Markedsføring af velfærd – hul i hovedet

Fra det politisk fastsatte aktivitetsniveau – med oprettelse af et antal senge på hospitalet eller pladser på plejecentret, bostedet, handicaphjælpen og alle de andre velfærdstilbud. Til oprettelse af det antal pladser, som den enkelte institution kan fylde op gennem målrettet markedsføring.

Det er så at sige begyndelsen på den fulde omskabelse af fællesskabsinstitutionerne til konkurrencedrevne “forretninger”, der forsøger at “ligne” det private erhvervsliv.

Og vel at mærke ikke “ligne” betalt af egen skabt indtjening, men for skatteydernes penge.

Skattefinansieringen er den afgørende forskel mellem det private, profitdrevne erhvervsliv og en offentligt finansieret velfærdsydelse, der vil ”lege” bytte-bytte-købmand og forsøge at undslippe den politiske styring af, hvad og hvor meget institutionen må udbyde for i stedet at tiltrække flere patienter, plejekrævende ældre, udsatte borgere, mennesker med psykiske lidelser, handicappede osv.

Det er skatteborgerne, der betaler gildet, mens politikerne på Christiansborg og i kommuner og regioner fastlægger serviceniveauet og dermed omfanget af velfærdsydelser.

Reklamefilm om den enkelte institutions fortræffeligheder

Nu prøver en daginstitution i Holstebro at føre drømmen om at bevæge sig mod efterspørgselsstyring ud i livet.

Det handler om den selvejende institution Børne Universet Mejdal, som er gået i gang med markedsføring af institutionen over for børnefamilier i området gennem reklamefilm i biografen. Og foreløbigt har spenderet 14.921 kroner på biografreklamer.

I sig selv er tanken overraskende. Vuggestuen og børnehaven placeret midt i lovprisningen af online casinoer, pletrensningsmidler, internetudbydere og supermarkedstilbud. Og endnu et skridt mod borgeren som kunde, der med indkøbsvognen foran sig tager ydelserne ned fra hylderne i velfærdsbutikken.

Det er tale om en ganske stor institution, som rummer to vuggestuer og tre børnehaver.

De selvejende institutioner har lidt anderledes rammer end de kommunale og regionale. Derfor har deres bestyrelser også mulighed for selv at træffe nogle af de beslutninger, som de offentligt drevne ikke har kompetence til.

Problemstillingen handler dog ikke kun om efterspørgselsstyring kontra udbudsstyring af skatteyderbetalt velfærd.

Det handler også om almindelig sund fornuft.

Leger vi for en kort stund, at både selvejende, offentlige og private udbydere af skattefinansieret velfærd frit kunne bruge løs af de tildelte skattekroner til at kapre flest mulige “kunder” fra hinanden, så er det indlysende resultat ikke mere velfærd til danskerne, men mindre – fordi skattekroner spildes på at købe markedsføring, der skal få brugere til at flytte rundt mellem forskellige udbydere.

I den tænkte situation, som forhåbentligt aldrig bliver til virkelighed, skulle Holstebro kommunes skatteydere med andre ord enten acceptere, at alle udbydere – kommunale, selvejende og private – for de samme skattekroner leverer færre velfærdsydelser for at kunne finansiere konkurrencen om “kunder”, eller forøge skatteudskrivningen, så velfærdsleverandørerne kan lege røvere og soldater med hinanden.

Og konkurrere på at få professionelle reklamefirmaer til at fremstille velfærdstilbuddet i den lækreste indpakning.

Institutionen begrunder reklamefremstødene med nedskæringer: “Frem for at skulle af med en medarbejder, fordi vi mangler 4 børn i en vuggestue, så tænk hvis vi får de pladser fyldt ud? Så har vi mange flere ressourcer at bruge på børnene.”

En forælder deler synspunktet: “Jeg håber, at biografreklamen kan være med til, at vi kan bibeholde et højt og stabilt børnetal. Det kan betyde, vi kan fastholde personale, og det kommer mine børn til gode.”

Ikke noget fælles perspektiv i indbyrdes konkurrence

I sig selv er det prisværdigt, at arbejdspladsen og forældrene kæmper for at bevare medarbejdere, men børnepasningen i Holstebro er som andre steder en lukket fest. Der er jo kun de børn, som bor i området med de forandringer, til- og fraflytninger giver.

Der er i mine øjne langt mere velfærds-perspektiv i at kæmpe for tilstrækkelige ressourcer til, at velfærdens frontkæmpere kan skabe håndholdt velfærd af høj kvalitet. Den kamp er ikke en kamp mellem institutionerne indbyrdes, men en fælles kamp, hvor institutioner står skulder ved skulder.

Det er højst besynderligt, at en selvejende institution – der burde hvile på de samme grundlæggende værdier, som velfærdssamfundet blev opbygget på, om fællesskab og fælles ansvarlighed for dem, der skal sendes bedst muligt ud i livet, eller som får brug for en hjælpende hånd, fordi tilværelsen slår knuder undervejs – bruger velfærdskroner på at reklamere for sig selv.

Ja, det er ikke blot besynderligt. Det er hul i hovedet.