheder på lige fod med andre børn. Det er bare fire cifre i et CPR-nummer. Det er ikke uigenkaldeligt, og kræver ingen operationer. Som psykologen sagde til et af vores første møder på sexologisk klinik: Det er år 2021 – man kan godt være dreng den ene dag og pige den næste dag.

Lad børnene vælge selv. Lad dem vise os vejen.


Om skribenten

Linette Valerie Storm

Linette Valerie Storm

Pædagog ansat i en vuggestue. Forfatter uddannet i Dansk & Skrivekunst.
Læs mere