Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
30. januar. 2021

Mattias Tesfayes hattedame-rettigheder

Højrefløjen snakker om kvindekamp, men de er kommet sent til festen. Kvinderne har længe været i gang, så Mattias Tesfaye bør droppe den symbolpolitiske politik, skriver Maria Nielsen.

Illustration: KLE-art
14 min. læsetid

Af Maria Nielsen

I foråret 2020 udkom forskningsrapporten ’Magt og (m)ulighed’ af Lise Paulsen Galal. Rapportens omdrejningspunkt er temaerne – ære og negativ social kontrol i etniske minoritetsfamilier. En af mange konklusioner er, at ressourcestærke muslimske kvinder i mange tilfælde formår at forhandle sig til et større handlerum og frihed via deres indgående kendskab til Koranen, som de fortolker til deres egen fordel. Det vil sige, at jo bedre kendskab den enkelte har til koranen, des mindre social kontrol vil kvinderne være underlagt.

I forbindelse med rapporten udtalte daværende integrationsminister Mattias Tesfaye til Netavisen Pio: ”Jeg har lagt det studie pænt nederst i bunken i nederste skuffe. Børn og unge, der vokser op i Danmark, skal læse H.C. Andersen eller måske Sara Omar. Opgaven er ikke, at det danske samfund skal støtte undervisning i arabisk.

Da ministeren i efteråret 2020 i et opslag på Facebook redegjorde for, hvad han ville gøre i forhold til en muslimsk kvindes manglende ”ærbarhed” og den potentielle konflikt med familien som konsekvens heraf, sagde han, at han har holdt et møde med imamerne, og derudover vil regeringen ”fortsætte vores arbejde mod social kontrol og religiøs ekstremisme”. Regeringen har tilsyneladende hverken nogen nævneværdig politik eller viden på området, når deres eneste tiltag er at holde ”møde med imamer” og fortsætte et uspecificeret ”arbejde mod social kontrol og religiøs ekstremisme”. Men hvis det er tilfældet, så undrer det mig, at integrationsministeren ikke vil følge rapportens anbefalinger.

Værktøjer mod ærespres

Rapporten anbefaler kort fortalt, at etniske minoritetskvinder, der oplever konformitetspres – dét, der også kan kaldes æresrelateret pres – med fordel kan gøre brug af forskellige værktøjer for at stå stærkere mod et sådant pres. Disse værktøjer inkluderer:

  1. Opbakkende familie
  2. Uddannelse
  3. Kontakt til ressourcepersoner
  4. Adgang til fritidsaktiviteter
  5. Adgang til job, herunder fritidsjob
  6. Adgang til religion for herigennem at kunne tilskrive sig selv autoritet – og derigennem at modsige og modsætte sig undertrykkende praksisser.

Det er det sidste punkt på denne liste, der får integrationsministeren til at smide hele rapporten ud. Integrationsministerens holdning er nemlig: ”at religionen styrer for meget, og demokratiet styrer for lidt.” Han smider rapporten ud, fordi han havde håbet på nogle anbefalinger, der var mere ”anvendelsesorienterede”. Jeg lader lige den stå et øjeblik.

Og så vil jeg rette blikket mod punkt 6, for det er netop dette punkt, der diskvalificerer rapporten i integrationsministerens hoved. Men hvorfor egentlig?

Integrationsministeren siger, at religion fylder for meget. Et simpelt budskab, som de fleste kan forstå, men er virkeligheden så simpel? Ikke umiddelbart hvis man ser på nummer 6, hvor rapportens budskab er, at unge muslimske kvinder skal have adgang til religion for at modsige og modsætte sig undertrykkende praksis-former. Det handler i høj grad om at være sig sine rettigheder bevidst. Der er intet enten/eller her, men derimod et både/og. Religionen bliver af ressourcestærke muslimske kvinder brugt i et demokratisk øjemed og som et middel i en frihedskamp.

Da Tesfaye forkastede rapportens konklusioner, gjorde han det med ordene, at unge muslimske kvinder ikke skal læse koranen og lære arabisk. De skal i stedet læse ting som Sara Omars Dødevaskeren (formoder jeg) fra 2017.

“Hver gang en brun pige falder og slår sig, fjernes redskabet hun slog sig på. Hver gang en hvid pige falder og slår sig, tilkaldes legepladstilsynet for at tjekke, om legepladsen er forsvarlig at lege på. Hvis ikke, justeres og tilpasses legeredskaberne.”

Tesfaye må formode, at Dødevaskeren kan tilbyde de muslimske kvinder en personlig identifikation med den undertrykkelse, som han antager, at kvinderne oplever. På den måde fremstiller Tesfaye Dødevaskeren som det arketypiske billede på muslimske kvinder. Tesfaye siger selv, at muslimske kvinder står i en frihedskamp, og: ”Vi har brug for at hjælpe dem!”

Tesfaye har tidligere udtalt: ”Vi må ikke ende som hattedamer, hvis primære formål er at dele ud til de værdigt trængende.” Tesfaye udtrykker stort behov for at hjælp de muslimske kvinder, og i hans optik er de højst sandsynligt værdigt trængende – for ifølge Tesfaye er den muslimske kvinde pr. definition undertrykt, fordi islam ifølge ham pr. definition er undertrykkende. Det kommer til udtryk, når han gentagne gange taler om, at islam fylder for meget; at islam er problemet, og når han siger, at islam repræsenterer middelalderlige værdier. Det ses også, når han anbefaler muslimske kvinder at læse Sara Omar: De skal erkende deres undertrykkelse.

I ovenstående perspektiv kan jeg godt forstå Tesfayes behov for at hjælpe her og nu. Jeg kan godt forstå hans frustration, og jeg kan godt forstå de intentioner, der ligger bag hans politik på området. Men som ordsproget lyder: Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner eller dårlige undskyldninger.

Handlingslammet blindhed

Forfatterne til rapporten ’Magt og (m)ulighed’ skriver, at man ikke kan undersøge begrebet ære med begrebet ære. Det samme med kvindeundertrykkelse. Ved kun at undersøge et fænomen fra én bestemt vinkel, gør man sig selv blind i forhold til at se, hvilke bagvedliggende mekanismer, der kan influere på problemet.

Så når Tesfaye ser, at der foregår kvindeundertrykkelse, og hans svar i den forbindelse så udelukkende er at se på undertrykkelsen – eller i nogle tilfælde kun på symboler på undertrykkelsen – fremfor at undersøge de bagvedliggende strukturer, motiver og forståelser, gør han sig selv blind og kvinderne handlingslammede.

Her bliver det tydeligt, at vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. For ved kun at fokusere på at løse enkeltstående problemer gennem lovgivning, ved kun at forstå dem som et udtryk for kvindeundertrykkelse, begrænser han stille og roligt muslimske kvinders leverum og frihed.

Lad mig prøve at illustrere det med metaforen ‘livet som en legeplads’. Man skal eksperimentere, og nogle gange går det godt, nogle gange går det ikke så godt. Og nogle gange falder man og slår sig.
Forestil jer så to legepladser: Den ene for brune piger, den anden for hvide piger.

Hver gang en brun pige falder og slår sig, fjernes redskabet hun slog sig på. Hver gang en hvid pige falder og slår sig, tilkaldes legepladstilsynet for at tjekke, om legepladsen er forsvarlig at lege på. Hvis ikke, justeres og tilpasses legeredskaberne.

Hver gang en brun kvinde kommer til skade i livet, fjerner Tesfaye det instrument, der forårsager skaden, og episoden forklares med race og religiøsitet.

Hver gang en hvid kvinde kommer til skade i livet, bruges de samfundsinstitutioner, der er indrettet til at passe på kvinden, og episoden forklares med socioøkonomiske og familiære forhold.

Men Tesfaye overser, at kvindeundertrykkelse eksisterer uafhængigt af redskaber og på tværs af køn, klasse og etnicitet. Tesfaye gør symbolerne på undertrykkelsen til selve undertrykkelsen, og dermed glemmer han, at symbolerne kun er symboler, fordi de er blevet politiserede. De er ikke problemet. De er bare billeder på problemet. Vil man undertrykkelse til livs, skal man ikke forbyde, men derimod styrke.

Pelle Erobrerens privilegier

Tesfayes yndlingsbog er Pelle Erobreren, fordi: ”Den handler om, at du ikke bare kan vende fællesskabet ryggen. Dens budskab er: ‘Du er ikke alene.’ Det er en vigtig pointe, for der er mange ligheder mellem den muslimske kvinde, som fremstilles arketypisk i Dødevaskeren, og så Pelle Erobreren, det arketypiske portræt af arbejderen. De kommer begge fra fattige kår, de er begge børn på vej ind i en verden fuld af ulighed, og de bliver begge indvandrere i Danmark. Men her stopper ligheden også – for mens Pelle Erobreren får adgang til et fællesskab og dermed kan gøre op med undertrykkelse og kæmpe for sine rettigheder, har Dødevaskeren ikke adgang til et fællesskab, gennem hvilket hun kan kæmpe for sine rettigheder og gøre op med sin undertrykkelse. Hun kæmper derimod en ensom kamp, for det personlige opgør er ensomt.

Mens Pelle Erobreren ender som minister, ender Dødevaskeren gennembanket i en hospitalsseng. Hvorfor lider de ikke samme skæbne? Det kunne de have gjort, hvis ingen af dem havde rettigheder, eller hvis begge havde rettigheder.

Gennem fællesskab får man rettigheder, for gennem fællesskabet kan man kæmpe mod undertrykkelse. Det ved Tesfaye godt, for om Pelle Erobrerens relevans i dag siger han: ”Der er en følelse af, at det der med samfundet og magt er noget, de andre har, det har jeg ikke adgang til”. Det sker også i Pelle Erobreren, men forskellen er, at de i bøgerne organiserer sig og skaber forandringer for sig selv”.

Og her er vi tilbage ved rapporten ’Magt og (m)ulighed’, for den anbefaler, at det skal være muligt for muslimske kvinder at skabe forandringer for sig selv. Det bliver i rapporten blandt andet omtalt som: Adgang til religion for herigennem at kunne tilskrive sig selv autoritet og derigennem at modsige og modsætte sig undertrykkende praksisser.

Men det vil Tesfaye ikke gå med til udelukkende på grund af islam. Så de muslimske kvinder efterlades med den der ”følelse af, at ’det der med samfundet og magt er noget, de andre har, det har jeg ikke adgang til´”. For grunden til, at de i det hele taget kontakter Tesfaye for at få hjælp er, at han ikke giver dem rettighederne til selv at stå imod, at han ikke ønsker at samarbejde med og styrke de institutioner, der kunne stille kvinderne bedre.

Pelle Hvenegaard og Max Von Sydow som det ikoniske par i Bille Augusts filmatisering af Pelle Erobreren (1987). Mens Pelle ifølge Mattias Tesfaye “skaber forandringer for sig selv”, giver Tesfaye ikke muslimske kvinder samme muligheder, mener kronikkens forfatter.

Giv muslimske kvinder ret og redskaber til at kæmpe egne kampe

De danske arbejdere var heldige at have hinanden og deres fagforeninger. De muslimske kvinder er knap så heldige. For den alliancepartner, som Tesfaye udråber sig selv til, er mere interesseret i at bekæmpe undertrykkende symboler et for et, end at give de muslimske kvinder de rettigheder, der ville gøre, at de kunne kæmpe deres egen kamp og tale deres egen sag. Og hvorfor egentlig?

Er det virkelig blevet så giftigt at sige religion i dansk politik, at man ikke længere kan samarbejde med organisationer, der baserer sig på religion? Her bliver jeg nødt til at korrigere mig selv, for det danske samfund samarbejder i høj grad med kristne organisationer, og kendskab til kristendommen anses som et tegn på dannelse, så det handler selvfølgelig ikke om religion som sådan. Det handler om islam. Så spørgsmålet er naturligvis: Er det virkelig så giftigt at sige islam i dansk politik, at man ikke længere kan samarbejde med organisationer, der baserer sig på Islam? Noget tyder på det. Bare se på højrefløjens reaktioner på ’Magt og (m)ulighed’.

Konservatives Marcus Knuth kaldte rapporten forrykt, og Venstres Mads Fuglede udtalte, at det er indlysende, at rapporten ikke kan bruges. Pia Kjærsgaard opfordrede til, at rapporten blev smidt ud, og det blev den så. Og forskerne modtog en fyring af Tesfaye. Han ville ikke tillade dem at undervise med udgangspunkt i rapporten, hvilket ellers var en del af kontrakten.

Men er det virkelig kun det? Handler det virkelig kun om at tilfredsstille højrefløjen? Til dels. Jeg tror ikke, man som socialdemokratisk regering – der delvist vandt valget med et stort tak til de tilbagevendende DF-vælgere – kan tillade, at der skabes tvivl om den socialdemokratiske strammer-kurs.

Og hvad er så den anden del? Jo, det ser ud til, at det – som er lettest – er at hjælpe nogle, der lever op til forestillingen om at være nødlidende. Men kun så længe, at det er synd for vedkommende. Og kun så længe de beder pænt om hjælp. Det er derfor, Tesfaye så gerne vil hjælpe den undertrykte muslimske kvinde, men ikke vil give hende rettigheder, for når Tesfaye træder til med sin hjælpende ministerhånd, styrker han ikke kvindernes rettigheder. Derimod fratager han kvinderne deres muligheder for selvbestemmelse og frihed. Han gør deres legeplads mindre. Gør deres liv mindre.

Hov, hov, kan det være, at du nu tænker… For jeg argumenterer vel ikke for, at folk skal leve med undertrykkelse og ikke have mulighed for at få hjælp. 
Hvor er jeg glad for, at du stiller det spørgsmål – for nej, det gør jeg ikke.

“… når Tesfaye træder til med sin hjælpende ministerhånd, styrker han ikke kvindernes rettigheder. Derimod fratager han kvinderne deres muligheder for selvbestemmelse og frihed. Han gør deres legeplads mindre. Gør deres liv mindre.”

Jeg argumenterer for, at alle skal have lov til at leve fuldt og helt, selvfølgelig uden at forhindre andre i at gøre det samme. Men at leve fuldt og helt betyder også, at man begår fejl. Det er derfor, vi har skabt et samfund med hospitaler, politi, læger, pædagoger osv. Sikkerhedsnettet, vi har skabt sammen, er enormt, fordi vi ved, at livet kan gå galt – og når det går galt, skal man have et velfærdssamfund og en retsstat i ryggen, så man kan komme videre. Og det skal styrkes. For alle. Hele tiden.

Alt andet er hattedameri. Og det klæder helt ærligt ikke en minister, der er fortaler for fællesskab og rettigheder; en minister, der har været med til at kæmpe i fællesskab og fra neden; en minister, der har brugt sin ungdom i fagforeninger, hvor han har kæmpet mod magten; kæmpet mod dem, der synes, at loven og ikke solidariteten skulle afgøre arbejdernes skæbne; loven, der altid kun taler med den magtens stemme; en minister, der har stået på byggepladser og kæmpet skulder ved skulder mod ulighed sammen med de kolleger, som han ofte hylder… det klæder ham ikke at gøre sig til hattedame, og nidkært uddele hattedamerettigheder til den værdigt trængende muslimske kvinde, fremfor at anerkende de midler, hun allerede kæmper med, og anerkende den kvinde, der allerede taler magten imod med sin egen stemme.

En stemme mod truslen fra staten

Et sådant eksempel er Nahia Khiljee, der med digtsamlingen ”Kære Søster” bliver en sådan stemme. Hun skriver blandt andet i digtet ’Pæne piger gør også oprør’:

Min søster,

De har opdrættet mig som en væddeløbshest

Dømt til at løbe i mål for alle andres succes

Den feminine succes er at være et empatisk væsen

Så jeg blev AKTIVIST

og brugte min stemme mod trusler fra staten

Men jeg skal passe på med at gå alt for meget op i folks rettigheder

Mænd kan jo ikke li´ piger, der ter sig på offentlige steder

Bemærkelsesværdigt er her især Khiljees opfattelse af staten som en trussel. Staten bliver nemlig en trussel, når den insisterer på kun at se mennesker på én måde. Staten bliver en trussel, når muslimer kun får plads til at blive forstået på én måde, nemlig som undertrykte. Hvis man derfor gerne vil bruge litteraturen som forståelsesramme for andre menneskers verden, må man da i det mindste sørge for at søge bredt – og ikke kun søge den historie, der bærer undertrykkelsen i sig.

Der er nemlig så meget, vi ikke kan få øje på, hvis vi kun ser på undertrykkelsen. Der er hele liv, som vi ikke ser eller hører, og som vi ikke kender. Og det er dem, der er flest af. Når højrefløjen nok engang forsøger at kalde de muslimske kvinder til kvindekamp, burde Tesfayes svar til dem derfor være: I er sent på den, venner. Kvinderne har været i gang længe. Bare ikke på jeres præmisser.


Om skribent

Maria Nielsen

Maria Nielsen

Kulturanmelder på Solidaritet. Uddannet folkeskolelærer, og læser dansk og kultur-og sprogmødestudier på RUC. Læs mere