9 min. læsetid

Jon Boiesen er gået bort i en alder af blot 42 år. Hans død efterlader et stort tomrum på såvel filosofi og idehistories gange, som på den aarhusianske venstrefløj. Mikkel Thorup skriver mindeord om sin gode kollega Jon – “manden, alle kendte”.


Af Mikkel Thorup

Jon Rostgaard Boiesen døde tragisk i juledagene, ramt af hvad der ligner et slagtilfælde, mens han sov. I livet såvel som her i døden har han berørt et utal af mennesker.

Jon var kendt af mange – faktisk findes der to vittigheder om ham, han selv yndede at citere: ’Når to mennesker mødes på Århus Universitet, er den ene af dem Jon’. Og den kortere: ’Alle kender Jon.’ Jon havde en særlig og fantastisk evne til at knytte folk til sig og til at bringe andre mennesker sammen fra alle de mange sammenhænge, han bevægede sig i: filosofi, skak, litteratur, politik, musik, eller bare en han mødte i bussen, på værtshuset, på gaden, til et foredrag. Jon var en af dem, der bare begyndte at fortælle sin livshistorie til én, han lige havde mødt; umiddelbar, ærlig, støjende glad.

Jon elskede mennesker, og han elskede kvinder. Han blev forelsket så let, så tit og så ægte. Han var ikke bange for at erklære det, eller det var han måske nok, men han gjorde det alligevel. Og hvis det ikke altid gik godt, så endte det som regel med et dybt venskab. Utallige er de gange, vi har snakket om hans omskiftelige kærlighedsliv, og aldrig har det fået ham til at tvivle på kærligheden.

Jon grinede upassende højt, ofte og længe, han larmede, var til tider grænseoverskridende og indiskret, kunne være pisseirriterende, men han var også hjertelig, varm og det mest hjælpsomme menneske, man kan tænke sig. Hvem som helst der havde brug for hjælp til flytning, sparring på en eksamensopgave, brug for en snak, så var Jon parat. Det var let at blive sur på Jon, men det var svært at blive ved med at være sur på ham.

Folk kendte tit Jon, inden de fandt ud af, at det var ham, der var Jon. Han deltog i så mange foredrag, digtoplæsninger, receptioner, arrangementer af alle slags. Og selv om han fyldte meget, gjorde han aldrig sig selv til centrum. Han stillede altid op som dirigent, stod i køkkenet, gik med valgmateriale, gjorde fællesskabet. Han har stillet spørgsmål til de største filosoffer såvel som til 1. semester studerende, og hver gang af samme grund: fordi han var interesseret. Hans evindelige ’jeg har to kommentarer og et spørgsmål’ handlede ikke om at høre sig selv snakke, men om at samtale, at hjælpe, at finde ud af ting. Jon var glubende interesseret, og han havde viden om de mærkeligste ting, fx gamle revyviser, som han gerne sang, ikke altid lige kønt, men med hjerte og sjæl.

En moderne Sokrates

Jon fandt aldrig sin plads på arbejdsmarkedet. Ikke at han ikke arbejdede meget og dedikeret, når han fik chancen, men det var altid korte job, dårligt betalte job. Han levede en på alle måder prekær tilværelse, og han kørte sig selv hårdt. Tidligt afsted om morgenen til København for at undervise, hjem igen og så afsted til fødselsdag, foredrag, koncert. Og så op igen. Det er utrolig trist at tænke på, at hvis det et par gange var gået anderledes, hvis han havde fået den ph.d, det job, så ville hans liv have haft en anden ro.

Nogen ville måske tænke, at han var et eksempel på, at vi uddanner for mange til det forkerte. Men det er fordi, de aldrig nåede at møde ham og se, hvordan han brugte sin uddannelse i samtaler med alle mulige, i undervisning af jurastuderende, medicinstuderende og pensionister i filosofi. Jon var, for nu at bruge en fortærsket figur, en slags moderne Sokrates, der gik rundt i byens gader og snakkede med folk. Han er for mig legemliggørelsen af, hvordan filosofi også er en samtaleform, en fælles erkendelsesform, der ikke virker i ensomhed men kun i fællesskab.

For mig var han et smukt eksempel på et menneske i udvikling, et menneske der ønskede at bevæge sine holdninger fremad, lære af andre, og fordi han altid sagde alt højt, så snart eller lige før han tænkte det, så blev hans personlige udviklingsproces meget åben og offentlig.

Jon var notorisk dårlig til deadlines. Han studerede filosofi i 11 år, og da der blev holdt en afleverings-reception for ham – og selv rektor troppede op med en gave, for sådan en var Jon, at selv rektor kendte ham – så måtte Jon indrømme, at han ikke liiiige var blevet færdig, men i næste uge. Hvis han fandt deadlines mere rådgivende end forpligtende, så var hans skriverier til gengæld gode. Han overvejede tit, om han skulle have været journalist, han skrev også jævnligt journalistiske tekster, og havde en virkelig god pen. Meget af det han skrev, som et menneske af sin tid, var på Facebook, hvor han var så aktiv, at han ad to omgange blev smidt af, fordi de troede, at han var en maskine og ikke et menneske. Mange har i dagene efter hans død skrevet på Facebook, at de ikke kendte Jon rigtigt, men at de kendte ham på Facebook, og det gjorde, at de virkelig følte de kendte ham alligevel. For der var nemlig ikke noget forstillet over ham. Han var hudløst ærlig, også om sig selv, sine problemer, sine sejre og nederlag.

Hans feed er en uvurderlig registrering af de store diskussioner i livet og politikken, såvel som de mindste observationer af liv og hændelser, han mødte og hørte på sin vej. Jeg har tit tænkt, hvor lidt jeg faktisk registrerer af mine omgivelser, når jeg igen igen har læst Jon overhøre en skør eller skæv samtale, referere et møde eller et foredrag, små observationer, der viste, at han havde et fantastisk blik for livets mangfoldige sider og menneskelivets særheder. Han så det hele.

Med vennerne til ‘Grimfest’. “Jon var til flere foredrag, flere sammenkomster, flere fester, flere møder og flere demonstrationer end nogen anden, jeg kender”, skriver Mikkel Thorup om sin afdøde ven og kollega.

Et politisk menneske

Jon var også, som mange her på Solidaritet ved, et politisk menneske. Han var nok egentlig en slags naturlig konservativ i sine grundværdier, men socialist i sine holdninger. Mange af os har set det i fuld udfoldelse, når han spontant er kommet til at sige noget traditionalistisk, for derefter at korrekse sig selv eller acceptere at blive irettesat, fordi han var kommet et andet sted hen i sine holdninger. For mig var han et smukt eksempel på et menneske i udvikling, et menneske der ønskede at bevæge sine holdninger fremad, lære af andre, og fordi han altid sagde alt højt, så snart eller lige før han tænkte det, så blev hans personlige udviklingsproces meget åben og offentlig, hvor vi andre tit bider os i tungen og husker ikke at sige det, vi ikke længere mener, men som stadig ligger der som spontan ytring. Jon sagde det højt og korreksede sig selv – og derefter alle andre – lige så højt. Han lyttede faktisk, var klar til at forstå, var klar på at kunne tage fejl. Det er ikke almindelige egenskaber i vores tid.

Den Jon, jeg altid vil huske, er den, der levede og trivedes i selskab, som førte folk sammen, som miksede grupper af mennesker, der ellers ikke ville have mødtes, og som altid samlede folk omkring sig.

Jon var Enhedsliste. Han troede på en bedre verden. I vores samtaler har jeg tit været den kyniske, der ikke troede, det kunne blive bedre, mens Jon holdt fast. At snakke med ham var god immunisering over for modløshed.

Jeg mødte Jon, da vi begge studerede, han filosofi, jeg idéhistorie. I sin vanlige stil gik han til undervisning begge steder. Jeg husker den dag det gik op for mig, at han gik til mere undervisning på idéhistorie end jeg selv gjorde, og sådan har det været siden. Han var altid til flere foredrag, flere sammenkomster, flere fester, flere møder, flere demonstrationer end nogen anden, jeg kender.

Den Jon, jeg altid vil huske, er den, der levede og trivedes i selskab, som førte folk sammen, som miksede grupper af mennesker, der ellers ikke ville have mødtes, og som altid samlede folk omkring sig. Folk, der fra den dag af, betragtede Jon som deres ven, om de sås tit eller sjældent, for nylig eller for mange år siden. Jon var mange ting, men én ting var han mere end noget andet – en ven. Med et gammelt udtryk slidt ned af tidens tand – men Jon var en gammel sjæl, og han ville have vidst præcis, hvad jeg mener – så var han en kammerat.

Kære ven, kære kammerat. Livet og kampen fortsætter. Begge dele bliver sværere og uendeligt mindre sjovt uden dig.

Æret være Jons minde.


Mikkel Thorup er professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet

Anne Hegelund mindes sin ven Jon Boiesen

Alle kender Jon. Det gik først for alvor op for mig, hvor sandt det var. Og hvad det egentlig betød igår. Der dukkede SÅ mange – og så forskellige mennesker op til hans bisættelse i Stakladen. For at sige farvel, og mindes ham på kryds og tværs til gravøl i Studenterbaren, som aldrig før har været så tætpakket. Det var utrolig smukt, helt forfærdeligt, slet ikke til at holde ud og alligevel ret hyggeligt.

Jeg kan faktisk ikke rigtig huske, præcis hvor jeg kender Jon fra. Han har bare hele tiden været der rundt omkring i mit liv de sidste 10 års tid. Jeg kan slet ikke huske hverken Århus eller Enhedslisten uden Jon. Og jeg kan ikke rigtig forestille mig nogen af delene uden ham. Jeg bliver nærmest lidt fornærmet nu, hvis folk spørger om jeg kendte ham fra politik. For selvom han var en rigtig god kammerat, var han mest af alt min ven.

Jeg tror måske allerede jeg kendte ham som ”Jon fra Kirkeasyl” og ”Kærlighed uden grænser”, før jeg faktisk mødte ham. Dem der støttede afviste asylansøgere og kritiserede pointsystemet for udlændinge. Og da Brorsons Kirken blev ryddet, og der lynhurtigt var brug for en demonstration, fik Jon den selvfølgelig op at stå – “som man siger”. Måske var jeg allerede rendt på ham, før jeg vidste, at det var ham, der var dén Jon. Jeg hørte vist også om Humboldt-bevægelsen, mens jeg gik på Uni. Dem som forsvarede forskningsfriheden mod styring efter markedslogik. Men jeg anede ikke, at han var en af bagmændene. Han var også med til at besætte filosofi og idehistorie tilbage i 2006. Samtidig med at jeg besatte mit gymnasium. Så vi var en del af de samme velfærdsprotester, og begge to nogle af de socialistiske ballademagere Anders Fogh skældte ud på. Det er en rar tanke, at han på en måde var med, til min første politiske aktion.

Hvis ikke vi allerede var venner i sommeren 2011. Så blev vi det i hvert fald. Da mig og min veninde Maria, hende som har siddet i byrådet for Liste Ø, lavede Danmarks første SlutWalk. Jon gik selvfølgelig med. Og viste sin smukke nøgne mave frem i en sammenbundet t-shirt. Og med en ”vores krop, vores valg” tushtattoo henover maven. Han havde vist nok haft to kommentarer og et kritisk spørgsmål til, om ikke det var meget nemmere for folk der levede op til visse samfundsbestemte skønhedsidealer, at gå med. Men han dukkede alligevel op, og gjorde sit for, at alle skulle føle sig godt tilpas. Jeg læste hans blå bog fra gymnasietiden den anden dag. Og allerede dengang var der noget med, at han satte stor pris på enhver anledning til at smide tøjet, eller gå i slutty dametøj. Det var dengang han spillede i bandet Boisen Boys og Tina Dickow var faktisk fan af ham. Han blev jo også lidt af en facebookkendis. Men mere kendt for at gå i t-shirts end kjole.

+

Jeg kæmpede også sammen med Jon i Fremtidsfighters. Det faglige aktivist netværk vi startede op tilbage i 2011. Jon var den eneste aktivist, der slap afsted med at beholde sin orange aktions-t-shirt. Fordi han blev ved med at ”glemme” at aflevere den, og brugte den så flittigt, at den lynhurtigt blev så forvasket, at den alligevel ikke lignede de andre. Jon dukkede næsten altid op til nærmest alt politisk. Og så skidt pyt med at han kom for sent til det meste. For han stillede konstant op og var klar til at give en hånd med cirka alt. Jeg har lavet alt muligt aktivisme med ham og Palæstina, Kurdistan og flygtningesolidaritetsarbejde. Jeg kan nærmest ikke huske en 1. maj, generalforsamling, demonstration eller aktion, hvor han ikke var med. Jeg går bare ud fra at han var til dem alle sammen. Nu kommer han sådan til at mangle overalt. For så mange af os. Jeg kommer helt sikkert til at kigge efter hans krøller og undre mig over hvor han bliver af.

Vi kommer også til at savne Jon, til at skrive hjem om det hele til Modkraft eller Solidaritet og den borgerlige presse for den sags skyld. For han var en bedre journalist end mange af dem, der faktisk er uddannet til det. Og også en fantastisk natradiovært. Der smækkede med døren over dårlig ledelse og elendige arbejdsforhold hos Radio 24/7. Han har også aktioneret foran Jobcenter Århus, mens var socialrådgiverpraktikant der. Af alle de arbejdsløse jeg nogensinde har mødt, var han den med vildest arbejdsmoral, mindst snobberi, størst gå på mod, mest stålsat vilje og sikkert også flest kritiske spørgsmål. Han blev kendt som Dansk Magisterforenings posterboy for prekære arbejdsforhold og bannerfører i kampen for ordentlige rettigheder for løstansatte på landets universiteter. I filosofiverdenen var han også kendt for sine politik-t-shirts med alt fra Enhedslisten propaganda til “I’m a better anarchist then you”. Jon var enig og uenig med folk på kryds og tværs og altid villig til at tage diskussionen for at gøre andre, og sig selv klogere. Han lyttede altid ægte til en, debatterede grundigt med alle, og nogle gange meget insisterende.

+

Og så var der noget med ”Slayer”. Også t-shirten. Som Jon kunne finde på at tage på til hvad som helst. For Jon var stolt medlem af partiets sorteste fraktion “Metal i Enhedslisten” Ligesom mig – Flaget er rødt, hjertet er sort. Men min mest mindeværdige koncertoplevelse med Jon var faktisk – Ibens. Engang havde han faktisk sin Slayer t-shirt på til en anden Ibens koncert – med Charlotte fra borgerreppen. Den var grunden til at han blev inviteret backstage af bandet. Og til at Henrik Marstal har skrevet et mindeord kun om den aften. For Jon gjorde et stort indtryk. Ligesom Henrik kastede Jon sig tit og helhjertet ind i kønsdebatten. Han var typen, der ikke kunne stoppe sig selv i, at fortælle lumre tøhø-jokes foran en sal fuld af feminister, men alligevel blev inviteret til tale på Kvindemuseet. Han er også dén eneste der måske nogensinde, men tit og ofte, fik mig til at føle mig, som en dårlig feminist. Frdi jeg satte alt for stor pris på hans sjofle humor og hans evige “det sagde hun også igår”-bemærkninger.

Jon var næsten altid klar på at drikke en eftermøde-øl, måske lidt sjældnere, efter at han begyndte at rejse land og rige rundt, for at undervise. Men han var sød til at invitere folk med i fællesskabet, og til at give en krammer, hvis nogen skulle have brug for det. Betænksom og omsorgsfuld over for både nye og gamle venner og kammerater og folk han ikke kendte.Hans sidste politiske sejr, som standin byrådssekretær for Enhedlisten. Kom i hus, fordi han var til queerfeministisk fredagsøl på Café Sappho og fik nys om en misforståelse. Som betød, at normstormerne ikke var kommet med på budgettet. Og så gjorde han ellers alt hvad han kunne for at få den rettet. Så de alligevel fik nogle penge til at lave normkritisk seksualundervisning på folkeskolerne. Jeg havde virkelig glædet mig til at lave feministiske fredagsbare i foråret, hvor vi skulle forene politik og filosofi og folk fra de to verdener, som Jon gjorde så godt. Men jeg er lidt ked af, at det var det sidste jeg fik skrevet til ham om..
Hvis bare du havde vidst, hvor meget du betød for os alle sammen, for så mange mennesker. Hvor meget vi holdt af dig. Det håber jeg virkelig, inderligt at du gjorde. Selvom vi sikkert ikke var gode nok til at få sagt det højt. Jeg savner allerede at snakke med lige præcis dig om pjat og alvor. Din evige optimisme, din glødende idealisme, selv de små irriterende ting, lyden af din smittende latter, og ikke mindst dit ukuelig håb for og din ubetingede kærlighed til mennesker. Du skal vide, at den var gengældt. Vi er så mange, der elsker og savner dig, og har et kæmpe stort Jon-formet hul i vores hjerter.

+