Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
30. oktober. 2022

Mindeord – Margit Kjeldgaard

Idealisten, aktivisten, skribenten bl.a. på Solidaritet.dk – den rød-grønne socialist Margit Kjeldgaard er død 67 år gammel. Vi er blevet en på begge måder skrap ildsjæl fattigere.

Margit Kjeldgaard. Privatfoto.

Margit og jeg havde siden slutningen af 1980’erne et langt arbejdsfællesskab, der efterhånden udviklede sig til et stærkt venskab.

Fra København på fallittens rand – til fair trade med den politiske forbruger

Det begyndte i Københavnsbestyrelsen for det hensygnende VS – Venstresocialisterne. Hun skrev speciale på polit.-studiet om mishandlingen af Københavns Kommune med mangelfulde bloktilskud og en urimelig kommunal udligningsordning. Det var dengang kommunen var rigtig fattig og på fallittens rand. Hendes skyts var brugbart i den offentlige debat om kommunens økonomi.

Som nybagt cand.polit. var det vanskeligt at finde job. Hun skiftede VS ud med SF og blev ansat hos SF-gruppen på Christiansborg. Vores veje skiltes for en stund, da arbejdsfællesskabet ophørte.

Det vendte tilbage, da hun var ansat i ”Ulandsimporten”. Fair Trade-varer skulle ind i kantinerne på ungdomsuddannelserne. Derfor skulle vi skrive en bevidstgørende lærebog til det gymnasiale niveau. Det blev til: ”Den politiske forbruger – i den store verden”, udgivet på samfundsfagslærernes forlag Columbus (1999). Bogen blev løbende fulgt op af artikler. Tøjet blev til et yndlingsemne i den genre.

Boligpolitikkens storhed og fald – en af Margits kæpheste

Efter mad og tøj kommer boligen som menneskets fundamentale behov. For de fleste er det den største udgiftspost på budgettet, og skattefrie gevinster på ejerboliger og anden fast ejendom er en kilde til stadig voksende økonomisk ulighed. Boligpolitikken blev derfor også en af Margits kæpheste. Hendes bog: ”Boligpolitikkens storhed og fald”, udgivet på Solidaritet (2014) var en oplagt follow-up på Preben Wilhjelms klassiker: ”Dansk boligpolitik – forbrydelse og dumhed”.

Margit havde skiftet SF ud med Enhedslisten, som hun i en periode også var folketingssekretær for. Hun stred ihærdigt på flere årsmøder for at skærpe Enhedslistens skattepolitik på boligområdet. Vi er endnu ikke i mål, så her er også en arv at løfte.

Hvad skal vi leve af – på vejen mod socialisme?

Vores arbejdsfællesskab har i de sidste mange år været Enhedslistens Politiske Økonomiske Udvalg, hvor erhvervspolitik og kritik af konkurrencestaten har været et af vores fælles projekter. Fælles skriverier resulterede bl.a. i bogen: ”Hvad skal vi leve af – på vejen mod socialisme”, der blev udgivet på Solidaritets forlag i 2020.

Margit levede i sine senere år i Helsingør, der også nød godt af hendes idealisme og aktivisme. Hun var fra 2008 selvstændig erhvervsdrivende med netbutikken ”Rent Tøj”. Rent Tøj er noget af en ener i en ganske beskidt branche. Varerne hos Rent Tøj er økologiske og erhvervet gennem Fair Trade. Producenterne opsøgte hun oftest egenhændigt på sine rejser.

Sørgeligt. Fandens også, hvis det må være mig tilladt at forbande skæbnen. Margit burde efter ihærdig og livsmodig kamp mod canceren, som lykkedes i en al for kort stund, have fået mange gode år – også som nybagt mormor for begge sine pigers førstefødte. Men sådan skulle det ikke være. Tilbage står at ære Margits minde.


Om skribenten

Per Bregengaard

Per Bregengaard

Medlem af Enhedslistens Politiske Økonomiske Udvalg og bogaktuel med "Hvad skal vi leve af - på vejen mod socialismen?   Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER