Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
21. juli. 2025

Mediekritik: DR misbrugte interview med mig til Netanyahu-propaganda

Nahid Riazi føler sig manipuleret efter deltagelse i et DR-interview – for afstandtagen fra missilangreb på Iran blev i Nyhedsmagasinet misbrugt til legitimering af Israels angreb. 

Screenshot af DR-indslag om situationen i Iran efter Israels og USAs bombardementer.

DR misbrugte [i TV Avisen søndag 20. juli, red.] billeder fra et interview med mig i et indslag til fordel for Israels angreb på Iran!

DR havde forleden kontaktet mig angående et interview om situationen i Iran efter krigen og Israels angreb på landet. De sendte en journalist og en fotograf hjem til mig, og vi lavede et langt interview. 

Her understregede jeg flere gange, at krig og bombardementer er ødelæggende for befolkningen og for deres kamp for frihed. Jeg sagde gentagne gange, at folk i Iran – herunder min egen familie – ikke ønsker krig og frygter dens konsekvenser. At folk selv skal gøre op med deres regime – ikke med bomber og krig!

Men i DR’s indslag søndag aften 20. juli fortælles der først om, hvordan det islamiske regime i Iran har strammet grebet om befolkningen – hvilket er korrekt – men derefter hører man speakeren sige:

”Krigen gav ellers håb hos de iranere, som ønsker et regimeskifte.”

Og så bliver billeder af mig vist. Hele interviewet, hvor jeg tydeligt udtrykker min modstand mod krig, er blevet droppet. I stedet viser de blot en kort sekvens, hvor jeg sidder med et billede af min mor og fortæller om hendes ønske om at se os hjemme i Iran.

Lidt senere siger speakeren igen, at ”bombardementerne gav håb om, at præstestyret ville blive svækket” – og så klipper de til Netanyahu, der lover ændringer i Iran.

Jeg er dybt forarget over, at DR har misbrugt billeder af mig for at underbygge sin egen fortælling – en fortælling, der bevidst har udeladt mine klare udtalelser imod krigen. 

Hvis DR’s formål med indslaget var at fremstille det, som om iranere ønsker en krig for at komme af med regimet, så ville jeg aldrig have sagt ja til interviewet – og slet ikke have givet tilladelse til at bruge billeder af mig.

DR kunne ikke være i tvivl om min holdning til krigen. De har optagelserne. Jeg har mange gange offentligt udtalt mig imod krigen og dens katastrofale konsekvenser for befolkningen og for dens modige kamp mod regimet i Iran.

Og lad mig slå én ting fast: En krigsforbryder som Netanyahu, der lige nu begår folkedrab i Gaza, kan på ingen måde være den, der skal ”befri” iranerne fra deres undertrykkere.

Det er skammeligt, DR!


Om skribenten

Nahid Riazi

Nahid Riazi

Kvindesagsaktivist med iransk baggrund. Nahid Riazi er forfatter til bogen Fremmedgjort i Iran, fremmed i Danmark.” Besøg Nahid Riazis hjemmeside: www.nahid.dk Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER