Mindeord: Bente Hansen var socialist, feminist og en gudsbenådet fighter
Journalisten, forfatteren og debattøren Bente Hansen (1940-2022) er mandag 25. april død efter kort tids sygdom. De sidste år har hun tilbragt på plejehjem, men ellers har hun været en markant stemme i den offentlige debat i næsten 60 år.
Bente Hansen kastede sig i starten af 1960’erne ind i internationalt støttearbejde for løsrivelsesbevægelsen FLN, der kæmpede for Algiers løsrivelse fra kolonimagten Frankrig. Det blev starten på et livslangt engagement på den antiautoritære venstrefløj. Hun var op gennem 1960’erne medlem af SF, og gik med over i Venstresocialisterne (VS) i 1967, men det er først og fremmest som uafhængig, engageret feminist og socialist, hun skal huskes.
Bente Hansen voksede op i Videbæk i Vestjylland i en dyrlægefamilie, der havde i alt otte døtre. Hun flyttede i 1960 til København for at læse sammenlignende litteratur. Studiet blev afsluttet med en magisterkonferens, der blev udgivet som bogen ”Den marxistiske litteraturkritik”. Den markerede – symptomatisk for Bente Hansens position som frontløber for ”det nye venstre” – starten på en bølge af stærkt samfundskritiske og marxistiske studier på de danske universiteter, den såkaldte fagkritik.
Selv om hun siden udgav andre bøger om marxistisk litteraturkritik, blev det nu især kvinde- og køns-spørgsmål, der kom til at dominere resten af hendes liv. Bente Hansen boede som studerende på Kvinderegensen, og hun arbejdede allerede i starten af 60’erne med kvindepolitiske spørgsmål som ligeløn, abort og særbeskatning i bl.a. SF og Dansk Kvindesamfund.
Da hun i 1970 meldte sig ud af VS, engagerede hun sig i de næste mange år stærkt i den nye radikale kvindebevægelse, Rødstrømperne, hvor organisering i decentrale kvindegrupper var omdrejningspunkt for kritik af den borgerlige kernefamilie. Hun var en markant kritiker af venstrefløjens tendens til at overse og ignorere den poliske økonomi i kvinders ubetalte, men uundværlige arbejde i familierne.
Journalist, redaktør og forfatter
Bente Hansen startede i begyndelse af 60’erne at tjene penge som freelance-skribent. Hun blev siden redaktør på flere aviser og tidsskrifter, bl.a. på Politisk Revy, Information og Gyldendal-tidsskriftet Fælleden. Den sidste del af sit arbejdsliv var hun kulturredaktør på Danmarks Radio.
“Bente Hansen var som menneske altid smilende, grinende og snakkende. Hun var altid meget hjertevarm og konstruktivt imødekommende. Men man skulle ikke tage fejl: Hun besad trods sødmen også en kerne af rå styrke.”
Men selv om hun omkring 1990 måtte stoppe en professionel karriere på grund af leddegigt, sluttede hendes politiske og journalistiske engagement ikke. Hun var op gennem 1990’erne fx medlem af bestyrelsen for ugeavisen Socialisten Weekend. Hun udgav desuden flere debatbøger baseret på bl.a. sin egen historie (En køn historie, Historien findes).
Jeg mødte personligt Bente Hansen i starten af 1990’erne, da hun trådte ind i redaktionen på venstrefløjstidsskriftet Giraffen. Efter årtusindskiftet sad vi også i redaktion sammen på Kontradoxa, baggrundsmagasinet på internetavisen Modkraft. Hun var desuden en ven af mediekollektivet Monsun, der stod bag driften af Modkraft.
Bente Hansen var som menneske altid smilende, grinende og snakkende. Hun var altid meget hjertevarm og konstruktivt imødekommende. Men man skulle ikke tage fejl: Hun besad trods sødmen også en kerne af rå styrke, som hun brugte til at rejse svære diskussioner og spørgsmål. Og hun var en gudsbenådet fighter, som kunne kæmpe indædt for sine standpunkter.
Det fik fx journalisterne på Information at mærke i midten af 70’erne, da hun blev chefredaktør på det medarbejderstyrede, men også mandsdominerede dagblad.
Kristen socialist
Bente Hansen interesserede sig i de sidste tyve år af sit liv i stigende grad for etik og religion. Hun blev blandt andet medlem af menighedsrådet for Vor Frue Kirke i København. Selv om det var en genoplivning af en etisk-humanistisk kristendom, som hun var vokset op med, var det ikke en position, der gik ud over hendes politiske engagement: ”Det vi ønsker”, husker jeg, at hun en gang sagde til et møde, ”er strukturelle samfundsforandringer, intet mindre”.
Læs et kapitel af En Køn Historie her.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER