Men Gellerup er jo en ghetto!

5 min. læsetid

Som guide i Gellerup oplever Elsebeth Frederiksen at måtte afmontere mange myter om sit boligområde. Hun kan godt lide at afmontere fordomme, men finder det ærgerligt, at mange af de nye tiltag ikke kommer de nuværende beboere til gode.


Af Elsebeth Frederiksen

”Jeg hedder Elsebeth, og jeg har boet i Gellerup i 14-15 år, så jeg må jo kunne lide det!” Sådan indleder jeg min rundvisning i Gellerup. Jeg får løn for at arbejde som guide i Gellerup.  Jeg viser alle mulige rundt. Studerende, skoleklasser og folk, der bare gerne vil se området.  Udover, at jeg får penge for det, synes jeg også, at det er fedt, at vise mit Gellerup frem. At deltagerne på turen ser mit kvarter fra en anden vinkel end den, som de ser i medierne. Det er min fortælling om hvorfor jeg stadig bor her efter så mange år.

Min kollega står og peger på en stor model af Gellerup. Han fortæller om de fysiske forandringer og helhedsplanen, inden jeg tager dem med ud på tur.
Jeg peger på blokke, der skal renoveres og dem, jeg tror skal nedrives. Jeg fortæller om den nye bypark om trygheden ved de åbne pladser og den oplyste kunststofbane, hvor der bliver spillet fodbold indtil sent om aftenen. 

Jeg er saglig, men også politisk. Måske lidt for politisk, mener nogle. Jeg har ikke fået nogle klager endnu, men nogle elever har kaldt mig både nærtagende og for et snefnug, da jeg diskuterede med dem. Jeg sagde min mening. Om at jeg finder ghettopakken diskriminerende. At jeg hader begrebet ghetto.

Et hult løfte

Selvom jeg prøver ikke at være politisk er det svært ikke at sige min mening om de forandringer, der sker i Gellerup.
Om politikerne, der siger, at de elsker Gellerup og samtidig skriver under på at rive flere blokke ned. Om borgmesteren, der fortæller om ”Børnenes Træ” der er plantet i byparken. Jeg hørte borgmesterens ord:” Dette træ skal vokse op sammen med børnene i Gellerup, det skal være deres træ.” Jeg tænkte dengang, at det lød hult, da de børn, der var der den dag og sang med på Livstræet, nok ikke er der om få år. De bliver nemlig tvunget til at flytte fra området, hvis lige præcis deres blok rives ned. At de børn, nok ikke lige tager tilbage til Gellerup for at se deres træ.

Det fortalte jeg om på den sidste guidede tur, og deltagerne rystede på hovedet. Jeg havde ret. Det er ikke kun mig, der finder det tåbeligt eller ligefrem nedladende overfor beboerne i området. De boere, som har et liv her, har familie og venner.

Børnenes Træ blev udvalgt under Aarhus Festuge sidste år, og blev omplantet i Gellerup. Dets symbolværdi ‘klinger hult’ ifølge Elsebeth Frederiksen, der var med til indvielsen. Foto: Privat

Vi går op på museet, hvor vi kan se alle forandringerne, og her er der som regel nogle af de unge der siger:” her kunne jeg da godt bo!”
Det er jo fedt. Men forleden var der også en, der sagde det, men hun stoppede ikke der, for hun fortsatte:”… hvis bare jeg ikke var bange for dem, der bor her.” Jeg stod lige bag ved hende og tænkte på om hun så var bange for mig? Jeg sagde “Bøh” lige så stille, ville jo ikke skræmme hende mere end nødvendigt. Det var ikke ret modent af mig, men jeg blev bare så provokeret. Der sker ingenting, når jeg viser folk rundt.  Måske fræser nogle unge fyre rundt på knallert, men her er stille og roligt.

Engang stod jeg og forklarede, at jeg hadede ghettobegrebet, fordi det var stigmatiserende.

“Men det er jo en ghetto,” sagde en af eleverne fra en 6. klasse. Og jeg sukkede dybt, fordi hun ikke har hørt efter. Men måske kan hun ikke gøre for det. Hun har fået sine fordomme fra medierne og politikerne, der taler grimt om området og kalder det en ghetto. Kalder os ghettobeboerne og taler om ghettoskoler og ghettobørn.

Elsebeth Frederiksen er aktiv i Almen Modstand, der kæmper for at bevare de almene boliger. Foto: Skræppebladet

Den Gyldne Port

Jeg fortæller om Den Gyldne Port med jernrammen på 90 tons, som det tog halvanden time at få på plads med en kran. Om de nye lejligheder på toppen, som os beboere ikke må bo i. De er forbeholdt for pendlere, som arbejder i Århus, men bor et andet sted. Og jeg fortæller om lejlighederne i bunden, der nu er blevet toplans. De er flotte og nyrenoverede, men også forbeholdt andre end os, der bor her.

Jeg peger på min blok og forklarer, at Venstre vil rive den ned. At jeg efter en artikel i Stiften, hvor jeg havde skrevet en blog, endte på forsiden af Stiften.

Jeg fortæller om min modstand og hvordan de kan hjælpe. Så er vi tilbage ved begyndelsen. Der er ingen spørgsmål. Enten har jeg fortalt alt, de vil vide, eller også er de ligeglade. Jeg vælger at tro, at jeg har dækket det hele. ” Tør I gå hen til bussen?” De griner lidt og forsvinder, mens jeg tænker på om nogle af dem kunne finde på at flytte ind i det nye kollegium, der snart står klar.

Bolignedrivning i Gellerup
I Aarhus Byråd har alle partier på nær Enhedslisten stemt for en reduktion på 720 boliger i Gellerup.

600 boliger, svarende til ni blokke, skal nedrives, og yderligere 120 boliger skal sælges.

Nedrivningsplanen er en del af et forsøg på at indfri krav fra Folketinget om, at der max. må være 40% almene boliger i områder på den såkaldte ‘Ghettoliste’.

Elsebeth Frederiksen er 43 år og bosiddende i Gellerup, Aarhus. Hun er aktiv i Almen Modstand, og er desuden redaktionssekretær for Brabrand Boligforenings beboerblad Skræppebladet