Midlet fjerner målet – med oprustning og krig fjerner vi os fra demokrati og socialisme

I en tid, hvor regeringer over hele Europa opruster i fredens navn, risikerer vi at overse en enkel, men afgørende sandhed: Midlet former altid målet.

Et samfund, der vil sikre freden gennem militær magt, ender med at underordne sig magten selv. Derfor må en anden form for fred bygges op; en, der ikke hviler på våben og underlæggelse, men på ikke-vold og menneskers selvorganisering.

Af den grund står demokratiske socialister og fagligt aktive i dag over for et principielt valg: Skal vi støtte en oprustning, hvor beredskabsstaten gør befolkningen til middel for sine egne interesser? Eller skal vi opbygge en kollektiv og solidarisk handlekraft, hvor vi mennesker selv er målet for politikken?

Militariseringen stopper socialismen

Når fred gøres til et spørgsmål om våben og beredskab, afsløres en grundlæggende selvmodsigelse: Man vil bevare freden ved at forberede krig; men man ender med at skabe netop de forhold, man hævder at ville forhindre: Politisk ufrihed, økonomisk smalhals og en vedvarende trussel om krig.

I Danmark og resten af Europa ser vi tegnene tydeligt: Fagbevægelsen inddrages i oprustningen, kritik udlægges som illoyalitet – endda som putinisme – og samfundet omdannes gradvist til et beredskab, hvor militær sikkerhed vejer tungere end velfærd, pensioner og lønmodtagerrettigheder. Som forsvarsministeren udtrykte det på Venstres landsmøde sidste år: Alt andet må komme i anden række.

Ruslands folkeretsstridige invasion af Ukraine og Ukraines kamp imod den har samtidig tjent som moralsk løftestang for denne udvikling. I fredens og solidaritetens navn accepteres nu det, der tidligere blev mødt med skepsis: Stigende forsvarsbudgetter, militær produktion og en ny norm, hvor enighed forveksles med ansvar.

Men oprustning og krig vender socialismens princip på hovedet: Magten centraliseres, hierarkier erstatter deltagelsen, og mennesker reduceres til redskaber – som soldater, som arbejdskraft, som lydige borgere. Den sociale kamp nedefra forvandles til en mobilisering ovenfra med underordning og opofrelse – det stik modsatte af demokrati og selvforvaltning.

Alt dette bringer venstrefløjen yderligere i defensiven. Militariseringen undergraver selve forudsætningen for den frigørelse, som er socialismens mål.

Ikke-vold som frigørende praksis

Mens oprustning og krig forvandler mennesker til redskaber, begynder frigørelsen dér, hvor mennesker genvinder sig selv som handlende væsener – ikke som midler for noget andet, men som mål i sig selv.

Ikke-vold er ikke passivitet, men aktiv selvorganisering og kollektiv handlekraft. Historiske eksempler som borgerrettighedsbevægelsen i USA i 60’erne og Solidarność i Polen i 80’erne viser, hvordan sådanne bevægelser brød lydighedens mønstre og gjorde mennesker i stand til at tænke langt friere og handle mere solidarisk.

Ikke-vold tvinger ingen til lydighed, men forudsætter overbevisning og mod. Den er en skole i selvforvaltning, hvor mennesker lærer at frigøre sig fra underkastelse og handle i ligeværdige fællesskaber.
Gennem strejker, blokader, civil ulydighed og solidaritet på tværs af etnicitet, religion og landegrænser bliver politikken en praksis, som mennesker selv udfører – ikke noget, der sker hen over deres hoveder.

Ikke-vold udvider demokratiet; oprustning og krig indskrænker det. Når politik i dag reduceres til spørgsmål om oprustning og krigsforberedelse, står valget derfor klart mellem frigørelse og underkastelse; mellem at handle som et menneskeligt subjekt, drevet af erkendelse og solidaritet, eller at lade sig bruge som middel for politiske, økonomiske og militære kræfter, vi ikke selv kontrollerer.

Et ægte demokrati kan kun vokse ud af de principper, det selv vil bygge på: Deltagelse, selvforvaltning, lighed og solidaritet. Mennesker må på ny lære at handle sammen – ikke som redskaber for systemiske interesser, men som frie og ansvarlige fællesskabsaktører.

Midlet former målet, og kun en praksis, der bygger på frigørelse, kan føre til demokrati og socialisme.