Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
19. december. 2023

Manden i stalden julenat – og manden i dag

Julen står for døren. Står du i vejen, når den kommercielle jul kommer bragende ind ad hoveddøren, kan den godt give nogle knubs. Den har jo taget et langt tilløb siden slutningen af oktober ude i shopping-centrene, og sådan nogle firkantede pakker i farvestrålende glitterpapir kan godt slå hårdt

Josef laver grød til familien Jesus i Betlehem. Det er ikke en mand, der går ind for ligestilling. Det er en ydmyget mand. Foto: Jørgen Alfastsen

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

”Julen har bragt velsignet bud, nu glædes gamle og unge,” synger vi med Ingemann. Så lynhurtigt indfinder julefryden sig vel.

Tja, nok først og fremmest hos kvinderne. De smækker storsmilende porten op på vid gab, og 9 ud af 10 kvinder elsker julen, viste en Gallup undersøgelse for nogle år siden, mens hver femte mand egentlig gerne så den overstået hurtigst muligt.

Det er i øvrigt utroligt, så traditionelle kønsrollemønstrene er til jul. Mor står trakterende i køkkenet og indkøber gaver til familie, børn og børnebørn, inklusive mandelgaven, og far går i skoven med økse og fælder familiens juletræ. Bagefter bøvler han med juletræskæden og den udendørs belysning – ofte lidt til overmål.

Det er jo en mørk tid, og man skulle jo nødig stå tilbage for skaldepanden Egon inde ved siden af. Uoplyst pralrøv, som han er, på trods af storindkøb af billige lyskæder i Elgiganten – som han altså også var lidt for tidligt oppe at købe den morgen!

Læg i øvrigt mærke til, hvor føjelige og blide mange mænd bliver i julen. Det er utroligt, hvad de smilende siger ja til iført vatskæg og en for lille julemandsdragt. Hvilken kvinde nede i EU har i øvrigt besluttet, at der ikke skal være plads til en mave i sådan en julemandsdragt? En oplagt sag for Julemændenes Faglige Internationale.

Perfekt julehygge på kommando – så flygter mænd

Julehygge på kommando får mange mænd til at gå i baglås og vækker en urgammel lyst til flugt.

En mand siger: ”Min største aversion er, at det skal være så perfekt. Der skal puttes så meget ind i programmet, gaverne skal være så fantastiske. Åndehuller kan være svære at finde i juletiden. Jeg får ofte at vide, at ”nu skal vi rigtig hygge os!” Som om det er en kontakt, man kan trykke på…”

Ifølge tidligere undersøgelser af danskernes julevaner holder kun 59 procent af mændene den jul, de drømmer om, hvis de helt selv kunne bestemme.

Den grødspisende Josef i stalden

Et senmiddelalderligt kalkmaleri i den berømte Fanefjord Kirke på Møn viser Josef siddende i stalden i Betlehem julenat, mens han er ved at tilberede en portion grød.

Progressiv mand med ligeberettiget indstilling tænker du sikkert? Ingenlunde. Der er tale om en forhånelse af Josef. Mænd lavede ikke mad i middelalderen. Dermed får maleren fortalt, at Josef jo ikke var rigtig far til Jesus! Josef er da også placeret ude til højre i motivet.

Maleriet fik mig til at tænke over vore dages manglende ligeberettigelse af mange mænd. Ja, nemlig: Mænd!

Ulighed blandt moderne mænd

Uligheden i sundhed er enorm, når økonomi, uddannelse, geografi og samliv krydses med køn.

DET VED VI…

■  Mænd i Danmark lever ca. 4 år kortere end kvinder, har stor overdødelighed og rammes oftest af de fleste sygdomme.

■  De 25 procent dårligst stillede mænd lever ca. 10 år kortere end de 25 procent bedst stillede mænd, og 13 år kortere end de bedst stillede kvinder.

■  Selvmordsraten er ca. tre gange så høj for mænd som for kvinder gennem livet.

■  5.000 mænd i Danmark dør årligt, inden de fylder 65 år – det er ca. 2.000 flere end kvinder.

■  Mænd går mindre til lægen end kvinder.

■  Mænds psykiske lidelser er underdiagnosticerede og underbehandlede.

■  Hver femte mand i alderen 25-39 år har aldrig eller næsten aldrig nogen at tale fortroligt med.

■  8-10 procent af nybagte fædre rammes af fødselsdepression.

■  Mange mænd i den nye far-rolle bliver ikke accepteret og inkluderet på lige fod med mødrene i sundhedsservice og tilbud under graviditet, ved fødsel og i barnets opvækst.

Kilde: Forum for mænds sundhed

75 procent af mændene har det godt. Men resten…

Tre ud af fire danske mænd har det godt og engagerer sig i forældreskab og omformer deres maskulinitet på nye og mangfoldige måder og trives mentalt fint. Men de sidste 25 procent af mændene hænger i bremsen. 45 procent af dem er ufaglærte og lever singleliv. Hver tredje af disse mænd vil aldrig få børn.

Mænd ser ikke sig selv som undertrykte. Det har de jo aldrig været historisk – tværtimod. Så kan det være svært pludseligt at se sig selv som ofre, også selv om det er første gang i verdenshistorien, at vi har haft en så stor gruppe af mænd, der sejler rundt i intetheden.

Mænd opfatter heller ikke sig selv som et køn med fælles problemer. Kønsmæssig ligestilling betragtes mere i Danmark som et kulturelt fænomen, hvor det er meget mere integreret samfundsmæssigt og politisk i Sverige og Norge. Danmark er 20 år efter resten af Norden. Det er storpinligt!

WHO har vedtog i 2018 en strategi for mænds sundhed og trivsel, som den danske regering har tilsluttet sig.

Skulle vi se at komme i gang? Mænd tror ofte, at sidder de helt stille, så går det nok over af sig selv. Det gør det altså langt fra altid! Der skal igangsættes en bevægelse nedefra og op. Før vågner politikerne ikke. Mændenes frigørelseskamp skal baseres på fælleskab.

Ligesom julebudet var ”for hele folket”, er dette budskab det også!

Glædelig jul og fred over Jorden. Den trænger til det.

Om skribenten

Jørgen Alfastsen

Jørgen Alfastsen

Jørgen Alfastsen er tidligere lærer og SF-byrådsmedlem. Han er medlem af Gert Petersen-Selskabet og næstformand i Danmarks Naturfredningsforening Vordingborg. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER