Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
18. december. 2020

Mindeord: Wilfred Gluud

Wilfred Gluud er død i en alder af 73 år. Inger Johansen skriver mindeord om den livslange aktivist, som særligt brændte for Vietnam. Privatfoto

Wilfred Gluud er død i en alder af 73 år. Inger Johansen skriver mindeord om den livslange aktivist, som særligt brændte for Vietnam. Privatfoto

Jeg traf Wilfred Gluud første gang i 1970, da han gik ind i De Danske Vietnamkomitéer/DDV. Efter et par år i DDV, gik han med i Indokinakomitéerne, og fra 1976 deltog han i Dansk Vietnamesisk Forening/DVF’s arbejde – hvor han stadig var aktiv indtil sit sygdomsforløb i 2020.

Til det sidste op til sin død arbejdede Wilfred ihærdigt på en biografi om socialisten og trotskisten Poul Møller, der døde i 2014, og som Wilfred også har lavet en mindeside om. Poul Møller havde deltaget som politisk aktivist allerede i 1958 i solidaritetsarbejdet for Algiers frigørelse fra Frankrig og var senere med i Vietnambevægelsen.

Livslang aktivist

Hele livet igennem fastholdt Wilfred sit politiske engagement. I størsteparten af sit voksenliv var han medlem af VS og gik efterfølgende med over i Enhedslisten. Men det var Vietnam og solidariteten med det vietnamesiske folk, der først og fremmest engagerede ham. Vietnam var en del af Wilfreds DNA. Ikke blot som årelangt medlem af Vietnam-foreningens bestyrelse, indsamlingsudvalg, bærende kraft i bladredaktionen, webmaster, og en kort overgang som formand. Han besøgte flittigt Vietnam – som pensionist næsten årligt og i flere måneder ad gangen. I 2015 – 40-året for Saigons befrielse i 1975 – modtog han en medalje i Vietnam som tak for sin indsats gennem årene.

Hans flid og ihærdighed for dét, han gik i gang med, var enestående. I mange år arbejdede han sammen med mange andre for at Agent Orange – en gift, som blev brugt af USA under Vietnamkrigen til at afløve træerne og hindre guerillaen i at skjule sig – blev anerkendt for sine farlige, også genetiske, konsekvenser for mennesker og miljø. Dertil kom også hans indsats i aktioner mod Monsanto, der producerede Agent Orange til Vietnamkrigen og senere gensplejsede fødevarer. Protesterne i en række europæiske byer førte til, at Monsanto lukkede sine testmarker med GMO i 2013 (se artikel i Information,  17. august 2013 om Wilfreds indsats i den forbindelse: ”Den lille mand vandt”). Wilfred skrev også flere artikler om Agent Orange, især i Vietnamforeningens blad ”VietNam Ajour”.

Wilfred Gluud rejste tit til Vietnam, som han havde en livslang forbindelse til. I 1970erne startede han sin aktivisme i netop Vietnamkomiteerne. Privatfoto.

IT-programmør, kunst, jazzmusik og Nørrebro-værtshuse

Wilfred boede en meget stor del af livet på Nørrebro, hvor han også havde de fleste af sine venner. Kulturhuset og Café ”Cikaden”, der lå lige om hjørnet ved hans bopæl, blev i 1990’erne et samlingssted for en række solidaritetsgrupper (herunder også Vietnam-foreningen), og han var meget aktiv her.

Mange af vennerne mødtes han med på Café Blågårds Apotek (”Kroteket”), der blev en base for ham igennem flere årtier, og hvor han også stod for en række udstillinger.

Efter et langt arbejdsliv som IT-programmør og seniorprogrammør (i Frederiksberg Kommune, Kommunedata og Rigshospitalets edb-afdeling bl.a.) nød han at få mere tid til Vietnam og sine andre interesser som kunst og især musik. Han havde nær kontakt til flere musikere, og deltog ofte i Copenhagen Jazz Festival.  Men han var desværre i mange år plaget af tinnitus.

Under sine besøg i Vietnam nød han også at tage op til provinshospitalet i Bao Loc i det centrale højland i det sydlige Vietnam, som Vietnam-foreningen samlede ind til, efter at man afsluttede indsamlingen til Børnehospital Nr. 1 i Ho Chi Minh City. Alle steder fotograferede Wilfred og har dermed efterladt en værdifuld gave til eftertiden. Hospitalsindsamlingen – med Wilfred som ankerperson – lavede en film på CD om arbejdet på Børnehospital Nr. 1.

Foredrag og fotoserier

Wilfred havde også andre interesser. Således brugte han megen tid på at arbejde med historiske og andre skildringer og fotoserier, der ikke kun var fra ophold i Vietnam: fx om Krotekets historie, udstillinger på Kroteket, bl.a. malerier, plakater fra Vietnamkrigen, om Blågårds Kvarteret – Sorte Firkant, Copenhagen Jazzfestivals, Enhedslistens sommerlejre, og meget mere, som man også kan se på hans hjemmeside.

En af Wilfreds andre hovedaktiviteter var at tage ud til offentlige møder med foredrag og egne fotoserier, hvor han fortalte om Vietnam, Agent Orange, og arbejdet i Vietnam-foreningen.

Wilfred og jeg skrev sammen ”Vietnambevægelsen i Danmark 1964-75”, der blev udgivet i 2003 af Dansk Vietnamesisk Forening. 

Wilfred vil blive savnet.


Om skribenten

Inger V. Johansen

Inger V. Johansen

Forperson for Transform!Danmark, der laver "kritisk og velfunderet analyse af den nuværende samfundsudvikling" med et venstreorienteret perspektiv. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER